I bagklogskabens ulideligt klare lys

To ting skal her omtales: Reaktionerne i Norge på Utøya og reaktionerne i Tyskland på den højreorienterede terror. Og i begge tilfælde skal hovedtemaet være vanskeligheden ved efter sådanne voldsomme begivenheder at give en retfærdig beskrivelse af, hvad der skete.

”En retfærdig beskrivelse”, hvad skal man med den? kan man spørge. Men sagen er jo, at man fra alle sider søger at finde hoved og hale i begivenhederne. Og da nu Breivik – for at begynde med ham – er gennemtænkt på kryds og tværs, tyer man til andre ting at gennemtænke. Og her melder sig myndighedernes håndtering af sagen som noget, der skal gennemtænkes. Der er mange ting i denne håndtering, der har vakt undren. Dem giver man sig til at grave i, og fordi det uvægerlig vil være sådan, at den tanke melder sig: ”Bare dog politiet havde været lidt hurtigere fremme, så ville mit barn eller min hustru have overlevet”, derfor tildeler man uvilkårlig politiet rollen som syndebuk. Men er det retfærdigt?

På lignende måde med terrorsagen fra Tyskland. Her er det måske ikke så meget ofrenes familier, der sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes håndtering, mere pressen og almenheden bredt forstået. For har de tyske myndigheder virkelig et ”blindt højre øje”, som det er blevet sagt? Også det spørgsmål er det vanskeligt at tackle på retfærdig måde.

Ikke fordi jeg principielt skal erklære vestlige myndigheder fejlfri. Det er ikke min hensigt. Derimod er det min hensigt at vise, at der i begge situationer er tale om, at man kræver, at en myndighedsperson skulle være kommet i tanker om den løsning på problemet, som man efterfølgende har fundet frem til. Og der er jo det mærkelige ved den menneskelige tankevirksomhed, at vi nok kan kræve, at andre tænker sig om, men ikke, at de (eller vi selv, for den sags skyld) kommer i tanker om noget. Tanker kommer og går, delvis uden vor egen viljes medvirken. Og skal en myndighedsperson komme i tanker om noget, som alle andre hidtil har regnet for usædvanligt, så stiller man et ganske ublu krav til denne person. Når alle andre lader sig overraske af begivenhederne, så kan man ikke kræve af en politimand, at han alene skal udregne det overraskende og uventede svar på begivenhederne.

I tilfældet Breivik: det var højst overraskende, at der var tale om, at de to terrorhandlinger blev begået af kun én person. At det var en højreorienteret person, der begik terroren, var også overraskende, men denne kendsgerning kom ikke til at spille nogen rolle for politiets handling den 22. juli. Det gjorde derimod den kendsgerning, at Breivik var alene om det hele, eller rettere: det gjorde den kendsgerning, at man ikke vidste, at han var alene om det.

Lad mig komme med nogle eksempler fra en artikel i Information, se her. Hovedindvendingen fra nogle pårørende er, at det er yderst skuffende, at ingen øvrighedsperson hidtil har sagt undskyld. Som VG (Verdens Gang) skriver på sin forside: »Utøya-forældre provokeret af Storberget: Sig undskyld!« Dette krav begrundes i det efterfølgende. Her siger én af forældrene: ”Hvis de første politifolk havde sejlet derover i båd, kunne de have skudt gerningsmanden”. Og det kan jo efterfølgende ses at være rigtigt. Men hvis man nu ikke har vidst, hvor mange mordere der befandt sig på øen, så er det hele pludselig ikke mere så indlysende. Det giver jo ikke megen mening at sende en politistyrke af sted to og to, så terroristerne på øen fik mulighed for at skyde dem ned, efterhånden som de ankom. Hvis altså der var tale om en fire eller fem terrorister.

