Åbenbaret lov contra naturlig lov

Dette alternativ plejer jeg at anvende på forholdet mellem islam og kristendom. Hvor islam går ind for den åbenbarede lov, som den fremstår i koranen, dèr går kristendommen ind for den naturlige lov, den, der er skrevet i hjerterne, eller den, der fremkommer gennem den indbyrdes diskussion (sådan vil jeg hellere formulere det).

Men med dette alternativ kan man også afbilde forskellen mellem de stærkt troende på højrefløjen (især missionsfolkene) og os andre (der jo tror lige så stærkt, blot på noget andet). Når så mange på højrefløjen går imod vielse af homoseksuelle, en del af dem også imod homoseksuel praksis i al almindelighed, skyldes det, at de mener, bibelen i sig har en åbenbaret lov. Derfor gransker de bibelen for at finde ud af, hvad den siger om homoseksuelle. Og når de finder ud af, at den faktisk i meget kraftige vendinger vender sig imod homoseksuel praksis, så læser de den som en guddommelig lovbog og mener – ud af deres store fromhed – at så må vi rette os efter det, uanset, hvad vores fornuft siger, uanset, at de måske godt kan se, at der ligger en form for umenneskelighed i denne hårde kurs.

Det vil sige, den ”fromhed”, som vi kender fra muslimerne og deres forhold til koranen, den genfinder vi her hos vore hjemlige højrefløjskristne og deres forhold til bibelen. I begge tilfælde læser man sin helligskrift som en lovbog, og i begge tilfælde overtrumfer de bestemmelser, som kan uddestilleres derfra, de forstående og indlevende holdninger, som man vel uvilkårligt måtte have til de homoseksuelle, hvis man kender nogen, der har den seksuelle præference.

Derfor, fordi man læser bibelen sådan, derfor er det sådan set ligegyldigt, hvordan homoseksuelle ægtepar opfører sig, hvor stor kærlighed ægtefællerne nærer til hinanden, hvor lang tid deres trofasthed varer ved, hvor meget de altså i det hele taget ligner de heteroseksuelle ægtepar, bibelen har talt, og den mener man, man må bøje sig for. Fromhed er i den optik ikke at være forstående, at kunne leve sig ind i et andet menneskes situation, fromhed er at bøje sig for bibelens tale, også når man ikke forstår den.

Fanden til fromhed! Den fromhed er jo nøjagtig af samme tvivlsomme art som den muslimske fromhed. Den eneste forskel er, at den muslimske fromhed omfatter hele tilværelsen, den kirkelige højrefløjs kun de heldigvis ret få områder, hvor man mener at kunne udlede klare retningslinier fra bibelen.

Det værste er, at den forståelse af bibelen deles af langt de fleste her i landet, kirkegængere som kirkefremmede. Og det er det sædvanlige: det er utrolig svært at få folk til at forstå, hvad kristendom drejer sig om. Det er meget lettere for dem at nøjes med, hvad de umiddelbart synes. Og umiddelbart synes de altså, at bibelen da må være en lovbog, hvad ellers?

Hvad ellers? ja. Man plejer at skelne mellem lov og evangelium, og efter den retningslinie skulle jeg kalde bibelen en evangeliebog. Men jeg mener nu, det vil være mere formålstjenligt at skelne mellem åbenbaret lov og naturlig lov. Ifølge den skelnen er bibelen den bog, der slår ”bibelen” ihjel, ”bibelen” forstået som lovbog altså. Det ses f.eks. af Jer. 31,32: ”Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk”. Dette med at slå lovbogen ihjel, det er altså et fænomen, det gamle testamente profeterer om som det væsentligste i den nye pagt, man venter. Men det ny testamente gør det i endnu højere grad.

Der var – som hos os i dag – en del af de kristne, der fortsat ville rette sig efter den åbenbarede lov: de ville overholde spiseregler, de ville lade sig omskære; for var dette ikke fromt? Var dette ikke udtryk for den sande holdning til Gud, for vi overholder jo loven, også selv om vi ikke forstår den? Dem kæmpede Paulus imod af al magt. ”Kristus er lovens ende”, hævdede han (Rom 10,4), og mod dem, der ville lade sig omskære, skrev han et helt brev, galaterbrevet, hvori det bl.a. hedder: ”Til frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” (Gal 5,1) ”I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden”. (Gal 5,4).

Den åbenbarede lov er død. Nu gælder det den naturlige lov, den lov, der fremkommer i hjertet på dem, der ”har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden – ” (Rom 2,15).

Når det for mig at se er mere frugtbart at tale om modsætningen åbenbaret lov contra naturlig lov og ikke modsætningen lov contra evangelium, skyldes det, at man ud fra den sidste modsætning kan fristes til at tro, at når loven er død, så er alting ligemeget, så kan vi gøre lige, hvad der passer os. Sådan er det jo ikke, og noget sådant vil man aldrig kunne få Paulus til at sige. Derimod siger han, at ”alt er tilladt”, men han føjer til ”men ikke alt er gavnligt, ikke alt opbygger”. (1 Kor 10,23). Men hvad der gavner, hvad der bygger op, ja det skal netop fastslås gennem vort samliv med næsten, gennem den diskussion, der uvægerlig vil fremkomme, gennem den folkelige tradition, der derigennem vil udvikle sig.

