Åbenbaret lov contra naturlig lov

Dette alternativ plejer jeg at anvende på forholdet mellem islam og kristendom. Hvor islam går ind for den åbenbarede lov, som den fremstår i koranen, dèr går kristendommen ind for den naturlige lov, den, der er skrevet i hjerterne, eller den, der fremkommer gennem den indbyrdes diskussion (sådan vil jeg hellere formulere det).

Men med dette alternativ kan man også afbilde forskellen mellem de stærkt troende på højrefløjen (især missionsfolkene) og os andre (der jo tror lige så stærkt, blot på noget andet). Når så mange på højrefløjen går imod vielse af homoseksuelle, en del af dem også imod homoseksuel praksis i al almindelighed, skyldes det, at de mener, bibelen i sig har en åbenbaret lov. Derfor gransker de bibelen for at finde ud af, hvad den siger om homoseksuelle. Og når de finder ud af, at den faktisk i meget kraftige vendinger vender sig imod homoseksuel praksis, så læser de den som en guddommelig lovbog og mener – ud af deres store fromhed – at så må vi rette os efter det, uanset, hvad vores fornuft siger, uanset, at de måske godt kan se, at der ligger en form for umenneskelighed i denne hårde kurs.

Det vil sige, den ”fromhed”, som vi kender fra muslimerne og deres forhold til koranen, den genfinder vi her hos vore hjemlige højrefløjskristne og deres forhold til bibelen. I begge tilfælde læser man sin helligskrift som en lovbog, og i begge tilfælde overtrumfer de bestemmelser, som kan uddestilleres derfra, de forstående og indlevende holdninger, som man vel uvilkårligt måtte have til de homoseksuelle, hvis man kender nogen, der har den seksuelle præference.

Derfor, fordi man læser bibelen sådan, derfor er det sådan set ligegyldigt, hvordan homoseksuelle ægtepar opfører sig, hvor stor kærlighed ægtefællerne nærer til hinanden, hvor lang tid deres trofasthed varer ved, hvor meget de altså i det hele taget ligner de heteroseksuelle ægtepar, bibelen har talt, og den mener man, man må bøje sig for. Fromhed er i den optik ikke at være forstående, at kunne leve sig ind i et andet menneskes situation, fromhed er at bøje sig for bibelens tale, også når man ikke forstår den.

Fanden til fromhed! Den fromhed er jo nøjagtig af samme tvivlsomme art som den muslimske fromhed. Den eneste forskel er, at den muslimske fromhed omfatter hele tilværelsen, den kirkelige højrefløjs kun de heldigvis ret få områder, hvor man mener at kunne udlede klare retningslinier fra bibelen.

Det værste er, at den forståelse af bibelen deles af langt de fleste her i landet, kirkegængere som kirkefremmede. Og det er det sædvanlige: det er utrolig svært at få folk til at forstå, hvad kristendom drejer sig om. Det er meget lettere for dem at nøjes med, hvad de umiddelbart synes. Og umiddelbart synes de altså, at bibelen da må være en lovbog, hvad ellers?

Hvad ellers? ja. Man plejer at skelne mellem lov og evangelium, og efter den retningslinie skulle jeg kalde bibelen en evangeliebog. Men jeg mener nu, det vil være mere formålstjenligt at skelne mellem åbenbaret lov og naturlig lov. Ifølge den skelnen er bibelen den bog, der slår ”bibelen” ihjel, ”bibelen” forstået som lovbog altså. Det ses f.eks. af Jer. 31,32: ”Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk”. Dette med at slå lovbogen ihjel, det er altså et fænomen, det gamle testamente profeterer om som det væsentligste i den nye pagt, man venter. Men det ny testamente gør det i endnu højere grad.

Der var – som hos os i dag – en del af de kristne, der fortsat ville rette sig efter den åbenbarede lov: de ville overholde spiseregler, de ville lade sig omskære; for var dette ikke fromt? Var dette ikke udtryk for den sande holdning til Gud, for vi overholder jo loven, også selv om vi ikke forstår den? Dem kæmpede Paulus imod af al magt. ”Kristus er lovens ende”, hævdede han (Rom 10,4), og mod dem, der ville lade sig omskære, skrev han et helt brev, galaterbrevet, hvori det bl.a. hedder: ”Til frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” (Gal 5,1) ”I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden”. (Gal 5,4).

