I begyndelsen var Ordet

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”. Sådan står der i begyndelsen af johannesevangeliet, og sådan begynder for øvrigt også det evangelium, der skal prædikes over 1. juledag. Så hvis jeg tager mit udgangspunkt i dette ord, så må det vel nødvendigvis blive en prædiken, der kommer ud af det.

Ja, det skulle man tro. Men jeg véd faktisk ikke rigtig. Lad os vente og se!

Min grundtese er, at alle mennesker i grunden styres af sproget. Godt nok bilder vi os som regel ind, at vi er vort eget livs pilot, men så meget kan vi vel blive enige om, at vi er dybt afhængige af andre. I første række naturligvis på den måde, at vi, hvis vi skal styre noget som helst, skal styre ud og ind mellem de forhindringer, som de andre, bevidst eller ubevidst, lægger i vejen for os. Det er meget få af os der er diktatorer og på den måde kan få deres vilje igennem uden videre (det kan diktatorer forresten heller ikke; de er nødt til at tage hensyn til de oprørstendenser, der kan opstå i befolkningen). Men i hvert fald alle vi andre, vi kan ikke bare gøre det, vi har lyst til. Vi må tage hensyn.

Men ikke bare på den måde er vi afhængige af andre. Vi er det også med hensyn til det, vi vil, til det, vi har lyst til. Hvad vi har lyst til, hvad vi inderst inde vil, er ikke noget, der kommer til os som en åbenbaring, heller ikke noget, vi spinder ud af vore egne kirtler, nej, det er noget, der indpodes i os under vor opvækst, eller mere præcist: det er lyster og viljer, der dannes i os, når vi skal kæmpe vor kamp med traditionen og sproget.

”Og sproget”? Det var dog mærkeligt. At vi skal kæmpe med og mod traditionen, det er vi godt klar over. Men kæmpe med sproget? Hvordan det?

Det skal vi f.eks. på den måde, at vi hele tiden stilles overfor den gyldne regel: at hvad vi vil, at andre skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem (Matt 7,12). Det er ikke nogen speciel kristelig regel, men det er nok Jesus, der har formuleret reglen skarpest. Logikken i den regel er ikke svær at få øje på. Hvis ikke vi ligefrem mener, at vi er hævet over alle andre, så må vi være opmærksom på, at ønsker vi noget gjort af andre, så vil andre selvfølgelig også kunne forvente det tilsvarende gjort af os.

Vi kunne også fremhæve det stærke Jesus-ord om, at man ikke skal se splinten i næstens øje, hvis man selv går rundt med en bjælke i øjet (Matt 7,3f). Dette ord har man godt nok ikke fundet hos andre, men dets logik er af samme art som den gyldne regels. Det vil sige: også det er almenmenneskeligt.

Sådan en logik ligger også bag diverse forestillinger om, hvad retfærdighed er. Disse forestillinger er vel, bevares, ofte meget lokalt farvede. Man har jo arvet vidt forskellige samfund at applicere sit retfærdighedsbegreb ind i, og der har op igennem historien været rig lejlighed til at forarges på dette og hint arrangement som uretfærdigt. Men alligevel: når vi drøfter, hvad der er retfærdigt og hvad uretfærdigt, bruger vi en målestok, der på forhånd ligger i sproget. Man kalder det ”den naturlige lov”. Eller man siger som Paulus, at vi alle har loven skrevet i vore hjerter, og at det viser sig, når vore tanker anklager og forsvarer hinanden (Rom 2,14).

Det, der imidlertid er det karakteristiske ved vores kamp med sproget, er, at det er en kamp i frihed. Blandt andet derfor har den udvikling af sprogets iboende tendenser, som har fundet sted op igennem historien, ofte taget utrolig lang tid. Slavernes frigørelser er ét eksempel. Kvindernes ligestilling et andet. Det vil sige, den kamp med sproget, som hver ny generation skulle føre, er ofte blevet hindret, fordi der var noget, det var forbudt at sige. Den frie tale, som er forudsætningen for al udvikling, det frie rum i samfundet, hvor man ustraffet kan sige, hvad man mener, er en ret moderne opfindelse.

