Folkets røst — eller mediernes?

Spindoktorer er noget forfærdeligt noget. Eller er de? Er det hos dem, vi har problemet? Eller ligger det hos politikerne? Eller skulle det mon – oh vé – ligge hos medierne? Det sidste kan man jo næsten ikke tro. I hvert fald ikke, når man selv er en del af medierne.

Det er imidlertid, hvad en del af medierne nu har fået øje på. Al den ballade, de har pustet op i anledning af Helle Thornings skattesag og den læk af fortrolige oplysninger, der angiveligt har fundet sted gennem en venstre-ministers spindoktor, har ikke haft synderlig indvirkning på vælgerkorpset. En meningsmåling, som Gallup har foretaget, mens sagen blæste for fulde gardiner i medierne, viser nogenlunde samme tilslutning til Venstre som før balladen. Og det får nogle mediefolk til at undre sig, f.eks. Ralf Pittelkow i Jyllands-Posten, se her. Pittelkow kommenterer således: ”Dermed har vi endnu engang fået demonstreret, at en del af de sager, som sender det lukkede og letbevægelige politiske miljø i selvsving, tages anderledes roligt i befolkningen.”

Det er, mener Pittelkow, det ”politiske miljø”, der er gået i selvsving. Ja, ja, pas nu på! Det vil vist være mere korrekt at sige, at det er “mediernes miljø”, der er gået i selvsving. Politikerne, derimod, har denne gang været noget mere tilbageholdende. Det var medierne, der lugtede blod, gik efter lugten og udråbte sagen til at være en meget stor sag, eller som det hedder: ”en meget alvorlig sag” (Georg Metz i Information hævder om lækken, at den ”kan man uden at lade sig gribe af hysteri opfatte som et langsomt maskeret statskup”, se her). Det var dem, der drog forhastede slutninger, det var dem, der i tegninger og i ord gjorde nar af Troels Lund Poulsen, det var dem, der næsten bogstaveligt ”angreb” Lars Løkke på det pressemøde, han havde indkaldt til. Og så ender det i et flop. Så vil befolkningen ikke lege med.

Jeg husker en Deadline fra forleden. Her var det værten, Martin Breum, der uafladelig brugte store ord om lækken, og politikerne, Anders Samuelsen og Magnus Heunicke, der var tilbageholdende. Breum kunne på ingen måde vente på den kommission, der blev nedsat, gang på gang stillede han spørgsmål om, hvad der ville ske, hvis og hvis og hvis – dvs., han lod sin fantasi løbe langt forud for virkeligheden, hvorimod de to politikere holdt sig til det, vi vidste nu, og oven i købet var meget tilbageholdende i deres bedømmelse selv af det, man dog vidste med rimelig stor sikkerhed. Og de ærgrede sig over denne medieopstandelse: hvorfor ikke i stedet diskutere politik?

Det sidste kunne de have ret i. På en dag, hvor store beslutninger blev taget i Bruxelles og i Durban, satte man næsten hele Deadline af til at diskutere denne skandalesag. Det var ret provinsielt.

Men dette, at vi i hele denne ballade hører, ikke folkets, men mediernes røst, dette, at folk ikke lader deres stemme afgøre af disse bølger i mediehavet, det giver anledning til at se lidt nærmere på det, man kunne kalde ”mediefolket” eller ”kommunikationseksperterne”, altså journalister og spindoktorer under ét. Disse to grupper sidder jo med nogenlunde det samme problem: Hvordan får vi overbevist almindelige mennesker om rigtigheden af det, vi skriver? Og de står overfor den samme vanskelighed, nemlig, at folk, som de er flest, ikke bryder sig om at narres eller fuppes til at mene ét eller andet, og at det giver bagslag, hvis man altfor åbenlyst lader skinne igennem, at man angler efter folks yndest.

Det sidste så vi et eksempel på for snart lang tid siden, da Lene Espersen fratog Per Stig Møller udenrigsministerposten. Hun var kort forinden blevet valgt til formand for de konservative, og lur mig, om ikke der var én eller anden konservativ spindoktor, der havde set, hvor populær Per Stig var blevet som udenrigsminister, og derfor mente, at de konservative kunne forbedre deres stemmetal, hvis de kombinerede den populære udenrigsministerstilling med Lene Espersens evne til at tale lige ud af posen. Denne spindoktor må være gået meget ned i løn sidenhen, for var der noget, der ikke virkede, var det denne rokade. Og specielt virkede det da ikke, da det kom frem, at det var populariteten ved udenrigsministerposten, Espersen (eller hendes spindoktor) var ude efter. Så gav det bagslag. Det var spin. Det var popularitetsjageri, og det skal man for alt i verden ikke give sig i lag med, hvis man vil være populær. At det så heller ikke hjalp på sagen, at Lene Espersen tillod sig som noget af det første på posten at melde afbud til et vigtigt møde, det skal naturligvis også nævnes.

Og så kan man selvfølgelig sige, at de journalister – og de er jo også ”kommunikationseksperter” – der greb sagen, så, at her var der en forargelse, de kunne sælge aviser på, havde større held med sig på den sære kommunikationsfront. Så hvis der har været en spindoktor bag Espersen, så står der 1-0 til journalisterne.

