Pest over Europa?

Fredagens Deadline i denne uge (fredag den 11-11) bragte et interview med forfatteren Johannes Møllehave i anledning af, at han har udgivet en selvbiografi, den sidste, bedyrede han. Den er lidt forskellig fra de andre, forstod man, fordi han deri beskæftiger sig med politik, hvad han åbenbart ikke har gjort i synderlig grad i de forrige selvbiografier.

Han henviste selv til to personer, der har fået ham til at tale politik denne gang. Den ene var Georg Metz fra Information, den anden en redaktør for et eller andet svensk dagblad, Helge Oluf Lagerkranz. Denne sidste havde skrevet en bog, som han henholdt sig til. Og fra et sådant nytilblevent politisk menneske skulle vi så høre nogle politiske statements. Det blev nu ikke til så mange. Men han fik da lejlighed til at vise sin afsky for Jesper Langballe, for han havde, efter hvad Møllehave påstod, sagt, at ”muslimer er en pest over Europa”. Og selv om han som sædvanlig talte utrolig hurtigt, og derfor nok skulle kunne have fået anbragt nogle argumenter, hvis han havde nogen, så lykkedes det i hvert fald ikke for undertegnede at opfange nogen. Det eneste, jeg nåede at høre, var, at han var højlig forarget over, at nogen (altså i dette tilfælde Jesper Langballe) vovede at sammenligne nazisterne i tredivernes Tyskland med muslimerne i dagens Europa. Man kan virkelig ikke kalde alle muslimer en pest, for deri ligger, at de skal udryddes. Hvad der havde fået Langballe til at sige, som han gjorde, interesserede ikke Johannes Møllehave. Han havde nok i sin forargelse.

Og det er dette sørgelige forhold, at et ellers fornuftigt menneske som Møllehave virkelig for alvor mener, at man i en politisk samtale kan nøjes med at give udtryk for sin forargelse, der her skal gøres til genstand for undrende analyse. For fuldstændighedens skyld skal bemærkes, at værten, Adam Holm, ikke ”anholdt” ham for hans uvidenhed og udspurgte ham nærmere, han lod, venlig som han er, uvidenheden passere. Rimeligt nok, for så vidt, da det mere var en portrætudsendelse end et forhør.

Først vil jeg mindes en udtalelse af Kaj Munk. Han har i Jyllands-Posten for den 21-5 1932 anmeldt Otto Larsens bog ”Skatten i Lerkar”. Denne præst blev et halvt år senere afskediget på grund af de udtalelser, han var fremkommet med i bogen, udtalelser, som Munk ikke var enig med ham i, skønt han ville mene, at folkekirken burde kunne tåle en sådan tvivlende sjæl blandt sine præster, ja, måske oven i købet kunne have gavn af ham. Munk skriver om ham bl.a.: ”Han har siddet i sin lollandske Præstegaard og studeret sin Bibel og sin ”Berlingske Tidende”. Der kan siges meget om Ligheder og Forskelle mellem disse to Skrifter; men det vilde her føre for vidt. Nok maa det være, at mens Avisen læses af alle og tros af alle, saa vilde Stikprøver mellem den civiliserede Verdens Beboere jo nok nærmest angive, at Bibelen synes lettest at tro, naar den ikke bliver læst”.

Med disse ord vil jeg betegne Johannes Møllehaves forhold til koranen og islam. Det er lettest at anse islam for en kulturberigelse, når man ikke har læst koranen og ikke véd særlig meget om islam. Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over det letsind, der præger ikke bare ham, men mange, mange andre af vor kulturelite. Hvoraf kommer det, at man slår al kritisk holdning fra, når man beskæftiger sig med islam? Hvordan kan det være, at kritik af religionen islam stadig betragtes som en uting i dagens Danmark? Kristendommen har man kunnet kritisere. Indre Mission har fået af grovfilen af denne folkelige elite. Og begge dele har man kunne gøre uden at risikere noget ved det, i hvert fald ikke voldelige modangreb. Men islam? Så snart nogen lukker munden op med udsagn imod islam, rejser eliten børster. Og det, skønt netop muslimer ikke finder sig i kritik af deres religion, ikke mener, at en sådan kritik kommer ind under de udtalelser, som ytringsfriheden tillader. Altså, det, der er ufarligt at kritisere, de hjemlige religiøse yderliggående retninger (hvis de da er yderliggående), det kritiserer man på livet løs. Men den religion, hvis tilhængere ikke finder sig i kritik uden at svare igen med vold, den religion må man sandelig ikke kritisere.