Den åbenbarede lov er død. Nu gælder det den naturlige lov, den lov, der fremkommer i hjertet på dem, der ”har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden – ” (Rom 2,15).

Når det for mig at se er mere frugtbart at tale om modsætningen åbenbaret lov contra naturlig lov og ikke modsætningen lov contra evangelium, skyldes det, at man ud fra den sidste modsætning kan fristes til at tro, at når loven er død, så er alting ligemeget, så kan vi gøre lige, hvad der passer os. Sådan er det jo ikke, og noget sådant vil man aldrig kunne få Paulus til at sige. Derimod siger han, at ”alt er tilladt”, men han føjer til ”men ikke alt er gavnligt, ikke alt opbygger”. (1 Kor 10,23). Men hvad der gavner, hvad der bygger op, ja det skal netop fastslås gennem vort samliv med næsten, gennem den diskussion, der uvægerlig vil fremkomme, gennem den folkelige tradition, der derigennem vil udvikle sig.

Lad os tage ægteskabet som eksempel! Kan vi ikke alle forstå, at i det nære forhold mellem mand og kvinde kan man ikke nøjes med at gøre, hvad loven kræver, heller ikke, selv om man udpensler loven i langt flere paragraffer end bibelen gør? Det, der gør kærlighedslivet lykkeligt og selvfølgeligt i ægteskabet, er, at traditionen har været der på forhånd, har nedlagt i den opvoksende slægt sin erfaring, videregivet gennem forældrenes samliv, hvordan mand og kvinde forholder sig til hinanden, hvordan den ene bøjer af overfor den anden, hvordan det drejer sig om indlevelse og forståelse, hvordan – vigtigst af alt – den seksuelle lyst og dens tilfredsstillelse genererer fortrolighed på alle livets områder, men fortrolighed overfor netop den, man er gift med, og ingen anden.

Sådan har det udviklet sig hos os, i vores folkelighed. Og læg mærke til, at skønt der ikke er en sætning i bibelen, der forbyder bigami, har vi overalt i den vestlige verden fundet det naturligt at lave love, der forbyder det, love, vi selv har ”fundet på”, love, der altså er en del af den naturlige lov, ikke inspireret eller kopieret fra nogen åbenbaret lov, bibel eller koran.

Men nu er der så sket det mærkelige, at en række homoseksuelle personer er ”sprunget ud af skabet”, har fortalt i al offentlighed, at de kun kan leve sammen med en person af deres eget køn. Vi andre tager os vel til hovedet, for nogen umiddelbar forståelse og indlevelse er det os ikke givet at have. Men fordi så mange fortæller os det, og fordi de fortæller os det så ægte, at vi er nødt til at tro det, derfor bøjer vi os for det. Og det er mærkeligt i sig selv. Men endnu mærkeligere er det, at disse mennesker i deres samliv går ind i alle de traditioner, som præger det heteroseksuelle ægteskab. Det, de ønsker, er netop at blive bundet med kærlighedens bånd til et andet menneske, det, de har oplevet, er – siger de – netop det samme, som vi har oplevet, at det seksuelle samliv genererer en inderlig og lykkebringende fortrolighed, og – som hos os – en fortrolighed, man har i et forhold, et forhold til netop én anden person, ét andet menneske.

Ja, det mærkelige får endnu et drej! For det, som vi heteroseksuelle har vort hyr med, ordene ”til døden skiller jer ad”, det vil de homoseksuelle minsandten have med. Det er stort og det er uforståeligt og det er udenfor vor viljes rækkevidde, synes vi, og dog måtte vi kirkefolk opleve det forunderlige, at det forslag til nyt vielsesritual, der blev fremlagt for nogle år siden, hvor disse ord manglede, faldt til jorden med et brag. Folk ville sgu giftes, når de nu endelig var kommet i kirke, ikke bare smedes sammen. Og så var ingen ord for store, så ville man sluge både det med Gud og det med skabelsen, og det med ”til døden skiller jer ad”, mindre kunne ikke gøre det. Alt dette gentager sig nu. Alt dette vil også de homoseksuelle have med.

