Den nødvendige fiktion

Jeg har ikke kunnet slippe Karl Ove Knausgård og hans angreb på romanfiktionen. Poul Behrendt hævdede i en kronik i Politiken den 1-12 2011, se her, at Knausgårds roman var noget helt for sig. Der er tale om en ekstrem kunstform, som ikke før har været brugt i Skandinavien. Det er hverken selvbiografi eller roman, det er autonarration. ”At fortælle sig selv består i at udgive sig for sig selv, ligesom i en roman – at se på sig selv som en fiktiv person, samtidig med at virkelighedsgrundlaget er fuldstændig reelt. Det er den kunst, Knausgård praktiserer i forhold til sig selv som datidsperson, sådan at der hos læseren fremtrylles en magisk oplevelse ikke af nutid, men af samtidighed eller nærvær.” Sådan hedder det hos Behrendt.

Og bevares, det er da muligt, at Knausgårds form for autonarration er noget aldrig før set. Men faktisk blev der i 2001 på et dansk forlag udgivet en bog, som, hvad autonarration angår, tåler sammenligning med Knausgårds værk. Det var et værk af en for længst afdød forfatter, og værket blev først udgivet, efter at alle de i værket navngivne personer, forfatteren inklusive, var døde, så den virkning, som Knausgårds værk indeholder: at de implicerede personers reaktioner på det først udkomne bind indgår som skildringer i de følgende bind, kan dette værk ikke opvise. Men det kan til gengæld opvise noget andet: det er et vidnesbyrd om, hvordan virkeligheden slår tilbage på forfatteren selv, når skellet mellem fiktion og virkelighed indsnævres, og gør det på en for forfatteren selv højst ubehagelig måde. I dette værk er det ikke bipersonerne, der føler deres ære gået for nær, nej, det er hovedpersonen, der føler et stort spørgsmålstegn sat ved sit eget følelsesliv: Er det ægte? Er de højstemte følelser virkelig til stede? Hvem er jeg, hvis alt det, jeg skriver om mig selv, ikke er virkelighed, men kun litterær fiktion? Og alt dette opnås med ét eneste ord.

Det værk, jeg tænker på, er Kaj Munks posthumt udgivne brevroman: ”Af et overfladisk, gejstligt Menneskes Papirer”, skrevet 1926. Heri skildrer Kaj Munk sin dybe forelskelse i Hilde Skytte, gift med Niels Skytte, søn af købmanden i Vedersø. Og han skildrer den med navns nævnelse, både af de andre og sig selv. De unge Skyttes var blevet venner med den nye præst og besøgte ham fra tid til anden, hver gang til den unge Munks store glæde, mens det stod på, og vemodige ensomhedsfølelse, når de var taget af sted. For som besøgene blev flere og flere, måtte han indrømme, at den unge kones ligefremme kvindelighed gjorde et stærkt indtryk på ham. Og efter at de to ægtefæller sammen med Munk og hans kusine havde foretaget en pinsedagsudflugt til Hvide Sande og først kom hjem hen på natten, begyndte han direkte at skrive i sin dagbog, at han var forelsket; han kaldte hende Hilde, han havde ondt af hende, fordi hun, der var åndelig og æterisk i sin væremåde, var gift med et hverdagsmenneske som Niels Skytte.

Det vil sige: dagbog? Var der tale om en dagbog i sædvanlig forstand, hvor man efter dagens begivenheder nedskriver i nøjagtig rækkefølge, hvad der er sket og hvad man har tænkt? Der er i hvert fald tale om en række breve, afsendt til Kaj Munks gode ven, Niels Nøjgaard, med besked om udgivelse, når han engang var død, hvilket han regnede med ville ske inden så længe. Så brevene er, modsat almindelige menneskers dagbøger, skrevet med udgivelse for øje. Og jovist, brevene gav sig i begyndelsen udseende af at være skrevet dagen efter de begivenheder, der skildredes, men Munk røber sig et stykke henne i romanen: han skriver under 30. juni 1926, at han nu er ved at nå sig selv, så datoen passer med de begivenheder, han fortæller om.