Den 25. september 2007 havde jeg et indlæg her på bloggen, der hed ”Islam kan ikke være demokratisk – muslimer kan”, se her. Tillad mig her at komme med et par yderligere eksempler til belysning af sandheden i den påstand! Den store muslimske filosof, Ibn Khaldun (1332-1406), går tilsyneladende helt ind for den islamiske tese, at islam skal udbredes om nødvendigt med magt. Men når det drejer sig om, hvordan den ene muslim underviser den anden muslim, når det har med det problem at gøre, hvordan man får en undervisning til at fungere, så véd han pludselig godt, at det ikke drejer sig om magt, at man er nødt til at afvente, at forståelse af sagen indfinder sig, og at en sådan forståelse har frihed som sin forudsætning. Se hans store værk, Muqaddimah, kapitel 6, afsnit 36.

Et andet eksempel kan hentes fra al-Ghazzalis tankeverden. Når jeg i en artikel i Kristeligt Dagblad den 20-12 2011, se her, kan hævde, at denne muslimske tænker når frem til noget af det samme som Luther, skyldes det, at også han er et menneske og har mulighed for at opleve det sande ved sprogets virkemåde: at et menneske først bliver ægte, når det får frygten helt aflivet, eller – hvad der er det samme med lutherske termer – at et menneske først slipper for den angstfyldte kamp for at retfærdiggøre sig, når det kommer til tro på, at det på forhånd er retfærdiggjort. Det vil nogen nok lidt nedladende kalde ”naturlig teologi”, og sandt nok, ”naturlig teologi” var et fy-ord, dengang da Barth havde det store ord at sige i teologiens verden. Men ser man teologiens opgave som den at grave ned i sprogets dybtliggende mysterier, så falder det naturligt at sige, at et hvilket som helst menneske må kunne afdække disse mysterier. Og den kristne påstand, at Jesus er Guds énbårne søn, at der altså ikke gives nogen anden vej til sandheden end ham, fremstår ikke mere som en åbenbaringspåstand, men som noget, man har erfaret sig frem til.

Holder vi fast ved en sådan overbevisning om sprogets styrende egenskaber, betyder det også, at vi kan se med større optimisme på det såkaldte arabiske forår. Det er ikke nemt at vide, hvor vi ender. Men hvis vi bekymres over, at de såkaldte islamister synes at vinde valgene i både Egypten og Tunesien, så skal vi huske på, at deres program allerede ved at deltage i valgene har ændret karaktér. De har fået demokratiet ind deres program, modsat f.eks. Hibz ut Tahrir, hvis fremtidige kalifat ikke er bygget på nogen forestilling om demokrati. Selvfølgelig aner vi ikke, hvad det fører til. Men hvis man advarende vil sige, at jo også de østeuropæiske kommunist-lande havde demokratiet inde i deres forestillingsverden, så kan man beroligende tilføje, at disse lande jo netop gik ned med flaget som diktaturer, og gjorde det, måske netop fordi det i det lange løb er svært at hykle med demokratiet, altså, at det er svært at bilde folk ind, at de skal vælge, når valgene er afgjort på forhånd.

Videre: Når mange litteraturfortolkere mener, at romanforfattere gennem deres kunst er med til at afsløre for os, hvad der ligger ved roden af vores tilværelse, har det med det samme at gøre: det, disse forfattere afslører (hvis det er god kunst, de leverer), er, hvordan vi styres af sproget, hvordan tilgivelse kommer over os, hvordan had bemægtiger sig os, begge dele styret af de tanker og forestillinger, sproget lægger til rette for os gennem den kultur, der er vores. Det kan naturligvis siges på mange måder.

