Er Knausgårds "Min kamp" fiktion eller fakta?

Efter at Karl Ove Knausgård har udgivet sidste bind af kæmpeværket “Min kamp”, er kritikere og anmeldere blevet dybt uenige om, hvorvidt der er tale om en normal roman, eller Knausgård indvarsler en helt ny genre. Jakob Levinsen i Jyllands-Posten (24-11, se her) hævder, at uanset hvad Knausgård selv påstår, er der tale om en roman; manden slipper ikke ud af fiktionens klør. Og Hans Hauge siger i Kristeligt Dagblad (29-11, se her), at der ikke er tale om fiktion, for Knausgård er sand. Om Poul Behrendt i Politiken (1-12, se her) indtager en mellemposition ved at hævde, at der er tale om selvfortælling eller autonarration, er en smagssag. Bo Bjørnvig i Weekendavisen (2-12) konkluderer, at Knausgård ”skriver sandheden, så længe han tør”. Men uenigheden synes total.

Her skal den mulighed efterprøves, om der i Knausgårds forhold til romanfiktionen er tale om det samme som i mange nutidsmenneskers forhold til den kristne forkyndelses fiktion. Hvis vi kalder skabelsesberetningerne for myter, kan man med en vis ret sige, at vi, når vi står overfor forkyndelsen af skabelsen, står overfor en fiktion. Det er nutidsmennesket dog på ingen måde tilfreds med. Han vil have sandhed, videnskabelig sandhed. Så den efterspørger han af forkynderen. Og mange forkyndere besvarer efterspørgslen: nogle, så de taler om intelligent design, andre, så de taler om, at visse ting lægger en religiøs tydning nær, og andre igen, så de forklarer, at det, at livet er blevet til, er lige så usandsynligt, som at Shakespears samlede værker skulle være blevet til på den måde, at tusind sættekasser med bogstaver blev kastet op i luften og så, når de landede, dannede dette værk.

Alt dette går dog fejl af skabelsesberetningerne. De er myter, og det vil sige: de vil ikke tilfredsstille vor nysgerrighed. De vil være fiktion, de vil som sådan forkynde. De vil hævde, at livet er godt i sig selv, at der ligger noget godt gemt i forskellen mellem mand og kvinde, og at det legeme, vi har fået, er godt, som det er, for det er skabt af Gud. Dette er ikke kendsgerninger, det er trossætninger, men det er trossætninger, som så at sige hele den vestlige verden bygger på. Hvis man tager fiktionen bort og erstatter skabelsesberetningerne med videnskab, får man vel tilfredsstillet sin nysgerrighed, men der lyder ingen forkyndelse ud fra en sådan videnskab.

Spørgsmålet er nu: Er det den samme angst for at skulle nøjes med noget fiktivt, der er på færde i Knausgårds værk? Lad os se på et enkelt træk! Bjørnvig fremdrager (i sin artikel i Weekendavisen) en hændelse, der måske/måske ikke fandt sted, mens Knausgård var lærer i Nordnorge. Han fortæller om det i romanen Ude af verden. En lærer, som måske var Knausgård selv, går i seng med en elev på kun 13 år. Når det er noget, der sker i en roman, når det er noget, foran hvilket er sat mærket ‘roman’, så forholder det sig som med skabelsesberetningerne, når der foran dem er sat mærket ‘forkyndelse’: vi ledes hen til at forstå mere end vi ellers kan sige os selv. Skabelsesberetningerne leder os til at leve livet som en gave, fiktionens afskyvækkende handling leder os til at spørge: er vi mandfolk sådan? Er jeg sådan?

Men forvandles fiktionen ‘roman’ til noget andet, er man ikke tilfreds med, at det fiktive ikke er ‘videnskabeligt sandt’, forsøger man at borttage alt det fiktive fra handlingen, mener man, som Knausgård synes at mene, at man kun er sand, hvis man skildrer sin egen fortid ”wie es wirklich gewesen war”, hvilket mange nutidsmennesker prøver overfor de bibelske tekster, så rammer fiktionen ikke ind i læserens eksistens, så forvandler dens indtrængende spørgsmål sig til nysgerrighed: Er Knausgård virkelig sådan? Eller det bliver til jura: Vi må have opklaret, hvad den mand virkelig foretog sig i Nordnorge.