Og egentlig burde vi i kirken jo forundres, så skallen løftede sig på os. Egentlig burde vi gribes af en dyb taknemlighedsfølelse mod den Gud, der forunder os at leve i denne tid, hvor sådanne ting sker. Ofte har vi vel følt os nedtrykte; ingen kirkegang, har man sagt (selv om der som regel altid var nogle, der havde sneget sig ind); ingen hæderværdig omtale til præsterne; konfirmandtimerne flyttes, hvis det kan lykkes; meget har vi haft at kæmpe med. Men ofte er det alligevel sket, at små tegn på, at man har forstået budskabet, er trængt igennem. Og sidst altså dette: at de homoseksuelle selv ønsker vor medvirken, selv ønsker den alvor og forpligtelse og formaning lagt ind over sig, som vi prædiker for de heteroseksuelle ved brylluppet. Det er stort, og vi burde gribes af taknemlighed.

Derfor dette blogindlæg! Jeg har før sagt det, og gentager det nu: det er ikke de såkaldt bibeltro, der er de sande bibeltro. Det er derimod os, der har fattet, at bibelen kæmper imod en lovforståelse af bibelen, os, der har forstået, at det ny testamente slår det gamle ihjel, hvis vi vil forstå det som en lovbog, åbenbaret fra Gud, men at det derimod udkrystalliserer den naturlige lov fra det gamle testamente, hvis vi giver det lov til at bearbejde det. Og så kommer ordet fra Jeremias til at stå lysende klart for os: ”Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte”.

Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

17 svar til Åbenbaret lov contra naturlig lov

  1. Karen E. Hansen siger:

    Et smukt forsvar for homoseksuelles ønske om at indgå ægteskab – og ja forbløffende, at de ønsker det traditionelle ægteskabs formuleringer… men det er jo nok også et fåtal, der ønsker den kirkelige vielse.
    Men der er nu andre grunde end lovfromhedens til at være betænkelig ved ideen om, at kirken skal indarbejde en ligestillingsideologi i sine ritualer – og gøre ægteskabet kønsneutralt for endelig ikke at diskriminere nogen.
    Selv om der med vor tids dyrkelse af den erotiske kærlighed og dens “tosomhed” er en udbredt mening om, at det selvfølgeligt tolerante og næstekærlige er at formulere en total lighed mellem forskellige parforhold, så er det jo sådan, at netop familiedannelsen involverer andre “næster” end partneren.
    Først og fremmest de børn parret på en eller anden måde får (retten til børn uanset hvad er også en nutidig tanke), men også i videre forstand samfundet.
    Det kønsneutrale ægteskab og et tilsvarende ritual for alle menes at fremme anti-diskriminering og ligestilling. I forhold med børn skal barnet automatisk have partneren som “anden forældre” o.s.v. Den biologiske far skal være total anonym.
    Den naturlige lov snævres ind til noget egoistisk ved den ligestillingsmani som den, der bærer kravet om, at homo-forhold ikke bare skal ligne traditionelle ægteskaber, sproget skal også ensrettes, så enhver erkendelse af givne forskelle ikke må nævnes. Så kønsforskelle bliver tabu, og biologiske forældre af begge køn ikke må kaldes et gode. For så er det diskriminerende.
    Natur og kulturel tradition er præget af menneskets to-kønnethed og de to køns forskellighed. Ligestillinge-ideologien siger: Enhver forskel er diskriminerende.. derfor må kirken ikke tale om at være skabt som mand og kvinde…
    Naturlig lov??

  2. Inger Andreasen siger:

    Det kønsneutrale viser sig også, nok især for mange unge, på den måde, at de synes det er ligemeget hvem de elsker og lever sammen med i parforhold, kønnet har ingen betydning, der er frit valg, kun kærligheden betyder noget.

  3. Inger Andreasen siger:

    D.v.s. ikke nogen medfødt tilbøjelighed, men et valg.
    Skal kirken også velsigne det?