Den franske professor Marc Auchet har skrevet en disputats om Kaj Munk. Den blev udgivet på dansk under titlen ”De lollandske Stjerner”. Den er forsynet med et forord af F. J. Billeskov-Jansen. Heri hedder det bl.a.: ”dybt i digtning og drøm ligger forestillinger, som vi har med fra menneskehedens begyndelse, arketyper som ,,havet” eller ,,skibet”, to urbilleder på moderen, moderskødet. Ved at bestemme en digters forhold til en eller flere arketyper, har man, mener jungianerne, mulighed for at bestemme strukturen i digterens mentale univers, de billeder, mennesketyper, problemstillinger, der behersker værkerne, eller værket, forfatterskabet under et”. (Citeret fra min afhandling om Kaj Munk og Martin Luther, se her).

Senere i den afhandling prøver jeg at vise, hvad der da er min fortolkningsramme. Jeg bruger sidste scene af Kaj Munks ”En Idealist” som eksempel. Her kaldes jomfru Marie op til Herodes. Han vil bruge den sidste aften i sit liv til at voldtage hende. Men det kan han ikke. Hvorfor ikke? Mit forsøg på svar lyder sådan: ”Det er et spørgsmål om roller. Herodes kan ikke få hende ud af den rolle, hun synes, situationen lægger op til: Rollen som den trygge ægtehustru, der er blevet kaldt op til en fremmed herre og nu venter — lidt utålmodigt — på at få at vide, hvorfor hun er hidkaldt. Og unægtelig, den rolle forefindes, den er oven i købet naturlig ud fra situationen. Men den rolle, Herodes vil have hende til at indtage: rollen som den smukke kvinde, der véd, at hun med sin skønhed virker opæggende på mænd, derfor også på den mand, hun nu er alene med, og som derfor også er angst for overgreb fra disse mænd med den manglende selvbeherskelse, den kan han ikke få hende ind i”. (se her).

Jeg skriver videre: ”Og til hver rolle er knyttet bestemte opfattelser af andre mennesker, et bestemt sæt af ord og sproglige logikker, som styrer mennesket i den pågældende rolle. Det spændende, det, der er den stadige genstand for forfatteres undren, det, de til stadighed vil henlede vor opmærksomhed på, er nu, hvad der får mennesker til at skifte roller, hvordan det går til, at et menneske springer over fra én rolle til en anden, skønt det jo betyder et skifte i ordforråd og sproglig logik. Hvordan ændres rollen som trygt hvilende ægtefælle til rollen som kæmpende mand eller kvinde i ægteskabet? Hvordan ændres rollen fra forurettet ægtefælle til trygt elskende ditto?”

Jeg tillod mig dengang at tolke dette ud fra kristentroen: ”Det er den menneskets gåde, som teologen betegner med ordene syndefald og oprejsning. Det er den gåde, som vi mener kun kan løses med talen om guden, der blev menneske. Det er det mystiske i vort liv, som opløses og forklares med talen om Helligåndens indgriben, så hjerter forvandles.” Og bevares, dette er en tolkning, det er den kristne tro, der tolker begivenhedsforløbet sådan. Men kunstneren selv ser anderledes på det. Han kender ikke alle disse fine ord: ”gudens menneskevordelse”, ”Helligåndens indgriben”, osv. Han trænger kun med sin fantasi ned til menneskelivets dybeste grund og beretter, hvad han ser dernede.

Det gav Kaj Munk udtryk for i et brev til professor Einar Christiansen, som han havde mødt på Det kgl. Teater og drøftet skuespillet ”En Idealist” med. Munk skriver: ”Kun med én Udtalelse skuffede De mig. At De, en gammel Rotte paa Dramaturgiens Loft, kan finde paa, at ”En Idealist” skulde ende med, ende ved Mariammes Død! Og saa denne Tilføjelse: ”Jeg forstaar nok, at De som Præst maa have den Tilføjelse”. Højstærede Herr Professor, det var en blodig Fornærmelse. Naar jeg skriver, saa er jeg Kunstner, F. g. m., bare enestens Kunstner, saa er jeg Vorherre for mine Mennesker, og Vorherre er ikke mere Præst end Alfons, og saa lader jeg dem ende, som det er rigtigt.” (Brev af 3. juni 1931).