Og så er det måske alt sammen fiktion. Så er der måske slet ikke tale om det, romanen ellers foregiver at være: en nøjagtig beskrivelse af stemninger og følelser og begivenheder fra den pågældende dag, men ‘blot’ tale om, at Munk tager anledning af noget, han selv har oplevet, til at fortælle om en fiktiv person, der tilfældigvis også hedder ‘Kaj Munk’, som er forelsket i en anden fiktiv person, ‘Hilde Skytte’, der ligeså tilfældigt har samme navn som en person i Kaj Munks nærmiljø. Er det fiktion eller er det en ‘gennemslagskopi af virkeligheden’? Det spørgsmål blev, som jeg læser ‘brevromanen’, pinligt aktuelt for Munk under skrivningen.

Behrendt omtaler i sin kronik Knausgårds eminente evne til i en jegfortælling at skille sig selv som skrivende ud fra sin egen person som agerende i handling. Kan et menneske eje denne evne? Jeg finder det tvivlsomt. For Munk bliver det i hvert fald en dyb anfægtelse, at han ikke formår at foretage den skelnen. Den fiktion, han forsøger at skabe ud fra det, han har oplevet, rammer ham selv bagfra og truer med helt at opløse hans personlighed. Det bliver tydeligt med bare én vending i et brev lidt tidligere end det ovenfor citerede.

Her drømmer han sig frem til Hildes og hans sølvbryllup, skriver til Nøjgaard, hvad han ville sige ved den lejlighed, og så slutter han brevet af således: ”Og saa maa jeg slutte dette Brev, Nøjgaard. Mit Hoved værker, mit Ansigt er hovnet, mine Øjne svier af Graad. Kanske er det ukysk at annoncere dette. Aah ja, kanske. Men jeg vilde saa gerne – jeg ved jo nok, hvor døde sorte Bogstaver tager sig ud paa Papir – – og jeg vilde saa gerne, at du skulde forstaa, at det er Alvor. Alvor. Alvor. Eller Æstetik.”

Man kan forestille sig, at han i første omgang har skrevet ”eller æstetik” med et svedent grin, som udtryk for den lidt studentikose omgangstone, han har sammen med Nøjgaard. Men straks efter afløses grinet af fortvivlelse. For har han ikke selv med dette lille ord ”eller æstetik” prikket hul på det følelsesliv, som han bildte sig ind at leve i, og afsløret det som fiktion? Hvem er han selv i alt dette? Han er jo ikke blot den umiddelbart oplevende person, han er også den person, der sidenhen reflekterer over det oplevede så meget, at han kan skrive det ned. Og – og det er det værste – han er den, der, fordi han har reflekteret over det oplevede, ikke længer umiddelbart kan lade sig påvirke af den ligefremme og spøgefulde kvinde, men nu, fordi han véd, han skal skrive det ned senere, fletter denne viden ind i sine oplevelser, så umiddelbarheden forsvinder.

Er han virkelig forelsket? Eller er der nu kun tale om en litterær forelskelse? Er han ægte i sin betagelse? Eller giver han betagelsen og fortvivlelsen og gråden en ekstra tand, fordi det gør sig bedre i romanen? Han véd det ikke. Refleksionen og umiddelbarheden står usammensmelteligt overfor hinanden, den ene æder den anden, så det, der var hans egen personlighed, opløses indefra.

Det er Munks problem i slutningen af tyverne. I den forstand er han senromantiker, at han lader sig gribe af de store følelser både i forholdet til kvinden og i forholdet til Gud, og også mener, at en sådan følelsesgrebethed er, hvad det kommer an på. Og måske der stadig lever mange senromantikere iblandt os. Er den, jeg for øjeblikket er forelsket i, den ‘eneste ene’? Det skal følelsesfylden svare på. Og så undersøger man sin forelskelses styrke, men tager jo derved samtidig luften ud af den. Er jeg kristen, tror jeg på Gud? Også her mener man at skulle finde svaret i følelsesfylden bag ens tro. Og når refleksionen over gudstroen har taget al følelseskraft ud af samme, så må man jo erklære frisk og frejdigt: ”jeg tror ikke på Gud!” For, ikke sandt, den grebethed, man kan se hos andre, kan man slet ikke finde hos sig selv.