Det samme kan siges til den næste indvending, der lyder sådan: ”De første to betjente, der kom til kajen 650 meter fra Utøya fik ikke ordre til at sejle til øen, men skulle istedet vente yderligere 20 minutter på, at beredskabstropperne dukkede op”. Det er sandt, at hvert minut tæller i den situation. Men det er også sandt, at det kan have været en klog ordre at bede disse to vente, netop på baggrund af, at man ikke vidste, hvor mange mordere der var tale om.

Man lægger fra de anklagende forældres side også vægt på, at Breivik ringede til politiet: ”Breivik fik dermed så længe til at gå rundt på øen og skyde løs på de ubevæbnede unge, at han brugte tid på to gange at ringe til politiet og fortælle, at han havde tænkt sig at overgive sig”. Hidtil har jeg hørt, at Breivik kun ringede én gang til politiet. Men det kan gerne være, at han har ringet to gange. Men hvad hjælper det? Han brugte et så besynderligt ordvalg, at man først bagefter, når man har læst hans manifest, kan se, at det giver en vis mening. At kræve, at en politimand, der sidder midt i telefonopkald fra den ene og den anden side, skal kunne dechiffrere Breiviks udtryk (Han kaldte f.eks. sig selv for ”kommandøren”), det er altså for meget forlangt. Og selv om så den pågældende politimand havde forstået, at den, der ringede, var en morder, der gik rundt og skød unge mennesker ned på Utøya, hvordan kunne han så vide, at han var alene om udåden? Og selv om han så havde fået den tanke, at han måske kunne udspørge ham om forholdene, og selv om Breivik så havde sagt, at han var alene og nu var parat til at overgive sig, hvordan tør man så stole på et menneske, der på daværende tidspunkt vel havde myrdet en tredive-fyrre mennesker?

Så alt i alt: Man kan sikkert anklage politiet for mange ting; man kan givetvis finde mange fejlagtige beslutninger, udover de rent tekniske uheld, som forfulgte politiet den pågældende dag (f.eks. at deres helikopter var til reparation). Men mange af de anklager, man nu fremsætter mod det norske politi, er uretfærdige, fordi man ikke tager hensyn til den manglende viden. Eller altså: fordi man fremkommer med sine anklager i bagklogskabens ulideligt klare lys.

Det samme kan i nogen grad siges om de tre tyske terrorister, man nu har fundet frem til. Disse tre har igennem 13 år dræbt otte tyrkiske og en græsk indvandrer samt en kvindelig politibetjent, røvet 14 banker og sprængt to bomber, se her. Man kom under vejr med dem ved en ren tilfældighed. De to mandlige terrorister begik selvmord, den sidste, kvindelige, terrorist, blev varetægtsfængslet, efter at man i hendes lejlighed havde fundet bevis for de mord, gruppen havde begået.

Og det er en mærkelig sag, det må bestemt siges. De offentlige anklager mod efterretningstjenesten er især gået ud på, at ingen i denne tjeneste, selv om den havde holdt øje med gruppen, havde sat den i forbindelse med de mange mord, den havde begået. Det er det, der har fået offentligheden til at spørge, om efterretningstjenesten er blind på det højre øje. Men egentlig er det lige så mærkeligt, at de tre ikke på nogen måde har gjort opmærksom på, at mordene har en højreorienteret baggrund.

Tag Breivik! Alle de mord, han begik, havde kun til hensigt at skaffe ham publicity. Hans eneste hensigt var at få folk til at læse hans manifest. I modsætning til dette ønske om offentlighed bag ugerningen, har de tre tyske terrorister ikke på nogen måde fortalt eller antydet, at der var tale om terror. Og det er dog højst besynderligt. En terrorhandling har vel til hensigt at skabe frygt, skulle man mene. Og hvis alle de 13 mord er blevet betragtet som ”almindelige” mord, så forfejles denne hensigt afgørende. Blev det klart, at det var højreekstremister, der var gerningsmændene, og at de fremover ville gå efter tyrkiske butiksindehavere, så ville de i hvert fald opnå det ved deres mord, at de ville skabe frygt hos alle tyrkiske forretningsejere. Men det gjorde de ikke. De myrdede bare.