Netop den religion skulle man jo mene, at eliten ville kritisere. Men nej. Gang på gang fremhæves dens fredelighed (skønt fakta udviser det modsatte), gang på gang får vi at vide, at den så sandelig har demokratisk potentiale (skønt det ikke fremgår med særlig tydelighed af historien). Hvorfor? Hvorfor denne ukritiske tilgang til netop islam? Jeg har faktisk meget vanskeligt ved at forstå det.

Men lidt af en forklaring finder man måske i retssagen mellem Langballe og Birthe Rønn Hornbech i 2007. Her krævede Langballe Rønn Hornbechs udtalelser i en bog, hun havde skrevet, dømt ubeføjede. Hun havde citeret ham for at sige, at ”muslimerne er en pest over Europa” (læg mærke til, at det var det, Møllehave kunne huske). Det har jeg aldrig sagt, sagde Langballe, jeg har sagt, at ”islam er en pest over Europa”. Det vil sige, Rønn Hornbech har begået den meget almindelige fejl, at hun forveksler religionen islam med dens tilhængere, muslimerne; hun forveksler en ideologi med en samling mennesker. Det måtte Rønn indrømme, men det var alligevel hende, der vandt retssagen, mest vistnok fordi dommeren mente, at man som politikere – og her tænkte man altså på Langballe – måtte finde sig i, at ens udtalelser kunne misforstås, når man udtalte sig så misforståeligt, som Langballe havde gjort.

Men lad blot retssagen ligge! Hovedsagen her er, at man vel dog anstændigvis må kunne kritisere religionen islam uden at mistænkes for derved at se ned på samtlige muslimer eller uden at folk straks tror, at man nægter dem ret til at være her i landet. Om man så ligefrem skal kalde islam en pest over Europa, det kan vel diskuteres. Men diskuteres kan det ikke, om islam som sådan er en stor udfordring for de værdier, der hersker her i verdensdelen. For det er det. Det gælder næsten alle storbyer i Europa, at de har store problemer med de bydele, der beboes af et flertal af muslimer. Der er næsten overalt opstået såkaldte ”no-go-areas”, områder, hvortil kun muslimer har adgang, altså efter beboernes mening. Vi kender det fra Vollsmose og de andre såkaldte ghettoer. Det må vel siges at være et problem, at ‘unge’ fra disse områder nægter brandvæsen og politi adgang til ‘deres’ område.

De fleste vil kunne indse, at der ikke blot er tale om sociale problemer. Der er ikke blot tale om en socialt set marginaliseret befolkningsgruppe, som tilfældigvis reagerer på denne måde. Nej, der er tale om en religion, islam, med en tilhørende kultur, der fortæller dens tilhængere, at de er bedre end andre, at de skal holde sammen indbyrdes i den grad, at de ikke skal stole på andre, og at de skal stræbe efter at oprette minisamfund i de store fremmede samfund, de bor i.

Forleden var Københavns brandvæsen udkaldt til en brand i en gummiged i Mjølnerparken. De fik den slukket, men blev kort efter tilkaldt igen. Én af de unge, der stod omkring dem og var meget interesseret i slukningsarbejdet, spurgte hovent, hvorfor de ikke blev der, for der ville jo gå ild i gummigeden kort efter, at de var kørt. Og selvfølgelig forstod brandfolkene nok, hvem der havde påsat branden, men uden beviser kunne de intet stille op.

Men så skete der noget. Én af brandfolkene var en ung muslim fra Mjølnerparken, der var i erhvervspraktik. Han gik hen og talte med de unge på arabisk. Og efter denne snak blev brandvæsnet ikke kaldt ud til denne brand mere, se her. Hvorfor? Fordi denne unge mand var muslim. Det gør hele forskellen. Hvilket viser, at sådanne oprørske tendenser har religionen islam som baggrund.

