Helbredelse ved tro

Dagens tekst om Jesu helbredelse af den værkbrudne (Matt 9,1-8) fortæller om underet som tegn. Underet er ikke noget i sig selv. Underet peger hen på noget andet end det blotte og bare under. Det siger Jesus jo ret eftertrykkeligt i vers 5-6: ”Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? v6  Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« – da siger han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem«!” Underet kommer kun til for at give tilkende for de tilstedeværende, at Jesus virkelig har myndighed til at forlade synder. I modsætning til, hvad de troede.

Mange i vor kulturkreds – og måske endda de fleste – har det svært med Jesu undere. Har de i det hele taget fundet sted? Og hvis de har, hvad kommer det så os ved? I rationalismens dage i 1700-tallet ville man skam gerne være fromme kristne, men da man ikke kunne acceptere det med, at Jesus sådan kunne bryde naturlovene, fabrikerede man en række rationalistiske forklaringer på underne: når Jesus kunne gå på vandet, skyldtes det, at han, men ikke hans disciple, lige nøjagtig vidste, hvor de undersøiske sten lå; og når han kunne helbrede en syg, skyldtes det, at sygdommen var psykisk betinget; ved den chokvirkning, som Jesu helbredelsesord fremkaldte, blev den psykiske betingelse borttaget, og manden eller kvinden blev rask.

Den tanke har haft et langt efterliv. Da Bjørnstjerne Bjørnson i 1880erne ville gøre op med kristendommen, var det den tanke, han anvendte. Han skrev et skuespil: ”Over Evne”. Det handlede om en præst oppe i Nordlandet. Denne præst, Adolf Sang, kunne gøre undere, han kunne helbrede syge. Bjørnson udstyrede ham med en barnlig tro, og det var denne ligefremme tillid til Guds virkekraft, der bevirkede underne, mente man. Blot kunne han ikke helbrede sin kone. For det var ikke til at få hende til ret at tro på muligheden af helbredelse; sådan forklarede han selv vanskeligheden. Ikke desto mindre bekendtgjorde han, at han en bestemt dag ville ligge på knæ i bøn i kirken hele dagen, om han mon ikke derigennem kunne få sin kones søvnløshed til at forsvinde, ja måske endda kunne udføre det under, at lammelsen i hendes ben forsvandt.

Og folk forsamledes i bygden i stort tal. Det under ville de gerne se. Dagen gik, og fru Sang faldt virkelig i søvn. Ja, da dagen gik på hæld, rejste hun sig op og trådte fra sit soveværelse ind midt i stuen; her mødte hun sin mand, og de omfavnede hinanden. Men så faldt hun sammen i hans arme. Han så barnligt op mod himlen: ”Men – men – det var ikke meningen!” Dog, kort efter faldt også han sammen, ramt af et hjerteslag.

På den måde ser vi, at Bjørnson tager afstand fra al tale om undere. Man kan ikke opnå helbredelse ved bøn. Men han gør mere end det. Han forklarer de undere, som pastor Sang hidtil havde foretaget. Han anbringer en note i slutningen af skuespillet, og i noten henviser han til nogle forelæsninger i psykiatri, der er givet af en fransk professor. Derigennem siger han, at de lammelser, Sang har helbredt, var de såkaldte hysteriske lammelser, altså lammelser, der ikke havde fysiske årsager, men skyldtes personlige vanskeligheder.

Vi véd, at Kaj Munk under sine studier i begyndelsen af tyverne har været dybt berørt af dette skuespil. Og der er ingen tvivl om, at han med sit skuespil ”Ordet” fra 1925 har villet opponere imod ”Over Evne”. For heri lader han én af personerne, Johannes Borgen, foretage en dødeopvækkelse. Så hvor Bjørnson stiller spørgsmålstegn ved muligheden af et under i nutiden, dèr udsletter Munk med stor dramatisk kraft dette spørgsmålstegn: ikke blot er Jesu undere mulige, også et så krævende under som en opvækkelse af en død er mulig, og er mulig, ikke blot på Jesu tid og med Jesu myndighed, også mulig i vore dage, også mulig i en almindelig bondegård, i den gård, hvor familien Borgen havde hjemme: Borgensgård. Blot mangler vi sædvanligvis troen. Men er troen stærk nok – og Munk mener ikke, de voksnes tro er stærk nok, han benytter sig af et barns tro – så kan underet ske, er det end nok så naturlovsstridigt.

