Mediernes selvsving

Der er utrolig mange aspekter i det, der engang var Helle Thornings skattesag. Og der er mange spørgsmål, der råber på et svar. Men der er også mange medier af forskellig observans. Og da de er i konkurrence med hinanden om at sælge bedst, er der også mange modstridende opfattelser af tingene. Det burde give et afbalanceret billede. Men det gør det ikke. For det har jo indtil flere gange vist sig, at medierne er som et kobbel hunde: når de jager et bytte, går konkurrencen ikke på, om byttet skal jages, men kun på, hvem der kan bide den største luns kød ud af byttet. Det er ikke en konkurrenceparameter at sige: ”Spis nu lige brød til! Er der i det hele taget kød på den sag?”

Sidste år kaldte man det Helle Thornings skattesag. Man mente, det var forkert, at hendes mand ikke betalte skat i Danmark. Det var ved at blive til en hetz og SKAT var nødt til at gå ind i sagen for at finde ud af, hvad der var op og hvad der var ned i den sag. Det gjorde man så, og afgørelsen blev, at Steven Kinnock ikke skulle betale skat her i landet. Og Helle Thorning lagde en del af SKATs afgørelse frem for offentligheden. Det skabte nogenlunde ro om den side af sagen.

Men så vidt jeg har forstået, fik BT senere mulighed for at læse den ikke-offentliggjorte del af SKATs afgørelse. De søgte at skabe forargelse over det fem dage før valget. Men det skabte ikke synderlig forargelse og var tilsyneladende ikke nok til at påvirke valgresultatet væsentligt.

Så hævdede Politiken, at skatteministeriets departementschef, Peter Loft, forsøgte at påvirke den afgørelse, som SKAT-København skulle træffe i august-september sidste år. Bagved den anklage spøger der en anklage mod Troels Lund Poulsen, den daværende skatteminister, for at have stået bag dette påvirkningsforsøg. Det gik nu tiden med nogle dage. Og mange medier og mange politikere kunne opvise ikke så lidt forargelse. Mest fordi de – uvist af hvilken grund – troede mere på Erling Andersen fra SKAT-København end på Peter Loft.

Men nu er det hele nærmest eksploderet. Nu har Ekstra-Bladet afsløret, at Troels Lund Poulsens spindoktor, Peter Arnfeldt, i september sidste år forsøgte at få Ekstra-Bladet til at offentliggøre nogle sider af Thorning/Kinnocks skatteafgørelse, de sider, som parret ikke selv ville offentliggøre. Og nu koger forargelsen nærmest over. Men det mærkelige er, at den næsten koger over på samme måde overalt. Og lad mig derfor, efter at have læst nogle af de foreliggende dokumenter, prøve at redegøre for, hvad jeg kan blive forarget over.

Jeg har f.eks. læst det dokument, som af BT er blevet udarbejdet til brug for bladets journalister angående spørgsmålet om, hvorvidt Kinnock skulle beskattes her i landet eller i Schweiz. Og jeg blev ganske rigtig forarget ved at læse det. Men det, der forargede mig, var, at man i den grad er nødt til at gå i detaljer med Thorning/Kinnocks måde at arrangere deres ægteskab på. Det er dog for galt, at man næsten skal holde regnskab med, hvor man tilbringe hver eneste nat året rundt, blot fordi man arbejder i udlandet, men bor i Danmark. De overvejelser, som SKAT øjensynlig er nødt til at gøre sig, går langt ind i det, man må betegne som privatsfæren. Sådan er det med alle, der arbejder udenlands, men bor her i landet. Og det forarger mig, at SKAT på den måde skal have oplysninger om ting, som man synes kun vedkommer parret selv. Kan man dog ikke lave reglerne noget klarere, så ikke blot kendte, men også ukendte par slipper for dette dyneløfteri? Javel, det er én af indkomstskattens forbandelse, og så længe vi har den, slipper vi vel ikke helt, men klarere regler kunne nu nok gøre meget.

Så er der den forargelse, der for nogle dage siden var den største, forargelsen over, at Peter Loft tilsyneladende havde droppet et papir hos SKAT-København, vistnok det papir, som BT havde udarbejdet. Her holder jeg med en tidligere forkvinde for skatterådet, som mærkelig nok blev interview’et på DR1, selv om hun havde et afvigende synspunkt. Hun mente, at dette, at Peter Loft nu var chef også for SKAT-København, fuldt ud kunne forklare hans handlemåde. Og læser man hans redegørelse igennem, finder man ud af, at det, der var hans bekymring, var, om SKAT nu traf en afgørelse, der kunne holde til mediernes intense ransagning; derfor var det relevant at give SKAT-København det omtalte, meget juridisk klingende notat fra BT. Når et dagblad havde den juridiske ekspertise bag sig, måtte man være klædt på til at kunne besvare også ret indgående spørgsmål fra eksperter.

Det er, hvad der er i den sag, efter min mening. At chefen for SKAT-København har oplevet møderne med Peter Loft som pression, betyder jo ikke, at der VAR tale om pression. Det kan lige så vel være, der kun var tale om rettidig omhu: Loft ville sikre sig, at SKAT-København havde taget alle ting i betragtning. Men det lader til, at så at sige alle medier går ud fra, at der har været tale om pression.

Og så detonerede Ekstra-Bladets chefredaktør, Poul Madsen, en enorm bombe i Deadline lørdag aften: Bladet ville om søndagen afsløre, hvem der i september 2010 havde forsøgt at få bladet til at offentliggøre hele Thorning/Kinnock skatteafgørelsen. Det viste sig så at være Troels Lund Poulsens spindoktor, Peter Arnfeldt. Og så er der næsten ingen ende på forargelsen. Troels Lund Poulsen har taget orlov fra Folketinget, og alle lader deres forargelse regne ned over den arme Peter Arnfeldt, som ingen imidlertid har kunnet komme i forbindelse med.

