Blind for religion?

Nordmændene bliver ved med at fundere over det mærkelige Breivik-fænomen. Måske burde også vi gøre det. Det vil nok være forkert altfor hurtigt at putte ham ned i skuffen med uinteressante sager.

I en artikel i det norske ”Dag og Tid” prøver forfatteren Kaj Skagen at få hold på Breivik, se her. (Hvis man ikke er glad for det nynorske, kan man se her; her gennemgår Rita Karlsen artiklen på bokmål). Jeg vil kun nævne to iagttagelser, jeg har gjort mig fra Skagens artikel.

Den ene er en ganske interessant og – synes jeg – oplysende parallel fra litteraturen. Skagen gør opmærksom på, at Dostojevski lader sin hovedperson Rodion Raskolnikov i romanen af samme navn gennemløbe en bemærkelsesværdig psykologisk udvikling: fra at have erkendt, at et bestemt mord (mordet på pantelånersken) er muligt, erkender han videre, at det kan retfærdiggøres; og derved bliver Raskolnikov af denne logik forvandlet til en etisk højtstående person, og det mord, der blot var muligt, bliver til et mord, han har pligt til at gennemføre. Morderen bliver en idealist, som ofrer sig selv.

Jeg tør ikke sige, om Skagen gengiver Dostojevski ret. Men hvis han gør, udgør Dostojevskis morderskikkelse en slående parallel til Breivik. For som jeg har læst Breiviks manifest, sker der netop det med ham: han får en ide om en spektakulær handling; handlingen søger han at retfærdiggøre; og da han har retfærdiggjort handlingen, bliver han besat af en ‘ædel’ drift efter at fuldføre den; hvilket jo altså lykkedes ham over al måde. Han ser sig selv som en idealist, som ofrer sig i det håb, at han senere vil blive forstået.

Man skal nok have den påpegning med fra Kaj Skagen, at Breiviks handling indgår i den blodige tradition, som udgøres af den anarkistiske ide om ”handlingens propaganda”. Men har man den med, synes jeg, at Skagens tanker et et godt bud på at forklare Breivik uden at ty til skinforklaringen ”sindssygdom”.

Denne iagttagelse har ikke meget med religion at gøre. Og det er måske helt i orden. Men det er måske også forkert. For noget tyder på, at Breivik har ladet sig smitte af sine modstandere, de islamistiske fanatikere, til selv at blive fanatiker; noget lader ane, at han ubevidst har ment, at overfor en fanatisme som den islamiske, må man nødvendigvis som modvægt have en kristen fanatisme. Og en sådan prøver han så at opbygge. Og den kan måske bedst betegnes med ordet ”religiøs”.

Den anden iagttagelse, jeg vil gøre opmærksom på, er mere afslørende, afslørende for Skagens (og den europæiske elites?) ulyst til at tillægge religion nogen indflydelse på verdens gang.

Skagen skriver: ”I Breiviks verdensbillede spiller muslimerne også den samme rolle som bolsjevikkerne og russerne gjorde for nationalsocialisterne. Det kan man se af den måde, på hvilken ”krigen mod terror” har erstattet ”den kolde krig” mod kommunisterne. Ligesom bolsjevikkerne var en asiatisk-barbarisk, ydre trussel med sit enorme folkehav tæt på ”Europas” grænser, således omgiver nu den arabiske verden Europa med sit stigende folketal. Ligesom mange mennesker i den forrige generation opfattede de nationale kommunistpartierne som kommunisternes forlængede arm i de vesteuropæiske samfund, således opfatter antijihadisterne de muslimske indvandrere som en arabisk femtekolonne i Vesten”. (”Antijihadisterne” er Skagens betegnelse for de europæere, der går ind på tanken om ”Eurabia”).

