De jødiske talebanere

Ja, det var, hvad Allan Sørensen, Kristeligt Dagblads korrespondent i Israel, fortalte, at man i Israel kaldte de ultra-ortodokse jøder, der her på det sidste har sat sindene i kog i Israel blandt de ikke så ortodokse jøder. Og ærlig talt, når man læser om, hvad disse ultra-ortodokse foretager sig, hvilke ting de vil have gennemført, hvordan de anskuer forholdet mellem sig selv og det øvrige samfund, så må man finde sammenligningen med de ekstreme muslimer i taleban-bevægelsen særdeles rammende.

Men mens hverken jøder eller muslimer har noget effektivt modargument imod de ortodokse, fordi de ortodokse/ekstreme altid vil mene om sig selv, at de er de bedste jøder/muslimer, hvilket også mange mindre ortodokse inderst inde vil give dem ret i, så er vi kristne heldigere stillet, hvis vi bare ville vove at være os vor kristendom bekendt. Vi har nemlig fra det ny testamente hele det arsenal af argumenter imod farisæerne, som Jesus har opstillet. Vi har fra ham en forestilling om, at det er ord og ord alene, der skal gøre udslaget. Vi har en række argumenter, som er almenmenneskelige og som derfor alle mennesker i det lange løb må bøje sig for, hvis ellers den frie meningsudveksling kommer til at herske. Vi kan derfor nøjes med at gentage alle disse menneskelige indvendinger imod de ortodokse, og så ellers vente på, at disse ord virker af sig selv. Nå ja, vi skal naturligvis også sørge for den nødvendige ytringsfrihed, men tvinge nogen, overveje særlige tvangsforanstaltninger, nej, det behøver vi ikke. Hvad vi behøver, er derimod hele tiden at gøre os Jesu holdning til farisæerne klar.

Og det er yderst relevant for os at undersøge begivenhederne i Israel nøjere. For forholdet mellem de ultra-ortodokse og de almindelige israelere er nøjagtig det samme som forholdet mellem de ”fromme” muslimer og den etnisk danske befolkning. Jeg har sat ordet ”fromme” i anførelsestegn, for det ord skal i forbindelse med muslimer forstås helt anderledes, end når man sætter det i forbindelse med f.eks. missionsfolk. Hvilket skulle fremgå af det følgende.

Lad mig kort rekapitulere nogle af begivenhederne i Israel. 1) en otteårig pige er blevet voldsomt chikaneret af de ortodokse jøder på sin vej til skole, se her. 2) en kvindelig soldat blev kaldt ”luder”, fordi hun ikke, som de ortodokse krævede det, ville sætte sig ned bagved i bussen, se her. 3) de ortodokse har kastet sten imod nogle handicappede børn, fordi de kørte i deres elektriske kørestole på en sabbat, se her. 4) de ortodokse har ved en demonstration ved at bære en gul stjerne med det tyske ord ”Jude” på antydet, at de føler sig lige så forfulgt i Israel som jøderne af tyskerne under krigen, se her.

Først skal man gøre sig klart, at fælles for de ortodokse jøder, de ekstreme muslimer og de mange ”fromme” muslimer i Europa, og dermed jo også i Danmark, er, at de mener, de handler på Guds befaling. Det er ingen ringere end Gud selv, der står bag dem. De er ”fromme” i den forstand, at de, men ikke alle de andre jøder, og kun i yderst begrænset omfang alle de andre muslimer, følger de guddommelige anvisninger. De mener med andre ord, at de af Gud selv er udskilt fra den store flok af almindelige mennesker til at gennemføre det, der er hans vilje. ”At være udskilt”, det ord danner på hebraisk (eller aramaisk, det sprog, man talte i Palæstina på Jesu tid) grundstammen i ordet ”farisæer”. Farisæerne på Jesu tid betragtede sig nemlig som mennesker, der af Gud var udskilt fra den store flok til at gennemføre de mange bestemmelser, der lå i toraen. Sådan betragter også de ultra-ortodokse jøder sig som særligt udvalgte af Gud, og når muslimer er rigtig ”fromme”, har de det samme syn på sig selv: ”vi tildækker vore kvinder, vi adskiller kønnene, vi spiser ikke svinekød og drikker ikke alkohol, ergo er vi ”fromme”, ergo har vi Guds velsignelse til på enhver mulig måde at få så mange andre til at rette sig efter Guds vilje, ligesom vi gør”.