Lad os tage ægteskabet som eksempel! Kan vi ikke alle forstå, at i det nære forhold mellem mand og kvinde kan man ikke nøjes med at gøre, hvad loven kræver, heller ikke, selv om man udpensler loven i langt flere paragraffer end bibelen gør? Det, der gør kærlighedslivet lykkeligt og selvfølgeligt i ægteskabet, er, at traditionen har været der på forhånd, har nedlagt i den opvoksende slægt sin erfaring, videregivet gennem forældrenes samliv, hvordan mand og kvinde forholder sig til hinanden, hvordan den ene bøjer af overfor den anden, hvordan det drejer sig om indlevelse og forståelse, hvordan – vigtigst af alt – den seksuelle lyst og dens tilfredsstillelse genererer fortrolighed på alle livets områder, men fortrolighed overfor netop den, man er gift med, og ingen anden.

Sådan har det udviklet sig hos os, i vores folkelighed. Og læg mærke til, at skønt der ikke er en sætning i bibelen, der forbyder bigami, har vi overalt i den vestlige verden fundet det naturligt at lave love, der forbyder det, love, vi selv har ”fundet på”, love, der altså er en del af den naturlige lov, ikke inspireret eller kopieret fra nogen åbenbaret lov, bibel eller koran.

Men nu er der så sket det mærkelige, at en række homoseksuelle personer er ”sprunget ud af skabet”, har fortalt i al offentlighed, at de kun kan leve sammen med en person af deres eget køn. Vi andre tager os vel til hovedet, for nogen umiddelbar forståelse og indlevelse er det os ikke givet at have. Men fordi så mange fortæller os det, og fordi de fortæller os det så ægte, at vi er nødt til at tro det, derfor bøjer vi os for det. Og det er mærkeligt i sig selv. Men endnu mærkeligere er det, at disse mennesker i deres samliv går ind i alle de traditioner, som præger det heteroseksuelle ægteskab. Det, de ønsker, er netop at blive bundet med kærlighedens bånd til et andet menneske, det, de har oplevet, er – siger de – netop det samme, som vi har oplevet, at det seksuelle samliv genererer en inderlig og lykkebringende fortrolighed, og – som hos os – en fortrolighed, man har i et forhold, et forhold til netop én anden person, ét andet menneske.

Ja, det mærkelige får endnu et drej! For det, som vi heteroseksuelle har vort hyr med, ordene ”til døden skiller jer ad”, det vil de homoseksuelle minsandten have med. Det er stort og det er uforståeligt og det er udenfor vor viljes rækkevidde, synes vi, og dog måtte vi kirkefolk opleve det forunderlige, at det forslag til nyt vielsesritual, der blev fremlagt for nogle år siden, hvor disse ord manglede, faldt til jorden med et brag. Folk ville sgu giftes, når de nu endelig var kommet i kirke, ikke bare smedes sammen. Og så var ingen ord for store, så ville man sluge både det med Gud og det med skabelsen, og det med ”til døden skiller jer ad”, mindre kunne ikke gøre det. Alt dette gentager sig nu. Alt dette vil også de homoseksuelle have med.

Og egentlig burde vi i kirken jo forundres, så skallen løftede sig på os. Egentlig burde vi gribes af en dyb taknemlighedsfølelse mod den Gud, der forunder os at leve i denne tid, hvor sådanne ting sker. Ofte har vi vel følt os nedtrykte; ingen kirkegang, har man sagt (selv om der som regel altid var nogle, der havde sneget sig ind); ingen hæderværdig omtale til præsterne; konfirmandtimerne flyttes, hvis det kan lykkes; meget har vi haft at kæmpe med. Men ofte er det alligevel sket, at små tegn på, at man har forstået budskabet, er trængt igennem. Og sidst altså dette: at de homoseksuelle selv ønsker vor medvirken, selv ønsker den alvor og forpligtelse og formaning lagt ind over sig, som vi prædiker for de heteroseksuelle ved brylluppet. Det er stort, og vi burde gribes af taknemlighed.

Derfor dette blogindlæg! Jeg har før sagt det, og gentager det nu: det er ikke de såkaldt bibeltro, der er de sande bibeltro. Det er derimod os, der har fattet, at bibelen kæmper imod en lovforståelse af bibelen, os, der har forstået, at det ny testamente slår det gamle ihjel, hvis vi vil forstå det som en lovbog, åbenbaret fra Gud, men at det derimod udkrystalliserer den naturlige lov fra det gamle testamente, hvis vi giver det lov til at bearbejde det. Og så kommer ordet fra Jeremias til at stå lysende klart for os: ”Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte”.

Advertisement