Dette, at Munk har skrevet ”Ordet”, dette, at ”Ordet” er et berømt og bemærkelsesværdigt skuespil, det er noget, de fleste véd. Desværre er det de færreste, der er klar over, at Kaj Munk igennem et andet skuespil har taget afstand fra den underforståelse, der ligger i ”Ordet”. Han skrev dette andet skuespil i 1935. Det blev kaldt ”En Almanakhistorie” og handler om situationen på Borgensgård en tolv-tretten år senere. Det er den eneste gang, Munk har skrevet en fortsættelse af ét af sine skuespil. Men skuespillet blev ikke udgivet i Munks levetid, det kom heller ikke med i Mindeudgaven fra 1948, hvor ellers en del arbejder, som hidtil havde haft deres plads i Munks skrivebordsskuffe, blev trykt. Men det foreligger altså, omend det er en ret ukendt kendsgerning for de fleste, ligesom det også er de færreste, der vil mene, at der deri ligger en afstandtagen fra underet i ”Ordet”.

Det gør der ikke desto mindre. Underet i ”En Almanakhistorie” er det enkle og dagligdags, at Maren Borgen går i sig selv. Det var hende, hvis barnlige tro bevirkede, at Johannes Borgen kunne foretage det under at opvække hendes mor, Inger. Hun er nu blevet en køn ung pige, hun lader sig forføre af en kunstmaler, hun bliver klar over, at hun er blevet gravid, hun opsøger maleren i København, men rejser hjem igen, da det bliver klart, at han er gift. Så forlover hun sig med pastor Bandbuls søn, Andreas, der studerer i Paris, får det ordnet, så hun kan komme til København, hvor hun får foretaget en abort, men hun har jo bestemt ikke tænkt sig at sige noget til nogen.

Hendes farbror, Johannes, ham, der foretog opvækkelsen i sin tid, er blevet omrejsende frøhandler og ser hende i København, opsøger hende og bliver klar over, at hun ikke vil sige noget om sin abort derhjemme. Han opsøger så maleren, og da han er blevet klar over, at han er faderen, forsøger han at ødelægge det maleri af Maren, han har malet. Han bliver imidlertid såret under det håndgemæng, der udvikler sig, og dør senere af sine sår.

På Borgensgård er de ved at forberede Marens bryllup med Andreas Bandbul. Men så ødelægger Maren det hele. For da hun i radioen hører, at Johannes er død i København, går hun til bekendelse. Først da indser hun, at man ikke kan bygge hverken forholdet til sine forældre eller forholdet til sin ægtefælle på en løgn. Det er, hævder Munk, et mirakel (der skal en del flere mellemregninger til, end jeg her kan gennemføre). Og derved korrigerer han effektivt den underopfattelse, der bærer ”Ordet”.

Men Marens gåen-i-sig-selv er ikke det eneste under. For hvordan reagerer hendes forældre, da de hører det? Ja, vi vil måske nok sige eller håbe på, at Inger, hendes mor, vil reagere med forståelse. For det var jo hende, der i ”Ordet” var afbildet som den forstående allestedsnærværende og omsorgsfulde husmor. Men mere end et håb kan det ikke være. For vi har i ”En Almanakhistorie” også set hende som én, der nok kunne være fordømmende. Da hun hører om en anden pige i sognet, der er ”kommet galt af sted”, siger hun: ”Hvor kunne hun dog gøre sin mor så ond en sorg!” Og det er denne reaktion fra moderens side, der får Maren til at fortie overfor sine forældre, at hun er blevet gravid.

Altså: der er for Inger to muligheder, hun kan forarges og hun kan vise forståelse. Munk har ladet hende optræde, så hun viser forståelse. Men det sker ikke sådan, at hun overvejer de to muligheder og bevidst vælger forståelsens vej, nej, det sker sådan, at forståelse er hendes umiddelbare reaktion, dvs., det sker ved et under, ved det under, der hedder Helligåndens indgriben.

