Euro-dramaet

Sikken et drama, vi har været vidne til i de forgangne dage! Jeg skal ikke gennemgå det time for time, men blot gøre opmærksom på to ting:

Den ene er journalisternes forunderlige sving-om. Da euro-krisen begyndte, var man ikke utilbøjelig til at lade euro-skeptikere komme til orde: det var da vist godt nok, at vi ikke var med i euroen. Og man tillod sig sågar den luksus at give ordet til dem, der i sin tid påpegede det vakkelvorne ved hele euro-projektet; der var vist oven i købet dem, der offentligt fortalte, at de i sin tid havde advaret imod det kun løst sammenbundne arrangement: det kunne gå i en tid med økonomisk opsving, men vent bare, til der kommer en krise, så får vi se, om samarbejdet holder! Nu er så krisen kommet, og nu ser vi så sandheden i disse skeptikeres betragtninger: euro-samarbejdet holder ikke; der er ikke tilstrækkelig indbyrdes solidaritet euro-landene imellem til, at man med pengeoverførsler i form af lån og lånegarantier kan holde de forskellige landes forskellige økonomiske ordninger sammen.

Men altså: dengang var journalisterne lidt i tvivl: mon nu også euroen er en god idé? Mon det nu ikke er meget godt, at vi har holdt os udenfor?

Og så oplevede vi her for en god uges tid siden, at euro-landene blev enige om en mægtig redningsplan. Milliardbeløb svirrede i luften, og vi almindelige mennesker begreb hverken det ene eller det andet, men da kagen var bagt færdig, og politikerne hævdede, at nu var der skabt ro om euroen i overskuelig fremtid, så troede vi på dem. Tilliden var måske båret lidt frem af vores eget ønske om, at Europa måtte klare sig nogenlunde godt, hvad véd jeg, men tilliden var der. Vi bakkede op om Merkel og Sarkozy. De havde gjort et godt stykke arbejde.

Og så snurrede vore journalister rundt på en tallerken. Så var al skepsis overfor euroen som blæst bort. Så dukkede alle de hidtil tilbageholdte spørgsmål op: Hvorfor er vi egentlig udenfor euroen? Var det mon ikke bedre at sidde med ved bordet; vi skal jo alligevel rette os fuldstændigt efter det, de andre bestemmer? Osv. Pludselig var de alle blevet brændende euro-tilhængere. Natten over. Det var ganske mærkeligt. Det eneste, man manglede, var, at én eller anden fortabt journalist havde draget Lars Barfoed ind i varmen igen. Da han for et halvt års tid siden foreslog, at vi skulle melde os ind i euro-selskabet, blev han af samtlige journalister gjort til grin. For det var da en håbløs timing, han dèr præsterede. Nu, hvor timingen måske viste sig ikke at være så tosset endda, nu havde man fuldstændig glemt den arme Barfoed. Nå, det er vel politikeres lod. Og jeg har såmænd ikke så ondt af Lars Barfoed.

For hør nu videre! Netop, som vi alle regnede med, at nu er der da fred og ingen fare på euro-fronten, netop da kom så Papandreou og meddelte, at han ville kræve en folkeafstemning afholdt i Grækenland om de krav, som EU stiller. Og så var Fanden løs i Laksegade, ja, i mere end det, i hele Europa. Så så vi igen det store Euro-drama udfolde sig. Sikke en fredsforstyrrer, sikke en spielverderber, øv!

Og det er så det andet, jeg vil gøre opmærksom på i dette drama: da det kom frem, var alle alvorlige mennesker pludselig så inderligt imod folkeafstemninger. Og journalisterne stod igen tvivlrådige overfor det hele. Dog lykkedes det de normalt ret besindige Deadline-journalister at få en Grækenland-kender i studiet (husker jeg forkert, at han hedder Pelt?), som kunne give en rimelig god forklaring på Papandreous udmelding: han ville skaffe sig legitimitet til at gennemføre de krav, EU stiller; det skal ikke være sådan, at et par parlamentsmedlemmer eller tre kan vælte hele læsset og igen føre Grækenland ud i uføret; det skal ikke være sådan, at de mange demonstranter legitimt kan sige, at folket er holdt udenfor.

Det er så næstsidste akt i dette drama: De øvrige euro-lande har meddelt Grækenland, at mantraet nu er: vind eller forsvind! Altså, enten siger I ja ved den påtænkte folkeafstemning, eller også forlader I euro-zonen.

Meget kan man klage over i EU-debatten. Men jeg kan godt lide klarhed. Og det må indrømmes, at dette drama omsider har skabt klarhed. Blot kan man irriteres over, at det er de økonomiske kræfter, der skal skabe denne klarhed. Men altså: klarhed er der skabt.

