Kaj Munk misforstået

CaféTeatrets beslutning om at lave en Breivik-forestilling engang i august har vakt debat. I Information for den 20-1 2012 er der hele to artikler om sagen. Den ene, med overskriften ”Breivik-teater bærer arven fra Kaj Munk”, se her, rummer en række misforståelser, som råber på at blive rettet. Sådan må i det mindste jeg se på det, jeg, der dog mener at have nogen forstand på Kaj Munk. Det vil vise sig.

Artiklen er skrevet af Anne Middelboe Christensen og hævder som sin hovedtese: ”Set gennem danske briller kan Christian Lollikes trang til at udtrykke sig over en politisk udåd ses som en direkte arv fra Kaj Munk. De deler en dobbeltfascination af massemorderens ideologi: En fascination af den stærke mand — og samtidig et brændende ønske om at advare samfundet mod magtovertagelsen”.

Det er noget vrøvl. Jovist, utrolig mange i Europa – og altså også utrolig mange herhjemme – havde en dyb fascination af den stærke mand i mellemkrigstiden. Man tvivlede på, at de demokratiske kræfter kunne magte den nye tids udfordringer, og mange satte i den situation deres lid til opkomsten af én eller anden ledertype, der kunne få alting til at falde i hak på en retfærdig måde. Og fremkomsten af sådanne ”stærke mænd” i henholdsvis Italien og Tyskland blev af mange betragtet med beundring. Skulle vi ikke også herhjemme håbe på, at en sådan ”stærk mand” kunne komme alt det demokratiske ævl og al den nyttesløse parlamenteren til livs?

Og sandt nok, blandt disse demokratitvivlere fandt man Kaj Munk. Og også sandt: han brugte teatret til at fyre op under demokratitvivlen. Blot var det jo så langt fra det eneste, han ville med sine skuespil, ja, vel ikke engang det væsentligste. Han ville aftegne ”mennesket” for os, og da nu diverse diktatorer for ham at se rummede store muligheder for at få os til at se menneskets vilkår, dets væsen og begrænsninger (og de var jo forresten på ingen måde massemordere – det vidste man ikke dengang om Hitler) så brugte han teatret til at beskrive deres gøren og laden for os. At vi så måske kom til at nære større tvivl om demokratiet ved at se disse skuespil, det var en biting, en uheldig eller heldig bivirkning, afhængig af ens politiske standpunkt.

Så hvis det, Christian Lollike, direktøren for CaféTeatret, vil, er at åbne vore øjne for dybden i det menneskelige, for de uanede grusomheder, der kan udspringe af noget menneskeligt, og måske også for den overraskende godhed og hjælpsomhed, som rummes i os, så fred være med ham og held og lykke med arbejdet. Men lad være med at drage Kaj Munk med ind i anstrengelserne. For der er og bliver forskel på en massemorder, som ingen sympatiserer med og ingen kan sympatisere med, og så en diktator, f.eks. Mussolini, som blev tiljublet af masserne og agtet af mange i Europa. Og der er og bliver forskel på det at granske en enkelt gal mands indre for at finde ud af, hvad der kan være derinde af fællesmenneskeligt, og så det at prøve at beskrive de problemer af fællesmenneskelig art, der kan være ved den højst menneskelige opgave: at styre et land.

Og at Middelboe Christensen har vanskeligt ved at få sammenligningen til at ”gå op”, ses af tilføjelsen: at begge skulle nære et ”brændende ønske om at advare samfundet mod magtovertagelsen”. Vrøvl! Munk beskrev diktatorer, der havde overtaget magten, Lollike vil beskrive én, der frygtede for en magtovertagelse, hvis sandsynlighed i høj grad kan diskuteres.

Det bliver ikke bedre i det følgende. Anne Middelboe skriver: ”Kaj Munk var meget optaget af både Hitler og Mussolini. Faktisk helt frem til 1940, hvor han endelig fik viden om de folkeovergreb, der fik ham til at vende rundt og skrive stykker mod nazismen — hvilket fik tyskerne til at myrde ham i 1944”. Ja, Munk var som så mange andre i mellemkrigstiden optaget af, hvilken styreform der mon kunne være den bedste. Og han havde nok en vis formodning om, at en ”stærk mand” kunne være en god løsning, men han havde også lige fra begyndelsen, det vil sige fra Hitlers magtovertagelse i 1933, en vis sund skepsis. Denne skepsis fik ham til i 1938 at skrive skuespillet ”Han sidder ved Smeltediglen”, hvori han stærkt tog til orde imod jødeforfølgelserne. Dog mente han, som mange tyskere, at der var tale om et overgangsfænomen. Først i marts 1939, efter at Hitler havde invaderet Rest-Tjekkoslovakiet, indså han, at ”magten havde taget magten fra Hitler”, at han havde erstattet det rimelige ideal ”Tyskland for tyskere” med rovdyrskriget ”livsrum”.