Når man læser Munks breve til Niels Nøjgaard i tyverne, bliver man klar over, at det er noget, der har plaget Munk længe. Han skriver til Nøjgaard den 27. oktober 1925: ”Lille Nøjgaard, bliv Præst; du kan blive det. Du tror jo paa Gud. Jeg tror bare paa Menneskers Lidelse og er dog berettiget til at være Præst.” For skrive om troen, tale om troen, det kan han, som han kan skrive om forelskelsen; men selv tro, ak nej, den boble er der prikket hul på, for det er nok bare fiktion, noget, han bilder sig ind.

Og hans forelskelse, hvad er den? Noget, der går over, selvfølgelig. Ikke noget, man kan bygge på. Da han lover Nøjgaard at komme til Udby og holde tale ved et ungdomsmøde, stiller han som betingelse, at han må tage ”min fortidene kæreste med (Lise, bondepige, 19 år)” (brev af 26. september 1928). Som om denne Lise kun var en parentes i hans liv. Nå, det ville hun nu ikke nøjes med at være, så efter et stort opgør i efteråret 1928 blev de gift den 13. januar 1929. Og han lærte da også af hende, at virkeligheden er virkelig nok og i sidste ende ikke lader sig udradere af al hans megen selvrefleksion.

Men altså, allerede i brevromanen forsøger han at fastholde romanen som fiktion, en fiktion, der vel påstås at afbilde noget virkeligt, men ikke er og ikke må være identisk med virkeligheden. Han slutter med følgende opfordring: ”Men husk det nu, Nøjgaard, og fortæl Verden om det, naar jeg er død: Trods alle skiftende Sindelag og alle yderliggaaende Stemningsudbrud besjæledes jeg dybt inde (jeg tør ikke sige: dybest, for det ved jeg ikke) af Ærefrygt, af Ærbødighed, af en Elskers Kærlighed til Livet og alle dets Ting”.

Her reserverer han et rum inderst i sin personlighed. Det rum kan forfatteren af brevromanen, Kaj Munk, ikke trænge ind i. Det vil sige: den fiktive person, han skildrer i brevromanen, er udstyret med en sådan ”black box”, og læseren må selv fylde i den, hvad han fornemmer rigtigt. For brevromanens ‘Kaj Munk’ er og må være en fiktiv person. Ellers kan forfatteren Kaj Munk ikke være ægte, ja ikke være en person overhovedet.

Men med dette ‘hemmelige rum’ inderst i personligheden kunne Kaj Munk leve på nogenlunde normal vis, være præst for andre og selv suge næring af deres tro. Han skriver i en prædiken over ‘Enkens søn fra Nain’, at ved at se, hvordan Jesus blev stor hos de pårørende ved en begravelse, ”skød Livets Træ op i Dødens Have, og i Læ af det blev det flakkende Lys i Præstens Sind til en rolig Flamme”. Altså, troens lys var i Munk en blafrende flamme, truende med at gå ud, og kun i kraft af andres tro blev den rolig og stabil.

Det er ikke noget dårligt resultat at være nået frem til, at der er et ‘hemmeligt rum’ inderst i personligheden, som man ikke skal gå og grave ned i i tide og utide, et rum, som modtager næring udefra, fra menigheden, fra de andre. Og hører man til de skeptikere, der kun ser sorthed og synd og hykleri hos de andre, så kan de forskellige former for fiktion være én til hjælp. For hvad forfatterne end fortæller om, i selve det, at de fortæller, må de da være ægte. Men nærer man skepsis også for disse fiktioner, da står den kristne fiktion tilbage, den, der hævder, at i hvert fald ét menneske levede et ægte menneskeliv: Jesus fra Nazareth, og at den, der lever i menigheden, lever i ham, for menigheden er hans legeme, eller, som Paulus skriver i Gal 2,20: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”.