  4. Jørgen Aagaard siger:

    Tak, Richardt Riis, for dit meget fine indlæg. Jeg sætter meget pris på dine begreber “den åbenbarede lov” og “den naturlige lov” – og din skelnen mellem disse. Det er rart for mig, som ikke er særlig bibelkyndig, at læse bibelkyndige argumenter i denne debat, som svarer til det, jeg “naturligt” føler. De fleste indlæg af bibelkyndige er bundet op på loven, som noget ydre – som et krav, der skal indfries, for at være god nok som menneske. For mig er det du kalder “den naturlige lov” lig med nåden, som fritstiller mig i at være menneske – hvor jeg nu ellers tør at være det:)

    Citat:
    Og sidst altså dette: at de homoseksuelle selv ønsker vor medvirken, selv ønsker den alvor og forpligtelse og formaning lagt ind over sig, som vi prædiker for de heteroseksuelle ved brylluppet. Det er stort, og vi burde gribes af taknemlighed. (Citat slut)

    Ja – lad os lige lege med tanken om, at det var disse mennesker ligegyldigt.
    Det virker unægteligt som om det er nogens interesse om det var ligegyldigt.

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Det forekommer mig, at du giver dig til at diskutere noget andet end det, jeg diskuterer. Det kan måske være på sin plads, men det er i så fald ikke mig, du diskuterer med.

    Du skriver: ”Men der er nu andre grunde end lovfromhedens til at være betænkelig ved ideen om, at kirken skal indarbejde en ligestillingsideologi i sine ritualer – og gøre ægteskabet kønsneutralt for endelig ikke at diskriminere nogen.” Hvem siger, at kirken skal indarbejde en ligestillingsideologi i sine ritualer? Ikke jeg. Der er ganske rigtig nogen – jeg tror, det var Lone Dybkjær – der går ind for et kønsneutralt ritual. Hvad hun forestiller sig ved det, véd jeg ikke. Men lad mig gætte på, at det drejer sig om, at man i stedet for at spørge: ”Vil du have N. N. … til din mand/hustru?” skal spørge: ”Vil du have N. N. … til din ægtefælle?” Så kan man spørge ens til både brud og brudgom, og ens til både lesbiske og bøsser.

    Men nu véd vi jo ikke, hvordan et eventuelt ritual for vielse af homoseksuelle kommer til at se ud. Kanhænde der slet ikke bliver lagt vægt, at et sådant ritual også skal kunne bruges ved vielse af heteroseksuelle. (Jeg ville finde det lidt krampagtigt, om det blev udformet med et for øje). Men det véd vi dog, at det nuværende ritual ikke bliver sat ud af kraft, når der kommer et nyt. Sådan har det altid været i folkekirken, og denne ældgamle regel vil man sikkert ikke lave om på. Og så vil jo tiden vise, om det trods al ligestillingsideologi ikke vil være de fleste heteroseksuelle par, der vil foretrække det gode gamle ritual med mand og hustru, med skabelsesberetning, måske endda med dette med Adams ribben, fremfor et eventuelt kønsneutralt ritual.

    Vi forstår vist ikke det samme ved begrebet ”den naturlige lov”. Jeg vil forstå begrebet som et grænsebegreb. Der ligger i vort sprog et retfærdighedsbegreb, som udfolder sig i vore diskussioner. Vi kan diskutere, hvad der skal være lov, vi kan finslibe vor formuleringer, men vore positive love når aldrig at indfange al retfærdighed, det vil sige: de bliver aldrig nøjagtige spejlbilleder af den naturlige lov.

    Det vil sige: når du diskuterer imod det kønsneutrale ægteskab, så diskuterer du ud fra den forudsætning, at der findes en naturlig lov, og at du med dine tanker er i bedre overensstemmelse med dette grænsebegreb end din modpart. Hvilket du formentlig har ret i; jeg er i hvert fald ikke særlig påvirket af ligestillingsideologiens forestillinger. Men det forhindrer mig da ikke i at gå ind for, at også homoseksuelle skal have mulighed for at blive viet i kirken.

