Den relativistiske biskop

Sjældent har jeg læst noget mere besynderligt end biskop Kjeld Holms klumme i Kristeligt Dagblad den 13-1 2012, se her. Kjeld Holm bekender, at han er relativist. En meget mærkelig bekendelse af en kristen biskop. Og næsten endnu mere mærkeligt af en luthersk biskop, der dog vel må have et vist forhold til den Luther, der overfor Erasmus hævdede, at ”det hører ikke en kristens hjerte til, at han ikke elsker påstande (på latin: assertiones), tværtimod bør han elske påstande, ellers kan han ikke være kristen” (se her).

Når man læser Kjeld Holms artikel igennem første gang, fyldes man af undren over, at en dansk biskop kan sige så meget, uden at sige noget som helst (”Og præsten holdt en tale, han sagde ingenting”). Men hvis man så læser den igennem én gang mere, denne gang med den stædige holdning i baghovedet, at manden da for pokker som biskop vel på én eller anden måde må forholde sig til nutidens problemer, opdager man, at han måske alligevel siger noget. Det vil sige: Han forholder sig ikke til nutidens største teologiske problem, islam, men han forholder – tror jeg nok – til den efter hans mening forkerte måde, vi behandler muslimer på.

Jeg er nødt til at sige ”tror jeg nok”, for der står ikke et ord om muslimer i klummen. Men der står noget om ”den anden” og ”det andet menneske”, og det er sådanne udtryk, jeg vover at udlægge som Holms kodesprog for ”vore fremmede”. Godt nok henvender klummen sig i så fald kun til den indforståede menighed, og den hører jeg ikke med til, men jeg mener dog at kunne forstå fuglenes sprog i så høj grad, at jeg med nogenlunde sikkerhed kan udlægge det udtryk ”de andre” om ”vore muslimer”.

Der er nu for det første den filosofiske mærkværdighed ved klummen, at Holm i begyndelsen fuldstændig korrekt gør opmærksom på, at relativismen æder sig selv op. Jo, for hvis man hævder, at ”alt er relativt”, så er man nødt til at undtage selve sætningen ”alt er relativt” fra det ”alt”, der påstås at være relativt. Det er modsigelsens grundsætning, han dèr bøjer sig for; ja, han bøjer sig for den i den grad, at han kan hævde, at gør man ikke det, bliver sproget sludder. Men i næste omgang blæser han på samme filosofiske grundregel. Det var korrekt af filosofiprofessor Schuster i sin tid at bruge relativismen mod sin tids absolutisme, siger han, og det er korrekt i dag for ham selv at være relativist imod vor tids indvendinger mod islam og muslimer. Og det påstås altså at være korrekt, uanset at relativisme gør sproget til noget sludder, og at det derfor – efter hans egne ord – er noget sludder, det, han siger.

Men dernæst er der den kristelige besynderlighed ved Holms klumme, at han direkte siger, at en relativistisk holdning ikke er imod kristendommen. Han refererer Rune Engelbrecht for at hævde, ”at denne forskellighed i erkendelse og erfaring bør anskues positivt som udtryk for humanisme. At et andet menneske delagtiggør mig i sine erfaringer kræver af mig, at jeg lytter og tolererer, at han eller hun er anderledes, men tillige accepterer, at netop den kendsgerning gør verden større og rigere. Men man må give afkald på den opfattelse, at mine værdier helt ud også gælder det andet menneske”. Og så føjer han til for egen regning: ”Hvorfor en sådan holdning skulle være uforenelig med kristendommen er mig ikke klart. Jo, hvis kristendommens sandhed godtgøres gennem metafysisk spekulation, som alle må bøje sig for, så er det klart, at relativismen er kristendommens modsætning. Men det er for mig ikke evangelisk-luthersk kristendom”.

Jeg véd ikke, om Holm opfatter de påstande eller ”assertiones”, som Luther vil mene, at den kristne nødvendigvis må fremsætte for at være kristen, som metafysisk spekulation – noget kunne tyde på det – men i så fald bliver det gådefuldt eller forvrøvlet, når han således på den måde indirekte kommer til at sige, at Luther ikke har forstand på luthersk-evangelisk kristendom.

Hvad referatet af Engelbrecht angår, er det ikke mindst det, der får mig til at sige, at Holm har vort forhold til vore muslimske indvandrere i tankerne. For jeg er så gammel, at jeg godt kan huske, at det i firserne og halvfemserne forekom mange at være et godt argument i indvandringspolitikken, når man påstod, at vi blev et humant set rigere samfund, jo flere kulturer der boede i vort land, og at vi var yderst påståelige, hvis vi troede, at vore vestlige værdier gjaldt for alle andre kulturer også. Blot undrer det mig ikke så lidt, at Holm stadig anser dette for gode argumenter. Jeg troede i min naivitet, at alle efterhånden havde indset, at den muslimske indvandring med dens bandekriminalitet, dens ghettodannelse og dens kvindeundertrykkelse ikke har givet vort samfund noget positivt, og da i hvert fald ikke har gjort vor verden ”større og rigere”.

