Sandhed og myte i Det ny Testamente

Eller: ”Hvor original var Jesus?” Underoverskriften er titlen på en bog af dr. teol. Per Bilde, der just er udkommet. Han har i den anledning skrevet en kronik om sin bog i Kristeligt Dagblad, se her. Det fik mig til at google ‘Per Bilde’. Derved faldt jeg over denne artikel ”Kristendommens ultimative løgnehistorie”, se her; et ganske interessant interview med Per Bilde fra 2005, hvori han dels erklærer sig som ateist, dels hævder, at ”jeg meget, meget glad for, at jeg aldrig blev præst. For mon ikke de fleste præster lige nu har det svært? Det kan jo ikke være let at skulle stille sig op hver søndag og sige alt det, man skal sige, hvis man i virkeligheden selv mener noget helt andet«.

Og det er da så sandt, som det er sagt: det må virkelig være svært hver søndag at skulle sige det modsatte af, hvad man mener. Men gør nogen præst det? Søren Kierkegaard mente, at alle præster var menedere. Jo, for de havde aflagt ed på at ville prædike over det ny testamente, men de prædikede rent faktisk (hævdede altså Kierkegaard) det modsatte af det ny testamentes lære. Og nu hører vi fra en lidt mindre kanon, Per Bilde, at vi hver søndag siger noget andet, end hvad vi mener. Det er ret klart, at hverken det ene eller det andet holder stik. Og hvorfor gør det ikke det?

Det gør det ikke, fordi vi har en enorm præstefrihed i folkekirken. Bilde er selv inde på det i interview’et. Her hedder det: ”Det er i det hele taget kernen i den danske folkekirke i dag, at den er blevet et sted, hvor man kan boltre sig, som man har lyst til.” Og så fornemmer man en stærk modsigelse i Bildes tale: Hvis man kan boltre sig, som man har lyst til, hvorfor skulle man så sige noget andet, end hvad man mener? Så den gammelkendte anklage mod præsterne, at de ikke selv tror på det, de prædiker, den må han længere ud på landet med.

Men hvad vil det da sige at tro på det kristne evangelium? Det kan der være en vis mening i at undersøge, også på baggrund af Bildes kronik. Godt nok bruger Bilde det sædvanlige, lidt beskidte trick at lade kirken og de, der tror på dens budskab, fremstå som temmelig uvidenskabelige individer, for hvem Bilde nu kommer og fortæller nogle ubehagelige sandheder. Så først efter at have fået ryddet grunden for al kirkelig overtro kommer han med sine videnskabelige iagttagelser, som altså denne gang er iagttagelser over, hvorvidt Jesus, sammenlignet med andre ”frelserskikkelser” i samtiden, kan siges at være original. Og det er ganske sjovt, indrømmet!

Det er da interessant, og også i høj grad med til at fremhæve indholdet af det kristne budskab – at Bilde fortæller os, at Jesus var original på den måde, at han ikke var militant. Der var mange messias’er på Jesu tid, men kun få ikke-militante skikkelser, Retfærdighedens lærer fra Qumran, Johannes Døber og flere andre. Så mener Bilde også, at Jesu undergerninger er noget for ham specielt. ”De antikke kilder beretter ganske vist også om andre undergørere i samtiden, både jøder og ikkejøder. Men ingen af dem fortæller om noget, der ligner evangeliernes Jesus, som kæder sine helbredelser sammen med sin forkyndelse af, at gudsriget ”netop nu” var ved at blive til virkelighed. Denne kombination er Jesus ene om, og den kan derfor siges at være et originalt træk”.

Videre mener han, at dette, at Jesus henvendte sig til ”de fortabte får af Israels hus” er et originalt træk ved ham. Og endelig, siger han, ”er der i vor tids Jesus-forskning en voksende tilbøjelighed til at acceptere, at Jesus anså sig selv for at være den af Jahve udvalgte ”salvede” skikkelse, Messias, som skulle genrejse det jødiske tolvstammefolk, og at han hen imod slutningen af sin offentlige virksomhed begyndte at forudse sin egen død, som han måske også på forhånd tolkede som en martyrdød, måske oven i købet en martyrdød med sonende virkning”.