Der er skabt klarhed over det faktum, at den stadig stærkere sammensmeltning i EU-samarbejdet har fundet sted uden folkeligt mandat. Og det er blevet klart, at det er noget, politikerne så udmærket er klar over; det afsløres af ramaskriget fra dem over bare tanken om en græsk folkeafstemning: de frygtede, at grækerne ville stemme nej, for de véd fra deres egne lande, at projektet med euroen og med EU i det hele taget har været meget vanskeligt at ”sælge” til vælgerne. Det blev udmærket formuleret af Morten Messerschmidt, da han i JP blev spurgt: ”Er det ikke opskriften på kaos at sende EU’s redningspakke til folkeafstemning, når 60 procent af grækerne er imod?” Dertil svarede han: ”Det er opskriften på kaos, hvis man tror, at man kan overtage styringen af et land, uanset hvad befolkningen måtte mene”. (Se her). Klar tale! Men netop dette: at styre landene, uden at befolkningerne bliver spurgt, er, hvad euro-politikerne har gjort.

Og der er også skabt klarhed over grækernes hykleri. Eller det er i det mindste blevet klart for os andre, at de kære grækere hykler. Selvfølgelig er der stærke kræfter både i Grækenland og i det øvrige Europa, der har travlt med at skyde skylden på de slemme banker og andre institutioner, der har lånt Grækenland penge. Det er såmænd selvsamme Morten Messerschmidt, der hævder, at ”Grækerne føler, at tyskerne og andre lande har overtaget styringen af deres land”. Det føler de måske nok. Og det er jo ikke helt forkert. Hvem bestemmer? spørger man retorisk. Og svarer selv: Det gør storkapitalen. Og er det ikke sandt?

Såmænd er det ej. Hvis grækerne føler, at storkapitalen eller tyskerne eller franskmændene har overtaget styringen af deres land, så var det jo noget, de skulle have tænkt på, dengang de optog de lån, der nu plager dem. Der er ikke andet i vejen, end at den græske stat har lånt for mange penge og nu ikke er i stand til at betale dem tilbage. Og hvis man klager over, at de, der har lånt én penge, vil have pengene tilbage, er det en grundløs klage. Jeg mener, det har man jo vidst hele tiden; det er, hvad der ligger i enhver låneaftale.

Men ak, trods al den klarhed, der nu fylder vore øjne, er der stadig uklarheder tilbage. F.eks. er der uklarhed over, hvorfor euroen er blevet et vingeskudt projekt. Kort fortalt er det rimeligt at mene, at det skyldes, at den økonomiske udvikling i de forskellige lande ikke er ens. Der er forskelle i den sorte økonomis udbredelse, der er forskelle i skatteopkrævningens effektivitet, der er forskelle i tilbagetrækningsalderen, der er forskelle i lønudviklingen, der er forskelle i produktivitetsudviklingen, der er forskelle i landenes statsunderskud, osv. osv. Sådanne forskelle kan der til en tid kompenseres for via lånoptagelser, privat eller statsligt, men før eller siden tvinges man til at ændre på indgroede vaner og institutioner.

Denne tvang er det, grækerne oplever nu. Hvis de tyske, franske og danske banker, der har købt græske statsobligationer, havde været fuldt og fast overbevist om, at ingen ville hjælpe Grækenland med at betale deres penge tilbage, ville grækerne have oplevet det noget tidligere. For så ville renten på deres obligationer været steget til uanede højder. Nu, hvor man regnede med, at de andre lande nok skulle komme Grækenland til hjælp, har man trukket pinen altfor langt ud. Men pinen er der alligevel, og den er ikke til at komme udenom.

Det er én af de gode ting, der blev opnået ved aftalen i Bruxelles mellem euro-landene: man tvang diverse banker til at gå frivilligt med til at nedskrive grækernes gæld; bankerne oplevede således store tab. Hvilket vil få dem til i fremtiden at være langt mere tilbageholdende med at købe udsatte landes statsobligationer. Hvilket giver sådanne lande et kraftigt signal tidligere end de ellers ville få det.

Men hvorom alting er: den folkelige opbakning bag EU-politikken kan ligge på et lille sted. Det er under alle omstændigheder blevet klart, også selv om den græske folkeafstemning alligevel ikke bliver til noget. Og den helt store hurra-stemning fra journalisternes side over euroens fortræffelige egenskaber er nedtonet ikke så lidt.