    @ Inger Andreasen!
    Dit indlæg viser det uheldige ved at bringe talen om det kønsneutrale ind i billedet. Det er ikke det, der er til diskussion. Det er derimod spørgsmålet om, hvorvidt der er mennesker iblandt os, hvis kønsdrift er rettet mod en person af deres eget køn. Mener man det, mener man naturligvis også, at denne kønsdriftens retning ikke er noget, man kan vælge til eller fra. Den er der fra begyndelsen, og det kan formodentlig for den pågældende være en ret smertefuld proces at opdage den, for det gør ham/hende anderledes end det store flertal.

    Jeg kender ikke noget til de ungdommelige miljøer, du nævner. Men hvis du havde ret, så ville de natklubejere, der klager over, at de frekventeres af en overvægt af mænd, fordi vore muslimske medborgere ikke tillader deres unge piger at gå på natklub, jo ikke have noget at have deres beklagelser i. Det har de. Så du har ikke ret.

    @ Jørgen Aagaard!
    Du skriver: ”For mig er det du kalder “den naturlige lov” lig med nåden, som fritstiller mig i at være menneske”. Det har du muligvis ret i. Jeg vil dog indsparke den bemærkning, at når jeg er kommet til at synes bedre om modsætningen ”åbenbaret lov/naturlig lov” fremfor modsætningen ”lov/evangelium” eller ”lov/nåde”, så skyldes det, at den første modsætning tydeligere tilkendegiver, at der også, når man er inde under ”nåden” eller ”evangeliet”, er gerninger, der skal gøres, der er ”gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i”, for nu at tale med Paulus (Ef 2,10), blot er det ikke lovgerninger, som man gør for at erhverve sig Guds yndest. Men dette er vist en bemærkning for teologiske feinschmeckere.

  6. Inger Andreasen siger:

    Ricardt, du kan da ikke sige jeg ikke har ret når det ikke kender til det, det handler ikke kun om natklubber, men er en ret udbredt opfattelse, og det er ikke noget jeg har fundet på.
    Jeg kan godt høre det ikke er det kønsneutrale du diskuterer, men for mange homosexsuelle hænger det uløseligt sammen, ligesom homosexuelles ret til børn også er en del af deres pakke, så derfor mener jeg det er en del af diskutionen.

  7. Inger Andreasen siger:

    PS. Når homosexuelle prsoner selv siger at deres drift ikke er medfødt, så må de vel vide hvad de snakker om. Og det er der nogen der siger.

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Inger Andreasen!
    Det er altså en temmelig stor mundfuld, du ville have mig til at sluge: de unge ”synes det er ligemeget hvem de elsker og lever sammen med i parforhold”. Jeg har aldrig truffet en sådan opfattelse, hverken hos ung eller gammel. Den har ikke været diskuteret i de fora, jeg bevæger mig i. Det har aldrig været fremme i medierne. Er det tilfældet i en tusindedel af de fester, der afholdes rundt om i landet, så tror jeg ikke det er mere. Mit argument var: Hvis det var bare det mindste udbredt, hvorfor skal der så helst være lige mange af hver køn på diverse natklubber.

    Angående spørgsmålet om, hvorvidt dette at være homoseksuel er noget, man vælger: Det har efterhånden været diskuteret ret indgående, og de fleste homoseksuelle anser deres tilbøjelighed for medfødt. Det er også forudsætningen for at kirken kan velsigne deres forhold: som der i de heteroseksuelle af skaberen er nedlagt en drift imod en person af modsat køn, en drift, som velsignes, fordi den stammer fra skaberen selv, sådan er der i de homoseksuelle nedlagt en drift mod en person af samme køn, og denne drift velsignes, fordi den stammer, ikke fra den homoseksuelles viljesakt, men fra skaberen selv.