Og se, alt dette kan jo være sandt nok. Altså videnskabeligt sandt, selv om det altså kun er historisk-videnskabeligt sandt. Det er ikke uvæsentligt at føje det sidste til. For historievidenskab er ikke, som naturvidenskaben, en eksakt videnskab, der med 100%’s sikkerhed kan sige, hvordan det er gået til i fortiden. Den er i høj grad afhængig af det øje, der læser i dens tekster. Ikke fordi jeg har så meget imod Per Bildes læsning af det ny testamente. Jeg vil blot selv læse det anderledes, men ikke så meget anderledes, at vi ikke skulle kunne diskutere indenfor den historiske videnskabs ramme.

Jeg vil f.eks. mene, at Jesu modstandere i høj grad var farisæerne. Han vendte sig med kraft imod deres forståelse af loven. Og det var en meget anderledes forståelse af gudsforholdet, han forkyndte. Paulus beskrev den nye forståelse som ”retfærdiggørelse af tro”. Luther gjorde det samme. Jeg vil hellere beskrive forholdet mellem det gamle og det ny som et forhold mellem åbenbaret lov og naturlig lov. Hvor de, der forkynder den åbenbarede lov, går ud fra, at mennesket ikke på forhånd véd, hvad der er godt og hvad ondt, dèr regner de, der forkynder den naturlige lov med, at mennesket godt véd, hvad det skal gøre, blot har det så mange undskyldninger. Hvor de, der forkynder den åbenbarede lov, kender denne lov med en sådan vished, at de er parat til at slå dem ihjel, der ikke anerkender den, dèr giver de, der forkynder den naturlige lov, mennesker den størst mulighed frihed til at diskutere frem og tilbage, hvad der er godt og ondt, for netop gennem diskussionen kommer sandheden om godt og ondt frem.

Toraen sagde f. eks., at ‘det og det må du ikke spise’, men Jesus sagde: ”Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.” (Matt 15,11). Toraen sagde, at ‘på sabbatten skal alt arbejde lægges til side’, men Jesus sagde: ”Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.” (Mark 2,27). Eller toraen regnede med, at mennesket på dommens dag skulle stilles til regnskab for, om toraen var overholdt. Men Jesus fortalte i sin domslignelse (Matt 25,31-46), at de gerninger, der frikender på dommens dag, skal gøres, uden at man har til hensigt at opnå frikendelse på dommens dag, blot fordi man ikke kan andet.

Men selvfølgelig vidste Jesus godt, hvilke kræfter han var oppe imod. Derfor var det ikke svært for ham at regne ud, at når han forkyndte som han gjorde, når det var den naturlige lov og ikke toraen, der for ham var det væsentligste, fordi den var den menneskeligste lov, så måtte han blive forfulgt og endda henrettet, hvis de ledende kunne få fat på ham, for han satte sig jo op mod loven, altså toraen.

Det har tidligere historikere set stort på. Man har haft den teori – måske for at drille os Kristus-troende lidt – at det var et uheld, når Jesus blev henrettet; han havde ikke selv regnet med det. Derfor er det nyt og glædeligt, når Bilde nu kan kundgøre, at der iblandt Jesus-forskere er en stigende tilbøjelighed til at mene, at Jesus, i hvert fald hen imod slutningen af sin løbebane, forudså sin egen død, ja tolkede den som en martyrdød. Som man vil kunne forstå, passer den iagttagelse ind i mit Jesus-billede.