Og står vi nu overfor nogen, der kræver af kvinder, at de tildækker sig og skjuler deres særlige kvindelige former, sådan som de sekulære israelere står overfor ortodokse, der chikanerer deres små piger, så kan vi f.eks. svare, som Jesus svarede, da de ortodokse krævede af ham, at han skulle være med til at stene en kvinde, der var grebet i hor (Joh 12,1-8): »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« Det vil sige: Gud har givet alle os mandfolk en kønsdrift, og vi kan bruge den eller misbruge den; den kan være os til stor glæde og give os himmelsk lykke, og dog kan bare det, at vi ser på en anden kvinde end vor hustru, ødelægge denne lykke, borttage vort ægteskabs velsignelse (Matt 5,28).

Den holdning hos Jesus slog igennem i vore samfund: ingen er mere ren end andre, ingen kan derfor tillade sig at straffe andre på det seksuelle område, vi må lade almindelig ærbarhed og rimelighed råde, vi må give de seksuelle kræfter frit råderum i vore samfund, så vil tingene finde deres naturlige leje, og de vil falde til ro uden at det ene køn undertrykker det andet. Det guddommelige ligger i loven, i den måde, regler for god opførsel udpensles og overholdes på, siger de ”fromme” ortodokse. Nej, siger vi, det guddommelige ligger i friheden, i den måde, tingene udvikler sig på, når ordene får frit løb.

Den kvindelige soldat, der blev kaldt ”luder”, fordi hun ikke ville sætte sig ned bag i bussen – nå ja, det skal da lige nævnes, at hun fik dømt den mand, der havde kaldt hende ”luder” – hun sagde bagefter: ”Han kalder mig den slags, mens jeg sidder her i uniform og blandt andet værner om hans egen sikkerhed. Det er en krigserklæring.” Derved anklager hun ham på samme måde, som Jesus anklagede farisæerne (og os, når vi er farisæiske). Hun opfordrer ham til at komme ud af den glasklokke, han har anbragt sig i, hvor han mener om sig selv og sine ligesindede, at de er bedre jøder end f.eks. denne soldat. Men hvad med at se på sig selv udefra! Hvad med at se bjælken i sit eget øje, før man vil bortoperere splinten i næstens! (Matt 7,3f). Hvad med at se på helheden: at han faktisk er beskyttet af hende, i stedet for at pukke på en påstået guddommelig ret!

Det guddommelige ligger jo ikke i én eller anden tilfældig lov, toraen eller koranen, men i det menneskelige fællesskab, i samfundet, i dette, at vi hver har vores opgave, og at de hele fungerer, når vi hver arbejder på det sted, hvor vi er sat. Det er Paulus, der taler om menigheden som et legeme og siger, at ”øjet kan ikke sige til hånden: »Jeg har ikke brug for dig,«” (1 Kor 12,21). Det er just, hvad den ortodokse siger til den kvindelige soldat. Han sidder i sin glasklokke og ser ikke hende som et nyttigt medlem af samfundet, kun som en jøde, der har pligt til at rette sig efter toraen, som han udlægger den og påtvinger andre den.

Og i den absurde situation med de handicappede børn, der blev angrebet med sten, fordi de tillod sig noget, som efter de ortodokses mening er forbudt på en sabbat, nemlig at tænde ild, dvs tænde for en elektrisk strøm, har vi en situation, som vi kristne kan sammenligne med den situation, Jesus kom i, da han havde helbredt en mand med en vissen hånd på en sabbat. Jeg tillader mig at citere hele beretningen:

”Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd. v2  Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham. v3  Og han sagde til manden med den visne hånd: »Rejs dig og kom ind i midten!« v4  Så sagde han til dem: »Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?« Men de tav. v5  Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: »Ræk hånden frem!« Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen. v6  Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel”. (Mark 3,1-6).