Der er dog enkelte, der er forarget over, at Ekstra-Bladet bryder det, der betragtes som al journalistiks grundlov: kildebeskyttelsen. Den forargelse deler jeg, og det er næsten også det eneste, der kan forarge mig i denne sag. Journalisters kildebeskyttelse svarer til præsters tavshedspligt. Når vi har tavshedspligt, skyldes det hensynet til fremtidige betroelser: man skal kunne henvende sig til en præst med alt uden at risikere, at han går videre med det. Selv hvis vi får en betroelse fra en morder om et mord, han har begået, må vi ikke afsløre ham overfor politiet; vi må henstille til morderen om at melde sig selv og tage sin straf, men vi må ikke fortælle det, han har betroet os, videre til politiet. Den eneste undtagelse er det tilfælde, hvor vi ved at røbe, hvad der er sagt, kan hindre en forbrydelse.

Det samme gælder jo for journalister. Ikke som et retsprincip, men som et arbejdsvilkår. Man lover sine kilder diskretion, og det løfte skal man holde for enhver pris. Kun hvis man kan forhindre en forbrydelse, må det brydes. Det er der ikke tale om her. Der er tale om, at en forbrydelse kan opklares. Men det berettiger ikke til at bryde et løfte, man har afgivet.

Men sjovt nok er der ikke mange af de andre medier, der er forarget over dette løftebrud. Dansk journalistforbund er. Men rektor for Dansk Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, er ikke. Han dækker sig ind under nogle forblommede udtalelser om, at man endelig må skelne mellem de såkaldte whistleblowers, som vil afsløre magtmisbrug, og spindoktorer, der vil spinde medierne ind i deres spin. Vrøvl! Dette løftebrud har selvfølgelig lukket munden på alle whistleblowers og mange spindoktorer i flæng lang tid fremover. Og det er højst uheldigt for demokratiet.

Hvad var det så, Peter Arnfeldt ville have Ekstra-Bladet til at fortælle? Ja, det véd vi jo ikke. Men hvis vi antager, at det, BT afslørede om Helle Thorning i september i år, var det samme, som det, Ekstra-Bladet fik tilbud om i september sidste år, var det ikke noget særligt opsigtsvækkende. Det var det, at Helle Thorning uberettiget havde anvendt sin mands skattefradrag i perioden 2000 til 2008. Ok, det er måske en lidt for kreativ skatteangivelse, men det er ikke værre end så meget andet. Og man kan undre sig over, at Arnfeldt kunne blive særlig forarget over, at Thorning skjulte det for offentligheden, så forarget, at han vovede at risikere sin stilling og mere til ved at lække oplysningerne til Ekstra-Bladet.

Jamen, det er dog for galt, at en spindoktor afslører den slags til pressen. Tja, det er det jo. Det er oven i købet ulovligt. Han risikerer faktisk at blive straffet for det. Men man må da også spørge, hvordan han er kommet i besiddelse af de sider af afgørelsen, som Helle Thorning ikke ville offentliggøre. Det er jo ikke noget, han normalt vil have adgang til. Han er ikke medlem af SKAT-København. Og Loft gør opmærksom på, at man fra skatteministeriets side ikke har villet modtage og vist heller ikke har modtaget oplysninger om den sag, der var i fokus, Thorning-sagen. Og er den ni sider lange afgørelse fra SKAT om Thorning-sagen endt hos skatteministerens spindoktor, har SKAT-København et problem. Men det har ikke interesseret nogen af de mange kommentatorer.

Men som sagt er jeg mest forarget på Ekstra-Bladet, fordi de afslører deres kilde imod, hvad de havde lovet; derimod er jeg ikke synderlig forarget over det, man er forarget over ‘på bjerget’. For har da ikke alle vidst, at både den ene og den anden hemmelighed fra tid til anden bliver afsløret? Da BT offentliggjorde den side af Thornings skattesag, som Ekstra-Bladet fik tilbudt uden at ville offentliggøre den – det, der skete i september i år – vidste så ikke alle, at disse oplysninger kunne de kun få fat i i kraft af en læk i systemet? Men dengang var ingen forarget. Nu, derimod, hvor man i kraft af et løftebrud fra Ekstra-Bladets side har en person, man kan hæfte lækken fast på, nu er man forarget. Dengang gik alle medier let hen over det. Hvis man var forarget, var man forarget på BT, fordi de tilsyneladende havde ventet med offentliggørelsen indtil få dage før valget. Men forarget på, at der var forekommet en læk, nej, det var man overhovedet ikke.

Nu, derimod, nu har man en person, man kan anklage (og alle medier går jo ud fra, at Ekstra-Bladet taler sandt, når det udleverer Arnfeldt som deres kilde; dette med, at en anklaget er uskyldig, indtil han er dømt, er fuldstændig glemt), og nu kender forargelsen ingen grænser. Nu er det en skandale, ja ikke blot en almindelig skandale, nu er den blandt de største skandaler i nyere dansk politisk historie. Det er nøjagtig det samme, der er tale om nu, som ved BT’s afsløring før valget, nemlig en læk af personfølsomme oplysninger. Hvorfor skal det så være ingenting i september, men et voldsomt angreb på demokratiet i december? Er det hykleri? Det er i hvert fald noget, der ligner.

Jeg siger som slutteren i ”Flagermusen”, dèr, hvor der i fængslet sker den ene besynderlighed efter den anden: ”Det er sgu en gemytlig kachot!”

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Mediernes selvsving

  1. Pingback: Røre i andedammen « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s