Det er højst overraskende. Men alligevel forlanger man nu bagefter af efterretningstjenesten og politiet, at de skulle have kunnet se, at der var tale om racistiske mord. Man forlanger af dem, at de skulle være kommet i tanker om en forbindelse, som ingen andre har set. Det er ikke helt fair.

Men selvfølgelig: Endnu véd vi ikke ganske, hvad der ligger bag henholdsvis efterretningstjenestens og politiets handlinger. Herhjemmefra har vi i de dramatiske begivenheder omkring Blekingegadebanden også et eksempel på, at politi og efterretningstjeneste ikke har haft det allerbedste samarbejde, eller rettere: et eksempel på, at de ikke har samme retningslinier. Efterretningstjenesten vil udskyde anholdelse for at kunne få flere oplysninger ud af de mennesker, de observerer; politiet vil gribe til anholdelse med det samme for at få opklaret forbrydelsen og dømt forbryderne. Måske det samme har været tilfældet i Tyskland.

Men altså: Både i Norge og i Tyskland ”glemmer” man i alt for høj grad, hvor lidt politiet vidste på det pågældende tidspunkt. Og begge steder forlanger man det umulige af samme politi: at de skal komme i tanker om det umulige, det overraskende, det utænkelige, det, som ingen andre tænker på.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

12 svar til I bagklogskabens ulideligt klare lys

  1. Claes siger:

    Mon ikke tilfællet Breivik skal foratåes ud fra hans tanke om at være en nutidig tempelridder hvis opgave det er at bekæmpe troens fjender. Nu er det ikke længere Jerusalem og Templet, der skal forsvares, men Europa, hvor muslimerne trænger frem. Hans udåd er rettet imod børn af dem, som han mener begunstiger denne muslimske fremtrængen, og som i hans optik forbereder sig på at gå i forældrenes spor. Han er samtidig klar over, at hans massemord vil vække opsigt og opmærksomhed om “Sagen”. I virkeligheden ser han sikkert sig selv som en ægte lutheraner i denne sag.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Hvad i alverden mener du med ”en ægte lutheraner”?

  3. Claes siger:

    – i denne samamenhæng, en der føler nidkærhed i kamp mod jøder og muslimer og er klar til at bruge magt.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Tak for det hurtige svar!
    Det er dog en meget fordrejet definition på en lutheraner, du her giver. Luther blev indkaldt til rigsdagen i Worms og var selv overbevist om, at han ville blive brændt på bålet som kætter. Det var han villig til. Senere anså han det for kejserens ret at sende en politipatrulje ind til Wittenberg for at hente ham til straf. Først i 1530 gik han bort fra den tanke. Magtanvendelse for at beskytte lutherdommen? Det lå ham fjernt.
    Hvad angår jøderne, er det sandt, at han i 1542 skrev et besynderligt skrift mod jøderne; men alle lutherkyndige regner det for et fejlskud; det svarer slet ikke til hans normalopfattelse af tingene. Og den magt, han foreslår udøvet mod jøderne, skal udøves af fyrsten. At et enkeltmenneske skulle kunne bemyndiges eller bemyndige sig selv til at udøve vold mod sin medborger, kunne han ikke drømme om at anbefale.
    Hvad muslimerne angår, er det sandt nok, at han i meget kraftige vendinger opfordrede til kamp mod muslimerne. Men det var øvrighedens kamp, kejserens kamp, han opfordrede til, og den kamp var ikke begrundet i, at der var tale om en anden religion, men i, at muslimerne, dvs tyrkerne, angreb de kristne lande, først Ungarn, senere direkte Wien.
    Så alt i alt: at se noget som helst luthersk i Breiviks opførsel, er temmelig meget ved siden af.