Det sker heller ikke pr automatik i kraft af hendes psykiske konstitution. Vi vil ellers gerne skyde genvej og forklare det på den måde. Men den går ikke. For hendes psykiske konstitution kan forklare både det ene og det andet. Hun siger senere, at hun og hendes mand har bygget på ærekærhed og borgensgårdsstolthed. Og derved bliver det klart, at reaktionen overfor den anden pige (Hvor kunne hun dog gøre sin mor så ond en sorg!) er ligeså naturlig for hende.

Og det er da Munks korrektion af ”Ordets” underforståelse. Underet er ikke det bemærkelsesværdige, det spektakulære, det overnaturlige brud på naturlovene, underet er det dagligdags og uansélige, at et menneske går i sig selv.

Og denne forståelse af, hvad et under er, svarer nøje til det ny testamentes forståelse. Ok, ja, der spares ikke på undere i fortællingerne om Jesus. Det er under mig her, og under mig dèr. Men hele tiden er underne det, som underet er i denne fortælling: et tegn, der peger hen på noget andet.

Det er for øvrigt netop den betegnelse, johannesevangelisten bruger om Jesu undere. Sådan hedder det efter beretningen om brylluppet i Kana: ”Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham”. (Joh 2,11). Og i samme evangelium hedder det efter beretningen om, hvordan Jesus helbreder den blindfødte: ”Og Jesus sagde: »Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde«.” (Joh 9,39). Det vil sige: Her bruger Jesus selv underet, en begivenhed i den fysiske verden, som et billede på det under, der sker i den åndelige verden: at et menneske kommer til tro, bliver åndeligt seende.

Så når det ny testamente ikke undser sig for at bruge Jesu undere som billede på en åndelig virkelighed, eller som tegn, der henviser til en åndelig begivenhed, hvorfor skulle vi så gøre det? Men det er jo, hvad vi gør, når vi hager os fast i det spørgsmål, om mon Jesus virkelig kunne foretage et under, og om mon ikke hans disciple dengang og i dag også skulle kunne få held til at give et menneske en underfuld helbredelse. Det er slet ikke det, der er problemet. Troen retter sig ikke mod det spørgsmål. Stiller den det spørgsmål, må den retvendes, så den kommer til at tro på det rette: Er Guds tilgivelse en mulighed, der kan virkeliggøres? Er tilgivelse en mulighed, som jeg tror på i mit liv, enten så jeg selv vover at tilgive, eller så jeg reagerer med tro på min næstes tilgivelse?

Kun hvis jeg virkelig tør det, kun hvis jeg virkelig gribes så stærkt, at jeg umiddelbart fatter lid til tilgivelsesordet, kun da kan jo min næste og jeg igen komme ind i det tillidsforhold, som eksisterede før. Og at det sker, er netop Guds under i mit liv.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

13 svar til Helbredelse ved tro

  1. Gudmund siger:

    “Det er under mig her, og under mig dèr” – tak for dén, Ricardt – et udsagn som meget fint og finurligt henviser mig til underet som i virkeligheden hverdagens grund – i form af, som du skriver om det, for eksempel tilgivelsen, som bestemt ikke er en selvfølgelighed eller naturlighed for den sags skyld.

  2. Jytte Ibsen siger:

    “Mange i vor kulturkreds – og måske endda de fleste – har det svært med Jesu undere.” Det er da sikkert rigtigt, men det er da sølle at tro, at Jesus underfulde gerninger ikke er noget i sig selv.