Hermed er jo ikke sagt, at alle muslimer handler og tænker som denne flok af unge muslimske brandstiftere. Men der er sagt – og påvist – at disse unge menneskers identitet som muslimer spiller en stor rolle.

Det kan godt være, at mange fra vor folkelige elite stadig synes, det er synd for muslimerne, når jeg og andre islamdebattører fremhæver disse uheldige træk ved religionen islam. Og det kan også godt være, at de pure nægter at tro, at islam har noget med sådanne forhold at gøre. Det er på sin vis forståeligt. For vi vil jo alle gerne møde vore fremmede med forståelse og imødekommenhed. Sådan husker jeg fra engang i halvfemserne, hvordan jeg selv nægtede at tro på, at islam gik ind for, at en frafalden muslim skulle slås ihjel. Jeg havde dengang studeret islam ret grundigt, mente jeg, jeg havde oven i købet hørt beretningen om en søn af en imam, der lod sig overbevise om kristendommens sandhed og blev døbt; han rejste siden tilbage til sit hjemland og blev ikke slået ihjel. Nå ja, hans mor sørgede for, at ingen andre kom til at spise af mad, han havde taget af, for han var jo uren; men slået ihjel blev han ikke. Og så måtte den regel da være over sidste salgsdato.

Det er den ikke, har jeg siden erfaret. Til min overraskelse. Andre har erfaret det også. Det er kommet offentligt frem, at en muslimsk afghaner, der gik over til kristendommen, kun blev reddet fra henrettelse, fordi Italien ville tage imod ham som flygtning. Og ligesom jeg i halvfemserne ikke kunne tro på, at islam kunne være så hård og intolerant, sådan kan man i dag heller ikke tro, at det regime, vi sender vore soldater i døden for i Afghanistan, kan være sådan. Blot er det altså en virkelighed, som vi ikke kan fortsætte med at benægte eller se igennem fingre med.

Jo, islam er mærkelig, er anderledes. Og vor folkelige elite burde erkende denne anderledeshed i stedet for at se ned på os, der prøver at gøre opmærksom på den.

Pest over Europa? I hvert fald en enorm udfordring for vort kontinent, en udfordring, som ikke forsvinder, fordi vi lukker øjnene for den, heller ikke, selv om et så venligt menneske som Johannes Møllehave går foran i selvblindhed.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Pest over Europa?

  1. Jørgen Aagaard siger:

    Et glimrende indlæg. Jeg er kun delvist enig med dig, men du virker oprigtigt undrende, frem for voldsomt vred, som nogen islamkritikere er det, og det kan jeg godt lide. For vi undres selvfølgelig alle, når vi møder andre kulturer. Og vi undres måske mest over vores egen reaktion – eller naboens reaktion.
    Ved at møde en anden kultur, møder vi også vores egen interne forskellighed. Samtalen om disse forskelligheder må aldrig ophøre. Samtalen er vel netop vejen til, at vi lærer at leve med de fremmede.
    Du havde selv svært ved at tro på, at nogen kan tænke så anderledes end dig selv, dengang i 90-erne. Og den er vi vist mange der har erfaret. Det siges, at det er vores blindhed, vi bliver seende på;) I dag betragter jeg kritik af Islam for det gode – som det er et gode at vi kritiserer andet, der bør kritiseres. Vi skal blot bevare skelneevnen, som du også gør det, og skille det gode og det dårlige. Det er den gode kritik.
    Den negative kritik er forbundet med at gå efter manden istedet for bolden – altså kritisere mennesker (muslimer) på dét, de er frem for det de gør. I det øjeblik retorikken begynder at handle om at tage afstand til befolkningsgrupper og fordømme disse over en kam, fordi de er muslimer, er jeg stået af. Da er problemet blevet vores eget – da er vi selv blevet ramt på vores medmenneskelighed.
    For mig er det afgørende at skelne mellem mennesket og -ismen – uanset hvad den hedder. Ismerne er en relativ/forgængelig størrelse. Mennesket er, i Kristus, en absolut størrelse – og hvor vi mødes som mennesker (f.eks. i samtalen), er Kristus tilstede.
    Mvh Jørgen Aagaard

  2. Pingback: Heldagsskole – hvorfor egentlig? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.