Er der mening i galskaben?

Den galskab, jeg her skal prøve at finde mening i, er Niels Grønkjærs galskab, som den kommer til udtryk i en kronik i Kristeligt Dagblad den 17. november. Grønkjær er dr. teol. og valgmenighedspræst ved Vartov kirke. Kronikken er ikke på internettet, så det følgende bliver ret kedeligt. Men det ender godt. Jeg har hidtil regnet Grønkjærs galskab for ganske utilnærmelig, det vil sige: jeg har ikke forstået et levende kuk af det, han siger i kronikken; han taler om fundamentalisme og relativisme; han taler om anerkendelse og vedkendelse, og han gør det på en måde, så det var mig komplet umulig at finde ud af, hvor hans højst abstrakte tanker havde jordforbindelse. Det var for mig at se en værre gang ætervaderi.

Det er jeg ikke alene om. I Dansk Kirketidende var der i novembernummeret en anmeldelse af den kommende Vartovbog. Deri har Niels Grønkjær en artikel (”Hinsides identiteten”) og i sin anmeldelse citerer Uffe Raahede et stykke fra artiklen og konkluderer: ”Pølsesnak, for nu at bruge ét af Grønkjærs egne ord”. Jeg vil ikke sige helt det samme om kronikken i Kristeligt Dagblad; jeg vil nøjes med at henvise til ordene i sangen om Mallebrok: ”Og præsten holdt en tale, han sagde ingenting!” Men det er vist ikke en mere positiv konklusion.

Men nu har jeg fået en tanke. Nu har jeg – tror jeg nok – fundet et punkt, hvor Grønkjærs meget højtflyvende tanker kan tænkes at have jordforbindelse. Jeg synes, jeg kan få en vis mening i de mærkelige formuleringer, hvis jeg forestiller mig, at hans referensramme er forholdet mellem indvandrere og danskere. Indrømmet, han siger ikke noget som helst i den retning. Han siger heller ikke, at det ikke er det, han har i tankerne. For han siger – som præsten i Mallebrok – ingenting, altså ingenting om, på hvilke områder hans tanker har relevans. Men efter at jeg har forsøgt mig med forskellige referensrammer, synes jeg altså, at det er denne, der stemmer bedst overens med hans formuleringer.

Han siger f.eks. i kronikken: ”Der er noget uværdigt ved at måtte hige efter anerkendelse. Da er man henvist til, at de andre nedlader sig til at have fællesskab med en”. Jeg kan ikke se, at en sådan udtalelse passer på det forhold, der er mellem ægtefæller eller venner. For dèr er det i det hele taget forkert, om man vil hige efter anerkendelse. Derimod kan jeg godt se, at det kan passe på forholdet mellem indvandrere (eller lad os bare ligeud sige: muslimer) og danskere. For muslimerne har jo krævet anerkendelse for både det ene og det andet i deres kultur. Og man kan måske nok sige, at det er nedværdigende på den måde at hige efter anerkendeler, og man kan måske også sige, at vi andre meget fodslæbende giver dem den anerkendelse, de angler efter, altså ”nedlader” os til at have fællesskab med dem.

Ind i den situation passer også det, Grønkjær skriver om modsætningen til anerkendelse: vedkendelse. Han skriver: ”Når vi byder hinanden velkommen, så står vi ikke som i anerkendelsen over for hinanden. I velkomsten inviterer vi hinanden indenfor. Den anden og de andre indgår i vores liv. Vi forstår os selv i dette fællesskab. Vi kender os ved de andre. Vi vedkender os dem – vi vedkender os hinanden”.

Igen: sådanne ord kan ikke anvendes på de nære forhold, vi står i til andre mennesker. Men de kan passe udmærket på vort forhold til nydanskerne, muslimerne. I så fald er de jo imidlertid henvendt udelukkende til os danskere, ikke til muslimerne. Det er os, der tænkes at byde muslimerne velkommen. Det er os, der tænkes at finde ud af, at de nye danskere fra nu af indgår i vort liv. Det er os, der ikke længere skal forstå os selv ud fra det slægtsfællesskab, vi har med hinanden, fordi vi alle mere eller mindre nedstammer fra Gorm den Gamle, men nu skal forstå os ud fra det udvidede folkelige fællesskab, som inkluderer vore nye fæller: muslimerne. ”Den anden og de andre indgår i vores liv”. Ja, for vi skal jo ikke mere tænke i ”dem” og ”os”, men tænke inkluderende.