  3. Claes siger:

    Det er klogt at være skeptisk overfor undere eller mirakler. Der er som regel en helt naturlig forklaring på det, der synes underfuldt. Vel må vi regne med, at der findes fænomener, som vi med vor nuværende viden, ikke kan forklare, men at udråbe noget til et mirakel er at slå døren i for videre udforskning af fænomenet.
    Videnskab er i sit væsen mirakelnægtende. Grundsynspunktet er, at der er en naturlig forklaring på alt.
    Troen griber på grund af sin skygge – vantroen – ud efter miraklet, om det dog ikke skulle kunne lykkes at få fast grund under fødderne. Troen har det håb, at det mirakuløse må være påviselig virkelighed, men vises tilbage af Jesu ord til apostlen Thomas – salige er de, der tro uden at have set. Tro er et vovestykke, altid på vej til at blive skuffet Tro er den “fattiges” eneste mulighed.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Jytte Ibsen!
    Er det sølle at tro, at Jesu underfulde gerninger ikke er noget i sig selv? Det ved jeg såmænd ikke. Læg mærke til, at både det ny testamente, vore store kirkefædre, Luther og Grundtvig, og såmænd også én af de lidt mindre: Kaj Munk i hans skuespil fra 1935, nok holder fast ved, at det er sket som skrevet står! Blot lader de det ikke blive ved det, men insisterer på, at underne er tegn. Det vil sige: de peger hen på noget andet.
    Det skyldes, tror jeg, at de opfatter dette ‘at tro’ som identisk med at være bundet af et personforhold til Kristus med hele sin sjæl. Det er altså noget meget mere end blot det at holde en eller anden historisk eller videnskabelig kendsgerning for sand. For at tage et eksempel: Man kan tro på eller være skeptisk overfor de rygter, der i vore dage er opstået omkring Marie Magdalene. Men om man tror det ene eller det andet påvirker ikke ens livsholdning. Man bliver ikke forvandlet af denne tro, så glæden sprudler frem af ens indre.
    Anderledes med det at tro på Jesus som Kristus. Gør man det, så må man bede med Grundtvig: ”Du, som har dig selv mig givet/ lad i dig mig elske livet/ så for dig kun hjertet banker/ så kun du i mine tanker/ er den dybe sammenhæng” (DDS 192).

    @ Claes!
    Ja, det er klogt at være skeptisk. Men det er klogere at være troende. Hvis ikke man tror på alle dagligdagens mirakler, hvis aldrig man vover at stole på den anden, hvis man ikke har blik for den anglen efter tillid, den anden viser, så bliver livet fattigt og tomt.
    Eller: Man må have én front til den lidettroende videnskab, der vil nægte alle de fysiske mirakler. Men også en front til de lettroende kristne, der raskvæk godtager al undertale. Og endelig en front til dem, der nok tror på alle underne dengang, men aldeles ikke tror på tilgivelse eller forsoning i vore dage mellem dem selv og deres næste.

  5. Claes siger:

    Men det at stole på den anden, det at angle efter tillid er psykologiske fænomener, som er indbygget i vores sjælelige konstitution, ikke egentlige mirakler. Det er overlevelsesfremmende fænomener. De mennesker, der ikke kan vise tillid, og ikke kalde på andres tillid, går til grunde. Det er kun mirakler i Chestertons forstand, som når han undrede sig over, ikke at et græsstrå var grønt, men at de alle var det. Han holdt af at stille tingene på hovedet og gjorde miraklet til det hverdagsagtige, almindelige. Vi kan kalde det underfuldt, ligesom livet i verden i det hele er underfuldt. Ordet mirakel vil jeg forbeholde det helt ekstraordinære som det f.ex. beskrives i bibelen – en kronisk syg bliver rask på et øjeblik, en død bliver levende, og måske enkelte af helbredelserne i Lourde.

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Hvad skal vi sige til det, Løgstrup kaldte de suveræne livsytringer: altså til det fænomen, at vi umiddelbart, på forhånd, uden at tænke os om, møder et andet menneskes tale med tillid; han kalder det ‘talens åbenhed’; eller til det fænomen, at vi ligeså umiddelbart reagerer med hjælp og barmhjertighed, hvis vi ser et andet menneske i nød? Er det ‘bare’ noget, der hører med til vores sjælelige konstitution? Det hører jo i hvert fald ikke med i højere grad, end at vi ikke altid reagerer sådan. Vi kan også reagere med indelukkethed, med fornærmelse, med misundelse. Og om vi reagerer på den ene eller den anden måde, er ikke noget, vor vilje afgør. Det forholder sig ikke sådan, at vores reaktion kommer efter moden overvejelse; nej, den kommer umiddelbart. Hvad afgør det så?

    Mit svar er, at det gør ånden, Guds ånd. Netop her har vi noget, der ikke hører ind under naturlovene. Netop her har vi stedet for Guds indgriben. Det er ganske vist en gåde for os, at han så ikke altid griber ind. Og det er en gåde for os, at han griber ind igennem os, ikke udenom os, eller bagom os, men netop igennem os, igennem vore tanker, igennem vore forestillinger. Men den gåde løser vi ikke med psykologi (omend denne disciplin i andre henseender kan være nyttig). Vi løser den i det hele taget ikke; vi må leve med den.

