Er Breivik sindssyg?

Så er der kommet en rapport fra to norske retspsykiatere angående Anders Breivik, massemorderen fra 22. juli. Den konkluderer, at Breivik var sindssyg i gerningsøjeblikket. Han lider af paranoid skizofreni. Dette resultat er de nået frem til efter en lang række samtaler med den – siger de – yderst samarbejdsvillige Breivik.

Rapporten har vakt overraskelse. Mange af de pårørende har vendt sig imod dens konklusion; de frygter, at Breivik derigennem vil få mulighed for at blive løsladt efter altfor få år. Og det er vel forståeligt, at de ser sådan på det. En del politikere har også erklæret sig uenig med rapporten; de tænker i straf mere end i behandling; og også det forstår man godt. Men i begge disse tilfælde må man indrømme, at det er lægfolk, der står imod fagfolk, almindelige mennesker, der nægter at godtage lægevidenskabelige undersøgelser. Derfor er det måske mere bemærkelsesværdigt, at rapporten også kom som en overraskelse for mange psykiatere (se her). Det skal jeg komme ind på senere. Men først synes jeg, man lige skal strejfe den tanke, om mon der kan drages en parallel til sagen mod Knut Hamsun i 1945-46.

Knut Hamsun, den store norske forfatter – han fik nobelprisen i 1920 – udviklede sig på sine gamle dage overraskende til en stor Hitler-fan. Han fastholdt sin positive indstilling til Hitler også efter Norges besættelse, han fik foretræde for Hitler i Berchtesgaden (hvilket dog ikke blev nogen succes), og han skrev, da Hitler havde begået selvmord, en meget positiv nekrolog over ham. Det kunne man overhovedet ikke forstå i Norge (det kan vi andre vel heller ikke), og man var i syv sind med, hvad man skulle stille op med den gamle forfatter efter krigen. Det endte med, at man lod ham undersøge af en psykiater, og at denne psykiater erklærede, at Hamsun ikke var sindssyg, men havde ”varigt svækkede sjælsevner”.

Denne diagnose modbeviste Hamsun senere ved i 1949 at udgive ét af sine stærkeste værker: ”På Gjengrodde Stier”. Og de, der har beskæftiget sig med Hamsuns liv og forfatterskab, bl.a. danske Thorkild Hansen, mener at kunne påvise, at Hamsun, der udmærket kendte de psykoloanalytiske metoder, førte psykiateren bag lyset.

Kan man sammenligne det, der skete med Hamsun, med det, der nu er sket med Anders Breivik?

Ja, det vil jeg mene, man kan. Der er i begge tilfælde tale om, at det norske samfund (eller lad os bare sige: det vesteuropæiske samfund, for vi føler jo alle som nordmændene i denne sag) stilles overfor en uforståelig personlighed. At Hamsun roste Hitler, endog efter hans død, var for de fleste dengang og for os i dag uforståeligt. Hvordan kunne dog en stor forfatter, som havde afbildet den norske folkesjæl så ypperligt, få sig selv til at skamrose Hitler? Han må være sindssyg.

Og hvad Breivik angår: Hvordan kan en ganske almindelig nordmand, velbegavet og i det ydre som alle andre nordmænd, foretage sig noget så ekstremt som det, han har foretaget sig? Han må være sindssyg. For som ved tilfældet Hamsun opnår man jo det ved denne konklusion, at man så at sige udskiller ham fra alle os normale, og at derved den normale nordmand eller vesteuropæer kan trække vejret lidt friere: vi har alligevel ikke fra vort samfunds midte fremavlet en sådan person; vi har intet ansvar for ham; der er intet i vor diskussion eller samfundsindretning, der kan forklare hans ekstreme opfattelser eller handlinger.

Selvfølgelig skal man, når man sammenligner, også tage forskellene i betragtning. Og det er ikke min mening her at fratage Hamsun hans værdighed som en stor forfatter eller at overse, at der så sandelig er forskel på at være ekstrem i sine anskuelser (som Hamsun) og at være det i sine handlinger (som Breivik). Blot forekommer det mig altså, at man i de to sindssygeerklæringer kan se samfundets afstandtagen fra personen, kan se, hvordan samfundet udskiller det uønskede fra sit legeme.

Og det forekommer mig også, at rapporten angående Hamsun må få os til at erkende – hvad vist psykiatere er de første til at erkende – at en sådan erklæring på ingen måde er og skal betragtes som ”hard science”. Psykiatri er ikke nogen eksakt videnskab; den hviler på bedømmelser, der ofte kan være svære at foretage.

Med denne oplysning i baghovedet forlader vi Hamsun og begiver os ind i det breivikske univers. Det vil sige: Med Hamsun-bedømmelsen in mente næsten tvinges vi til at spørge: Er Breivik-bedømmelsen en sand bedømmelse?

Som sagt har en del psykiatere givet udtryk for overraskelse. Politiken skriver bl.a.: ”Den norske avis Aftenposten har blandt andet talt med den svenske psykiater Ulf Åsgård, der erkendt for at have indført gerningsmandsprofiler i svensk politi. »Jeg er meget overrasket over, at de har diagnostiseret Anders Behring Breivik som paranoid skizofren«, siger Ulf Åsgård til avisen. Han peger blandt andet på, at sygdommen er mest udbredt blandt midaldrende mennesker og kun sjældent forekommer blandt 32-årige personer som Anders Behring Breivik. Men allermest undrer det ham, at han ikke har set tegn på, at Breivik skulle have hallucinationer, ved en gennemlæsning af massemorderens såkaldte manifest, som han har lavet inden massakren”. Se her.