Skagen fortsætter: ”For antijihadisterne er det de multikulturelle, politiske og intellektuelle eliter, som spiller den rolle, som jøderne spillede i nazismen. Nazisterne gik efter jøderne, fordi de opfattedes som en lumsk og led indre fjende, som havde tilranet sig økonomisk, kulturel, journalistisk og politisk magt; de mente, det var jøderne, som undergravede folkets modstandsvilje og skabte det kulturelle forfald, som banede vej for en kommende bolsjevistisk magtovertagelse. Sådan ser nu antijihadisterne på ”kulturmarxisterne” og den politiske elite: de baner vej for det islamiske kalifat eller for ”Eurabia”. I Breiviks øjne var nedslagtningen af arbejderpartiets ungdom på Utøya det samme som udlugningen af de undergravende og livsfarlige ”jøder” var for de tyske nazister”.

Holder denne sammenligning? Dels må vi spørge, om dette er en rimelig beskrivelse af Breiviks anskuelse. Og dels må vi spørge, om det er en god beskrivelse af de mennesker, der går ind for ”Eurabia”-tanken, altså den forestilling, at muslimerne er ude på at overtage Europa gennem indvandring og etablering af muslimske enklaver. Men det er for mig at se endvidere yderst vigtigt, at vi gør os klart, at sammenligningen i sig selv er forkert, derved at den fuldstændig udelader det religiøse aspekt.

Muslimerne er i en vis henseende farligere end kommunisterne, netop fordi de er religiøse og bruger de religiøse tanker i deres politik. Men de er også i en vis anden henseende mindre farlige, fordi deres religion i sig har en indbygget modsigelse, som det må være muligt at udnytte, så selv stærkt troende muslimer falder fra.

Lad os tage farligheden først! Muslimerne er farligere, fordi deres terror, baseret på selvmordsbombere, er farligere end den kommunistiske terror, der ‘kun’ var baseret på en terror, hvor terroristen slap helskindet fra sin udåd. Muslimerne er farligere, fordi de kan love deres tilhængere fred og forløsning i de hinsidige. Muslimerne er farligere, fordi de i kraft af religionen knytter til ved menneskers længsler efter guddommelig kraft: det er, siger de, netop en guddommelig kraft, der slog igennem i Muhammed og nu slår igennem i de muslimske samfund.

Ikke blot viser faren sig derved, at de ret få muslimske terrorister i den forestilling om Vestens fordærv og dekadence, der er udbredt blandt alle muslimer, har en mægtig reserve, hvorfra de til stadighed kan hente nye rekrutter til deres afskyelige gerninger, den viser sig først og fremmest i den muslimske fromhed. Denne fromhed samler sig ikke så meget om det, vi plejer at kalde ”gode gerninger”, mere om det, man kalde ”foreskrevne gerninger”: ret klædedragt, rette fødevarer, ret underdanighed (hvis man er kvinde), ret myndighed (hvis man er mand), ret afholdenhed, ret muslimsk sammenhold.

Gennem alle disse ting adskiller muslimen sig fra det ‘vantro’ samfund, han befinder sig i, og lægger man dertil en forkyndelse fra diverse imamer, der går ud fra, at en muslim er bedre end en ‘vantro’, og videre går ud fra, at alle dårligdomme, også dem blandt muslimer, har sin rod i de vestlige samfunds mangel på moral, så det aldrig er muslimens skyld, så er den form skabt, hvori en fuldstændig uintegrerbar muslim kan støbes. Men dette er jo samtidig den form, hvori en muslimsk terrorist kan støbes. Og han støbes vel at mærke ikke som den standhaftige, étbenede tinsoldat: i kraft af en fejl, han støbes som fuldt og helt en rettroende muslim.

Men denne religiøse overbygning for den muslimske politiske teori er ikke blot det, der på en måde gør denne teori farligere end den kommunistiske, den er også med til at gøre denne teori mere udsat for vestlige modtræk. Hvis vi vel at mærke vover at være det, vi i grunden er: religiøse, eller mere specielt: kristne.

Hvordan det?