Sådan må vi også se på disse ortodokse stenkastere: bedrøvet over deres forhærdede hjerter. Men det er jo ikke os kristne alene, der ser sådan på sagen. Det gør også de fleste israelere, ja, vel enhver, der har en smule hjerte i livet. Og det er dèr: i dette at have hjerte i livet, at vi ser det guddommelige. Ser man det i en blind lov, der kræver livet sat på vågeblus hver sabbat, og specielt kræver det af andre, så må vi sige, at disse ”fromme” tager djævelsk fejl.

Endelig: Den demonstration, som nogle ortodokse gennemførte, hvor de effektivt henviste til Holocaust, afslører, hvor forblændede disse ortodokse er. Og dog er de ikke mere forblændede end mange muslimer i vore ghettoer. Berlingske skriver om dem: ”Og rutinemæssigt forbander ultra-ortodokse jøder det israelske politi som nazister, fordi de bl.a. bekæmper den adskillelse af mænd og kvinder, som de ønsker”. Se her. Det svarer ganske til, at muslimerne i vore ghettoer angriber dansk politi og brandvæsen, når de vil arbejde i det, de mener er deres område. De er jo vantro, de er ikke-muslimer, fra deres side venter man sig rutinemæssigt noget ondt. Ligesom altså de ortodokse kun venter sig ondt fra det israelske politi.

Og dette, at manden, der overfusede den kvindelige soldat, blev anholdt, ser disse ortodokse som udtryk for en åndelig Holocaust, skriver avisen. Så afsporede er de i deres tankegang, så indelukkede i deres betragtningsmåde, at de kan misbruge den frygtelige tale om Holocaust til at omtale det dog ganske uskyldige, at de ikke, uanset hvor ortodokse de selv føler sig, har lov at tvinge andre israelere til at følge deres regler om kønsadskillelse. Det er måske det, der er det mest horrible ved de ortodokses tankegang. Det gør den ganske umenneskelig.

Al tale om taknemlighed overfor det øvrige israelske samfund synes dem fuldstændig fremmed. En sådan taknemlighed var, hvad den kvindelige soldat med rette forventede, da hun sagde, at hun jo i virkeligheden beskytter den mand, der overfusede hende, og det er jo også, hvad vi med rette forventer af dem, der hos os har fundet et fristed for den forfølgelse, de var udsat for i det fremmede. I stedet får vi stenkast mod vort politi. De er ikke menneskelige, de, der handler sådan. Og det er denne udvælgelsestankegang, der gør dem umenneskelige. Det er dette, at de tror sig begunstiget af Gud selv, fordi de, som de mener, retter sig efter en guddommelig lov, shariaen, der får dem til at se ned på os andre og tage den hjælp, de får af os, som noget helt selvfølgeligt: naturligvis skal vi, som ikke-troende, betjene dem, de troende.

Hvad skal vi stille op med en sådan utaknemlighed?

Vi skal give vore fremmede, vore muslimske medborgere, al den frihed, vort samfund bare kan trække. Vi skal konfrontere dem med den Jesus-holdning, som er vor: at hvert menneske, muslim eller kristen, har værdi i sig selv, at ingen er ren til at anklage andre på det seksuelle område, at det drejer om at lette livet for de handicappede, ikke om at gøre det besværligere. Så vil det, helt af sig selv, i det lange løb, gå sådan, at denne menneskelighed vokser frem hos vore muslimer. Sådan skete det i Sverige hos en kusine til den terrorist, der sprængte sig selv i luften i Stockholm i sidste juls juletrængsel, heldigvis uden at tage andre med sig i døden. Hun sagde efter hans udåd: ””Det er ufatteligt. Hvordan kunne han gøre det? Hvorfor ville han slå uskyldige mennesker ihjel? Hvad ondt har Sverige gjort os? Det er dette land, der har taget imod os med åbne arme og hjulpet os”. Se her.