  9. Inger Andreasen siger:

    Her kommer så lige 2 eksempler på homosexuelle der ikke mener det er noget medfødt:

    http://karenmlarsen.eftertanke.dk/2009/08/10/unaturlig/get

    http://www.bt.dk/underholdning/bondam-familien-gjorde-mig-til-boesse

  10. Ricardt Riis siger:

    @ Inger Andreasen!
    Der er noget, du har misforstået. Karen M. Larsen vil ikke have homoseksualitet kaldt ‘unaturlig’, fordi der i begrebet ‘det naturlige’ ligger en norm, ikke blot en beskrivelse. Hun taler ikke om, hvorvidt det er medfødt eller ej.

    Og Klaus Bondam siger: ”Jeg tror ikke, at homoseksualitet er medfødt. Jeg tror, det er noget, som en række forudsætninger i dit liv har skabt”. Det er også en mulighed, som absolut kan diskuteres: at homoseksualitet opstår under opvæksten. Men for begge de to homoseksuelle er der tale om, at det er noget, der har udviklet sig, ikke noget, de med deres vilje har besluttet.

  11. Inger Andreasen siger:

    Karen M. Laren siger også længere nede i kommentarene at hun ikke tror det er medfødt.

    Hvis homosexualitet kommer som en følge af en udvikling, kan den også afvikles igen, hvilket der også er nogle homosexuelle der har erfaret.
    Så derfor må det jo være et valg om man vælger at udleve homosexualiteten eller om man vælger at få bearbejdet de følelsesmæssige eller andre problemer der har medført den.
    Men begge eksempler viser ihvertfald at det ikke er noget Gud har nedlagt i dem.

  12. Karen M. Larsen siger:

    Inger:

    Jeg tror ikke, at nogen som helst identitet er medført. Men langt de fleste, herunder langt de fleste homoseksuelle, oplever deres identiteter, i særdeleshed deres kønsidentitet og seksuelle identitet som en given sag, og ikke som noget, de har valgt.
    Men ellers så synes jeg, at du nu endelig spiller med åbne kort. Du beskriver de facto homoseksualitet som en lidelse, som man skal se at få behandlet og som man i hvert fald ikke bør leve ud. Denne indstilling har skabt utroligt meget lidelse blandt kristne homoseksuelle som er havnet i klørerne på dem, der tror de kan helbrede dem i Jesu navn.

  13. Inger Andreasen siger:

    Karen

    Det er den holdning jeg er kommet frem til efter at have læst om forskellige sider af sagen, det har hverken noget med åbne eller lukkede kort at gøre.

    Jeg udelukker på nuværende tidspunkt heller ikke at homosexualitet kan være medfødt i nogle tilfælde.
    Men meget tyder på at den er valgt for en del, specielt blandt lesbiske feminister der hader og føler sig undertrykt af mandlig sexualitet og de traditionelle kernefamilieværdier og som følge af den frie sexualmoral vi har i Danmark, der har ført til at nogle mennesker synes de skal eksprimentere med forhold til begge køn og slet ikke lægge sig fast på en bestemt sexuel orientering.
    DE mener f.eks. at den tankegang at et kærlighedsforhold handler om 2 er en unødvendig begrænsning, det kan bestå af flere mennesker der vil lave en form for pagt med hinanden.

    Nu ved jeg ikke hvis “klør” du taler om, men at de helbredelser sker er fakta.
    Her er et eksempel på et:
    http://udfordringen.dk/art.php?ID=11698

    For de fleste, som jeg har læst om er det dog en længerevarende proces via terapi og det er ikke kun kristne homosexuelle der har erfaret at de kan ændre sig.

    Om man skal udleve sin homosexualitet eller ej har jeg ikke udtalt mig om, det er den enkeltes ansvar og valg, jeg protesterede egentlig imod Ricardt Riis` udtalelse om at homosexualitet er nedlagt i mennesker af Gud, det mener jeg ikke der på nuværende tidspunkt er noget grundlag for at sige, da der er så mange forskellige ting der spiller ind.

  14. Karen M. Larsen siger:

    Inger:

    I 1970’erne kunne man blandt de såkaldte radikalfeminister finde dem, der så livet som lesbisk som et politisk valg – som en protest mod mænds undertrykkelse af kvinder. De var nu aldrig mange – og i dag er de uhørt sjældne.

