Gives der en kristelig etik — hos Luther?

Ovenstående er et ikke-spørgsmål. Det vil sige, det er et spørgsmål, som det ikke giver mening at stille. (Derfor bliver dette indlæg langt og indviklet). Nogenlunde ligesom spørgsmålet: Var Luther demokrat?

Ikke desto mindre har jeg jo her på bloggen flere gange været lige ved at besvare det sidste spørgsmål. Var jeg så i færd med at øve vold på kendsgerningerne? Jeg har f. eks. fremhævet Luthers såkaldte ”ølargument”. Han siger i en prædiken i 1522, efter at han er vendt tilbage til Wittenberg fra Wartburg: ”Kort sagt: jeg vil prædike ordet, jeg vil sige det, jeg vil skrive det. Men tvinge, nøde med magt, det vil jeg ikke gøre overfor nogen, for troen må man iføre sig frivilligt, uden tvang. Tag et eksempel fra mig! Jeg var imod afladen og alle papister, men ikke med nogen magt. Jeg har alene drevet på med Guds ord, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort. Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det. Det er ikke mig, der har gjort noget, ordet har bevirket og udrettet det altsammen. Hvis jeg havde villet fare frem med magt, så ville jeg have bragt Tyskland ud i en stor blodsudgydelse, ja, jeg ville have anrettet et spil i Worms, så at kejseren ikke havde været sikker dèr. Men hvad ville det have været? Det ville have været et narrespil. Det er ikke mig, der har bevirket det, jeg har ladet ordet handle.” (Se her).

Det er jo netop det, den demokratiske diskussion drejer sig om: man skal lade argumenterne tælle, man skal lytte sig ind på modstanderens argumenter, lade sine egne modargumenter stå uden magt bagved og lade ordet selv om at overbevise ham. Og jeg er da ikke i tvivl om, at det demokrati, vi holder af og vil kæmpe for, har én af sine forudsætninger i sådanne udtalelser og en sådan holdning hos Luther. Men kalde ham en demokrat, det vil være en anakronisme.

På samme måde med spørgsmålet om en kristelig etik. Det bliver nemt en anakronistisk diskussion, man kommer til at føre om Luther, hvis man giver sig til at slynge ”Luther-skriftsteder” imod hinanden. Men det betyder ikke, at man ikke kan lære noget af Luther. Dog må man indrømme, at de hele ikke bliver lettere af, at der nok forekommer ikke så få modsigelser hos Luther. Spændende? Ja. Irriterende? Bestemt.

Luther går f.eks. stærkt ind for det, jeg har kaldt totalsyndighedslæren. Mennesket er totalt set en synder. Han skriver i 1519: ”At nægte, at mennesket synder i sin gode gerning og at den tilgivelige synd ikke er tilgivelig efter naturen, men alene efter Guds barmhjertighed, eller at der er synd tilbage i spædbarnet efter dåben, det er på én gang at foragte Paulus og Kristus.” (Se her). Denne totalsyndighedslære kan Luther gå ind for med langt større styrke, end vi i vore dage nogensinde vil kunne, selv med nok så mange hjernevridninger. Han har nemlig den baggrundsopfattelse af mennesket fra Augustin, at menneskets drifter er syndige, ikke blot kønsdriften, men også driften efter mad og drikke og driften efter social anerkendelse, og denne baggrundsopfattelse er ikke vores baggrundsopfattelse.

Og han kan derfor med stor indlevelse udlægger Paulus’ ord i Galaterbrevet om, at i den troende ligger ånden og kødet i strid med hinanden, Gal 2,20. Og han kan i denne udlægning lægge vægt på, at han, så længe han er ”i kødet”, vil have synd i sig. Alligevel kan han i den store galaterbrevskommentar omtale Paulus og hans handlinger, som om ”kødet” i Paulus ikke mere opfattes som den onde magt, det er i totalsyndighedslæren, men blot som et neutralt redskab for åndens virke. Paulus siger: ”Men hvad jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds søn”, og Luther lader i sin udlægning Paulus sige: ”Således ser du nok, at jeg taler, spiser, handler, sover, osv., og dog ser du ikke mit liv, for dette livs tid, som jeg lever, lever jeg vel i kødet, men jeg lever ikke efter kødet eller i overensstemmelse med kødet, men i troen, ud af troen og i overensstemmelse med troen. Han nægter altså ikke, at han lever i kødet, for han gør alle det dyriske menneskes gerninger, ligeledes bruger han også kødelige ting, mad, klæder, osv., og det er jo da bestemt at leve i kødet, men han lever ikke efter kødet, han bruger ganske vist kødelige ting, men han lever ikke for dem, sådan som verden lever efter kødet og i overensstemmelse med kødet, fordi den hverken kender eller håber på noget andet liv ud over dette kødelige liv.”