Jo, det skal nok lykkes. Men hvor tager det dog lang tid!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

10 svar til De jødiske talebanere

  1. Zakariyah Scharff siger:

    Hvor er du dog selv from og selvfed at høre på, Richard – lige et øjeblik – er nød til at åbne et vindue…

    Du minder mig om Luther. En god kristen der hele tiden må have de andre – ‘den Anden’ – ind i billedet for at kunne se sig selv i det lys han elsker.

    Din diskurs er trættende, og tendentiøs. Hvornår befrier du dig selv, fra dit eget blændværk og omfavner noget nyt – noget andet – måske sågar ‘den Anden’?

    Vover pelsen? Tør du det?

    Det ville klæde dig og give os andre troen tilbage!

    Tak!

    Hilsen Zakariyah Scharff

    P.s.: Udenfor sammenhæng, er det finurligt at mange jøder og talebanere mener, at pashtunerne nedstammer fra den 12. jødiske stamme (pashtunerne udgør den etnisk majoritære stamme i Talebanbevægelsen).

  2. Karen E. Hansen siger:

    Interessant kommentar!?
    Hvori det selvfede? I det at Riis tror på, at medmenneskelighed og sund fornuft vil sejre over farisæismen?
    Jeg håber, han har ret.

    Men det virker uheldssvangert, at en sådan bevægelse blandt jøder gør sig bred lige nu – og hvor den dog ligner islamismen!

  3. Claes siger:

    @zakariyah Scharff. Hvem er “den anden” i din optik? Og hvilken tro er det, du vil have tilbage?

  4. Lars Hougaard Clausen siger:

    Jeg er altid glad for at læse dine indlæg. De er lange, udtømmende og eksemplificerende. Ofte sidder jeg tilbage med en følelse af, at der ikke er noget at tilføje. Men det er selvfølgelig en tilstand, der må overvindes – for selv om jeg synes, du skriver overordentligt indsigtsfuldt, så er enhver synsvinkel jo begrænset, også din, og den må nødvendigvis suppleres af andre, i dette tilfælde min.

    Her er det så, det glæder mig, at jeg for en gangs skyld har en indvending i forhold til dine udredninger. En detalje ganske vist, men det er som bekendt også der, djævelen ligger. Så lad os se, hvor det fører hen:

    Du skriver, at der er en forbindelse mellem ordet “farisæer” og det ord på hebræisk og aramæisk, der betyder at være udskilt. Det er et led i din argumentation for af forestillingen om at være udskilt eller udvalgt af Gud er udtryk for en misforståelse i henseende til det religiøse, og at det heller ikke er kristeligt.

    Men gør du ikke her tanken om at være udvalgt uret? Egentlig kan man jo slet ikke forestille sig kristendommen (eller jødedommen) uden virkeliggørelsen af denne tanke. Israel er Guds udvalgte folk, og historien om dette folk ender (kristeligt set) med at Jesus vælger sine disciple. At være udvalgt er ikke ensbetydende med at være hårdhjertet men med at have en særlig adgang til Gud.

    Det er der nogle, der har – og spørgsmålet er ganske enkelt hvem? I besvarelsen af det spørgsmål unddrager man sig også den fælde, som jeg synes, du falder i, når du gør spørgsmålet om ret og vrang i denne sag til et spørgsmål om danskere og muslimske indvandrere.

    Jeg vil nemlig mene, at de udvalgte i moderne forstand eller på genkomstens betingelse for nu at tale teologisk er et mix af mennesker fra forskellige sammenhænge. Der kan sagtens være en såkaldt muslim eller to blandt de udvalgte, og mange såkaldte gammeldanske kristne vil ikke bære det adelsmærke, de opfatter som en skamplet. De vil ikke til gavns virke forvandlende på deres muslimske medborgere.

    Ved ikke at forstå udvælgelsen som et gode og som meget specifik kommer du på en uheldig måde til at tegne et billede af den kristne talebaner. Dér endte jeg med at blive meget grov, og det er jeg ked af! Jeg håber, du vil tilgive mig, at jeg lod sproget slå et slag med halen.