Videre: ”Vi kender os ved de andre”. Sådan er det jo netop i et fællesskab: vi kender ikke os selv gennem os selv, men gennem de andres reaktion på os; gennem de andres øjne ser vi os selv, så at sige. Sådan er det nu med indvandrerne, siges der så her (hvis altså dette er den referensramme, det hele skal forstås i). I den grad indgår nydanskerne nu i gammeldanskernes liv, at vi ikke længer kender os selv kun gennem gammeldanskerne, men nu også igennem nydanskerne.

Sådan kan jeg altså så nogenlunde få Grønkjærs formuleringer om modsætningen anerkendelse/vedkendelse til at gå op, når jeg anvender dem på forholdet mellem muslimer og danskere. Og jeg kan måske også få hans mærkelige udtalelser om identitet til at passe ind i den sammenhæng. Han skriver f.eks.: ”Vi kræver, at identiteten respekteres. Vi skal anerkende hinanden som dem, vi er. Det kræver indimellem kamp at blive anerkendt for sin identitet og de værdier, der knytter sig til den. Den eneste tilfredsstillende udgang på denne kamp er, at der sker en gensidig anerkendelse mellem ligeværdige parter. Hvad enten det drejer sig om individer, samfundsgrupper eller stater. Alle higer efter anerkendelse af, hvem de er, af deres værdier. Vi er åbenbart stadig fastlåst i ”værdikamp”.”

Og det er da sandt: vore muslimer har kæmpet en brav kamp for at blive anerkendt som muslimer. Sådan føler de det givetvis selv, og sådan beskriver også mange fra den folkelige elite det. De vil have ret til at bære tørklæder overalt, hvor det passer dem. De vil have separate badekabiner i skolerne. Deres identitet er en muslimsk identitet, og den ønsker de at fastholde. Og det er måske også sandt, at vi danskere som en slags modtræk prøver at opregne de værdier, vi betragter som danske, og vil have muslimerne til at anerkende dem. ”Alle higer efter anerkendelse af, hvem de er, af deres værdier”, siger Grønkjær og konkluderer, at vi stadig er fastlåst i en værdikamp, det gælder individer, samfundsgrupper eller stater. Og altså: jeg kan til en vis grad se, at det gælder samfundsgrupper, når den ene samfundsgruppe er muslimsk, men egentlig ikke se, det gælder individer eller stater.

Når det derimod drejer sig om vedkendelse, siger Grønkjær, ”er det enkelte individ og den begrænsede gruppe ikke overladt til sin egen identitet og sine egne værdier. Man er ikke henvist til at kæmpe for anerkendelse eller angle efter den. Det er og bliver uværdigt at vurdere om nogen er værdig til at blive anerkendt”. Igen: I de nære familiemæssige forhold kæmper man ikke for anerkendelse, her vurderer man ikke, om den anden er værdig til at blive anerkendt. Så kan man langt bedre sige, at det er det, man gør, når det drejer sig om det danske samfunds vurdering af muslimer. I det øjeblik danskerne ville vedkende sig muslimerne, ville muslimerne slippe for hele tiden at kæmpe for anerkendelse; så ville de høre med til folkelegemet, uanset deres anderledes skikke og traditioner; så ville vi danskere føle, at vi ikke var helt og fuldt danskere, førend vi tog muslimerne med ind i vores væren-danskere.

Kan man det? Kan man som dansker vedkende sig de nytilkomne muslimer og altså vedkende sig dem på den meget gennemgribende måde, som Grønkjær her taler om? Dette spørgsmål må man stille, men jeg er nok nødt til igen at gøre opmærksom på, at det kun er relevant at stille det, hvis det, Grønkjær taler om, er det, jeg her tror, han taler om; eller altså, hvis hans luftige tanker har jordforbindelse på just dette punkt.

Lad mig først sige, som svar på dette spørgsmål, at vi jo da har kunnet vedkende os jøderne. Det var en langt mindre gruppe, der var tale om, og de har ikke på samme måde ”kæmpet for anerkendelse” som muslimerne, de har bare villet leve her og har så taget danskernes anerkendelse eller mangel på samme, som det nu kunne falde sig. Krav om anerkendelse, kamp for rettigheder, nej, det har vi danskere ikke mærket noget til. Både fordi de var langt færre end muslimerne og fordi de altid har stræbt efter at ”gå i ét med tapetet”, altså stræbt efter ikke at gøre sig bemærket (hvad man ikke just kan sige, at muslimerne har gjort) er der sket det, at de har opnået, at vi danskere ikke blot anerkender dem, men vedkender os dem.