Åsgård siger lidt senere: »Mange mennesker deler hans holdning om, at islam er en trussel. Derfor er der tale om en psykiatrisering af hans holdninger, hvis man konkluderer, at han er syg«. Han mener derfor, at Anders Behring Breivik lider af en alvorlig personlighedsforstyrrelse, og da det er en diagnose, som ikke rummer psykose, er han i strafferetlig forstand at regne som tilregnelig.

Den danske psykiater Henrik Day Poulsen udtaler sig lidt mere forsigtigt: ”Jeg er meget overrasket. Jeg havde troet, at han var svært fanatisk og personlighedsforstyrret og havde nogle synspunkter, der var voldsomt anderledes end alle andres. Men ikke at han havde en paranoid skizofren sygdom. Det understreger, at det altid er nødvendigt at undersøge en person, før man udtaler sig sikkert sig om en diagnose”. Se her.

Dog kommer også han med lægefaglige indvendinger, f.eks. undrer det ham, at sygdommen ikke er blevet opdaget: ”Normalt når man lider af skizofreni, så stikker man lidt ud. Man har en adfærd, som omgivelserne synes er mærkelig. Det har man haft, siden man var barn”. Underforstået: noget sådant synes ikke at have været tilfældet med Anders Breivik, og hvordan kan så diagnosen ‘paranoid skizofreni’ være rigtig?

Til sidst tilbage til lægfolket. Kathrine Winkel Holm har en klumme på sappho.dk, se her, hvori hun hoverer over de mange, der efter 22. juli mente, at Breivik-massakren kunne føres tilbage til islamkritikerne. Det var ”Krigsretorikkens skyld. Fjordmans skyld. Eurabia-ideologiens skyld.  Netdebattens skyld. Document. no’s skyld. Søren Krarups skyld. Dansk Folkepartis skyld. Hege Storhauges skyld. Lars Hedegaards skyld. Og så Fjordmans skyld én gang til. I et halvt år er beskyldningerne, for det meste diskret og indirekte, fløjet gennem luften og i dag fik vi så retspsykiaternes dom: Anders Behring Breivik er hverken kristen korsridder eller realiseringen af Eurabia-ideologien. Han er bindegal”.

Det er efter min mening lidt for letkøbt. Det er korrekt nok at anklage eliten eller Politiken-segmentet, som Søren Krarup vist plejer at kalde det, for ganske overfladisk og uberettiget at have beskyldt os islamkritikere for at have medansvar for Breivik-massakren. Men det kan ikke gøres alene ud fra denne rapport fra psykiatere. Så glemmer man, at psykiatri ikke er nogen eksakt videnskab. Med ordene ‘bindegal’, ‘bimmelim’ bruger Kathrine Winkel Holm psykiatrien til mere end den kan bruges til.

Selv har jeg i sin tid gået en lidt anden vej. I mit første indlæg om Breivik efter 22. juli forsøgte jeg at føle mig frem gennem hans manifest: hvor langt kan man følge hans tankegang ad nogenlunde rationelle stier? Og først, når man opdager en række selvmodsigelser, først når man ser, at der ikke er nogen forbindelse mellem det, han hidtil har forklaret, og det, han nu giver udtryk for, først da kan man sige, at ”kæden springer af”, at der kommer noget paranoidt ind over ham, se her.

”Noget paranoidt” eller ”en form for paranoia”, det er naturligvis altfor ubestemt til at gælde for en diagnose. At de norske retspsykiateres diagnose ”paranoid skizofreni” er bedre, er der vel ikke tvivl om, de har jo i hvert fald haft en række samtaler med Breivik at bygge på. Men for mig at se kan vi ikke slippe for at erkende, at Breivik er udsprunget af vort samfundslegeme, at hans paranoia bygger videre på anskuelser, der faktisk forekommer hos os.

Derfor er det vigtigt at følge hans indre overvejelser, som de kommer frem i manifestet, så man kan finde ud af, hvor han går over fra at holde sig til argumenter til at anbefale at bruge vold. Dette arbejde fremmes ikke af at erklære ham for ‘bimmelim’, ligesom der også lægges det hindringer i vejen, hvis man erklærer almindelig islamkritik for medansvarlig for hans massakre.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Er Breivik sindssyg?

  1. Claes siger:

    Ja, diagnosen er paranoid skizofreni, lidt af et antiklimaks efter alle de ulykker, han nåede at anrette. Den sætter også debatten om manifestet på stand by. Breivik er koblet fra nu i den logiske fornufts perspektiv
    Ulykkeligvis kan diagnosen også bringe psykiatriske patienter i Danmark i vanskeligheder. Nogle vil måske anskue de skizofrene som potentielle terrorister. Modviljen mod psykiatriske patienter lever endnu.

  2. Boel Tammes siger:

    Se “Er Anders Behring Breivik sindssyg” på http://gallerisvinestien.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s