  5. Claes siger:

    Udvalgte på genkomstens betingelser – er det ikke dem, som hjalp deres medmennesker? De vidste det ikke, at det var Herren selv, de viste godhed imod. Det var ikke dem, der havde en bestemt ætniske herkomst, eller gik ind for en bestemt trosbekendelse, som var de udvalgte. Det var barmhjertighed, der var udslagsgivende i dommen.

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Lars Hougaard Clausen!
    Du spørger, om jeg ikke gør tanken om at være udvalgt uret. Og det kan du måske have ret i. Det er sandt nok, at der i ny testamente også findes en tale om det at være udvalgt, der er positiv. Da Paulus har mødt den opstandne Jesus udenfor Damaskus, taler Gud i et syn til Ananias og beder ham finde frem til Paulus og tage sig af ham. Og da Ananias indvender, at denne Paulus har forfulgt de kristne, siger Gud til ham, at han har udvalgt Paulus ”til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn”, og så føjer han til: ”og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld”. (Apg 9,15f). Og da apostlene har været for det store råd og har fået forbud mod at forkynde i Jesu navn og er blevet pisket, hedder det: ”De forlod så rådssalen, glade fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld” (Apg 5,41). Og i filipperbrevet fortæller Paulus filipperne: ”For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld” (Fil 1,29).

    Altså: den kristne bliver udvalgt til at lide for navnets skyld, mens farisæerne mener, at de er udvalgt til at påføre andre lidelser, hvis de ikke retter sig efter det, disse farisæere opfatter som Guds lov.

    Det svarer til den forskel i synet på, hvad en martyr er, som jeg tidligere har fremhævet: en muslimsk martyr er én, der mener at kende sandheden med en sådan sikkerhed, at han kan slå andre ihjel for sandhedens skyld. En kristen martyr er én, der kender sandheden med en sådan sikkerhed, at han kan lade sig slå ihjel for sandhedens skyld.

    Tak for præciseringen!

  7. Ricardt Riis siger:

    @ Lars Hougaard Clausen!
    Nå, ja, jeg glemte at tage fat på sidste del af dit indlæg. Du skriver: ”At være udvalgt er ikke ensbetydende med at være hårdhjertet, men med at have en særlig adgang til Gud. Det er der nogle, der har – og spørgsmålet er ganske enkelt hvem?” Derefter kommer du med nogle overvejelser over, hvem der vel kan have en sådan særlig adgang til Gud, og mener, at der sagtens kan være en muslim eller to iblandt dem, der således er udvalgte. Og så skriver du: ”Ved ikke at forstå udvælgelsen som et gode og som meget specifik kommer du på en uheldig måde til at tegne et billede af den kristne talebaner”.

    Du mener vist, at man ved således at fremhæve kristendommen på jødedommens og islams bekostning kommer til at fremstå som en værre farisæer, altså du kommer vist med den samme indvending som Zakariyah Scharff. Hertil må jeg sige, at vi nøje må skelne mellem en religion og dens tilhængere, selv om det ikke altid er nemt. Jeg mener, at de ultraortodokse jøder, der med chikane og tilråb til forhindre handicappede børn i at bruge deres elektriske kørestole på sabbatten, opfører sig umenneskeligt, og jeg mener, at den religion, der får dem til at opføre sig sådan, er umenneskelig. Omvendt mener jeg, at den kristendom, der hjælper mig til at se, hvad der er menneskeligt og hvad ikke, er en bedre religion end den ultraortodokse jødedom. Men jeg er da godt klar over, at mange andre kan se den samme umenneskelighed, mange jøder, f.eks., og mange muslimer.

    Men hvis jeg af angst for at blive beskyldt for at være en farisæer eller en ”kristen talebaner” (hvad det så er for en størrelse), bare holder min mund overfor sådanne umenneskeligheder, så ville jeg da først blive en farisæer, for så ville jeg tro, at jeg ved from overholdelse af f.eks. Jesu ord om splinten og bjælken kunne klare frisag på dommedag. Men den går ikke! Umenneskeligheder findes og skal påtales. Men naturligvis, jeg hører gerne nogen forsvare denne umenneskelighed. Blot tror jeg ikke, det kan lade sig gøre. Og det er vist heller ikke det, du er ude på med dit udtryk ”kristen talebaner”.