Men problemet bliver så – for os begge to – hvad da en martyrdød er for noget. Det er egentlig ikke så let at sige noget om det. Det bedste, jeg kan finde på, er at henvise til Luther (som jo godt nok ikke blev martyr, men dog havde viljen til det). Hans budskab fik en kolossal udbredelse. Det gjorde det i kraft af forargelsen mod alle papismens dirty tricks, men det gjorde det også i kraft af hans optræden i Worms. At der var et enkelt menneske, der turde stå op imod de mægtige i Tyskland, at der var én, der turde holde fast ved det, han regnede for sandhed, selv om han blev truet på livet, det satte sig spor i europæisk historie lang tid fremover. Men selvfølgelig ikke det alene. Hvis hans optræden ikke blev bemærket, eller hvis den hurtigt gik i glemmebogen, nyttede det ikke noget. Foruden martyrvilligheden måtte der være en menighed, der bakkede op om ham.

Begge dele fandtes hos Jesus. Den livsform, han prædikede, stod i modsætning til den farisæiske lovfromhed. Og det er forståeligt, at denne lovfromheds talsmænd måtte gribe til alle midler, altså også henrettelse af modstandere, for at opretholde respekt for lovfromheden – det ligger i denne fromhed selv. Men denne fromhed ville have vundet, om der ikke havde været en menighed, der hyldede Jesus og hans livsform. Men det er klart, gør de det, må også de angribes af lovfromhedens mænd, indfanges og henrettes. Og det er altså igennem disse mænd og deres martyrvillighed, at Jesu budskab er nået frem til os.

Vi ser det på Paulus. Og vel at mærke: vi ser det, hvis vi dropper alle overnaturlige forklaringer og ser på hans omvendelse med regulære historisk-kritiske briller. Paulus blev so oder so forvandlet fra forfølger til forfulgt. Han begyndte som forfølger af menigheden, siger han selv flere steder, f.eks. Fil 3,6f: Han var, siger han, ”ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed. Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab.” Hvordan kom det dog dertil med ham?

Ja, selv siger han jo, at han udenfor Damaskus i et syn så den opstandne Jesus. Men hvis vi nu ikke tror på det (man kan jo ikke sådan få en opstanden person puttet ind i et normalt historieforløb) og vil have en forklaring, der kan godkendes af alle, selv kritiske historikere, hvad så? Ja, så er vi på den, for så vi må putte noget andet højst uforklarligt ind i det normale historieforløb, nemlig dette, at et menneske kan ændre standpunkt fra en dog ret forståelig anskuelse om, at jøder, der vender sig imod loven, skal straffes, til en ret uforståelig opfattelse om, at det rigtige for et menneske, også for en jøde, må være at lade alle standpunkter komme til udtryk, også de standpunkter, der vil slå ihjel, og at man skal modsætte sig sådanne opfattelser med ord, ikke med våben, selv hvis de vil slå én ihjel.

Jeg kan sige det med mine egne ord: som kristen bøjer man sig for den magt, der ligger i sproget (eller i Ordet), ikke blot, så man for sit eget vedkommende lader argumenter sejre, men også, så man overfor de mennesker, der holder på lovens guddommelige oprindelse, lader dem dræbe sig. Så stærk tror man, Ordets magt er.

Vi kan naturligvis tale om tro på Jesu opstandelse, om tro på hans undergerninger, om tro på de mange mærkelige forestillinger, han havde, f.eks. den om, at dommen var nært forestående. Men på den måde risikerer vi at holde os den kristne sandhed fra livet. Det er jo alt sammen noget besynderligt noget, og det er såre let at overbevise sig selv som et moderne menneske om, at den slags tøjeri kan vi virkelig ikke tro på.

Helt anderledes vanskelig at holde sig fra livet er Paulus’ omvendelse, forstået som en ændring af hans hele indstilling. Vi kan tænke os, at han har medvirket ved forhør af de kristne, vi kan tænke os, at han har hørt en del Jesus-ord ved den lejlighed, vi kan tænke os, at de er blevet afvist af hans ydre jeg, men har ramt ham i hans indre, vi kan tænke os, at han derinde i sin samvittighed har mærket, at det, han stod for, stod langt under det, som de mennesker, han forfulgte, stod for. Og så har det altså alt sammen ramlet sammen over hovedet på ham den dag udenfor Damaskus, så han oplevede dette skelsættende syn; så dukkede hans indre menneske frem og gjorde sig gældende.