Men underholdende har det da været.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

5 svar til Euro-dramaet

  1. Kim Thomassen siger:

    De tre sydeuropæiske lande Grækenland, Spanien, Italien burde aldrig have være en del af Eurosamarbejdet, men burde tvinges tilbage til deres gamle træ-valuta desværre nok ikke er en mulighed. De tre lande er hellers kendt for i de gamle dag når der var problemer at nedskrive deres valuta. Da EMS-samarbejdet brød sammen i 1992 var det netop et langt stykke af vejen deres skyld på grund af en uansvarlige økonomisk politik som de er så velkendt for ved altid at vælte deres problemer over på andre lande. Det er helt forståelige at de tyske skatteydere ikke vil blive med at betale til de sydeuropæiske lande som lever over evne. f,eks har det være fremme i medierne at man i Grækenland udbetaler pensioner til mennersker som døde for mange år siden i et land som ikke har noget rigtigt skattesystem. Italien er velkendt for at have et korrupt styre stort set siden 2 verdenskrig med store konflikter forholdsvis et rig norditalien samt et fattig syditalien. Berlusconi har altid været mere interesseret i magten for magten skyld, og kan ikke holde sig fra de unge piger. En anden bremseklods for reformer er Liga Nord som er et regionalparti i Norditalien der er ligeglad med syditalien samt landes alvorligt krise. Spanien mener jeg skal have en chance til, men betingelserne er at den nye borgelige regering som står til at vinde valget senere på måneden hurtigst muligt få vedtaget nogen reformer. De sidst par års krise viser desværre det er nødvendig med en EU-regering som får flere beføjelser med større mulighed for blandt selv langt mere i de enkelte lande økonomiske politik selv om det er ret udemokratisk. Selv om Danmark ikke er en del af Euro-samarbejdet kommer vi til at rette os efter de andre. Euro-forbeholdet er i den virkelige verden ikke det papir værd som det er skrevet på. Så kunne vi ligeså godt indfører Euroen i Danmark.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Kim Thomassen!
    Du skriver: ”De sidst par års krise viser desværre det er nødvendig med en EU-regering som får flere beføjelser med større mulighed for blandt selv langt mere i de enkelte lande økonomiske politik selv om det er ret udemokratisk.”

    Dette er kun rigtigt under forudsætning af, at man ikke vil lade markedsmekanismen gælde, når det er valutaer, det drejer sig om. Frit flydende kurser er det eneste rigtige, når man har at gøre med handel mellem lande, der er så forskellige som de europæiske. I landbrugspolitikken går det galt, når man sætter markedet ud af kraft. Det gør det også i valutapolitikken. N.B.: At valutaerne flyder frit er ikke ensbetydende med devalueringer eller devalueringskonkurrence, men netop med, at man lader markedet gøre sig gældende. Gør man det ikke, slår markedet igennem alligevel, f.eks. gennem højere renter på statsobligationerne, ringere konkurrenceevne, m.m.

  3. Kim Thomassen siger:

    Sverige/Norge har en flydende kronekurs, samt har klaret sig langt bedre i krisen sammenlignet med mange andre EU-lande uden at misbruge det, men Schweiz har måtte opgive at lade deres valuta flyde fordi den er blevet opskrevet voldsomt i værdi til stor skade for deres eksport til udlandet, samt er et dyrt land at holde ferie i. Schweizerfrancen er som danske kroner nu bundet til Euroen, valutaen strømmer til Danmark fordi vi regnes for at være et sikkert sted med den konsekvens at kronen bliver for stærk overfor Euroen på grund af uroen i Euro-zonen. Selv om dit forslag lyder meget sympatisk vil det være urealistisk at igennenføre af den grund at de sydeuropæiske lande vil misbruge deres valuta ved at lade den flyde, så voldsom at deres varer bliver billigere i vores butikker samtidig vil man skade vores eksport på grund af kronekursen vil stige voldsom. Man vil misbruge valutaerne flyder frit……

  4. Morten - - - siger:

    Vi kan ikke have en situation, der gør det “nødvendigt” at afskaffe demokratiet. Nødvendigheden består naturligvis i at ændre den situation, der kompromitterer vores evne til at opretholde demokratiske tilstande. Ligegyldigt hvordan.

    Euro’en blev indført af sociale grunde. Den skulle bekræfte en æstetisk antagelse, om at “vi vil jo allesammen det samme”. Denne ikke-erfaringsbaserede opfattelse, skulle man tilslutte sig for at være “rigtig”. Og det var jo en på een gang både spændende – lidt ophidsende: man skulle – og enkel øvelse. Min-mor-si’r-jeg-skal-gå-lige-ud, min-mor-si’r …

    Jeg husker det tydeligt. Det var den tilgang, man fandt hos Uffe Ellemann-Jensen og Marianne Jelved (“Hvad er I bange for? – De vil jo det samme som vi!” og “Euro’en er et dybt solidarisk projekt”).

    – – –

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Kim Thomassen!
    Når politikere tror, at de kan bestemme over deres valutas kurs, kan de sammenlignes med et barn på bagsædet, der med sit legetøjsrat tror, at det styrer bilen. Man kan gøre en lille smule fra eller til med rentevåbnet, hvormed man kan få kapital til at flyde til eller fra sit land og derved hæve eller sænke kursen. Men det er ikke meget. Og påstanden om, at man kan misbruge den flydende valuta til at øge sin egen eksport, er derfor også forkert. Nok har politikerne meget at sige, men markedet hersker de ikke over, heller ikke valutamarkedet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s