Luther fortsætter: ”Altså, siger han, hvordan det end er, det liv, som jeg lever i kødet, jeg lever det i troen på Guds søn, for det ord, som jeg taler på legemlig vis, er ikke kødets ord, men Helligåndens og Kristi ord. Det syn, som går ind i øjnene, eller går ud fra øjnene, kommer ikke fra kødet, det vil sige, mit kød behersker det ikke, det gør Helligånden. Ligeledes kommer hørelsen ikke fra kødet, selv om den foregår i kødet, men den er i og af Helligånden. Den kristne taler kun kyske, ædru, hellige og guddommelige ord, som har med Kristus at gøre, til Guds ære og næstens frelse. Den slags ting kommer ikke fra kødet, ejheller sker de i overensstemmelse med kødet, og dog er de i kødet. Jeg kan jo ikke lære, bede, takke, skrive, uden jeg har disse kødets redskaber, som kræves for at gennemføre den slags gerninger, og dog kommer de ikke ud af kødet, ejheller fødes de af det, men de gives og åbenbares på guddommelig vis fra himlen. Således ser jeg med øjnene på en kvinde, men det er med et kysk syn, jeg begærer hende ikke. Dette syn kommer ikke fra kødet, selv om det er i kødet, fordi øjnene er redskab for dette kødelige syn, nej, dette syns kyskhed kommer fra himlen.” (Se her).

Og det er dog ganske mærkeligt. Paulus er jo da et menneske med menneskelige drifter. Og det, der tidligere var årsag til, at mennesket totalt set var en synder, drifterne, de er nu hos Paulus tæmmet og ganske undertrykt. For Paulus lever vel ”i kødet”, men ikke ”efter kødet”. Med denne lille sproglige finesse får Luther ophævet den hårde totalsyndighedslære, han før prædikede. Ikke sådan, at det er mennesket selv, der ved sin anstrengelse og viljesstyrke behersker kødet, men sådan, at det er ånden, der ”overtager styringen” af et menneske. Jeg har i en afhandling spurgt, om der her er tale om en modsigelse, se her.

Dette sted viser, at de finske lutherforskere havde ret, da de for cirka tyve år siden fandt ud af, at Luther ikke blot, som hidtidige forskere havde regnet med, kun har en totalsyndighedslære, nej, han har også en lære om den kristnes guddommeliggørelse, deificatio, se min artikel derom her.

Denne opdagelse forandrer ganske meget i vort syn på Luther. Den dialektiske teologi, som beherskede store dele af den teologiske tænkning i første halvdel af forrige århundrede, og som herhjemme fik ikke mindst Tidehverv som en stærk teologisk aflægger, nøjedes i sin Luther-forskning med den ene del af denne paradoksale Luther-tænkning: totalsyndighedslæren. Læren om deificatio opdagede man ikke. Jeg husker stadig, at en prædikenforberedelse i Præsteforeningens Blad om kvinden i farisæerens hus (Luk 7,36-50), sluttede med at hævde, at den prostituerede kvinde naturligvis bagefter gik tilbage til sin gade. At der kunne være sket noget afgørende med hende i mødet med Jesus, det troede den tidehvervske forfatter ikke på, det havde han overhovedet ikke blik for. Og NB: han troede fuldt og fast på, at han i det stykke var i overensstemmelse med Luther.

Man kan hævde, at K. E. Løgstrup i sine skrifter har taget et opgør med den dialektiske teologi. Dog må man føje til, at han igennem lang tid har været stærkt præget af den teologi, han gjorde op med. Det ses f.eks. i ”Den etiske fordring”. Her skriver Løgstrup, side 126: ”Gives der ikke i Jesu forkyndelse nærmere retningslinier for, hvordan den andens liv skal varetages? Ophæves fordringens tavshed ikke i nogen måde i hans forkyndelse? — Nej, netop ikke. Det ejendommelige er, at alt, hvad Jesus har sagt, og som er overleveret os, hver fortælling og lignelse, hvert svar i en samtale eller strid, hver knapt formuleret ytring er en forkyndelse af den fordring, der i sig selv er tavs”.