I det spørgsmål synes Knausgård selv at regne sin tekst for fiktion. Han skriver (det er Bjørnvig i Weekendavisen, der citerer): ”Alle som har lest Ute av verden forstår, at de følelsene, de driftene og det begjæret som finnes i den, ikke er noget forfatteren har funnet på, men noe som er i ham. Men avtalen mellom forfatter og leser, romanens pakt, er, at den slutningen ikke skal trekkes, og om den trekkes, bare i det skjulte. Det skal aldri bli sagt. Stempelet ‘roman’ er garantien for det. Bare slik kan det som ikke skal bli sagt, men som er sant, likevel bli sagt”.

Og det er jo sandt: Kun, hvis læseren accepterer det stempel, der står foran i bogen, at dette er en roman og altså fiktion, kan det siges, som ikke må siges. Hvis dette stempel ikke står der eller ikke respekteres, bliver det umuligt at sige det, der ikke må siges, men som alligevel er sandt. Det er derfor det værdifulde ved fiktionen, at den kan afsløre det sande, det, som vi ikke kan tale om på anden måde.

Så langt, så godt. Men det var angående fjerde bind, at sådanne tanker gjorde sig gældende. I sjette bind synes det at være anderledes. Her synes Knausgård at lade hånt om fiktionens mulighed for at trænge ind til det sande. Her synes ”det sande” at blive identisk med det, der faktisk er sket. Og kan noget af det, forfatteren skriver, bevises at være usandt, rammer det forfatteren hårdt. Han bliver utroværdig eller uefterrettelig, mener han. Dette sidste ord bruger onkelen om skildringen af Knausgårds fars død. Det er ikke foregået sådan, hævder han, ”digteren” er uefterrettelig. Det går Knausgård meget på, og han får først oprejsning, da han ud fra sygejournalen fra Kristiansand sygehus kan bevise, at det er sket, som han har påstået det i romanen.

”I romanen”, jo tak, men er der så længere tale om en roman? Er det, der skulle være en spændende og vedkommende roman, så ikke forvandlet til en ligegyldig livsjournal? ”Ligegyldig” er måske så meget sagt, for det er da selvfølgelig interessant at få lov at kikke ind i et andet menneskes inderste. Men det er jo netop kun interessant, det er ikke vedkommende, det trænger ikke ind til min eksistens. Og gør det det alligevel – og det kan man vel gætte på, at Knausgårds værk gør – så skyldes det, at man uvilkårlig blæser på Knausgårds egne forklaringer om virkelighed og fakta og anbringer stemplet ”roman” foran det, man læser. Det hævder i hvert fald Jakob Levinsen i Jyllands-Posten: ”Uanset hvor meget man er inde i Knausgård og med ham ude i kolonihaven, er dette en roman”.

Karen Blixen har i sin novelle ”Kappen” vist os, hvordan en fortælling, netop fordi den er fiktion, kan virke ind på den, der læser den. Hun fortæller om den gamle billedhugger, Leonidas Allori, som i fængslet venter på sin henrettelse, fordi han har deltaget i en sammensværgelse mod statens sikkerhed. Hun fortæller – og det må da bestemt være fiktion – at han den sidste nat inden sin henrettelse får lov til at besøge sin unge hustru, Lucrezia, mod, at hans yndlingselev, Angelo, sidder i cellen som gidsel for ham og altså skal henrettes, hvis Leonidas ikke kommer tilbage. Hun fortæller, hvordan den unge Angelo er blevet betaget af den unge Lucrezia, hvordan han har prøvet at skjule sin forelskelse, men hvordan den er blusset op i fuldt flor, da han bliver klar over, at den er gengældt. Hun fortæller, hvordan de havde aftalt at mødes den selvsamme aften, som han blev spurgt, om han ville sidde sin gidsel for sin mester; han skulle komme ad stien fra bjergene og være iført sin grønne kappe.

