Vækst, o vækst, o kom dog hid!

Hvis nogen synes, overskriften lyder som en bøn eller en besværgelse, er det ikke helt forkert. Det er den bøn, som samtlige europæiske politikere beder for øjeblikket. Og den vækst, de beder om, er den økonomiske vækst. De mener nemlig – og det er sådan set rigtig nok – at det eneste, der kan redde samfundene ud af krisen, er fornyet vækst. Men mærkelig nok nøjes de med at bede om vækst med ord, med deres handlinger foretager de sig noget, der efter den almindeligt anerkendte økonomiske forståelse kun kan bremse væksten.

Den ‘almindeligt anerkendte økonomiske forståelse’ er keynesianismen. Denne teori er opkaldt efter den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-1946). Den må nærmest betegnes som en socialdemokratisk teori, for den går ind for, at staten skal gribe ind i det økonomiske liv. Groft sagt går den ud på, at staten i perioder med højkonjunktur skal kræve mere ind i skat, end staten bruger, men i perioder med lavkonjunktur omvendt skal underbudgettere.

Hvad skal det gøre godt for? kan man spørge. Lad mig prøve at forklare det med mine egne begreber! I økonomiske opgangstider vil der opstå forventningspriser på jord og fast ejendom. Disse priser dannes nemlig ikke på sædvanlig måde. De afhænger af, hvor meget en bruger er villig til at betale i månedligt bidrag (husleje). Hvis derfor renten stiger, vil kontantprisen falde. Omvendt, hvis renten falder. Hvis staten eller kommunen lader grundskylden stige, falder prisen også. Og fjerner man den, stiger prisen. Og – vigtigst af alt – hvis produktiviteten i samfundet som helhed stiger, vil prisen også stige.

I vore samfund har vi en stadig produktivitetsstigning. Det er det, man kalder ‘vækst’. Det vil sige: der vil under en højkonjunktur være en forventning om fremgang, om billiggørelse af mange varer, om flere i arbejde, osv., og den forventning nedfælder sig som stigende priser på jord og fast ejendom. De to ting står altså i konkurrence med hinanden: produktiviteten og forventningsprisen på jord. Og hvis den sidste skruer prisen for meget op, kan produktiviteten ikke følge med, og resultatet bliver krise, konkurser, tvangsauktioner, bankkrak, osv., foruden naturligvis stigende arbejdsløshed og deraf følgende faldende forbrug; man kommer ind i en typisk ond cirkel.

I en sådan situation, hvor forbrugerne holder sig tilbage og dermed ikke skaber arbejdspladser, anbefalede Keynes, at staten skulle forbruge i stedet for. Staten skulle med vilje indkræve færre skatter, end der var brug for. Dermed ville den stimulere forbruget og atter sætte gang i hjulene. Den kunne enten optage lån til at finansiere sit underskud med, eller den kunne lade seddelpressen løbe. Det sidste skulle gøres ”mit Gefühl”, man risikerede at skabe inflation, men brugt med omtanke kunne dette middel også anbefales.

Nu er det jo efterhånden lang tid siden Keynes døde, men hans tanker lever videre; vist mest, fordi man ikke rigtig har noget andet at sætte i stedet. Og de har ikke været udtalt succesfyldte hele tiden. En tid havde man f.eks. et fænomen, man kaldte ”stagflation”: man fik inflation, men det opsving, inflationen skulle skabe, udeblev; i stedet fik man stagnation, uvist hvorfor.

Er det det samme, der er ved at ske i verdensøkonomien for øjeblikket? I begyndelsen af krisen pumpede staterne store beløb ud i økonomien; man reddede banker og virksomheder; og de penge, staterne brugte til dette ædle formål, ja, dem måtte man jo låne sig til. Nu har man omsider mere eller mindre opbrugt sin lånekvote, og hvad så? Ja, det véd man ikke rigtig. Naturligvis håber man stadig på vækst, og håbet er ikke forgæves, før eller siden vil produktivitetsstigningen skabe vækst. Problemet er blot, at ejendomspriserne ikke sådan kan sættes ned. Man har jo optaget lån efter den pris, som højkonjunkturen fastsatte, og mange har allerede opdaget, at de sidder i et hus, som de kun kan sælge med tab. Andre er gået på tvangsauktion, og så er det bankerne, der taber penge. Men at få de to ting til at mødes igen i en nogenlunde balance: produktivitetsstigningerne og ejendomspriserne, det er svært. Men skal man skabe vækst, er det vist nødvendigt.