Man kan diskutere, om dette er nytestamentligt korrekt (er f.eks. faderens opfordring til den ældste søn (Luk 15,31f) ikke en opfordring til en meget konkret handling: at gå med ind og deltage i festen for broderens hjemkomst?). Men der er for mig ingen tvivl om, at der sidder et stykke ”resttidehverv” i dette Løgstrup-citat. Dog kan det ikke nægtes, at der kan findes Luther-citater, der støtter Løgstrup i denne tavshed. Luther siger f.eks. i ”Om de gode gerninger” fra 1520: ”Det vil vi kunne se af et tydeligt eksempel fra det jordiske liv: Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske.” (Se her).

Her tænker Luther sig, at de gode gerninger kommer af sig selv, kommer, fordi man ikke kan lade være at udføre dem. Eller vi kan sige, som Løgstrup gør det, at den fordring, der ligger bag dem, er en tavs fordring; det er umuligt at udpensle de gode gerninger nøjere, for før man får dem udpenslet, har man allerede udført dem.

Men vil man så sige, som de morsomme folk siger om det franske sprog, at det er let nok: hest hedder cheval og sådan er det hele vejen igennem, at det altså er sådan hele vejen igennem med den kristelige etik, at den slet ikke er der, for alle de gode gerninger kommer den i forkøbet, så går man vist lidt for hurtigt frem. Luther er nemlig i stand til at formane. Og hvis man formaner, har man bestemte gerninger for øje, gerninger, som man mener, det kunne være en god idé at udføre.

En sådan formaning kommer Luther f.eks. med i en prædiken over Matt 5,31-32 om skilsmisse. Han konstaterer, at Jesus her i bjergprædikenen giver lov til skilsmisse i tilfælde af ægteskabsbrud. Det må man lade stå ved magt. Men så føjer han til: ”Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen sig til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive”. Se her.

Anbragt sådan kommer vel egentlig en formaning til at virke som en ret naturlig ting. Men man må føje til, at både Luther og Løgstrup kommer lidt for let om ved at gøre rede for, hvordan mon egentlig forsoningen finder sted. De skildrer begge, hver på sin måde, to tilstande, men gør ikke rede for, hvordan det går til, at et menneske bevæges fra den ene til den anden tilstand.

Luther skildrer både syndens tilstand (mennesket er totalt set en synder, fordi det er ”i kødet”) og åndens tilstand (mennesket er vel ”i kødet”, men handler ikke ”efter kødet”), men fortæller meget lidt om, hvordan man kommer fra syndens til åndens tilstand. Og Løgstrup skildrer (i Opgør med Kierkegaard) både ”de kredsende livsytringer”, misundelse, f.eks., og de ”suveræne livsytringer”, åbenhed, f.eks., men fortæller ikke, hvordan overgangen fra den ene til den anden livsytring foregår.

Jeg har andetsteds prøvet at give et mere udførligt rids af, hvordan denne overgang kan finde sted, se her. Her vil jeg nøjes med at henvise til den forsoning mellem ægtefæller, som Luther omtaler. Han forudsætter, at manden har bedrevet utugt, og at konen derfor forlanger skilsmisse. Men så tænker han sig, at en trediepart spørger dem begge, om det nu mon også er det klogeste, de kan gøre; spørger manden, om han fortryder sin handling – og lad os sige, at han gør det, og gør det på en så tydelig måde, at det kan ses – og spørger konen, om hun vil tilgive sin mand. Dette sidste spørgsmål har måske form af en formaning, en formaning om at tilgive. Og hvis vi tænker os, at hun hidtil har bevæget sig i én af Løgstrups kredsende tankegange, den tankegang, der siger, at jeg har lidt uret, og at hun af formaningen får øjnene op for, at der også er andre måder at reagere på, tilgivelsens måde, så kan vi måske sige, at det altså er andres formaning, der får forholdet til at heles igen, og at det er formaningens måde at virke på: den får os ud af den kredsende livsytring, vi befinder os i, sådan som faderens formaning til den ældste søn i lignelsen tænkes at få ham ud af den retfærdighedstankegang, han er lukket inde i.

