Minsandten, det er der en artikel i dagens Information, der hævder, se her. Hvad man dog må høre! Det er den kendte historie om hertug Philips dobbeltægteskab, der her får en omgang i sladderspalten. Ja, undskyld udtrykket ”sladderspalte” om det agtværdige dagblad Information, men artiklen er så langt under lavmål, at det er det ord, der nærmest falder mig ind.
Der er to ting, jeg vil indvende imod Anna von Sperling, det er den journalist, der har skrevet artiklen. Først en mangel på almindelig historisk forståelse. Dernæst en mangel på forståelse af, hvordan vi teologer bruger Luther.
Der er mange moderne mennesker, journalister inklusive, der bruger historiske personer ganske direkte. Den og den har sagt sådan og sådan, nuvel, så må hans tilhængere i vore dage (hvis han har nogen) mene nøjagtig det samme. Eller de må beskæmmes over, at deres guru har haft en så umoderne mening. Sådan kan man altså ikke bruge historien. Og sådan kan man specielt ikke bruge Luther. Han stod midt i en brydningstid, og noget af det, der brød igennem med ham, var et opgør med klosterlivet. Oven i købet inkluderede det opgør, han tog med den form for kristendom, ham selv. Skønt selv munk, skønt selv et menneske, der havde aflagt løfte om livslangt cølibat, giftede han sig i 1525 med Katarina von Bora, en nonne, der i kraft af Luthers skrifter havde forladt sit kloster.
I den grad brød denne nytænkning igennem, at der efter Luthers tid så at sige ikke var et kloster tilbage nord for Elben. Ja, ja, bygningerne stod der stadig, nogle af dem står sågar endnu i dag, men klosterlivet forsvandt næsten som dug for solen.
Man skal dog ikke tage fejl. Luther var ikke af den grund et moderne menneske. Han tænkte ikke som vi moderne mennesker. Han satte med sit skrift om munkeløfterne en udvikling i gang, der endte med den, synes vi, naturlige opfattelse, at mand og kvinde er skabt for hinanden, og at den naturlige levevis derfor er et liv i ægteskab. Men selv slap han aldrig den munketankegang, der betragter ægteskabet som en ordning, der skal forhindre utugt, intet mere, altså en slags nødløsning fra Vorherres side. At hans eget ægteskab så kom til at være et ideal for det efterfølgende lutherske præsteægteskab, nå ja, det skyldtes måske i virkeligheden langt snarere hans kone end ham selv.
Og så kom Luther altså til at stå overfor det praktiske problem, at hertug Philip af Hessen ikke fik kønslig tilfredsstillelse af sin kone. Det var jo på en måde Luther selv, som havde gjort det til ægteskabets formål: at manden derigennem kunne få afløb for sin kønsdrift, og hvad så nu? Nu så det jo ud til, at ægteskabet i visse tilfælde ikke opfyldte dette formål. Derfor gik han sammen med andre af reformatorerne med til, at Philip kunne gifte sig ”til venstre hånd” med én, der bedre kunne opfylde ægteskabets formål, for han ville ikke opfordre Philip til ”forsagelse”. Dog skulle det holdes hemmeligt, for man skulle ikke vække ”forargelse”. (Når jeg sætter disse ord i parentes, skyldes det, at Anna von Sperling vist forveksler de to ord).
Det var ualmindelig dumt af ham. For selvfølgelig kunne det ikke holdes hemmeligt. Og hvad næsten værre var, da sagen kom frem, mente Luther, at man kunne få den til at dø hen med en kraftig løgn. Ak, ja, heller ikke dengang var guruer, hvad guruer skulle være.
Det var den ene ting: Se dog på sagen i dens rette historiske sammenhæng!
Den anden indvending, jeg har mod von Sperling, går på et par bemærkninger, hun kommer med. Hun skriver som underoverskrift: ”Mens det ofte fremføres at monogamiet er en grundsøjle i protestantismen, viser det sig, at den store reformator anerkendte flerkoneri”. Det er sandt nok, at lutherdommen som alle de store kirkesamfund går ind for monogamiet, men at det ligefrem skulle være en grundsøjle, det har jeg ikke hørt før. Og det er nok også at stramme de historiske kendsgerninger lidt for meget, når hun konkluderer, som hun gør: at fordi Luther i ét enkelt tilfælde mente det tilrådeligt med et dobbeltægteskab, så ”gik han ind for” flerkoneri.