Nå, nu har vi så her i Europa ”heldigvis” fået en Euro-krise. Så har vi da noget andet at være optaget af, mens vi venter på, at skæbnen (eller hvem det nu er, der står for styret) opfylder vore bønner om vækst.

Euro-krisen har efterhånden stået på i nogen tid. Og den har udløst en række forskellige reaktioner: regeringer er blevet udskiftet, besparelser er forsøgt gennemført, strukturelle ændringer er blevet besluttet, osv. Og hver gang statslederne har været forsamlet, har vi hørt den samme melodi: nu må markedet være tilfreds. Det har markedet blot ikke været hidtil. Så hvorfor skulle vi tro, det vil være det denne gang?

Det grundlæggende problem er, at man med euroen har sat markedsmekanismen ud af kraft. Det førte en masse problemer med sig, da man gjorde det for landbrugsproduktionens vedkommende, og man måtte ty til mange sære foranstaltninger. Der var smørbjerge, der skulle nedbrydes, der var vinsøer, der skulle tømmes, osv. Og sidst, men ikke mindst: der var hele vejen igennem højere forbrugerpriser, der måtte sluges. Men da forbrugerne ikke opdagede det, gjorde det vel ikke så meget.

Hvis man opretholder særskilte valutaer for hvert land og lader dem flyde frit i forhold til hinanden, kan hvert land indrette sig på deres egen specielle måde, uden at det får indflydelse på konkurrenceevnen overfor de andre lande. Hvis et land bevilger sine arbejdere større lønninger end nabolandet, vil det første lands valuta automatisk blive mindre værd, så de to lande fortsat står lige med hensyn til konkurrenceevne. Denne automatiske regulering sættes ud af kraft, når man har fælles valuta.

Har man fælles valuta, kan der ske det – og det er faktisk sket indenfor de senere år – at et land (læs: Tyskland), der har styr på sin lønudvikling, opnår en konkurrencefordel overfor lande, der ikke har et system, som kan holde lønningerne i ave. På den måde har Tyskland gennem sin eksport til de øvrige euro-lande kunnet opretholde en stærk økonomi. Men det er jo altså sket på bekostning af de andre lande.

Tidligere kunne disse andre lande komme ud af klemmen ved at devaluere. Den mulighed er i euro-zonen ophævet. Og hvad så? Ja, så får man regulering på den hårde måde: man får arbejdsløshed og derigennem indikeres lønnedgang. Og så måske – et stort måske – kan man opnå den attråede vækst.

Alt dette taler man dog ikke om statslederne imellem. Nej, man taler om staternes gæld. For det er det andet, euroen har bevirket. Banker og andre finansinstitutioner har været overbevist om, at politikerne i euro-zonen ikke ville lade noget land gå fallit. De har derfor gladelig købt de statsobligationer, som især de sydeuropæiske lande udstedte for at dække deres underskud på statsfinanserne, uden at undersøge, om landene nu også havde mulighed for at indfri disse obligationer. Derfor er specielt Grækenland, men også andre sydeuropæiske lande kommet langt længere ud i uføret, end de ville være kommet, om de havde haft deres egen valuta. Og det betyder, at selv om man må sige, at disse lande selv har en stor del af skylden for deres situation, må man også sige, at euroen har været medvirkende til, at det kunne gå så galt.

Men kan så euroen reddes? Tja, vi får se. Men hvorfor skulle denne krise være den sidste? Markederne har allerede reageret positivt, jovist, men det gjorde de også de andre gange, hvor politikerne ligeledes leverede for lidt for sent. Bagefter mistede de tiltroen til, at det var nok. Mon ikke de også denne gang vil miste tilliden?

