Bomber over Iran?

Det forlyder, at iranerne er ved at være så langt fremme i deres forskning, at de snart kan fremstille en atombombe. Det internationale energiagentur IAEA har afleveret en rapport, der fastslår (så godt det nu lader sig fastslå), at Iran er godt på vej til at blive en atommagt. Rapporten skriver med større bogstaver, end man hidtil har gjort fra FN’s side, og det har gjort mange i Vesten nervøse. Derfor har det spørgsmål rejst sig: Skal vi (dvs. Vesten) bombe de iranske atomanlæg?

Og begrundelsen kan jo synes klar nok: Når landet ikke vil tillade inspektion fra internationalt hold, når landet ikke kan give forklaringer på, hvorfor dets forskning ikke holder sig strikte til fremstilling af fredelig atomkraft, når landet desforuden viser sig at være i besiddelse af en række mellemdistanceraketter (som efter sigende skal være importeret fra Nordkorea, en anden ”slyngelstat”), så må vi i Vesten træde til og optræde som FN’s forlængede arm. Sådan gjorde vi jo i tilfældet Irak: når vi invaderede det land, skyldtes det, at der var mistanke om, at landet lå inde med masseødelæggelsesvåben og derfor udgjorde en fare for verdensfreden. Er det ikke det samme, der er tilfældet her? Iran vil ikke lade FN få adgang til atomanlæggene, og efter alle solemærker at dømme er landet i gang med at fremstille atombomber. Sættes de på de raketter, man véd, Iran er i besiddelse af, udgør landet en umiddelbart trussel ikke blot for Mellemøsten, men for hele verden. Opskræmt lytter vi til en række stemmer, der siger: Grib ind med militær magt nu, for når først landet har fået atomvåben, er det for sent!

Lad mig først pege på, at der efterhånden aftegner sig et mønster: først beskriver man én eller anden diktator i de dystreste vendinger; derefter finder man en god forklaring på, at man er nødt til at fjerne denne diktator; så går man ind med militær magt og fjerner ham; og til sidst trækker man sig så tilbage, efterladende det pågældende land i et syndigt rod. Sådan gjorde ”vi” (dvs Vesten, anført af USA) i tilfældet Afghanistan: Vi beskrev tilstanden i landet som elendig og undertrykkende, der var ingen grænser for de negative udtryk, vi kunne finde om Taliban, og – indrømmet – Taliban gjorde dette arbejde let for os. Derfor behøvede vi ikke nogen særlig undskyldning for at angribe, for ikke sandt – slyngelstater kan angribes også udenfor jagtsæsonen.

Før George W. Bush angreb Irak, troede jeg egentlig, at amerikanerne var nogenlunde realistiske i deres udenrigspolitik. Men angrebet på Irak var vist langt mere bestemt af idealisme end af realisme. Jeg mener: Der var i området to ganske store stater, Irak og Iran. De to holdt hinanden i skak. Fjerner man den ene, står den anden triumferende tilbage, langt stærkere end før. Realistisk set ville en sådan fjernelse da være tudedum. Men det var netop, hvad amerikanerne gjorde.

Man må derfor nok konkludere, at de greb ind overfor Irak af idealistiske grunde. De neoliberale kræfter omkring George Bush mente, at ligesom man i Tyskland efter Anden Verdenskrig indførte demokrati fra oven, sådan kunne man i de mellemøstlige stater, her Irak, ved at fjerne diktatoren få indført et demokrati; og fra Irak var det så tanken, at demokratiet skulle brede sig til andre lande i området.

Det sidste er foreløbig ikke sket; det ”arabiske forår” er opstået af helt andre grunde. Og demokratiet i Irak ser ret skrøbeligt ud. Men man har da lov at håbe. Dog må man føje til, at det antal mennesker, der er blevet dræbt under og efter amerikanernes invasion, langt overstiger det antal, det lykkedes Saddam Hussein at få slået ihjel. Så er der opstået demokrati i Irak, har prisen været høj. Altså: høj for irakerne.

