Mediernes censur?

Hvad sagde Mustafa Abdel-Jalil i den tale, hvormed han erklærede Libyens frihedskamp for endt?

Almindeligvis regner man med, at vore medier tilforladeligt viderebringer væsentlige oplysninger til os uden at redigere skævvridende i dem. Men har de gjort det, når det drejer sig om ovennævnte tale? Som jeg husker de referater, der kom frem umiddelbart efter, at talen var holdt, fik vi kun refereret den del af talen, hvori han sagde, at Libyens fremtidige lovgivning vil komme til at bygge på sharia. Derefter gik man videre til at fortælle om de mange løftede øjenbryn hos vestlige ledere, og derefter fortalte man om de mange ”islam-eksperter”, der formanede os til at slå koldt vand i blodet: det med sharia betød ikke så meget; der var kun tale om, at han ville finde ét eller andet, der kunne samle libyernes mange forskellige stammer, og hvad var mere naturligt end at gribe fat i den religion, islam, som de alle er fælles om? Nogenlunde således præsenterede medierne os for talen.

Var det nu et tilforladeligt referat? Tja, bum, bum. Jeg har ikke kunnet finde en nøjagtig gengivelse på nettet, så det kan jeg jo strengt taget ikke vide. Men jeg har på den norske hjemmeside ”Human Rights Service” fundet et mere udførligt referat (se her) og derudover en henvisning til et endnu udførligere referat på engelsk (se her). Og heraf fremgår det, at Jalil direkte nævnede eksempler på områder, hvor sharia-loven stødte sammen med eksisterende lovgivning i Libyen.

Han mente således, at den mere kvindevenlige lovgivning, som Gaddafi havde indført, en lovgivning, der bl.a. forbød flerkoneri, burde rulles tilbage; for flerkoneri er jo tilladt ifølge sharia, hævdede han. Han mente endda, at hele Gaddafis lovværk omkring ægteskab og skilsmisse skulle laves om, så det svarede til sharias bestemmelser. Endelig var han af den anskuelse, at et islamisk banksystem skal indføres, så det bliver ulovligt at tage renter.

Og se, disse eksempler, der i mine øjne er meget oplysende, fortalte vore medier os ikke noget om. Jeg gætter på, at man har tænkt som så: dette er for stor en kamel at sluge for vore seere/læsere; vi må hellere skære den ud i småbidder. Det har man så gjort, så vi kun fik den betydningsløse hale serveret. Derefter har man så glemt at servere de mere vigtige kameldele.

Jeg tør ikke sige, om diverse ”islameksperter”, der spillede rollen som ”islam-beroligere”, kendte til eksistensen af disse eksemplificeringer. Noget tyder på, at det har de ikke gjort. Vi véd jo, at de ofte bliver præsenteret for ”kendsgerninger” at tage stilling til af de journalister, der spørger dem, og således skal tage stilling på stående fod. Så de har nok ikke kendt mere til talens indhold end vi sagesløse seere.

Sådan set er det da forståeligt, om man nedtoner Jalils udtalelser om sharia. Han er jo i det forløbne halve år blevet fremstillet som ”ham, vi holder med”, som Gaddafis fjende, hans direkte modsætning. Det falder derfor os alle, også vore journalister, svært sådan lige at skulle vende sympatierne om. Vi kan næsten ikke forestille os, at noget af det, Gaddafi har lavet, skulle være bedre end det, overgangsregeringens leder nu foreslår. For hvis det virkelig er tilfældet, må vi vel spørge os selv, om vi har ført luftkrig i Libyen blot for at erstatte et sekulært diktatur med et islamisk.

Nå, nu skal vi jo ikke male fanden på væggen, før vi kan se ham tydeligt. Og det må bemærkes, som det også fremgår af mit engelsksprogede link, at udtalelserne har fremkaldt protester i selve Libyen, bl.a. fordi disse materier jo er noget, der skal diskuteres i de forskellige politiske grupperinger og afgøres af det libyske folk.

Og man kan da forresten også gøre opmærksom på, at Jalils påstand om, at sharia går ind for flerkoneri, er blevet modsagt af en egyptisk stormufti for lang tid siden, se her. Han mente, at koranen i virkeligheden anbefalede, at muslimer kun tog sig én kone, for godt nok siger sura 4,3, at en muslim må tage op til fire koner, men den siger sammesteds, at man skal nøjes med én, hvis man ikke kan dele sol og vind lige mellem dem. Og da sura 4,129 fortæller, at man aldrig kan dele sol og vind lige mellem kvinder, lægger stormuftien to og to sammen (eller altså 3 og 129), og får som resultat, at flerkoneri er forbudt.

Det er en sjov lille krølle på sagen, som vel blandt andet viser, at man indenfor islam sådan helt alvorligt mener, at Gud lader sig snyde af den slags prokuratorkneb. Ak ja.

Men ellers, hvad angår sharia-lovgivning i Libyen: vi må vente og se. Og blodbadet i Benghazi blev da i det mindste afværget.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Et svar til Mediernes censur?

  1. Morten - - - siger:

    Næææ, det hedder ikke c e n s u r. Det hedder skam :
    r e l e v a n s k r i t e r i e r …

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s