Blandt andet kan man konstatere, at der intet er gjort for at stimulere den økonomiske vækst. Trods alle besværgelserne! I USA har man, modsat i euro-zonen, mulighed for at lade seddelpressen køre. Det kunne dog måske give nogen vækst. På denne side af Atlanten skal – ifølge det, man er blevet enig om i dag (9-12) – centralbanken forpligtes til ikke at gøre noget sådant. Det vil sige: alle lande i euro-zonen skal forpligtes til at gøre som Tyskland. Bevares, det er forståeligt, at man dèr er yderst utilbøjelig til at skabe selv den mindste inflation efter det, man oplevede i 1922-23, men alligevel: hvorfor skal den erfaring nu være hele euro-zonens erfaring?

Det er ganske mærkeligt: man har et system – markedsmekanismen – der tillader, at alle lande bibeholder de særlige træk, de har i deres nationale kultur, med fagforeninger, med skatteopkrævningsmetoder, med den politiske kultur i det hele taget, et system, der snildt og smertefrit giver mulighed for, at der trods forskellighederne kan dannes et fælles marked, hvor vi kan høste alle fordelene ved det store marked. Dette system – markedsmekanismen – forkaster man til fordel for et politisk ideal om, at alle lande skal gøres ens: samme budgetdisciplin, samme løndannelse, samme politiske kultur.

Hvorfor dog ikke bibeholde den forskellighed, der op igennem historien har været Europas styrke? Så kunne oven i købet hvert land få lov at eksperimentere om, hvordan man bedst kom ud af lavkonjunkturen, og de andre lande kunne efterligne det land, der havde haft held til at gøre noget, der kunne få denne heldige følge. Men nej, man vil for enhver pris fastholde forestillingen om en europæisk politisk enhedskultur. Det er altså noget mærkeligt noget.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

5 svar til Vækst, o vækst, o kom dog hid!

  1. Ja – man kan kun undre sig over denne dyrkelse af ensrettermentaliten…

    Som udgangspunkt kommer der sjældent noget godt ud af at bremse den fleksibilitet, der ligger i forskellighederne. Det er der vækstpotentialet ligger – både økonomisk og socialt/menneskeligt…

    Venlig hilsen Ulla

  2. Karen E. Hansen siger:

    Desværre er der nok et element af frygt i denne reaktion. USA har til trods for den fjerne erindring om borgerkrigen, slet ikke den frygt for indbyrdes krige mellem staterne. De har næsten pr. definition et fælles projekt i “den nye verden”, som aftog Europas mest initiativrige ungdom engang.
    I Europa er krigserfaringerne langt mere nærværende.
    Men tanken (er den socialdemokratisk?) er genkendelig: Man vil forhindre modsætninger ved at gøre ens…
    Det kan vise sig at have en helt anden virkning!

    Men “vækst” betyder også stadig at omsætte jordens råvarer til affald. Meget af det ikke-nedbrydeligt.. Det er i ordets egentlige betydning uholdbart for alle.
    Kina tænker på samme måde: “Vækst oh vækst!
    Er der ikke en plan B?

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Det kan godt være, at jeg skulle have skelnet noget klarere mellem de forskellige former for vækst. Du har jo ret, når du skriver: ”Men “vækst” betyder også stadig at omsætte jordens råvarer til affald. Meget af det ikke-nedbrydeligt.” Men det sjove eller paradoksale er, at når nogen finder ud af at bruge det ellers ubrugelige affald, så skaber det vækst, nemlig økonomisk vækst. På samme måde som det skabte økonomisk vækst, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og børnene blev passet i institutioner. Det var det samme arbejde, der blev udført som før, men før var arbejdet blot udenfor de økonomiske rammer.

    Den økonomiske vækst kan være ”grøn” og så er den god nok. Eller den kan være ikke-bæredygtig, og så er det noget skidt. Men én ting ligger dog vist fast: uanset hvor meget borgmestre og andre politikere klager over faldende eller stagnerende folketal, så er vækst i befolkningstal ikke længere af det gode.

  4. Sugel siger:

    Statsgæld: Er når den offentlig balance er negativ og staten derfor stifter gæld. Finansieringen af gælden foregår ved at staten udsteder og sælger statsobligationer. Det kaldes også for lånefinansiering idet Staten finansierer et underskud ved at låne sig til en balance. Da amter og kommuner her i landet ikke har lov til at finansiere sine underskud på denne måde er det kun staten man tænker på når man taler om underskud på den offentlige balance.

  5. Pingback: Davos – nytænkning? « Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s