Og nu er så turen kommet til Iran. Man rasler med sabelen. ”Man”, det er i dette tilfælde Israel, men det er også visse kredse i Vesten, bredt forstået. Gennem ganske lang tid er landet blevet beskrevet i mørke toner i medierne. Så fra mediernes side forventer man nok ikke den store protest mod et angreb. Anderledes med militærfolkene. Både Israels generaler og diverse generaler i Vesten i øvrigt advarer mod følgerne af et angreb. Og at det er militærfolkene, der advarer, burde få os til at slå koldt vand i blodet. De véd, hvad de taler om, når det drejer sig om krig.

Naturligvis tænker man sig ”kun” en række nålestiksoperationer. Medierne er fremme med oplysninger om, at USA nu arbejder på at fremstille nogle ”monsterbomber”, der kan ramme mål dybt nede under jorden. Men de mere besindige blandt debattørerne (og til dem hører nok generalerne) fremhæver, at det dels er meget vanskeligt at ramme alle de faciliteter, der måske er involveret i fremstilling af atombomber, dels kun er en udsættelse af problemet, man opnår ved et sådant angreb fra luften. Og når Iran efter fem eller seks år så har fået opbygget sine anlæg igen og er lige så nær ved at kunne fremstille en bombe som nu, så er det ret utænkeligt, at de skulle være mere interesseret i at indgå en kontrolleret aftale om ikke at ville fremstille atombomber, end de er nu. Det eneste, man opnår ved at angribe nu, er altså en udsættelse.

Jamen, hvad så? Vi kan da ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente på, at et slyngelregime som det iranske får opbygget kapacitet til at ødelægge andre med atombomber!

Først kan det måske være gavnligt at gøre sig klart, at selv om vi tager hele verden med ind under vor sprogbrug (vi taler om, hvad ”man” kan gøre, men mener jo, hvad vi i Vesten kan gøre), så er vi altså ikke udset til verdens politibetjent. Dernæst kan det være på sin plads at blive opmærksom på, at al vor militære retorik har en bagside. Når vi sådan taler om angreb på alle de stater, vi ikke kan lide, kan vi være vis på, at alle de stater, som fornemmer, at ”vi” (det vil sige: ”de vestlige stater”) ikke holder så meget af dem, vil kæmpe som løver for at anskaffe sig atomvåben; de forstår jo udmærket, at det drejer sig om at gøre det, før vi i Vesten får øje på dem og indleder et angreb på dem. Vi har i tilfældet Afghanistan og i tilfældet Irak vist vores ”gode vilje”. Ligeledes er tilfældet Libyen nu kommet til. For også her er jo en diktator fjernet med Vestens hjælp.

Nej, hvad vi skal gøre, kan kun være at hjælpe de stater, der måtte ønske det, med at oprette et missilskjold. Er et sådant på plads, vil en eventuel atomstyrke i Iran være uden afskrækkende virkning. Det blev nævnt forleden i Deadline, men mange debattører fortsætter med at svælge i bombeangreb på Iran.

Men – og lad det så være det sidste: Netop Libyen viser, hvor indviklet det hele er. Vi (igen = vi i Vesten) hjalp de undertrykte og forfulgte i Kosovo ved at angribe skurken Serbien. Ikke for at udvide vort magtområde, men fordi vi ikke kunne tåle at se mennesker blive massakreret af en skånselsløs enehersker. På samme måde i Libyen: da Gaddafi med sine kampvogne ville gå ind i byen Benghazi og angribe civilbefolkningen, greb vi ind med luftstøtte. Hver bombe kostede en mindre herregård, men trods det hjalp vi med vore bomber oprørerne med at komme af med deres enehersker gennem 42 år.

På samme måde er efterhånden bægeret fuldt for den syriske enehersker Bashar al-Assads vedkommende. Blot er det her langt vanskeligere at gøre noget effektivt militært. Og om en flyforbudszone vil være en mulighed, og om den vil kunne forhindre de talløse overgreb, som finder sted for øjeblikket, er måske tvivlsomt. Men læg mærke til det: Flystøtten i Libyen og en eventuel flystøtte i Syrien vil være af en helt anden karaktér end angrebet på Afghanistan og på Irak, og også være noget helt andet end et angreb på Irans atombombefaciliteter.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s