Hetz mod Ole Sohn

Måske hetzen nu er stilnet så meget af, at man kan gøre sig nogle overvejelser. Jeg skal forsøge at lade være med at overveje, om der er noget om snakken. I stedet vil jeg prøve at vende kikkerten om: kaste blikket på medierne: er de nu også så objektive og saglige, som de giver det ud for?

Jo, for medierne har jo også deres dagsorden, som de forfølger med ildhu. Denne dagsorden går ud på at bevise deres værd som demokratiets vagthund. Derfor føler de sig forpligtet til at forfølge enhver lille fejl, der kan afsløres hos vore politikere. Og derfor er de nådesløse i denne forfølgen fejl, de helmer ikke, før politikeren har lagt sig om på ryggen og sagt bebe. Det står der i drejebogen for medier. Sådan skal de bære sig ad. Oven i købet har denne drejebog visse finurligheder, som man som læser og seer gør klogt i at skrive sig bag øret. Har et medie fundet en ”sag”, som de vil angribe en politiker for, lægger de ofte ud med en mindre del af sagen. Hvis så politikeren bagatelliserer det fremlagte, måske snakker ikke så lidt udenom, så kommer næste akt: så fremlægger man de mere alvorlige akter, man har opsnuset, og se, så fremstår politikeren pludselig i et meget uheldigt lys, for nu kan alle se, at det, han betegnede som bagateller, var alvorlige ting, det, han talte udenom, var noget helt andet, end han omtalte det som. Og så er man straks parat til at klæbe etiketten ”utroværdig” på ryggen af politikeren.

I ”sagen Ole Sohn” opdagede jeg på et tidspunkt en vild overdrivelse fra en Tv-journalist. Og det gjorde mig mistænksom: har mon medierne rent mel i posen? Der var tale om, at Ole Sohn forklarede, at han nok tidligere havde udtrykt sig misforståeligt, hvilket han beklagede. Jeg mener, det foregik i Tv. Og så greb den pågældende journalist fat i den store grønspættebog for journalister og hentede en vending derfra: i sin opsummering hed det sig, at Ole Sohn havde indrømmet sin fejl. Det kan godt være, at forskellen synes minimal, men den er ret afgørende. For her mente journalisten så tydeligt, at Sohn var begyndt på et tilbagetog. Men det var jo slet ikke tilfældet. Han beklagede på ingen måde, hvad han havde sagt tidligere, han ærgrede sig blot over, at han ikke fik det sagt tydeligere.

Og hvad er det så, der er en sådan blæst om? Det er, hvorvidt Sohns tidligere udtalelser og de nuværende stemmer overens. Tidligere havde han sagt, at han, da han blev klar over, hvordan det stod til med pengene, havde forlangt et ophør af de pågældende transaktioner fra dag ét; (der var tale om, at støtten fra Sovjetunionen blev kanaliseret igennem overbetaling til det kommunistiske trykkeri). Senere sagde han, at han jo ikke kunne afvikle alle aktiviteterne på én gang af hensyn til de ansatte.

Jørgen Garp, Hillerød, har den 25. november en kommentar i Information, hvori han skriver: ”Nu kunne en anden stakkel mene, at enhver idiot — selv dem i pressen — burde kunne indse, at et så omfattende projekt, som at lukke et trykkeri og et dagblad og sælge en stor ejendom ikke kan gennemføres på hverken én dag eller én måned.
Men nej, i Politiken 22. november bliver det tolket til, at Sohn havde sagt, at, »han havde standset trafikken, så snart han opdagede den«. Og det brygger de andre medier så videre på eller laver deres egen tolkning.” (Se her).

Jeg giver Garp ret. Og også det viser, at medierne i denne sag synes at være gået i selvsving.

Dertil kommer en enkelt bemærkning fra Sohn, som man ikke skal overhøre. Han har forklaret, at han tog opgaven med at reformere de økonomiske forhold for DKP op, så snart han havde fået flertal for det i DKP’s ledelse. Det lyder lidt mærkeligt, at en formand, som vel må have haft flertal i bestyrelsen, da han blev valgt, ikke har flertal for den politik, han vil gennemføre. Men når det er DKP, der er tale om, kan det vist godt tænkes. Man kan forestille sig, at Ole Sohn blev valgt til formand, fordi man ville give partiet en ny profil, i hvert fald i det ydre. De gamle garvede gutter regnede så med, at de kunne sidde i baggrunden og trække i trådene.

På samme måde må man undre sig over en anden udtalelse fra hans side, hvoraf det synes at fremgå, at det først var et stykke inde i sin formandsperiode, at han blev klar over, hvordan økonomien i partiet hang sammen, eller altså: ikke hang sammen. Det antyder, at der har været en del kispus med tallene, selv overfor formanden.

Og den slags vil jeg sådan set godt tro på. Men tror jeg på det, så afsvækkes min tillid til mediernes angreb på Sohn betragteligt. Forskellen på den tidligere forklaring og den nuværende snævres ind til det rene ingenting.

Tilbage står en påstand om en telefonopringning til én vis Kurt Jacobsen, om han ikke ville presse på i Moskva, for at DKP kunne få nogle penge overført snart. Det skulle være foregået i april 1990, altså efter, at Sohn havde sagt, at han havde påbegyndt sit økonomiske oprydningsarbejde. Den påstand er Sohn, så vidt jeg har hørt efter, ikke kommet ind på, har ikke indrømmet, at den har fundet sted, eller forklaret, hvorfor den ikke kunne have fundet sted. Så den må stadig stå lidt hen i det uvisse.

I en opregning af Sohn-sagen i BT, se her, nævnes denne episode overhovedet ikke, se her.

Men ok, meningen med dette er som sagt ikke at renvaske Ole Sohn, men at påpege, at ligesom det ikke kan nægtes, at Ole Sohn kan have et image at pleje, sådan kan det heller ikke nægtes, at medierne har deres egen dagsorden; de skal nemlig i konkurrence med de andre medier vise sig som den skrappeste, som den, der ikke giver op i sin efterforskning, som den, der som en bulldog bider sig fast og ikke er til sinds at slippe, før sandheden og intet andet end sandheden er kommet for en dag.

Det kan altså af og til være nødvendigt at påpege denne mediernes dagsorden også. Og ærlig talt: det kan også være helt afslappende at turde sige til sig selv: ”nej, her gider jeg ikke ulejlige mig med at være forarget. Det er sikkert medierne, der har gabt over for meget”.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Hetz mod Ole Sohn

  1. Claes siger:

    Meget fint skrevet, men på en eller anden måde står han sig selv i vejen, så man ikke helt tror ham. Hans måde at udtrykke sig på virker dialektisk, som i kommunismens glade dage nærmest betød, at hensigten helliger midlet. Sagen var så stor og betydningsfuld for menneskeheden, at man måtte bruge alle midler for at fremme den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s