Skidt for sig og kanel for sig

Både Kaj Munk og Knut Hamsun var beundrere af Hitler. Kaj Munks beundring ophørte, da Hitler i marts 1939 indtog rest-Tjekkiet, Hamsuns fortsatte krigen ud. Fælles for de to var, at de mente, at det var Hitler, der havde givet tyskerne selvtilliden tilbage; det var ham, der havde reddet tyskerne fra selvopgivelsens afgrund. Som Kaj Munk skriver det i ”Himmel og Jord” i artiklen ”Det kristenfjendske Tyskland”: ”Ingen Dansk kan ære Hitlers Daad mere end jeg. Grænseløst beundrer jeg, at det har været en Mand muligt midt i Parlamentarismens Dirt-track i Fortvivlelsens Dal efter Nederlaget at faa Vognen kørt op ad Bjerget igen. Et knust Folk, et Folk paa Vej til Selvfortæren og Raadnen, har han enet og helet, har han frigjort og skænket Troen paa sig selv.” Dette er skrevet i 1936.

Munk er i færd med at vende sig imod nazisternes forsøg på at forandre kristendommen. Og det er måske derfor, han føler trang til at udtale sin beundring for Hitler i så stærke vendingerne. Men har han ikke ret? Er det ikke, hvad der kan læses i mange historiebøger, at Hitler formåede at få arbejdsløsheden under kontrol, at han fik ”gang i hjulene” igen, at han fik revet hele Tyskland ud af den forfærdelige depression, landet var havnet i efter børskrakket i 1929?

Nej, han har ikke ret. Det er forkert at tiltro Hitler sådanne evner. Hitler satte ikke sit lys under en skæppe, sandt nok, han lagde ikke sordin på, når Tysklands herlighed skulle skildres, ingen tvivl om det, men at landet kom sig igen ovenpå den økonomiske krise, skyldtes ikke ham, men simple, aldeles almene og uomgængelige økonomiske kræfter. Sådan gik det jo for øvrigt overalt i Europa og USA: Hjulene gik i gang igen, der kom atter optimisme ind over de høje herrer på børserne, og togene begyndte at gå til tiden. Nå, ja, den sidste iagttagelse tager jeg med, fordi det var noget af det, alle dengang fremhævede om Hitlers ”bedrift” med at genrejse Tyskland: Togene går til tiden. At de også gik til tiden herhjemme i vor egen lille andedam, og at der derfor ikke var noget særligt ved dette faktum, det så man stort på.

Men altså: Fra tid til anden rammes verdensøkonomien af tilbageslag, de såkaldte depressioner eller lavkonjunkturer. Det er en højst uheldig foreteelse; der skabes arbejdsløshed i store mængder, der skabes mistillid til fremtiden, der skabes overdreven forsigtighed, alt sammen noget, der bremser den økonomiske vækst. Sådan foregik det i slutningen af 1800-tallet, sådan ville det være foregået i andet årti af 1900-tallet, hvis ikke Første Verdenskrig var kommet imellem, og sådan foregik det ved krisen fra 1929 og nogle år frem. Det skete nogenlunde samtidig i alle de lande, der handlede med hinanden. Og genopretningen af økonomien fandt også sted på nogenlunde samme tid.

Og den væsentligste grund til, at Hitler fik gengivet tyskerne deres manglende tillid, var altså, at han kom til på et tidspunkt af det økonomiske konjunkturforløb, hvor opsvinget lå lige forude. Det var ikke noget, han havde planlagt, blot noget, der hører med til historiens mærkelige sammentræf. Men det var bestemt noget, han ikke var sen til at tage æren for.

Og det er dette sidste, jeg her vil gribe fat i. Én ting er jo, at han selv, fejlagtigt, tager æren for de økonomiske fremskridt. Noget andet er, at eftertiden også gør det. Lad os dog holde skidt (de konjunkturbestemte økonomiske udsving) for sig, og kanel (de politiske, mere eller mindre heldige indgreb) for sig!

Dog, at gøre det er noget, der er forbeholdt den til enhver tid siddende opposition. Det vil være yderst naivt at tro, at en regering, der sidder i en økonomisk opgangsperiode, vil undlade at prale af den økonomiske fremgang, vil undlade at pege på alt det, den har gjort, og hævde, at fremgangen skyldes disse mange tiltag. De eneste, der er mere naive, er de vælgere, der tror på en sådan regerings påstande. Og naturligvis den opposition, der i en nedgangsperiode påstår, at alle ulykkerne er regeringens skyld.

