Breivik på teatret

”Man mærker hensigt, og man bli’r forstemt”, som tyskerne siger (på tysk förstås). Nu vil CaféTeatret til efteråret opstille en Breivik-forestilling, hvor man vil lade en skuespiller bruge Breiviks manifest som en tekst, der skal deklameres, se Berlingskes leder derom her.

Men den hensigt, der gør forstemt, er ikke, at teatret måske har lyst til gennem provokation at tjene penge hjem til driften. I Deadline den 19. januar var det heller ikke det, der var omdrejningspunktet for diskussionen mellem direktøren for CaféTeatret, én fra Socialdemokratisk Ungdom, og en teaterleder, der ikke selv ville opsætte et stykke med Breivik i hovedrollen, men dog godt forstod CaféTeatret. Nej, det var spørgsmålet om hensynet til de pårørende. Er vi ikke for tæt på begivenheden? Har der været tid nok til at bearbejde massakren? Begge spørgsmål blev mødt med et modspørgsmål: Hvornår er vi så på så tilpas afstand, at teatret kan opfylde sine samfundsforpligtelser og tage et så væsentligt spørgsmål op?

Det spørgsmål blev delvis besvaret af den unge SU’er: Hvorfor har ingen hidtil vovet at lave en film om 11. september? Hvorfor har ingen ladet Osama bin Laden komme til orde på et teater? Der er jo tilstrækkelig mange videoklip, der kan bruges. Eller med andre ord: Man skal ikke give Breivik den platform, som han har slået så mange mennesker ihjel for at opnå. Hvis man gennemfører forestillingen på teatret, går man Breiviks ærinde. Og når så dertil kommer, at man gennem hele den publicity, der opstår omkring forestillingen, ripper op i de pårørendes åbne sår, så må man da fra teatrets side kunne indse, at det er mangel på almindelig hensyntagen at lade en sådan forestilling gå over de skrå brædder.

Men intet af det skal behandles her. Det skal derimod en anden løst henkastet bemærkning, som Berlingskes leder kom med. Man skriver: ”CaféTeatret forklarer selv, at man er nødt til at trænge ind i Breiviks tankemønstre, hvis man vil undgå en gentagelse af tragedien. Hertil må man for det første sige, at forklaringen lyder som en gentagelse af en desværre udbredt venstreorienteret tankegang, gående på, at Breivik ikke er et isoleret og ekstremt tilfælde, men del af en udbredt ideologi, der nødvendigvis må føre til terror.”

Det har avisen ret i, og det var også, hvad der faldt i hvert fald mig ind, da jeg hørte teaterchefen i Deadline: man læser Breiviks manifest uden at opdage det spring, der er i Breiviks tankegang, springet fra almindelige, åbne, rationelle overvejelser til den irrationelle forestilling om at være en tempelridder, der forener anklagerens, dommerens og bøddelens embede i sig. Det er det spring, der har fået kloge folk – jeg tænker på de psykiatere, der har undersøgt Breivik – til at hævde, at han må være sindssyg. De har haft lejlighed til mere end os andre, de har kunnet udspørge Breivik, har kunnet høre på hans forklaringer, har kunnet sammenholde dem med det, han skriver i manuskriptet, osv., og de har altså fundet ud af, at manden må være sindssyg. Godt nok er deres diagnose blevet anfægtet fra forskellig side, men jo naturligt nok altid af nogen, der ikke har haft tilsvarende mulighed for at udspørge Breivik.

Så når teaterchefen spørger, hvorfor teatret alene af alle medier ikke må behandle de mange spørgsmål, der rejser sig i kølvandet på ugerningen, så kan der i hvert fald gives to ret fornuftige svar på det.

For det første kan teatret ikke give udtryk for den tvivl, alle andre medier kan lade fremstå, i hvert fald ikke, som man har lagt sagen frem. Vil man fremstille Breivik, vil man lade ham tale i en monolog, så må man på forhånd have dannet sig et nogenlunde fast billede af ham, og dette billede står tilbage efter tæppefald. Jo, jo, man vil givetvis fremstille ham som en hykler, hvilket ikke er nogen nem opgave for en skuespiller, men man vil også fremstille ham ud fra en bestemt overbevisning om, hvad der drev ham. Og denne bestemte overbevisning, dette nogenlunde faste billede kan ikke fastholde den uvidenhed, vi har, den mangel på forståelse, som just er det, der nødvendigvis skal fastholdes om personen Breivik.

Og for det andet er det noget nær umuligt at fremstille sindssyge på teatret. Teatret kræver genkendelighed. Publikum skal på én eller anden måde kunne se sig selv i de personer, der fremføres. Og et stykke vej kan man vel følge rejsen ind i en sindssyg hjerne. Men trænge helt ind til det inderste i den kan man ikke. Og skal rejsen ind i det syge sind og opholdet derinde fremføres på et teater, kan det derfor ikke rive med. Genkendeligheden mangler. Det bliver kedeligt.

Og det er derfor, man får den kedelige mistanke til CaféTeatret, at det, det kommer an på med denne forestilling, er at give højrefløjen nogle nakkedrag. Det blev bekræftet af diskussionen i Deadline. Og altså: man vil ikke med forestillingen give højrefløjen modspil, komme med modargumenter til f.eks. tankerne om Eurabia. Nej, man vil give den nogle nakkedrag, dvs., man vil hævde, at dens forestillinger fører til terror, og så undgår man at komme i diskussion med den.

Og det er da for dårligt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s