Jo, se på islams historie! Her springer det i øjnene, at den græske kultur, hvis lande islam erobrede, ikke sådan lod sig slå ud. Da kristne arabere havde oversat Aristoteles og Platon til arabisk, blev der ved med at være interesse blandt muslimske lærde for disse filosoffer, selv om de jo rent faktisk forkyndte en lære, der var stik imod islams. Og den største af de muslimske filosoffer, Ibn Rushd eller Averroës, som han kaldes på latin (død 1198), var i den grad grebet af Aristoteles, at han kommenterede ham fra ende til anden. I den latinske, kristne verden fik han så stor en indflydelse, at han simpelthen blev kaldt ‘Kommentatoren’. Han hævdede selvfølgelig selv, at islam og den græske filosofi så udmærket kunne forenes. Men han havde ikke ret. For kan fornuften selv finde frem til, hvad der er godt og ondt, sådan som Aristoteles hævdede det, er der ikke brug for nogen åbenbaring til at fortælle mennesker det.

Og se så på ”det arabiske forår”! Her viser det sig, at unge mennesker er blevet så frigjorte af påvirkning fra ikke mindst Vesten, at de ikke længere vil finde sig i undertrykkelse af den hidtidige diktator. De bruger ordet ”demokrati” som betegnelse for det, de vil stræbe frem imod. Men kan demokrati og islam forenes? Nej, ligeså lidt som Aristoteles’ tanker og muslimsk teologi kan det.

Men netop denne indre modsigelse i islam er den kristne kirkes chance. Netop her er islams Akilleshæl. Det vil dog sige: denne akilleshæl er der kun, hvis vi vover at være det, vi er sat til at være: verdens lys, jordens salt. Her er det, vi kan komme med den oplysning (og vi skal altså ikke holde den for os selv), at den modsætning, der præger islams historie, er teologisk. Det er modsætningen mellem det muslimske diktum fra koranen: ”Allah véd, men I véd ikke”, og det kristne fra Paulus: ”Døm selv, om det, jeg siger!” Det er modsætningen mellem en religion, der sigter mod den betingelsesløse underkastelse, hvad enten man forstår eller ej, og en religion, der vil arbejde så dybt ind i menneskesjælen, at den bøjer sig og forstår. Det er modsætningen mellem et sendebud, Muhammed, der af Allah blev tvunget ind i rollen som åbenbaringsmodtager, og et sendebud, Jesus, der i Getsemane frit bøjede sig for Guds vilje, fordi han forstod, at den vej måtte han gå.

Chancen har vi, hvis vi kan (og tør) gøre det klart, at demokratiet er vokset ud af kristendommen, at en religion, der kræver underkastelse uden forståelse, aldrig kan danne baggrund for nogen samfundsmæssig frihed, mens omvendt kun en religionsstifter, der selv døde for den sandhed, han prædikede, stiller sine tilhængere frit.

Og på den baggrund er det ret så sørgeligt, at det, vi ser fra den kristne kirkes side, mere er et forsvar for islam end en imødegåelse. Man mener, at islam kan være en forbundsfælle for kristendommen i kampen mod ateismen. Man har igennem lang tid indstillet den kristne ‘apologetiske kanon’ efter ateismen og kan ikke sådan lige ændre retning. Og så får muslimerne lov til at beholde deres modsætninger i fred, ja, de får oven i købet lov til at gå på rov i den kristne menighed, for når kirken stiller sig så fredelig an overfor islam, kan det da ikke rage så vidt, om man konverterer til islam; og det er man jo nødt til, hvis man finder sig en køn muslimsk pige, som man gerne vil giftes med.

Nå, denne alt for forstående holdning overfor islam er måske ved at ændre sig. Men den stikker alligevel hovedet frem hos Kaj Skagen i hans uvilje mod at se en religiøs holdning bagved ”Eurabia”-tankerne; de skal blot forklares ud fra den aldeles sekulære strid, der var mellem nazisme og kommunisme. Og en sådan forklaring slår altså ikke til, når det er islam, det drejer sig om.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s