Nå, det var egentlig ikke dèr, jeg ville hen. Jeg ville i stedet pege på en anden uheldig ting ved disse konjunktursvingninger. De påvirker jo hele samfundet, eftersom hele samfundet fungérer i kraft af køb og salg. Og det betyder, at mange fornuftige og kloge og dannede mennesker finder på alle mulige andre forklaringer på udsvingene end de økonomiske forklaringer. Det er, som om man ikke synes, man kan være bekendt, at noget så elementært og materielt skal være forklaring på den – synes man – åndelige ændring, man ser omkring sig.

Som et eksempel på en sådan overdreven krisebeskrivelse vil jeg nævne en kronik i Politiken fra 21. november, skrevet af forfatter, cand. scient.pol. Hans Branner, se her. Branner mener ikke, politikerne under den nys afviklede valgkamp gjorde nok ud af krisen, selv om de brugte ordet ‘krise’ i ét væk. Han skriver: ”Der er især tre problemer med politikernes krisepræsentation. For det første gøres krisen til et snævert økonomisk fænomen; for det andet påpeges kun i ringe grad, at krisens forskellige dimensioner hænger tæt sammen; og for det tredje – og væsentligst – der mangler blik og forståelse for, at krisen både på den økonomiske og på de andre dimensioner er af en helt grundlæggende karakter”. Så her har vi altså en opfattelse, der modsat min ikke opfatter den økonomiske krise som årsagen til de andre krisers fremkomst.

Hvilke andre kriser? vil man måske spørge. Og Branner nævner i rækkefølge eurokrisen, den politiske styringskrise, den storpolitiske krise, afstedkommet af, at USA ikke mere er den enerådende supermagt (og heller ikke ønsker at være det), klimakrisen, og en værdikrise for demokratiet og kapitalismen, som får udtryk i Occupy-Wall-Street-bevægelsen. Disse kriser er, siger han, indbyrdes forbundne, men der er intet, der tyder på, at den økonomiske krise har forrang. Og så fortsætter han med at tale om klimakrisen, om Kinas spring fremad, som han mener må få os til at overveje, om det måske er den mere diktatoriske styreform, der vil vise sig effektiv fremfor demokratiet, om ressourceknapheden og vor manglende reaktion derpå.

Egentlig kan man sige, at en sådan kronik afslører en ulyst til at beskæftige sig med økonomiske spørgsmål. For det skulle ikke være svært, også for en ikke-økonom, at indse, at eftersom den økonomiske krise, boligboblen, der gik hul på, var den første i tid, så er den nok den grundlæggende krise, den krise, der er årsag til de andre kriser. Og det er heller ikke vanskeligt at indse, at både den forrige og den nuværende regering søger at ride krisen (den økonomiske) af ved hjælp af utvetydige keynesianske tiltag. Det er noget, Branner roser den nuværende regering for. Men hvordan kan han så vende sig imod den keynesianske model. Det gør han således: ”Den hidtil vidt accepterede keynesianske økonomiske politik, der siden Anden Verdenskrig har været med til at skabe en vis balance i de enkelte højtudviklede landes økonomier og sikre en rimelig stabilitet i verdensøkonomien, synes moden til pension – hvis ikke den er i stand til at genopstå i en helt ny skikkelse.” Og hermed modsiger han sig selv.

Så, nej, vi har ikke nået et afgørende skel i den historiske udvikling, som Branner hævder. Vi er kommet ind i et af de sædvanlige konjunkturudsving, denne gang en dybere og formentlig mere langvarig krise end tidligere, men altså en økonomisk krise. At den afstedkommer uheldige virkninger på andre områder, kan ikke undre. Men forsvinder den økonomiske krise, vil de andre kriser – bortset fra klimakrisen – også forsvinde.

Og Keynes? Han lever i bedste velgående. Oven i købet har den nuværende regering bragt hans tanker mere i sving end den forrige. For hvor den forrige nøjedes med at beklage sig over det faldende private forbrug, som man søgte at stimulere med skattelettelser – uden held, for folk satte de overskydende penge i banken i stedet for i forbrug – dèr gør den nuværende regering det mere fornuftige (og altså også mere keynesianske) at den øger de offentlige investeringer – vil de private ikke forbruge, så skal det offentlige tvinges til det.

Det var Hans Branner. En anden, der rider med på krisebølgen uden at tale økonomi, er Tom Jensen på en blog i Berlingske, se her. Han mener ligefrem, at der er tale om en hel æra, ego-æraen, der nu er forbi. Denne ”den uhæmmede egoismes æra sluttede med et brag i den eftersommer i 2008, da Lehman Brothers krakkede og alverdens tal gik i rødt”. Nej, såmænd gjorde den ej. Vi er lige så egoistiske nu som før. Men vi er det på en helt andet økonomisk baggrund, for den tillid til fremtiden, som den økonomiske fremgang havde skabt, havde nedfældet sig i alt for høje boligpriser, og da de viste sig at være for høje, faldt tilliden sammen med dem.