Min sjæl, hvad vil du mer!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

4 svar til Den nødvendige fiktion

  1. Gudmund siger:

    Tak for prædikenen, Ricardt! Tak for refleksionen over fiktionens nødvendighed! Det er ganske vist et blogindlæg fra din side. Det er læst og set herfra tillige et fint og godt essay (eller, en kronik) med inddragelse af Kaj Munks digtning til foståelse af Knausgårds digtning. Specielt pointen med “det hemmelige rum”, the black Box, betager mig. NB. Jeg kom undervejs iøvrigt til at tænke på digterkonflikten som David Bugge har beskrevet den hos Martin A. Hansen i “Medusas søn” – om digteren som snylteren, der selv i mange henseender lever uegentligt …

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Gudmund!
    Prædiken? siger du. Prædiken? Holdt jeg en prædiken for dig? Det må du meget undskylde. Det var jeg ikke klar over. Det var, som du også selv siger, ‘kun’ et blogindlæg fra min side. Jeg tør ikke helt sige, hvordan du kommer på det med prædikenen. Men i hvert fald: jeg mener at have påvist et almenmenneskeligt problem, nemlig det, at man ikke på én gang kan være ‘i’ sine følelser og stå ved siden af og betragte eller måle dem. Det var en almenmenneskelig opdagelse, Munk gjorde i sin brevroman, og jeg vil tro, den samme opdagelse kan findes ét eller andet sted hos Knausgård.

    Så er det sandt, at jeg i sidste del af mit indlæg bruger en del kristelige gloser. Men her prøver jeg at famle mig frem til, hvordan Munk må tænkes at leve med sine problemer. Det er ikke min løsning på problemerne, jeg gengiver. For jeg mener ikke, at jeg er senromantiker som Munk i sin kærlighedsforståelse – det var den forståelse, der voldte ham en del kvaler. Og jeg mener heller ikke, at jeg er pietist i min gudsforståelse, som Munk var det – også dette: at lodde følelseslivet i gudsforholdet var noget, han var ved at knække halsen på.

    Ja, heller ikke det sidste afsnit er sådan set min mening. For den totalsyndighedslære, der kommer til udtryk dèr, plejer jeg at vende mig imod. Men indrømmet: der er jo noget med, at når en gammel kavalerihest hører trompetens klang, så vrinsker den efter at komme i kamp, og når en gammel præst kommer i stemning, så dukker visse automatreaktioner op. Jeg beklager. På den anden side: hvis du lod dig opbygge af det, så er det vel ikke helt galt.

  3. Gudmund siger:

    ad. min tak for prædikenen: Ja, det drejer sig om finalen i dit indlæg. Nu skriver du så i kommentaren til min tak: “Ja, heller ikke det sidste afsnit er sådan set min mening. For den totalsyndighedslære, der kommer til udtryk dèr, plejer jeg at vende mig imod.” Men se, hvad der (ærligt talt) er din egen mening og tro, kommer mig ikke ved(!), når jeg læser ord som: “For hvad forfatterne end fortæller om, i selve det, at de fortæller, må de da være ægte. Men nærer man skepsis også for disse fiktioner, da står den kristne fiktion tilbage, den, der hævder, at i hvert fald ét menneske levede et ægte menneskeliv: Jesus fra Nazareth, og at den, der lever i menigheden, lever i ham, for menigheden er hans legeme, eller, som Paulus skriver i Gal 2,20: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”.” – Og hertil siger så også jeg: Min sjæl, hvad vil du mer? Eller, som sagt: Tak for prædikenen!
    Og så jo ellers iøvrigt for indlægget som sådan!

  4. Claes siger:

    Jeg vil nu også gerne føje min tak til dine ord Ricardt Riis. Var det ikke en prædiken, du skrev, så strømmer der opbyggelse ud af din pen. Præstevielsen virker bag om ryggen på dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s