  5. Claes siger:

    Jeg ved selv sagt ikke, hvad der rører sig i Breiviks sind, jeg prøver blot ud fra hans insisteren på at være tempelridder, at skønne, hvad der kan have drevet ham frem. Som tempelridder nærer han modvilje mod den katolske kirke fordi paven Clemens V lod sig overtale til at opløae tempelridderordenen og han nærere modvilje mod muslimerne, som drev ordenen bort fra Jerusalem. Disse to vektorer skønner jeg kan indgå i en forklaring af Breiviks indre rørelser. Socialdemokraterne ser han som alt for åbne i relation til muslimske indvandrergrupper, og denne mærkværdige treklang kan have forrykket hans indre ligevægt. Han ser sig selv som militant kristen og jeg forestiller mig kristen af luthersk observans. Men kun han selv kan i virkeligheden give svar på spørgsmålene om motiver til den voldelige adfærd, på det bevidste plan.

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Du har ret: Kun han selv kan give svar på de mange spørgsmål. Men du glemmer at føje til, at det har han gjort. I hans manifest står der f.eks. følgende, under kapitel 3.81: ”Man må forberede en stor europæisk kristen kongres. Vi kan ikke have et Vatican, der skælver for den islamiske ummas fødder, eller et Vatican, som letter sin egen tilintetgørelse uden kamp. Vi må derfor befri Vaticanet for korrupte og endog selvmorderiske medlemmer og sikre os, at vi har kirkeledere, som tror på en europæisk kristendom, der har livskraft og selvtillid. Vi har brug for en kristendom, som tror på den fundamentale ret til selvforsvar, og som har viljen til og ambitionen om at overleve. Vi har brug for kristne ledere, som er villige til at opfordre til forsvarskorstog, hvis nogle af vore kristne brødre i fremtiden trues af jihad. Europæiske kirkeledere må ikke være bange for at kontakte medierne, politiske og militære ledere og kræve handling”.
    Senere, i kapitel 3.139, hedder det: ”Et flertal af de såkaldte agnostikere og ateister i Europa er kulturelt konservative kristne uden at vide det. Så hvad er forskellen mellem kulturelle kristne og religiøse kristne?
    Hvis man har et personligt forhold til Jesus Kristus og Gud, så er man religiøs kristen. Selv har jeg og mange andre som mig ikke nødvendigvis et personligt forhold til Jesus Kristus og Gud. Men vi tror på kristendommen som en kulturel, social identitet og moralsk platform. Det gør os kristne.
    Et flertal af kristne, især liberale, humanistiske kristne, er modstandere af tesen om selvforsvar. Jeg tror, at selvforsvar er en central del af kristendommen, sådan som jeg har dokumenteret det i en anden del af denne bog. Den moderne pacifistiske kristendom er blandt andet et resultat af vore nuværende regimer og deres tilfældige indflydelse på kirken. De kastrerede kirken og gjorde den impotent og irrelevant, men vi vil forynge den ved at implementere vore egne reformer. Men vi vil gå pragmatisk til værks. En stærk kirke (på visse områder) er essentiel for vore europæiske landes énhed. Det er bydende nødvendigt, at vi bevarer og endog styrker kirken og den europæiske kristendom i almindelighed (ved at give den mere politisk indflydelse på visse områder), når det drejer sig om de moralske, kulturelle og sociale aspekter af samfundet”.

    Som man kan se, drømmer Breivik sig frem til en tid, hvor kirken – og han synes ikke at skelne mellem katolsk, reformert og luthersk kristendom – har betydelige mere magt end i dag, hvilket er i modsætning til Luthers tese om det verdslige og det gejstlige regimente.