Der er intet overnaturligt i en sådan forklaring. Hvis man da ikke vil sige, at netop en sådan forvandling fra forfølger til forfulgt er fuldstændig uforklarlig. Men siger man det, så må man hoste op med en anden forklaring, ikke blot på Paulus’ omvendelse, men også på de mange senere martyrers stædige fastholden ved deres tro. Hvis man altså absolut vil holde Gud udenfor historiens gang.

Og det er altså just det, vi som kristne tror på: at Ordet har magt, at Ordet kan tage magt over menneskehjerter, at mennesker bøjer sig, ikke blot for våbenmagt, men også for Ordets magt, at det inderste i menneske ikke er angst for at skulle slås ihjel, men angst for at miste sig selv. Som Jesus siger det: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv?” (Mark 8,36). ”Liv”? Egentlig står der sjæl. Men bevares, det betyder mere ”liv”, end det betyder ”sjæl”. Blot antyder betydningen ”sjæl”, at der ikke tænkes på det legemlige liv, det er ikke det man bøder med, nej, det er ens person, der bliver til intet, det er ens selv, der opløses.

Det tror også vort samfund på. Vi går alle ud fra som en selvfølge, at hos os skal argumenterne gælde, ikke den rå magt, heller ikke magten i form af nogen tora eller koran. Det gør vi i vor videnskab, det gør vi i det politiske samliv i vort samfund, det gør vi mand og mand imellem i dagligdagen. Men vi bruger ikke de ord og den terminologi, som man anvendte på det ny testamentes tid. Hvilket dog ikke behøver at betyde, at vi ikke godt – med lidt indlevelse – kan se, at det er det samme, der er tale om. Nå ja, der er jo nogen, f.eks. Per Bilde, der kun kan se det ny testamentes tale som eksotisk, fremmedartet, interessant, men i grunden ligegyldig for os moderne mennesker. Alligevel har altså også disse mennesker deres forudsætning i denne ”umoderne” tale fra det ny testamente.

Vil det da sige, at det ny testamente taler i myter, mens vi taler fænomenologisk? Åh, ja, sådan kan man godt formulere det. Blot vi gør os klart, at vor sprogbrug ikke er finere eller mere letforståelig end det ny testamentes; den er blot vores, og derfor uomgængelig, om vi skal forkynde evangelium.

Se på nadveren! Det er vist ikke umuligt at forstå, at Jesu martyrvillighed gennem hans legeme og blod gives videre til os, om ikke vi kunne komme til at brænde af den samme martyrvillighed. Bevares, vi tænker os jo ikke, at vi sådan bogstaveligt vil komme til at lide martyrdøden, men vi må vel forestille os og bede om, at vi vil få ind over os den tro på Ordets virkekraft, som gør underværker, i vort forhold til vore nærmeste og i vort politiske liv.

Mange vil nøjes med den forestilling, at det ny testamentes myter må vi affærdige som umoderne, måske interessante, men uvedkommende for os moderne mennesker. Men jeg mener her at have påvist, at selv den mest objektive historievidenskab bygger på disse myter. Og hvad så, kære videnskabsmand?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

2 svar til Sandhed og myte i Det ny Testamente

  1. Claes siger:

    Enig i at Luthers verdenshistoriske betydning hænger sammen med hans bekendermod og med at han i sit liv gentager eller virkeliggør Jesu kampe og indre anliggende. Luthers kamp mod gerningsretfærdighed er den samme som Jesu kamp imod farisæisk lovfromhed. Og da Luther står for kejseren er han på en måde Jesus foran Pilatus med de jødiske præster som den katolske kirkes pave og præster. Luther var ved historiens gunst indfællet på en plads, der ligner Jesus. Luther bliver, sagt lidt voldsomt, en Jesu genkomst,og kalder på tro.

  2. Pingback: Ville Jesus grundlægge en kirke? « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s