Endelig har vi Jørn Thulstrup i en kronik i Berlingske, der støtter sig til to amerikanske økonomiprofessorer. De – og han – mener, at det hele er noget, man har set gentage sig igennem de sidste 800 år, se her. ”Politisk og økonomisk uansvarlighed, korruption og naivitet … fører tilsyneladende uvægerlig til kriser og sammenbrud. I perioder, hvor alt går rigtig godt i længere tid, vil et samfunds borgere, deres ledere og rådgivere bilde sig selv og hinanden ind, at man kan gå på vandet. Låntagning og gældsætning, privat og offentligt, øges. Aktiekurser og ejendomspriser stiger. Der skabes bobler i økonomien, der giver en overdreven forestilling om rigdom. Der nydes mere og ydes mindre. Korruptionen breder sig undergravende”.

Han ender med at fortælle om sine erfaringer fra Kina og derudfra konkludere, at vi bliver nødt til at ”følge et stykke vej videre i det kinesiske spor, hvor nødigt vi end vil det. En vis selvbetaling for sundhedsydelser, yderligere begrænsninger i arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og andre af vore generøse velfærdsydelser er påkrævet.” Han hævder, at de to amerikanere ligefrem har påvist, at vi ellers får en krise af en helt anden og mere alvorlig karaktér end den nuværende.

Hvad skal man nu sige til alt det? Man skal prøve at skrælle det unødvendige bort. Det kan jo være sandt nok, at vi under de glade dage i nullerne så, hvordan ”et samfunds borgere, deres ledere og rådgivere bildte sig selv og hinanden ind, at man kan gå på vandet”, men man må så sandelig føje til, at der var solide økonomiske kendsgerninger, der fik folk til at tro dette muligt. Der var store kapitalgevinster, der blev opnået på fast ejendom, og de var ikke indbildning for lederne og rådgiverne, men kontante virkeligheder. Derfor er man nødt til at spørge videre: Hvordan opstod disse kapitalgevinster? Og svaret på det har med de oppustede boligpriser at gøre. Og priserne pustedes op, fordi alle forventede, at priserne om en måned ville være endnu højere. Ville man derfor ”med på vognen”, var det med at springe på her og nu, også selv om man skulle betale lidt rigeligt. Det er ren og skær økonomi. Der er ingen hokuspokus i det i retning af egoisme eller grådighed eller bankfolks nederdrægtighed. Hvad man gjorde dengang, var i overensstemmelse med dengang godkendt økonomisk praksis. Men de rammebetingelser, man handlede under, muligheden for, at boligpriserne kunne stige mod himlen, skønt det er jord, der drejer sig om, det er det, der har gjort, at alle disse fornuftige tiltag endte i det højst ufornuftige sammenbrud.

Når rammebetingelserne er, som de var (og stadig er), vil der uvægerlig ske det, der også skete denne gang, at den forventningspris, man lægger på jorden, bliver for stor; man tror, den går, for – ikke sandt – det er jo gået hidtil, men netop den prisstigning, alle mente var forsvarlig i 2008, viste sig at være det strå, der knækkede kamelens ryg. Og så virker ”mekanismen” modsat: så vil ingen købe bolig eller ejendom, for når priserne går nedad, kan det betale sig at vente til om en måned, for da er priserne endnu lavere end i dag.

Derfor skal man finde en mekanisme, der kan holde prisen på jord udenfor dette lotteri, det vil sige: en løbende afgift, der kan stige og falde med efterspørgslen. Men det får man aldrig politikerne med på. De er bange for, at folk ikke kan forstå sagens sammenhæng. Hellere alt andet. Hellere nedskæringer på skolevæsnet og de sociale ydelser m.m., som Jørn Thulstrup foreslår. Hellere gældsætte sig og udstede statsobligationer ‘en masse’.

Men altså: Èn ting er, at vi skal høre økonomer prøve at forklare krisens opståen uden at inddrage de her nævnte fænomener, noget helt andet er, hvis man vil blande alle mulige andre ting ind i sin forklaring, så det, inden man får set sig om, bliver en kulturel krise, en åndelig krise, en gældskrise, en euro-krise, og hvad véd jeg. Sandt nok, den økonomiske krise har mange eftervirkninger, men den er altså økonomisk i sin grund. Og vil man undgå den fremover, er det økonomiske virkemidler, man skal gribe til.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Skidt for sig og kanel for sig

  1. Claes siger:

    Nationalsocialismen kan have haft en indflydelse på 30′ krisen i Tyskland. Den blæste til kamp imod renteslaveriet og jordspekulationen og dæmpede dermed betydninen af privateje af naturværdierne selv om den på andre økonomiske områder var skadelig for Tyskland. Oprustningen og overmenneskedyrkelsen var i hvert fald ikke gavnlige og dens jødeforfølgelse et alvorligt fejlskud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.