    Endvidere kan man se, at han ikke regner sig selv for en ”religiøs” kristen. Om han er luthersk eller hvad han er, spekulerer han tilsyneladende ikke på. Så din fornyede sammenkædning af Breivik og lutherdom (” Han ser sig selv som militant kristen og jeg forestiller mig kristen af luthersk observans”), er fordrejende på dobbelt måde: dels fordi lutherdommen på ingen måde kan kaldes militant (som jeg nævnte i mit tidligere indlæg), dels fordi han selv ikke insisterer på at være luthersk.

    I 3.80 skriver han f.eks.: ”Kun Rom er den sande kirke, eftersom kun Rom kan gøre krav på en apostolsk succession, der går tilbage til Peter, klippen, i kraft af Matt 16 (”du er Peter og på den klippe vil jeg bygge min kirke”). Kun den romersk katolske kirke er rodfæstet og grundlagt til denne gamle apostolske tradition. Derfor, ”der er ikke nogen anden hel og fuld kristen kirke, end den, som var der fra begyndelsen. Ved at afskære sig fra denne ubrudte kæde af succession, der går tilbage til Peter, var protestantismen fra begyndelsen ude at svømme. Og når man ser på ”moderkirkens” modenhed, var den protestantiske reformation virkelig ikke andet end et teenage-oprør”.

    Indrømmet, dette stemmer dårligt overens med det, han skriver lige efter: ”Sandt nok, Martin Luther var en central skikkelse og det skyldes den protestantiske revolution, at Europa ”fik lov til at blive” den teknologiske og videnskabelige supermagt, det er. Vi ville stadig have levet i den mørke middelalder, hvis ikke der havde fundet en adskillelse sted mellem kirke og stat”. Dette er noget vrøvl, for før reformationen var kirken en selvstændig énhed, hvilket den netop ikke blev i de lutherske landskirker.

    Lige derefter hedder det: ”Den protestantiske reformation/revolution var nødvendig og har resultetet i følgende positive forandringer (alle disse forandringer er også blevet adopteret af de katolske lande og den katolske kirke): 1) Den delvise adskillelse mellem kirke og stat (hvilket begrænsede kirkens politiske magt betragteligt); 2) Man tillod de europæiske lande/kompagnier alle rettigheder med hensyn til at forskning og udvikling; 3) Man fjernede korrupte politikker som havde med aflad og absolution at gøre (finansiel kompensation for at undgå skærsild, eller dette, at aflad kunne sælges); 4) Man tillod, at messen kunne afholdes på ikke-latinske sprog.”

    Du kan selv efterprøve ud fra disse citater, om du vil kalde Breivik katolik eller lutheraner. Men det er den slags undersøgelser, der er relevante, ikke hvad du forestiller dig på mere eller mindre løst grundlag.

    Endelig: Dine tanker om Clemens V og hans opløsning af tempelherreordenen som baggrund for, at Breivik skulle nære modvilje mod katolicismen (hvilket bestemt ikke fremgår af ovennævnte citater) er vist kun løs spekulation fra din side. Jeg har søgt på ordet Clemens i hans manifest. Det findes ikke.

  7. Claes siger:

    Har du også søgt på tempelherrer? Jo, du har ret, det var spekulationer, jeg har ikke haft lejlighed til at læse manifestet.
    Går man tilbage til de “tyske kristnes” forståelse af lutherdommen, så kommer man til genklange som dem du gengiver i dine citater fra manifestet. En afstandtages til pacifisme og sagtmodig findes sig i angreb. Langt fra Jesu ord om ikke at sætte sig imod det onde og at elske sine fjener.

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Det viser sig, at Breivik kalder Clemens Clement. Han skriver (jeg bibeholder det engelske): ”In 1307, many of the Order’s members in France were arrested, tortured into giving false confessions, and then burned at the stake. Pope Clement was convinced that while the Templar’s had committed some grave sins, they were not heretics. However, in 1312, Pope Clement, under continuing pressure from King Philip, disbanded the Order.” (side 823) Men som du ser: en blot og bar konstatering, intet tyder på, at han blev særlig antikatolsk af den grund.

