Soldater eller politi?

Nu er debatten om fangeoverførsler under vor (danskernes) medvirken i krigen i Irak blusset op igen. Spørgsmålet er denne gang, om vi kunne unddrage os vort ansvar ved i størst mulig grad at lade briterne stå for tilfangetagelse af oprørske irakere, og dermed lade briterne bære ansvaret for, at de irakere, de blev overleveret til, udsatte dem for tortur. I sin blog på Jyllands-Posten mener Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, at vi ikke kan bruge ‘brite-finten’, dvs., den forestilling, at det er briterne, der står med ansvaret, når det er britiske soldater, der foretager overleveringen til irakerne. Nej, siger han, når en aktion foretages under dansk ledelse, er ansvaret danskernes, mens ansvaret er briternes, hvis aktionen sker under britisk ledelse. Se her.

At han så i den grad finder det naturligt, at irakisk politi begår tortur mod fanger i deres varetægt, at han ikke behøver tage irakernes ansvar op til diskussion, er en desværre stærkt udbredt mangel ved den slags diskussioner: man diskuterer kun, hvad ansvarlige personer skulle have gjort, irakere og andre laverestående væsener betragtes ikke som så ansvarlige, at deres ansvar er værd at tage hensyn til eller diskutere. Nej, men briter og danskere, vi er rigtige mennesker, vi kan tage et ansvar på os, vi kan forstå, at vi endelig ikke må overtræde menneskerettighederne.

En anden diskussionsdeltager nævner også disse fangeoverførsler, men gør det ud fra tesen om, at man ikke kan føre krig uden at få urene hænder. Og han (eller hun, forfatteren er anonym) nævner dette træk ved det moderne menneske som en udbredt fremmedgørelse: Vi kan ikke tåle at tænke på, at det kød, vi spiser, stammer fra levende væsener, og at vi kun kan få fat på det ved at slå ihjel. Se her. Det kan der jo også være noget om.

Det er imidlertid ikke disse eventuelle overtrædelser af menneskerettighederne eller muligheden for at føre en menneskerettighedsmedholdelig krig, jeg her vil diskutere. Det kan være, det var forkert af os at gøre, som vi har gjort, det kan være, det var uundgåeligt, hvis vi i det hele taget vil føre krig, lad disse spørgsmål ligge.

Derimod vil jeg arbejde med problemstillingen ud fra det spørgsmål, der står i overskriften: Var vi i Irak som soldater eller som politibetjente? Førte vi krig i Irak, eller deltog vi i opretholdelsen af den samfundsmæssigt nødvendige indre fred?

Ja, vi siger jo om deltagerne, at de var soldater. Og vi taler uden betænkeligheder om krigen i Irak. Men var krigen ikke ophørt efter ganske få uger? Var den irakiske hær ikke nedkæmpet af de teknisk set langt overlegne amerikanere, før vi danskere i det hele taget fik snøret vore soldaterstøvler? Og var vore modstandere soldater? Var problemet ikke i høj grad, at det ikke mere var soldater, vi kæmpede imod, men medlemmer af forskellige militser, der søgte at tilrane sig magten, nu Saddam Hussein var borte?

Jeg mindes en gang for lang tid siden, kort efter, at amerikanerne havde indtaget Bagdad, at det kom frem, at den amerikanske hær på et tidspunkt havde ønsket at få et politimæssigt apparat stillet til rådighed, nærmere bestemt et apparat til hurtig genkendelse af fingeraftryk. Det strandede vistnok på en del bureaukratisk koks i den amerikanske administration. Men hvad enten det nu siden lykkedes at få et sådan apparat bragt til Irak eller ej, selve det, at anmodningen kom efter invasionen, viser, at amerikanerne kun havde meget tågede forestillinger om, hvilket Irak det var, de havde besat og nu skulle til at bestyre. Man havde vist forestillet sig, at irakerne ville blive så himmelhenrykte over at blive befriet fra Saddam Husseins tyranni, at de helt af sig selv ville undlade at begå forbrydelser, indtil amerikanerne havde fået opstillet en passende lille politistyrke.

Og hvem husker ikke plyndringerne af museerne i Bagdad! Dette foregik kort efter ‘befrielsen’, og det skete, mens amerikanske soldater stod og så til. Opføre sig pænt uden politi? Nej, det var ikke reaktionen på ‘befrielsen’ hos irakerne. Og siden blev så de forskellige militser dannet, hvilket jo også var noget, der tilsyneladende kom helt bag på amerikanerne. At Irak var delt mellem kurdere og sunnier og shiitter, det havde man vist været klar over på forhånd, men at det ville være så vanskeligt at opbygge et lands civile administration, det havde ingen vist forestillet sig.