Men det er måske mere naturligt at forestille sig, at det er selve mandens fortrydelse, der rører konen, så hun tilgiver ham, og at formaningen kun ‘virker’, fordi den får ham til at bede om tilgivelse.

Hvorom alting er, skal et menneske ud af den kredsende tankegang, må det ske ved et ord udefra. Man kan ikke selv arbejde sig ud af f.eks. forurettelsen, for man erkender ikke sin holdning som forkert eller uheldig, man kan kun se den som retfærdig forargelse over den andens handling.

Som sagt holdt den dialektiske teologi sig til kun den ene del af Luthers tankeverden, hans totalsyndighedslære; hans lære om deificatio overså man ganske. Det rådede de finske lutherforskere bod på. Og det rådede også Løgstrup bod på; ikke i ”Den etiske fordring”, men i sine tanker om ”de suveræne livsytringer”. Her opererer han med en virkelighed i den menneskelige verden, som ikke hører under viljens område, men kommer og går uden menneskets viljesmæssige medvirken. Med sine tanker om umuligheden af at opfylde den etiske fordring er det Luthers totalsyndighedslære, han bøjer sig for. Med sine tanker om de suveræne livsytringer er det Luthers tanker om menneskets guddommeliggørelse, han rører ved.

Så rejser sig det spørgsmål, om disse suveræne livsytringer er rent humane eller om de er en kristelig specialitet. Det er jo det spørgsmål, der ligger bag overskriftens spørgsmål: Gives der en kristelig etik? Løgstrup selv vil betragte dem som humane livsytringer; det vil sige: det er livsytringer, der kan bemægtige sig kristne såvelsom ikke-kristne. Blot gør han så det, at han, for at få kristendommen til at være noget for sig, skelner mellem naturlig kærlighed og næstekærlighed, det første humant, det sidste specifikt kristeligt.

Og Luther får slet ikke den tanke, at den deificatio, han taler om, kunne være fremkaldt af noget andet end den kristne forkyndelse. Han siger jo, som før citeret, at ”vil man råde dem, der vil være kristne”. For han lever i en verden, hvor alle tænktes at være kristne; en ateisme, der pure tager afstand fra kristendommen og alle dens gerninger og alt dens væsen, var ham ukendt.

Selv vil jeg se anderledes på sagen end både Løgstrup og Luther. Kristendommen efter min mening er et enzym, der gør det lettere for forsoning at finde sted. Forsoning er en almenmenneskelig foreteelse, men fordi vi hele tiden har tilbøjelighed til at leve i selvretfærdighed, er det svært for forsoning eller forligelse at ”slå igennem”. At få dette til at ske er, hvad den kristne forkyndelse sigter på. Den vil være et enzym, intet mere. Den vil ikke skabe nogen ny kærlighed, men drive os til at være sande mennesker i de kærlighedsforhold, hvori vi står.

Men forkyndelsen går ikke blot ud på at fortælle os, at der har fundet en forsoning sted mellem menneske og Gud, og at forsoning mellem mennesker derfor er en mulighed; blot må vi selv finde ud af, hvordan den skal vise sig i praksis. Nej, forsoningen er konkret, der kan fortælles om den, der kan formanes til den, man kan henvise til muligheden deraf og opfordre til dens virkeliggørelse. Så i den forstand gives der en kristelig etik. Men i samme øjeblik denne etik forvandler sig til en fidus, er fanden løs. Så bliver det en god gerning at søge forsoning, og så kan vi rigtig føle os som gode mennesker, hvis vi udtaler os forsonligt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther. Bogmærk permalinket.

2 svar til Gives der en kristelig etik — hos Luther?

  1. Claes siger:

    Ja, det kore af det lange er, at vi beder Gud om at forlade os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Vi kender forsoningen og tilgivelsen fra vort eget liv og beder Gud om at være barmhjertig mod os. Så syndigt eller så lidt syndigt er mennesket som Jesus fandt det i de fattige fiskere fra Galilæa.

  2. Claes siger:

    Et lille P.S. – moral findes der hos Luther. Det ses alene deraf, at han medtager de ti bud i sin lille katekismus. Han må have ment, at det på en eller anden måde er muligt for mennesker at leve efter Dekalogen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s