Men han blev altså indkaldt som gidsel, har ikke kunnet advare Lucrezia og må nu holde gode miner til slet spil, mens hans mester taler om sin kærlighed til sin kunst og til sin hustru, om sin pagt med skabningen, som han i aften vil forny, inden han forenes med jorden i sit elskede Campagnien. Og han må nu uden at kunne indvende noget imod det lade sin mester låne sin grønne kappe, se ham iføre sig den, høre ham sige, at han vil nærme sig Lucrezias hus ad stien fra bjergene. Og Blixen fortæller nu, hvordan dødskulden og dødsangsten sneg sig ind på ham, da Leonidas var gået. For han var jo nu klar over, at hans og Lucrezias aftale ville blive røbet, og at det derfor ville være højst usandsynligt, at Leonidas vendte tilbage.

Blixen lader os så følge, ikke Leonidas, men Angelo natten igennem. Hun lader os leve med i alle hans følelser den nat. Og slutter med at fortælle, hvordan Leonidas kom tilbage, gav Angelo kappen tilbage uden ord og fulgte slutteren ud til henrettelsespeletonen.

Og det er nu det fine ved fiktionen, i hvert fald som Blixen benytter den her, at den så at sige tvinger os til selverkendelse. Knausgård erklærer, at ”Å kunne skrive hva som helst er døden for en forfatter”. Det er sikkert sandt. Men en forfatter, der skriver fiktion, og véd af, at hun skriver fiktion, og anerkender, at det må og skal være fiktion, det, hun skriver, kan ikke skrive hvad som helst. Hun må skrive noget, der er genkendeligt. Læseren skal kunne sætte sig i de pågældende personers sted. Og umiddelbart vil nok læseren af ”Kappen” tolke begivenhederne sådan, at Lucrezia i tide har opdaget, hvem personen i den grønne kappe var og derved har undgået at røbe hemmeligheden. Den gamle er altså blevet snydt. Derfor kommer han tilbage.

Først senere opdager læseren, at en anden fortolkning af begivenhederne måske også kan tænkes. Det kan tænkes, at Leonidas har opdaget de tos hemmelighed, men har fået talt, ja talt ud med Lucrezia, altså talt ud, så han forstod og tilgav. Men det lumske ved historien er så, at det er afslørende for læseren, om han griber den ene eller den anden fortolkning. For sådan er det med fiktionen: den kalder på læseren, den vil påvirke læseren, at tilfredsstille læserens nysgerrighed er på ingen måde nok for fiktionen, nej, den vil stille spørgsmål til læseren, nærgående spørgsmål: ”tror du selv på tilgivelsens mulighed? Når du ikke fortolkede fortællingen ud fra denne tro, skyldes det så, at du ikke har blik for denne mulighed? Men så får du jo blik for den nu!”

Og Knausgårds nordlandseventyr har heller ikke den funktion blot at tilfredsstille vor nysgerrighed med hensyn til, hvad denne Karl Ove mon er for en karl, nej, som fiktion vil den sige det, der ikke må siges. Og Knausgårds udpenslede skildring af først forholdet til konen Linda, dernæst den depression, hun fik, fordi han i sin roman skildrede forholdet så detaljeret, er heller ikke ‘kun’ virkelighedsskildring, nej, uanset hvor meget Knausgård benægter det, det er dog skildret under fortegnet ‘roman’. Det kan godt være, at det, Knausgård siger, er, at han skildrer virkeligheden, det siger jo alle romanforfattere, det, han gør, er, at han skriver roman, skriver fiktion. Som Jakob Levinsen siger.

Og Knausgård skulle altså være tilfreds med at skrive fiktion, ligesom det almindelige vesteuropæiske menneske skulle være tilfreds med skabelsesfiktionen. For begge disse fiktioner siger os dog noget. Og begge ødelægges, hvis man absolut skal have det erstattet af virkelighed eller videnskab.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie. Bogmærk permalinket.

8 svar til Er Knausgårds "Min kamp" fiktion eller fakta?