    Vi kan også se det fra den anden side: Er der grund til at takke Gud, fordi man lever i en god familie? Det vil vel en kristen mene, netop fordi han véd af, at han ikke selv har frembragt den kærlighed og den tillid, der hersker. Men det er klart: den, der tror, at kærligheden og tilliden skyldes hans egen indsats, har ikke grund til at takke nogen for noget, heller ikke Gud.

    Netop fordi det er dèr, menneskets gåde ligger gemt, har du ikke ret, når du skriver: ”De mennesker, der ikke kan vise tillid, og ikke kalde på andres tillid, går til grunde.” Indvendingen imod denne smukke, men falske forestilling er det kendte diktum: ”Tillid er godt, kontrol er bedre”. Der er masser af mennesker, der lever med en kontrolholdning til andre mennesker. Og de klarer sig forbandet udmærket. Blot er de i bibelsk forstand levende døde. Og hvis underet sker med dem, det under, at kontrolholdningen erstattes af en tillidsholdning, så sker der det, som johannesevangelisten fortæller om: de går over fra døden til livet: ”Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden.” (1 Joh 3,14).

  7. Jytte Ibsen siger:

    Tilgivelse er en rigtig god ting, men det er underligt, ja nærmest misvisende, at sidestille Jesus underfulde gerning som et tegn, der henviser til en så vigtig egenskab.

    Måske hører jeg til den kategori du kalder ”lettroende kristne” Richardt Riis, men jeg vil nu hellere høre til i kategorien godtroende, een ”der raskvæk godtager al undertale”, og jeg fatter simpelthen ikke, hvis trosforstandige ”har det svært med Jesu undere”.

    Det er noget af en tynd kop kristendom, at der tales om ”..under mig her og under mig der”, som tegn der peger hen på noget andet.

    Skete det som skrevet står? Eller skete det ikke?

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Jytte Ibsen!
    Du skriver: ”Tilgivelse er en rigtig god ting, men det er underligt, ja nærmest misvisende, at sidestille Jesus underfulde gerning som et tegn, der henviser til en så vigtig egenskab.” Jamen, hvad er det lige, Jesus gør i den beretning, der er udgangspunkt for mine overvejelser? Når han siger, at han udfører det under at helbrede en lam ”for at I skal vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder”, viser han så ikke dermed, at den dybere mening med denne undergerning er at vise, at han har myndighed fra Gud?
    Du vil raskvæk godtage al undertale, siger du. Skulle du ikke i stedet for raskvæk godtage det, der siges?

  9. Jytte Ibsen siger:

    Er det det du gør ved at henvise til noget andet? Hvad med alle de andre undere? Skete de? Eller skete de ikke?

  10. Jytte Ibsen siger:

    At Jesus har myndighed fra Gud – den er jeg med på. Troede Jesus ikke på Gud, som han fik de helbredende talenter fra, var han jo blot en lidettroende kristen.

  11. Ricardt Riis siger:

    @ Jytte Ibsen!
    Det spørgsmål, jeg troede, vi drøftede, er ikke: ”Skete underne eller skete de ikke?”, men: ”Er underne noget i sig selv?”

    Jo, underne fandt sted. Men ved at gøre et under viste Jesus hen til sin myndighed til at forlade synder. Og derfor mener jeg ikke, man kan sige, at underne er noget i sig selv.

  12. Jytte Ibsen siger:

    Når du skriver: “Mange i vor kulturkreds – og måske endda de fleste – har det svært med Jesu undere”, må jeg naturligvis reflektere over den udmelding.

    I den konkrete søndagstekst helbreder Jesus med tilgivelsensens lethed og med myndighed fra Gud, men det er for nemt at sige, at et sådan under ikke skulle være noget i sig selv. Det er det da. Det er fantastisk at mennesket Jesus var i stand til at overkride de naturlove, som mennesket har kendskab til.

    Han stod op og gik hjem – den lamme. “Da nu folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, som havde givet mennesket en sådan magt.”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s