    I de såkaldte queere kredse er det i dag populært at dyrke sex på tværvs af køn – derfor ser de seksuelle identiteter som noget, man skal frigøre sig fra, så man kan nyde fra alle hylder – og de er også kraftige modstander af monogami – de er derfor også meget imod homoseksuelle ægteskaber fordi de mener, at man som ikke-heteroseksuel er forpligtet til at tage afstand fra familie og monogame parforhold. Men hvorfor skal eksistensen af en queer subkultur, som ser monogame homoseksuelle som mig som forrædere mod den seksuelle revolution, være et argument for at de homoseksuelle, der ikke deler denne indstilling, ikke må blive gift?

    Mht. de såkaldte helbredelser af homoseksuelle så er der masser af fortællinger om hvor meget de har ødelagt i homoseksuelle kristnes liv. Det kan man læse om mange steder på nettet – f.eks. her: http://beyondexgay.com/

    Og så kan jeg ikke se påstanden om at der må være gået noget frygteligt galt i mit liv, siden jeg nu i mere end 17 år har levet i et lykkeligt parforhold med kvinden i mit liv, som andet end en dyb foragt for mig, min kone og dem der føler og lever som os.

  15. Karen E. Hansen siger:

    Dette er stadig Richard Riis’ blog, og det mest interessante for mig har været at læse i et af svarene til Inger Andreasen:
    ” Det er også forudsætningen for at kirken kan velsigne deres forhold: som der i de heteroseksuelle af skaberen er nedlagt en drift imod en person af modsat køn, en drift, som velsignes, fordi den stammer fra skaberen selv, sådan er der i de homoseksuelle nedlagt en drift mod en person af samme køn, og denne drift velsignes, fordi den stammer, ikke fra den homoseksuelles viljesakt, men fra skaberen selv.”
    Det er for mig at se ren skabelsesteologi som begrundelse for en vielseshandling i kirken for homoseksuelle par.
    Jeg er enig i, at det også er den eneste begrundelse, der er holdbar… Men der er både en politisk dagsorden, de postmoderne strømninger, som gør seksuelle pardannelser til valgfrie eksperimenter og det almindelige ønske om at “kirken skal levere de ceremonier, som folk for tiden ønsker”. Alt det kan gøre det virkeligt svært at fastholde den skabelsesteologiske tilgang til ægteskabet.
    Snart vil vi få samme tvang for præster, som i Sverige.
    Den form for lighedsideologi tåler nemlig ikke frihed til betænkeligheder eller til at overveje konsekvenser.
    Så at den politiske tvang, som den nuværende regering så gerne vi udøve over for folkekirken, ikke skulle kunne “tage noget fra ægteskabet” som nogle forsikrer, det er jeg bange for, hurtigt vil blive modsagt.

  16. Ricardt Riis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Du skriver, at min skabelsesteologiske begrundelse for vielse af homoseksuelle, er den eneste begrundelse, der er holdbar.

    Hvorfor holder du dig så ikke til den og undlader alle spekulationer om, hvordan den vil blive modsagt, hvad ”de andres” næste træk vil blive osv.?

    Sådan har jeg det i hvert fald: Hvis jeg mener, at den begrundelse er holdbar, så vil jeg selvfølgelig forsvare den, hvis den bliver modsagt. Det samme kan du gøre. Andre måske også.

    Skulle det være sværere, fordi der er ”en politisk dagsorden, de postmoderne strømninger, som gør seksuelle pardannelser til valgfrie eksperimenter og det almindelige ønske om at “kirken skal levere de ceremonier, som folk for tiden ønsker”;”?

    Forekomsten af disse ting vil da ikke få mig til at holde mund.

    Formentlig heller ikke dig.

    Og hvorfor i alverden skulle den frihed for præster til at undgå at foretage en sådan vielse, som vi stilles i udsigt, forsvinde? Nu har vi haft frihed for præster til at undlade at vi fraskilte siden attenhundredeoghvidkål. Og den frihed har vi stadig. Så mon ikke den nye frihed vil var mindst lige så længe!

  17. Pingback: Jørgen Aagaard » Blog Archive » Sex og kærlighed kan få os op af sofaen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.