  1. Gudmund siger:

    Fremragende indlæg, Ricardt! Tak for dét! Jeg er selv på linje med Levinsen og dig i dette spørgsmål. Og jeg ved, som en del Knausgård-læsere, ikke rigtig hvorfor jeg er fascineret af at læse “Min kamp”, bortset fra, at den virker på mig som en god roman. Senest har jeg læst bind 4, hvor vi er med unge Karl Ove i Nordnorge som lærervikar. Fortællingen herfra er fyldt med dialoger og allerede her fuldstændigt umuligt at betragte som andet end fiktion, digt, roman.
    Jeg siger ligesom Azar Nafisi i “At læse Lolita i Teheran” (og du selv, som jeg læser dit indlæg), og det er i bogens indledning, hun skriver det: ”Begå under ingen omstændigheder den fejl at gøre et fiktivt værk mindre værd, end det er, ved at fortolke det som en gennemslagskopi af virkeligheden; det vi søger efter i fiktionslitteraturen, er ikke virkelighed, men en åbenbarelse af sandheden.”
    Hertil forlanges fiktion.

  2. Claes siger:

    Det er nærmest guldmagerkunst, hvis løgnen kan fremstille sandheden, men sådan er det jo somme tider. Du kan også sige, at det er som dengang Jesus forvandlede vand til vin – men det er en farlig bane at vove sig ind på. Helle Thorning-Schmidt prøvede noget i den retning, da hun proklamerede, at regeringen var kommet godt fra start.

  3. Gudmund siger:

    Det er rigtigt set, Claes – der er alkymi på færde i fortællingens verden, som en anden stor norsk forfatter (Jan Kjærstad) ville kunne sige det – det er forøvrigt ham, der på sin hjemmeside en overgang havde stående som indledende bon mot med ord af ham selv: “Det kommer an på å lyve godt, det har jeg i alle fall skjønt. Helt fra jeg startet å skrive har jeg prøvd å lyve så godt jeg har kunnet” – sådan kan det siges – og det er godt sagt, synes jeg – eller som professor i litteraturhistorie, Svend Erik Larsen sagde det: “Forfatterne lyver lige så stærkt, som en hest kan rende – hvis de er hæderlige, altså. Og hvis værkerne er ordentlige, er den gennemført upålidelige.”

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Gudmund!
    Tak for indlægget! Sjovt nok siger Knausgård selv, at der igennem romanen kan siges noget, som ellers ikke må siges. Det er vist i bind 4. Men jeg forstår ikke, hvorfor han så senere insisterer på, at det, han skriver, skal være i overensstemmelse med virkeligheden, at det skal være en ”gennemslagskopi” af virkeligheden (godt ord igen). Men det kan du måske opdage og berette om, når du engang har læst dig igennem til bind 6.

    @ Claes!
    Fiktion er ikke løgn. Det er derimod, som Knausgård også siger, en måde, hvorpå man kan sige det usigelige. Skabelsesmyten er ikke løgn. Den er en ramme om hvert vestligt menneskes tilværelse. Videnskabens opdagelser er heller ikke løgn. Men hvis de giver sig ud for at være SANDHEDEN om tilværelsen, bliver det løgn.
    Og jeg er altså bange for, at det måske er det samme med Knausgårds forehavende, eller måske snarere med hans fortolkeres forehavende. Fiktionen, romanen, er en måde, hvorpå man kan sige noget, som ellers ikke kan siges. Men tror man, den er en gennemslagskopi af virkeligheden, bliver den løgn. Og hvis Knausgårds roman alligevel ikke er løgn, skyldes det netop, at den er fiktion.