Javist, det lyder meget rigtigt. Det er Munks dramatiske sans, der har fået ham til at lade alt i værket stile frem mod denne sidste scene, ikke hans kristentro. Men ikke desto mindre kom Munk til, forvarende eller uforvarende, at fortælle, at da Herodes ser, hvordan Jesusbarnet leger med hans scepter, siger han: ”Han tror, han kan holde om Scepteret med saa blød en Haand.” Og derved kom han til, som dramatiker, at give udtryk for en gedigen kristen, teologisk anskuelse: at kristendommen gennem det demokrati, den har været katalysator for, faktisk kan danne samfund uden den voldsanvendelse, som Herodes anså for nødvendig. Godt nok var det måske uforvarende, Munks dramatiske talent kom til at sige det, for noget tyder på, at Munk i trediverne helt havde glemt, hvad han lod Herodes sige i tyverne. Men hvad han skrev, det skrev han. Og det, han skrev, var altså klar kristenteologisk tale.

Men selvfølgelig, jeg forstår da godt, at Munk blev fornærmet på Einar Christiansen. For han ville jo med sin bemærkning ugyldiggøre den sidste, for Munk uløseligt medhenhørende scene. I den påstand, at Munk skriver denne scene, fordi han er præst og har et forkynderærinde, ligger gemt en vis afstandtagen: ”Ja, den er god med Dem, pastor Munk. Jeg forstår nok, at De som præst er ude på at tale for Deres syge moster. Men jeg er selv i stand til at trække det halve fra!”

Og det spørgsmål må derfor lyde til alle prædikanter og til alle, der hører de kristne prædikanter: Er det, som præsten gør, når han prædiker, identisk med at tale for sin syge moster? At prøve at få flere hen i kirken? At søge at liste kristentroen ind i folk næsten uden at de mærker det? At fifle lidt med det ene ord og luske lidt med det andet begreb for at få de sære kristelige ord til at glide ned?

I den forstand er dette i hvert fald ikke en prædiken, men kun den rene og skære oplysning om, hvordan menneskelivet er indrettet. Vi er alle besat af det Ord, ved hvilken verden blev skabt. Vi er alle indfældet i sproget, vi arbejder alle ud fra sprogets forudsætninger. Vore videnskabsfolk gør det i deres videnskab, vore litterater gør det i deres romaner og dramaer og film, og vore teologer gør det med deres tekstfortolkning af de sære begreber og usædvanlige forestillinger og med deres tanker om sprogets Gud som tilværelsens inderste kraft.

Men bevares, ligesom romanforfattere vil noget med deres roman, filmfolk vil noget med deres produkt, sådan vil jo også teologer noget med deres udgydelser. Med disse udgydelser vil jeg således have folk til at stole på sprogets magt i stedet for på våbnenes magt, stole på den Ordets magt, der uanseligt virker bag ryggen på os. Jeg skal ikke på nogen måde nægte, at det er en magt, der ikke er til at se i det ydre, det er en magt, man må tro på, og vil man klandre mig for det – måske ved at kalde dette en prædiken – så vil jeg henvise til, at det er nøjagtig det samme, romanforfattere og dramatikere gør: også de vil noget med deres værker, også de vil have folk til at tro på det drama, der fortæller.

Prædiken eller livsoplysning? Vælg selv! Men vælger man betegnelsen ”prædiken”, gør man altså også alle andre litterære værker til prædikener. Hvilket måske i sidste ende ikke er så galt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

3 svar til I begyndelsen var Ordet

  1. Claes siger:

    Ord slår ikke altid til. Man kan ikke sige det uudsigelige eller afgrænse det uafgrænselige – og så er det dog kunstens væsen netop at sige, det som ikke kan siges og at give skikkelse til det, ubegrænsede, at bryde igennem ordenes barriere til den virkelighed som er bag sanseverdenen. Det, der var før begyndelsen.- Glædelig Jul.

  2. Pingback: Islam i krise? | ricardtriis

  3. Pingback: Islams dna | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s