Nå, bevares, det er da ikke sådan, at Luther har ret i alt, hvad han siger. Og det vil nok føre for vidt at referere hele samtalen mellem Erasmus og Luther – Erasmus har faktisk også nogle pointer i sine indvendinger mod Luther – lad det være nok her at fremdrage nogle tanker, som Luther fremførte, når man skældte ham ud for at bruge alt for hårde ord og være alt for uforsonlig. Han nævner bl.a. disse tanker i sin udlægning af Gal 2,14, det sted, hvor Paulus skælder Peter grundigt ud, fordi han ikke kan finde ud af, om han som jøde må spise sammen med de hedninger, der var blevet kristne (Paulus havde ikke læst Holm, og vidste derfor ikke, at den sande kristendom er relativistisk). Her skriver Luther i sin Store Galaterbrevsforelæsning: ”For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne”. (Se her).

Denne skelnen mellem troen og kærligheden forekommer mig eminent. Det skal indrømmes, at den kan være vanskelig at gennemføre i praksis. Men det, jeg har gjort, når jeg her på bloggen gang på gang har hævdet, at vi bør give vore muslimske medborgere al den frihed, vort samfund bare kan trække, men at vi omvendt ikke bør skjule for dem alle de argumenter, vi har at komme med imod deres religionsudøvelse, det mener jeg dog er bedre og mere i overensstemmelse med disse udtalelser af Luther end den fuldstændige opgivelse af enhver trosholdning, som Kjeld Holm med sin relativisme synes at stå for.

Skal vi acceptere særlige muslimske domstole? Det spørgsmål har vakt en vis røre i andedammen herhjemme. Og jeg skal blankt indrømme, at det ikke huer mig, når man hævder, at der skal slås hårdt ned på sådanne muslimske domstole. Men modsætningen til en sådan holdning er minsandten ikke at opgive enhver selvstændig holdning og abonnere på en relativisme à la Kjeld Holms. Modsætningen er at acceptere sådanne domstoles tilstedeværelse, men fratage dem enhver håndhævelsesret: det bør være med dem, som det igennem århundreder har været med de jødiske domstole i London: det er frivilligt, om man vil lade sig dømme af dem, og frivilligt, om man vil følge deres dom.

Skal vi gå med til, at muslimerne opretter særlige muslimske friskoler? Også det kan man fristes til at forbyde med store ord og gebærder, for ikke sandt: sådanne skoler kan være udklækningsanstalter for muslimske terrorister. Men det er nu ikke lige min kop te at gå imod vor frie skolelovgivning på den måde. Igen er modsætningen blot ikke at udslette alt, hvad vi står for, alt, hvad der bestemmer vores handlinger, sådan som Kjeld Holm vil gøre det med sin relativisme. Modsætningen er at acceptere sådanne skoler, men holde nøje øje med dem, som man jo i øvrigt gør med alle andre friskoler: også muslimer i særlige muslimske friskoler skal lære om det danske demokrati; også elever i sådanne skoler skal stifte bekendtskab med danske ligestilling mellem kønnene, selv om de naturligvis ikke skal tvinges til at praktisere den.

Skal vi i vore kirkelige sammenhænge – konfirmandundervisning, ældremøder, kulturelle møder i øvrigt – undervise i, hvad islam efter vor mening står for? Hvad størstedelen af kirken vil svare på det spørgsmål, giver sig af vores praksis. For er der noget, vi i kirkelige kredse vogter os vel for, er det at sige noget ondt om islam. Uha, uha, tænk, om muslimerne lyttede med og derved kom til at føle sig udenfor! Det må endelig ikke ske. Men er det ikke et gevaldigt svigt?

Jo, vi skal tage vel imod muslimerne. Jo, vi skal være imod dem som imod ethvert andet medmenneske. Det siger kærlighedsbudet. Men hvorfor skal vi skjule vor tro? Hvorfor skal vi gå stille med dørene om, hvad vi tror på, også om det står i modsætning til det, muslimerne tror på? Det er f.eks. en fast muslimsk regel, at vil en ikke-muslim giftes med en muslimsk kvinde, da må han først konvertere, ellers kan han godt skyde en hvid pind efter det bryllup. Og det var måske kirkens opgave ved at undervise i, hvad islam står for, at gøre det lettere for sådanne unge mænd at vide, hvad de går ind til. Jeg skal indrømme, at kirkens undervisning såmænd ikke har meget at sige fra eller til, når kærligheden banker på, men fuldstændig at opgive ævred, som Kjeld Holm gør, bare at sige, at man må give afkald på ”den opfattelse, at mine værdier helt ud også gælder det andet menneske”, det er ikke bare noget forfærdeligt vrøvl, det er også ganske ukristeligt. Og det er et udsagn, der afslører kirkens enorme svigt af sine uvidende medlemmer, hvad angår spørgsmålet om, hvad islam er for en størrelse. Man må desværre sige, at ordet fra Es 9,15 kun passer alt for godt her: ”Dette folks vejledere førte vild, de, som blev vejledt, blev ført vild.”