Denne ”tapetholdning” blandt jøderne og så den almindelige danske jovialitet har bevirket, at jøderne blev en del af det danske folk, og det i den grad, at de under jødeaktionen i oktober 1943 oplevede en meget stor solidaritet fra de øvrige danskere, se her. Og jo, man kan virkelig godt sige om jøderne, at ”Den anden og de andre indgår i vores liv”, som Grønkjær formulerer idealet. Det gjorde de jo. Vi følte, at det var os som folk, der blev gået for nær, da tyskerne ville indfange de danske jøder og føre dem til lejre i Tyskland (dengang vidste vi vel ikke med sikkerhed, at det var tilintetgørelseslejre, der var tale om).

Det vil sige, at man som dansker godt kan vedkende sig nytilkomne borgere (muslimer eller jøder) og altså vedkende sig dem på den måde, som Grønkjær taler om. Blot må man føje til – bl.a. ud fra erfaringerne med jøderne – at det ikke er noget, der kan kræves, hverken af muslimerne eller af emsige folk fra den folkelige elite. Det er noget, der måske/måske ikke vokser frem af sig selv. Man kan måske ud fra Grønkjærs formuleringer opstille visse betingelser for, at det kan komme til at ske, men man kan ikke, som Grønkjær, nøjes med at focusere på den ene af de to parter, der skal vedkende sig hinanden. Om en vedkendelse finder sted eller ej, afhænger ikke blot af danskerne, men i lige så høj grad af muslimerne.

Når Grønkjær således udtrykker en erfaring på denne måde: ”Det er og bliver uværdigt at vurdere om nogen er værdig til at blive anerkendt”, så vil jeg udtrykke en anden erfaring: ”Det er og bliver dumt at kæmpe for anerkendelse; man må lade den andens anerkendelse komme eller ikke komme, som det nu kan ske; for jo mere man kæmper for anerkendelse af sin egen identitet, des mere fremmer man den andens ønske om at fastholde sin egen anderledes identitet”. Den grønkjærske erfaring forstår jeg som rettet mest mod danskerne, min mod både danskere og muslimer.

Nu er jo muslimer på ingen måde jøder, og det er derfor nok ret usandsynligt, at de vil vokse ind i det danske folkelegeme, som jøderne gjorde det. Og netop en sammenligning med jøderne viser jo, at dette ikke blot er danskernes skyld. Det skyldes i høj grad muslimerne selv. Det skyldes formentlig, at de procentvis er mange flere, end jøderne nogensinde har været, og det skyldes, at de kæmper for anerkendelse, ja, næsten kræver den som deres ret. På den måde opnår intet enkeltmenneske og heller ingen samfundsgruppe den attråede anerkendelse.

Egentlig skulle man tro, at muslimerne med deres iboende trang til at skille sig ud fra de andre i samfundet, aldrig vil kunne opnå hverken anerkendelse eller vedkendelse. Men i betragtning af, at også jøderne har en særlig betegnelse for ikke-jøder (gojim), (ligesom muslimerne kalder os ikke-muslimer for kafir eller kufr) og altså også har en religiøst betinget begrundelse for at skille sig ud, så er det måske ikke dette religiøst betingede skel mellem ”dem” og ”os” fra muslimernes side, der forhindrer en optagelse i det danske folkelegeme, det er mere muslimernes indædte, næsten krampagtige krav om få deres særheder anerkendt; det er snarere deres utilfredshed med det danske samfund som sådant (som forresten også for mange muslimer er religiøst betinget), eller det er deres oprettelse af en særlig jurisdiktion i deres ghettoer, det er snarere alt sådant, der gør det vanskeligt at nå frem til den vedkendelse af muslimer fra danskernes side, som har fundet sted for jødernes vedkommende.

Nuvel, alt dette skal betragtes som et behjertet forsøg på at få lidt mening i den ”pølsesnak”, som Grønkjær fremkommer med i sin kronik, et forsøg på at finde en form for jordforbindelse i hans højttravende sprogbrug, et forsøg på at finde en nogenlunde antagelig praktisk anvendelse af hans ætervaderi. Og jeg må sluttelig advare imod at tage det altfor alvorligt som udlægning af Grønkjærs tekst. Men når jeg alligevel har valgt at bringe det, skyldes det, at der jo da, selv om det så skulle vise sig at være helt forkert som udlægning af den næsten uforståelige kronik, er kommet mange interessante detaljer ud af det 😉

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Et svar til Er der mening i galskaben?

  1. Lars Hougaard Clausen siger:

    Jeg har selv en god muslimsk ven, og jeg ved ikke helt, hvornår og hvordan vi er blevet så trygge ved hinanden, som vi er. Men jeg har tit tænkt på en aften, hvor det over nogle gode belgiske øl gik op for os, at vi havde en fælles litterær antipati. Måske var det en fælles modvilje, der bragte os sammen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.