    Så bliver du åbenbart ved med at have et horn i siden på os arme lutheranere. Nu, hvor du ikke klynger dig til Luther selv, er det ”de tyske kristne”, hvis anskuelser du nævner. Jamen, er du da ikke klar over, at ”de tyske kristne” er Hitlers kirke? Det tror da pokker, at disse mennesker kan få noget krigerisk og ‘breivikskt’ ud af Luthers skrifter. Men det bliver det jo ikke luthersk af.

    Så du har ikke læst Breiviks manifest. Det kunne ellers være interessant om du som psykiater kunne finde ind i hans psyke ad den vej. Vi andre har mildt sagt haft vort hyr med det.

  9. Claes siger:

    Tak Ricardt fordi du orker at svare mig. – Ja, jeg ville også gerne have læst manifestet, men ved ikke, hvor jeg kan se det uredigeret.
    Jeg har ikke noget horn i siden på Luther, har i en blog kaldt ham sct. Luther. Han er en vigtig støtte i den kirkelige kamp for kristen frihed. Han har fremmet forståelsen af, at et mnneske selv må læse bibelen på egen regning og risiko og dermed været en af dem, der saver religionens slavelænker over. Min modvilje går mest på den uro og påstyr han vakte i kristenheden, men det var vel en bivirkning, man måtte tage med. Erasmus af Rotterdam gik mere stille med dørene ligesom vor hjemlige Poul Helgesen. Jeg er i hjertet ikke nogen revolutionær og synes, at man i reformationen kunne have bibeholdt de kirkelige ydre former, som i mange henseender er bånd til urkirken Ærværdige former, som vore fædre glædede sig over.

  10. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Nej, jeg holder heller ikke af oprør og revolution. Men jeg downloadede for nogle år siden en afhandling om de forligelsesforsøg, der blev foretaget mellem katolikkerne og lutheranerne allerede i 1500-tallet, og det var ret interessant at se, at man faktisk kom ret langt i sine religionssamtaler. Så selv om de to parter, Luther og paven, havde malet sig selv op i en krog i 1520erne, lykkedes det alligevel at få nogle samtaler i gang i 1540erne.
    Men vi kan ikke lave om på historien. Og den indeholder både religionskrige på de britiske øer og i Tyskland, i 1600-tallet, begge steder med stor blodsudgydelse til følge. Så dit smukke ønske: at man kunne have bibeholdt de kirkelige ydre former, er forgæves. Men det er måske også et spørgsmål, om man skulle have bibeholdt den afladsteologi, der truede med at sende al anden teologi ud af kirken.

  11. Claes siger:

    Hvad tror du i grunden jeg svarer på spørgsmålet om afladsteologien? Jeg kender argumenterne for den, men finder den hovedsagelig skadelig og umenneskelig specielt overfor sørgende mennesker, som har mistet en kær. Der kan den fungere som åndelig afpresning. Hvad vil man ikke gøre for en kær afdød?
    Skærsildstro kan virke som en mild afløser af helvedesteologi og give håb. Men mest virker den som sorgafpresning med subjektive billeder af den elskede bortgangne i skærsildsluer bønfaldende om hjælp.
    Hellere vil jeg sige, at Gud har hjerte for dem, som vi i kortsynethed måske har opgivet og han kender veje som vi næppe kan forestille os.
    Jesus søger efter det mistede får til han finder det og bærer det hjem.

  12. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Nej, det var ikke min mening at rive dig nogen tilslutning til romerkirkens daværende afladsteologi i næsen. Det var blot min mening at give min tilslutning til dine ord om de ærværdige former. Men så kom jeg i tanker om, at jo også afladen havde sine former. Og dens former vil jeg ikke mene, at vi (du og jeg) ville kunne give vor tilslutning.
    Du kan se mere om min undersøgelse af afladen og dens væsen her: http://www.martinluther.dk/misforst01.html

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s