    @ Gudmund II.
    Man skal passe lidt på med ordene løgn og sandhed. Kaj Munk har i en ikke udgivet roman (Pastor Erling til Klitte) ladet en ung stud. teol. fremkomme med nedenstående betragtninger: ””Videnskaben”, savlede han — “har jeg sagt noget ondt om den? Jeg mener det ikke; jeg ærer og agter den; den er Guds Storheds knækkede (19) Spejl. Men Videnskabsmændene hader jeg, for de vil lægge Verdens Regnestok over paa Gud, og Præsterne hader jeg, for de finder sig i det, skønt de raader over baade Forbøn og Band. Og Teologien foragter jeg, hædrer den med min Foragt, thi den er troende Videnskabsmænd, hahahaha! Skal vi le ad Bespottelsen? At selv Præsterne gik med til at slynge den profane Tanke mod den hellige Aand, til at søge Sandhed i Stedet for at ville Liv. Ja, sandelig, hvis Nutidens Profeter er Sandhedsforkyndere, da er Sandheden Død, saa beder jeg om Fejltagelsens og Vildfarelsens Mænd, om Troens Folk med Livets Idealer. En Skaal for jer, I store Løgnere. Skaal, Grundtvig, Skaal, Luther, Skaal, Paulus, Skaal, Kristus, og Tak for jeres Daad, I gav Mennesker Mod til at fejle, I gav os Handling og Liv — gav os Vilje og Ildhu til at dø for Livet — disse Trælle lader os leve for at dø!” Han sprang op, hans Ansigt blussede, rank og sikker stod han med udbredte Arme.
    “Giv mig Løgnen igen!” raabte han, “hvad skal jeg med jeres Sandhedsængstelse, jeres Forskning, jeres Empirisme og Intellektualisme og Realisme og Fandenfisme? Myrer kravler gennem det nye Testamentes Blade og vil dær sigte og (20) vrage og naa et Resultat. Selv om det lod sig gøre, hvad Satan i Helvede vil de saa med et Fotografi? Selv om det lod sig gøre! Men det gør det aldrig. Blasfemiernes Blasfemi: den historiske Kristus!”
    Jeg tror, Munk her er kommet for langt ud. Han religionsfilosofisk stringens.

  5. Gudmund siger:

    Ricardt, det er sandt, det du siger – at man skal være varsom med ordet løgn – men der kan godt, når der tales polemisk eller spidsformuleres, som jeg klart fornemmer Kaj Munk gør det i det udmærkede stykke, du citerer, tales i termer, hvor fiktionen fremstår som (den gode) løgn … Jeg har lige siddet og læst nogle linjer i “Himmerige og helvede” af islandske Jon Kalman Stefansson, hvor romanens kollektive vi taler om et fiskested/landingssted ved Islands kyst for 100 år siden, hvor der var: “Tredive til fyrre huse og måske oven i købet nogle flere, det husker vi ikke nøjagtigt, der er så meget der glemmes, rodes sammen. Vi har også lidt efter lidt lært at stole på fornemmelsen, ikke på hukommelsen.” (s. 19 n.)
    Det er med garanti det samme Knausgård har lært og gør i sit store digterværk “Min kamp”. Han skriver selv om det i bind 3 (som jeg skrev om det på min blog 5. marts 2011): “Hukommelsen er ikke nogen tilregnelig størrelse i et liv. Og det er den ikke af den enkle grund at hukommelsen ikke sætter sandheden højest. Det er aldrig sandhedskravet der afgør om hukommelsen gengiver en hændelse korrekt eller ej. Det gør egennytte… Hvad det er der huskes korrekt, se, det vil du aldrig kunne afgøre.” (Min kamp, bind 3, side 15)

  6. Claes siger:

    Kan kun give Ricardt og Gudmund ret. F.eks. er H, C. Andersens eventyr i deres fiktive fortælleform tæt på dybe sandheder. Men til daglig skal vi nok forsøge at sige sandheden. De gamle liberal teologers ideal var at nå til – Wie es eigentlig war.

  7. Claes siger:

    Jeg kommer for øvrigt til at tænke på Luthers ord til fyrsten, som var bange for bigamianklage ” Klar dig med en god og kraftig løgn.”

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Det er sandt, at det var Luthers reaktion. Men det var minsandten ikke en hverken god eller klog reaktion. Så det er langt fra anbefalelsesværdigt at bære sig sådan ad. Hvilket mediernes store optagethed af Thornings skattesag med al tydelighed viser.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s