Nævnes kan også sagen med Annemette Hommel. Hun var en dygtig premierløjtnant, der foretog afhøringer af fanger i Irak. Men naturligvis måtte hun ikke anvende tortur under sine afhøringer. Og da det kom frem, at hun havde nægtet sine fanger at få vand under afhøringerne, blev hun kaldt hjem og anklaget, men dog frifundet efter en lang og opslidende retssag. Gad vidst, hvor effektive afhøringer man sidenhen fik foretaget i Irak! For det er klart, skal man undgå vejsidebomber og den slags djævelskab, er man nødt til at foretage afhøringer af folk, man har fundet i betænkelige situationer. Og hvis det viser sig, at befolkningen ikke sådan uden videre anerkender danskerne (eller englænderne eller amerikanerne for den sags skyld) som befriere, men på forskellig måde gør modstand mod dem – hvilket vore tab jo tyder på – så må man sommetider sætte hårdt mod hårdt. (Jeg mener ikke hermed ‘anvende tortur’, jeg mener blot: nægte en fange lejligheden til at bede om vand, når der kommer et spørgsmål, han ikke vil svare på).

Men altså, var vi en politistyrke eller en hær, da vi opererede i Irak? Det spørgsmål er ikke kommet klart frem. Og der er dog en vis forskel på de to ting. Nuvel, det skal indrømmes, at en hær, der opererer i et fremmed land blandt en fremmed befolkning, ofte finder ud af, at den stilles overfor en guerilla-styrke, der skjuler sig blandt befolkningen, og derfor står den ofte i den samme situation som en politistyrke, der skal operere blandt en vrangvillig befolkning. Dette sidste har vi opdaget her i landet i vore ghettoer. Her står politiet ofte overfor en befolkning, der betragter en dansk politistyrke med uvilje, og derfor er meget utilbøjelig til at samarbejde. Og så opdager vi, at et politi uden befolkningens aktive medvirken egentlig ikke er særlig meget bevendt. Det samme blev tilfældet i Irak. Og det var det, der fik en del debattører til at hævde, at de danske tropper (og de amerikanske og de engelske) ikke var en del af løsningen i Irak, men var en del af problemet. Indrømmes må det jo i hvert fald, at mange af de ting, soldaterne foretog sig, foretog de sig, ikke for at beskytte civilbefolkningen, men for at beskytte sig selv. Hvor megen tid der gik med det ene og det andet, har vel vekslet en del igennem den tid, vi var dernede, men hvis der brugtes mere tid på selvbeskyttelse end på civilbeskyttelse, så er det et tegn på, at det er på tide at trække soldaterne hjem.

Én ting mere: man kan overveje, om den kvindelige sprogofficer, Annemette Hommel, blev brugt bevidst eller ubetænksomt. Det hører jo med til den irakiske kultur, at det er ydmygende for en mand at skulle kommanderes af en kvinde. Har man taget højde for dette kulturelle træk, da man satte en kvinde til at afhøre fangerne? Var det bevidst gjort? Ville man ydmyge fangerne yderligere gennem dette træk? Det er vist tvivlsomt, at der lå noget sådant bag. Man har vistnok blot taget den dygtigste sprogofficer, man havde. At hun så tilfældigvis var en kvinde, og at dette, at hun skulle afhøre mænd, imod den muslimske kultur, har man set stort på. For ikke sandt, det er jo nu engang en del af vor kultur, at vi behandler mænd og kvinder lige.

Når jeg kan sige det med en vis sikkerhed, skyldes det et indslag i tv-avisen forleden. Her så man det hold, der nu skal til Afghanistan, træne. For – hed det i indslaget – nu skal vore soldater ikke mere fungere i felten, nu skal de oplære afghanske soldater til at kunne overtage ansvaret for sikkerheden i landet. Udmærket! Men hvorfor i alverden har man så sat en kvinde til at kommandere med mænd, som vi så det i udsendelsen? Véd man ikke, hvad man får med at gøre i Afghanistan? Véd man ikke, hvordan den afghanske kultur er? Er man ikke klar over den ydmygelse det er for en mand at skulle kommanderes af en kvinde? Åbenbart ikke! For man sætter gladelig en kvinde til at være instruktør for de afghanske soldater.

Højst besynderligt. Herhjemme, hvor vi befinder os i vort eget land, vrider og vender vi os på næsten alle måder for at kunne gøre muslimerne tilpas. Men dernede, hvor vi er på fremmed grund, glemmer vi alt om at rette os efter de muslimske skikke, på trods af, vi står i den situation, at vi skal vinde deres sind og hu (minds and hearts). Forstå det, hvem der kan!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Historie. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s