Det gentages i selve artiklen. Den henvisning, von Sperling fik tilsendt, ”viste sig at indeholde hidtil oversete detaljer om Martin Luther tilbøjelighed til flerkoneri.” Ja, disse detaljer har så åbenlyst været overset af hende. Men det har da længe været kendt stof blandt lutherske præster. Og at Luther skulle have ”tilbøjelighed” til flerkoneri. Nå ja, måske han har været fristet, som vi alle vel har været det, men historien her fortæller jo intet om hans tilbøjeligheder, men derimod en del om hans forkerte valg i en trykket situation.
Men værst i denne henseende er det, at von Sperling uden videre går ud fra, at dette fejlgreb af Luther da nødvendigvis må få indflydelse på den nuværende debat, hvor jo visse personer har været ude med den tanke, at når kirken kan gå ind for vielse af homoseksuelle, så bliver det næste vel godkendelse af flerkoneri. Hun slutter i hvert fald med følgende salve imod os kristne: ”Og således var kirken dengang som nu gennemsyret af himmelsk dobbeltmoral”.
Jamen, kære Anne von Sperling! Vi føler os på ingen måde forpligtet på at følge Luther, som en hund følger sin herre. Det ville være virkelig uluthersk. Nej, men vi har blandt andet i kraft af Luthers indsats fået frimodighed til selv at tænke over tingene og selv drage vore slutninger ud fra de erfaringer, vi gør.
Og ud fra en sådan frimodighed kan man da godt undre sig lidt over, ikke blot artiklen her – den er altså virkelig lavpandet – men over den forestilling, at et krav om polygami skulle blive det næste krav til kirken. Som om ikke enhver kan se, at i vore samfund er det tosomhedens velsignelser, man søger. Blandt andet fordi Luther giftede sig, blandt andet fordi næsten alle lutherske præster efter ham gjorde det samme, blandt andet fordi de derigennem oplevede netop kærligheden og fortroligheden ved et nært samliv med et andet menneske, blandt andet derfor er jo netop det blevet vort livsideal: at kunne leve i oprigtig tillid til et andet menneske livet ud. Og opnår vi ikke dette ideal, viser den, vi er blevet gift med (og måske i sjældnere situationer: vi selv) sig ude af stand til at leve op til idealet, så drømmer vi ikke om at tage en hustru mere – nej gudfriosvel – vi drømmer om skilsmisse og ny hustru. Som man har sagt det: for os er den gældende regel ikke det polygame ægteskab, men det serielle ægteskab.
Så at vi lutheranere på grund af Luthers fejlgreb i en enkelt situation skulle føle os forpligtet på også at anerkende polygami, nej, det er dog et vildskud af de helt store. Luther er måske nok en kirkefader for os lutheranere, men han er på ingen måde en lovgiver, og når vi læser ham, skyldes det, at vi gerne vil inspireres, ikke, at vi ikke kan tænke selv og derfor skal have en førerhund at sjokke i hælene på.
Men som sagt: Luther var ikke moderne. Han havde heller ikke meget blik for kvindens stilling. Og når han også gjorde op med præsternes cølibat, var det mere præsternes samvittighed, han tænkte på, end præstedejernes foragtede stilling. Skal vi møde én, der tog kvindens stilling op, skal vi til Danmark. Her skrev Christiern Schrok, tidligere karmelittermunk, senere sognepræst i Assens, i 1528 en bog om præsteægteskab, hvori han slutter med bl.a. at skrive: ”Se, disse gode ting skal I finde, om I får jer en ærlig kvinde i Guds velsignelse, så bliver I ærlige mænd og gode forbilleder i den hellige kirke og I gør gavn og bærer frugt med jeres prædiken og lærdom og jeres hustruer bliver hæderligt tagne af hver mand og holdne i hæder og ære af andre gode kvinder”. Se her.
Det hele gik langsomt for sig. Rom blev ikke bygget på én dag, og det kirkelige Rom blev heller ikke nedbrudt på én dag. Men langs af sted så kom det. Og meget af det, der skete dengang, lever vi på i dag.
ricardtriis 