  8. Lars Hougaard Clausen siger:

    Det er også mig, der takker for præciseringen. Det er netop den skelnen mellem at være udvalgt for Kristi skyld til at bære lidelse (og velsignelse) på den ene side og det at være udvalgt til at have magt over andre, som jeg havde vanskeligt ved at gøre mig klar. Med den præcisering, du giver, er jeg beroliget.

    Jeg føler mig også opmuntret af din påpegning af ikke at henfalde til “fromhed” som kristen. Der, hvor jeg måske alligevel føler at have en pointe med udtrykket “kristen talebaner” er, at det kan virke som om, du markedsfører en forestilling om, at vi som kristne har noget at lære vore muslimske medborgere.

    Det er jeg selvfølgelig på sin vis enig i, men det er bare svært at holde til som menneske at tænke sådan. Det er ikke mig (eller andre kristne) der skal lære nogen noget. Jeg kan pege hen på det, men tilegnelsen af evangeliet sker i forhold til sakramentet ved helligånden.

    Det er noget helt andet end det Zakariyah Scharff fortæller om i en video på nettet om den skik at hviske den muslimske trosbekendelse i øret på det nyfødte barn. Den skik er for mig at se et godt eksempel på, hvad der er utilstedeligt kristeligt set. Et andet menneskes forhold til Gud er et område, der ikke må betrædes.

    Sådan har jeg tilkæmpet mig en forståelse, og det er selvfølgelig også Grundtvig, jeg her forsøger at reformulere.

  9. Ricardt Riis siger:

    @ Lars Hougaard Clausen!
    Du bryder dig ikke om, at jeg udtrykker mig, som om vi kan lære vore muslimske landsmænd noget, for – siger du – man kan som kristen pege hen på det, men ”tilegnelsen af evangeliet sker i forhold til sakramentet ved helligånden”.

    Det er sandt, at ingen kan tvinges til tro; som Grundtvig siger ”til troen kan der kun ringes, ikke tvinges”. Men det betyder da ikke, at vi skal holde vores mund; det betyder, at vi skal ”ringe” af al kraft. For det, vi ringer sammen til, er gudstjenesten, hvor evangeliet udlægges gennem prædikenen; vor gudstjeneste er ikke kun en sakramentsgudstjeneste, det er i høj grad en ordgudstjeneste (troen kommer af det, der høres, Rom 10,17). Men selvfølgelig skal vi da også ”ringe” i vor dagligdag, i diskussioner, på blogindlæg, osv. Ikke blot for at omvende muslimer (er det ikke målet for en kristen at omvende også muslimer?) også for at styrke vore egne. Og det, vi skal ”ringe” med, er blandt andet en stadig påpegning af, at vores religion er mere menneskelig end islam, hvilket er tilfældet bl.a. fordi loven ikke er det inderste i samlivet mellem mennesker.

  10. Lars Hougaard Clausen siger:

    Jeg har ingen forbehold overfor, at du mener, at vi kan lære vore muslimske medborgere noget. Jeg læser med glæde dine indlæg og synes de er overvældende i deres lødige perspektiveringer. Jeg må blot definere min egen position en anelse anderledes. Jeg ved ikke om det er målet for en kristen at omvende muslimer. Her er det igen tanken om at være udvalgt, der spøger hos mig. Er der ikke også en stedfortrædende dimension i det at være kristen? Så at vi også er det på andres vegne.

    At “loven ikke er det inderste i samlivet mellem mennesker” er det forhold, jeg har taget min tilflugt i i en form for sakramental mystik. Dertil kender jeg til at samtalens poesi føjer sig os mennesker imellem. Men denne samtale er ikke en dialog mellem traditioner men en dialog mellem venner. Vi har fem minutter og fem brød og to fisk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s