Desværre står Kjeld Holm ikke alene i kirken. Da 138 muslimske lærde i 2007 udsendte en opfordring til samtale, udsendte Det mellemkirkelige Råd en meget muslimvenlig erklæring, og det førte videre til, at man fra dele af det teologiske establishment beklagede, at ét af vor kirkes fundamentale dokumenter, den Augsburgske Bekendelse, i sin første paragraf indeholder en fordømmelse af ‘muhammedanismen’. Det var lige ved, at man lovede, at man ville lave det om – hvordan man så laver om på historiske dokumenter.

Og her har vi fejlen igen: Den imødekommenhed, den gæstfrihed, den kærlighed, som kærlighedsbudet kræver af os, som vi er forpligtet til at vise overfor vor muslimske landsmand, og som vi da også i høj grad viser, den fører man tankeløst over på troens område, så man bilder sig ind, at vi skal være eftergivende og selvudslettende, hvad troen angår, overfor vore muslimske landsmænd, så vi undlader kritik af muslimens tro, så vi taler ham efter munden, hvad angår trossætninger, så vi gør os selv til en slags from kamæleon, der fuldstændig tager farve efter omgivelserne. Jeg skrev dengang et blogindlæg: ”Selvfølgelig fordømmer vi da islam”, se her, men det havde vist ikke meget at sige.

Og så dukker nu Kjeld Holm op med en sådan relativisme, eller altså: med den forkerte eftergivenhed på det forkerte sted. Ak ja.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

5 svar til Den relativistiske biskop

  1. Lars Hougaard Clausen siger:

    Jeg undrede mig også over den manglende adresse i Kjeld Holms artikel. Man må ud fra henvisningen til Rune Engelbreth gætte sig til, at det handler om, hvordan vi forholder os til at muslimer opfatter verden anderledes, end vi gør. Det må dog gælde også for Engelbreth, at relativismen, hvad angår oplevelsen af verden, ikke blot har gyldighed for kristne men også for muslimer. Det vil sige, at muslimer skal heller ikke fortælle ikke-muslimer eller andre muslimer, hvad den rette oplevelse af verden er. En sådan præcisering ville have gjort underværker i Kjeld Holms artikel.

    Det råder du så bod på ved at inddrage også troen ved siden af kærligheden. Det er jeg vældig taknemmelig for! Troen er den klippe, kærligheden springer af. Oplevelsen af verden er én ting, og den er grænseløs som kærligheden. Troen er anderledes imperativ. Troen er sammenhængskraften i den enkeltes univers. Men er en af troens påstande ikke også, at vi oplever verden forskelligt? At vi skulle blive mangfoldige, betød måske ikke, at vi skulle blive mange, men at vi skulle blive forskellige. Der er blåmejser og skader i haven.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Lars Hougaard Clausen!
    Du har læst Kjeld Holms indlæg med omhu, kan jeg se. Han refererer Rune Engelbrecht for at sige, at vi oplever verden forskelligt, dog ”gennem opdragelse skabes nogle fælles holdninger, men vi kan ikke krybe ind i hinanden og blive en identisk flok”. Og du spørger, om ikke én af troens påstande er, at vi oplever verden forskelligt, og om ikke vi som kristne skulle blive forskellige, og ikke ens.

    Det er jo begge dele så sandt, som det er sagt. Men man kan ikke ud fra den ret lille forskel, der er på det ene menneskes opfattelse af verden og det andet menneskes, slutte, som Holm gør, at så er relativismen løsningen. At Kristus er død på korset, er ikke noget relativt, som man kan stille spørgsmålstegn ved; det kan man ikke gøre rent historisk (selv om muslimerne ud fra deres korans påstande forsøger på det) og det kan man ikke gøre som kristen. Men det betyder naturligvis ikke, at alle kristne har den samme opfattelse af Kristi korsdød. Som Paulus siger 2 Kor 1,24: ”Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde”.

    Jeg kan også sige, at man må holde sig forskellen mellem at være ens og at være ét for øje. Når Jesus i sin såkaldt ypperstepræstelige bøn siger: ”at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig” (Joh 17,21), så tænker han sig ikke, at vi alle skal tænke og tale og tro på samme måde. Man kan ikke bruge den almenmenneskelige erfaring af, at vi opfatter den samme situation forskelligt, til at fremhæve relativismen som sandheden.

  3. Pingback: Hvem er racist? « ricardtriis

  4. Pingback: Hvad kan vi lære af Akkari? | ricardtriis

  5. Pingback: Mission og Kjeld Holm | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s