Men sådan er det ikke hver gang. Da redaktionen på BT havde regnet ud, at det bedste tidspunkt at offentliggøre de sider af Helle Thornings skattesag på, som hun ikke selv ville offentliggøre, var kort før valget, gav det bagslag. Hvad der bevirkede det, er lidt svært at sige. Men der var så meget andet op til valget. Især hang der en hel masse løse ender i luften, som folk var mere interesseret i at få afgjort (boligskat, betalingsring), end det personfnidder, som BT ville have os til at være optaget af. Der er ingen tvivl om, at BT ville have os til at være forargede over, at Helle Thorning, selv om hun havde sagt, at hun ville lægge alt frem, havde skjult for os, at hun uretmæssigt havde brugt sin mands skattefradrag (eller hvad det nu var – sagen var på det tidspunkt forældet). Men egentlig tjener det det danske folk til ære, at det ikke lod sig føre ind i denne forargelse, ja, ikke engang kunne forarges over, at BT havde fået fat på oplysningerne i kraft af, at nogen ulovligt havde lækket dem til bladet. Det eneste, der forargede nogen, var det tidspunkt, bladet valgte at offentliggøre sagen på: lige op til et valg. Nej, det er ikke sådan at tage bestik af folkestemningen.

Ralf Pittelkow har et andet eksempel. Han skriver: ”Meget afhænger af, om vælgerne har stærke holdninger og værdier på spil. Hvis de ikke har det, vil de i langt højere grad være tilbøjelige til at flyde med på mediernes fortolkning. Hvis mediernes udlægning derimod støder sammen med deres holdninger og værdier, går de efter deres værdier. Vi så det i 1990’erne med en indvandring, der løb ud af kontrol. Hele kavaleriet af politisk korrekte journalister fik fremstillet folk som rene neandertalere, hvis de krævede stramninger. Men hos de fleste danskere prellede det af som vand på en gås”. Nå, i det tilfælde var der nu også tale om, at ”kavaleriet” ikke boede i nogen af vestegnens kommuner. De, der boede dèr, så jo med egne øjne, hvilke problemer der rejste sig som følge af den ukontrollerede indvandring. De kunne ikke tales væk af selv nok så ferme journalister.

Så er der det med alle socialdemokraternes og folkesocialisternes løftebrud. Hvordan kan det dog mon egentlig være, at det slår igennem i meningsmålingerne, mens Venstres spindoktors læk ikke gør det? Eller: Hvordan kan det være, at regeringen med alle de spindoktorer, den har anskaffet sig, ikke formår at dække sig med i det mindste et minimalt figenblad, når den vil gennemføre noget, der går imod det, de to af dens partier havde lovet før valget?

For mig at se er det i ret høj grad et demokratisk sundhedstegn. Da SF på store plakater lovede lavere priser på de offentlige befordringsmidler, forstod folk det som et løfte, dvs., som noget, SF ville stå fast på under de vanskelige forhandlinger, der forestod. Når man så bagefter får at vide, at det var noget, der kun skulle gennemføres, hvis SF + S fik 90 mandater, så føler man sig snydt. Og hvis SF virkelig mente det alvorligt, det med, at pengene skal være der, før man kan bruge dem – noget, der kom frem allerede under valgkampen – så skulle man ikke have lavet den plakat. Som det endte, kære kommunikationsekspert (og det var da til at forudse) føler folk det, som om de havde skrevet under på en lovende forsikringspolice og ikke var blevet gjort opmærksom på det, der står med småt.

Så altså: de mange kommunikationseksperter, både dem på medierne og dem på Christiansborgs gange, kaster gang på gang snøren ud: ”kan vi ikke få folk til at forarges over det eller det? Kan vi ikke bruge det og det til at sælge aviser eller til at få vore meningsmålinger gjort bedre?” Jeg må indrømme: jeg har en vis stolthed over at tilhøre et folk, hvis adfærd er næsten umulig at forudsige, et folk, der ikke bider på hvad som helst, et folk, som giver diverse kommunikationseksperter grå hår i hovedet.

P. S.: Læs lige hele dette afsnit af Georg Metz: ”Forsøget på med beskidte og/eller ulovlige midler at diskreditere en politisk modstander i det hele taget og med den åbenbare hensigt en uge før valget at påvirke et valgresultat, som det her utvivlsomt er sket, kan man uden at lade sig gribe af hysteri opfatte som et langsomt maskeret statskup. Det blev ganske vist ved forsøget, men ’sagen’ kostede Socialdemokraterne mandater og afgjorde magtforholdene i den nye regering. Ordet kup er brugt bevidst. Det er, hvad det dybest set var.”

Glem det med ‘statskup’! Det er et klart misbrug af sproget. Hvad der er mindre gennemskueligt, er, at Metz i den første sætning går ud fra som noget, der næsten er bevist (det er utvivlsomt sket), at det var fra Troels Lund Poulsens spindoktor, at BT havde sine oplysninger om Helle Thornings skatteforhold, og at ministeren selv var involveret; det er jo ellers det, som henholdsvis politiet og kommissionen nu skal undersøge. Han taler om, at man vil diskreditere en politisk modstander. Jamen, hvis nu BT har sine oplysninger et helt andet sted fra? Og selv om de har dem fra denne spindoktor, hvad så, hvis han har handlet på egen hånd? Og hvad så, hvis han slet ikke er venstremand, men bare almindelig forarget over, at Helle Thorning ikke lægger hele SKATs afgørelse frem?

Nå, Metz skriver for sin egen menighed. Jeg læser aldrig hans klummer, selv om jeg sådan set betaler for Information. Men andre er knap så tilbageholdende, kan man forstå. Hele den sprogbrug var oppe at vende i søndagens Deadline, dog med en langt mindre dybtgående analyse end den, jeg her har leveret.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s