Hos Middelboe Christensen hedder det videre: ”Og Kaj Munks martyrskikkelse virker i dag endnu mere kompleks, netop fordi han i stykker som En Idealist fra 1928 havde skildret sin betagelse af fanatikeren, der ikke sætter grænser for sin mission”. Det passer ikke. Der ligger ikke i En Idealist nogen betagelse af kong Herodes, hovedpersonen i stykket. Men Munk går til yderlighederne for bedre at kunne få os til at se modsætningerne. Vi skal se modsætningen mellem den Herodes, der bruger magt hele vejen igennem, psykologisk magt og rå, brutal magt, og den Kristus-skikkelse, der måske/måske ikke bringer os en forjættelse om en anden form for styre. Munk lader i den sidste scene Herodes bøje sig ned over det nyfødte Jesus-barn, og da barnet åbenbart leger med hans scepter, siger han om barnet: ”Han tror, han kan holde om sceptret med så blød en hånd”. Det kan godt være, at Munk selv i nogle af sine diktator-spil synes at glemme den bemærkning, men den bliver dog liggende i hans sind som en formodning om, at der på grundlag af kristendommen kan skabes et styre, der ikke er afhængigt af den rå magt og kun det, og det får ham til at nære skepsis mod både Mussolini og Hitler.

Det er derfor også forkert, hvad hun skriver, at ”I Danmark har Kaj Munk skabt et forbillede for, hvordan dramatikere kan udtrykke deres samfundsengagement gennem kunsten”. Nej, Munk ville afbilde mennesker, og til det brug brugte han de forhåndenværende diktatorer med deres fejl og fortrin. Hvis man derimod vil nævne en dramatiker, der vil bruge sin kunst i samfundsdebatten, kan man nævne Kjeld Abell med dramaet Anna Sophie Hedvig fra 1939. Men også det misforstår Middelboe Christensen. Hun skriver: ”Da Kjeld Abell skrev Anna Sophie Hedvig i 1939, gjorde han det som en advarsel mod tyskernes overherredømme — og som en appel til alle mennesker om at bekæmpe overgreb i deres egne, små verdener. Det er egentlig også det, der nu kan vise sig at være effekten af Christian Lollikes stykke. Blot med den sørgelige konstatering, at advarslen kommer for sent, fordi Breivik allerede har nået at udføre sin irreversible udåd”.

Kjeld Abells stykke handler om en kvinde, der med forfatterens billigelse slår et andet menneske ihjel, fordi dette har udviklet sig til en diktatortype. Moralen er: grib ind i tide og gør det selv! Men det er da rigtignok en morale, der giver grønt lys for alle mulige slags selvtægt, f. eks. for en Breivik, som jo netop udmærker sig ved, at han tog sagen i egen hånd, da han mente, at de sædvanlige protestmuligheder var udelukket for ham.

Hvis Christian Lollike ville – men han vil vistnok ikke gå den vej – kunne han derfor skabe et skuespil, der viste en forbindelse fra Kjeld Abell til Breivik, viste, hvordan Breivik af Abell mente at have fået carte blanche til at udføre sin udåd: han måtte selv tage sig for at standse den fare, som kun han og ingen andre så; og han måtte, ligesom Anne Sophie Hedvig, selv påtage sig rollen som på én gang anklager, dommer og bøddel.

Nå, det ville sikkert blive ganske ahistorisk. For der er intet i Breiviks manifest, der tyder på nogen påvirkning fra Abells tanker. Så vidt man kan forstå på Lollike, vil han levere et skuespil, der angriber islam-kritikken, eller skal vi sige: den noget overdrevne islam-kritik, den, der opererer med tanken om, at det er alle muslimers drøm at overtage magten i Europa, at skabe et Eurabia. Den vil få på puklen, andre overbevisninger ikke.

Lad mig til sidst vise, at der ud fra manifestet er en anden mulighed også, en mulighed, som Lollike sandsynligvis ikke drømmer om at gribe. Breivik har i flere omgange vist, hvordan han fornemmede, at myndighederne tog parti imod landets egne borgere, altså imod de borgere, der ikke rettede ind efter myndighedernes positive syn på de muslimske indvandrere. To af disse tilfælde kan jeg huske uden at slå dem op. I det ene tilfælde hævder Breivik, at pressen og myndighederne tilbageholdt oplysninger om etniske uroligheder i Göteborg; jo, for der skulle være valg i Norge, og man ville ikke give fremskrittspartiet vind i sejlene ved at lade disse oplysninger komme frem før valget. Højst udemokratisk.

Det andet tilfælde stammer fra Köln, hvor der skulle være en demonstration mod bygningen af en moske. Det var de anti-muslimske kræfter i det tyske samfund, der havde anmeldt demonstrationen. Men den blev søgt forhindret af de såkaldte anti-fascistiske kræfter. Og da de var de fleste, fik anti-muslimerne tæsk i gaderne. Og, hævder altså Breivik, politiet greb ikke ind, forhindrede ikke angrebet på den lovligt anmeldte demonstration.

Begge disse erfaringer – og jeg tager ikke her stilling til, om det, Breivik skriver om dem, er sandt eller ej, jeg konstaterer blot, at sådan har han oplevet det – kan være med til at forklare, at Breivik mente, at han, som Anna Sophie Hedvig, måtte tage sagen i egen hånd. Og den side af manifestet kunne man også tage frem; derved ville det anklagende lys blive rettet, ikke mod islamkritikerne, men mod de samfund, der ikke beskytter også anti-muslimernes rettigheder. Men i dette tilfælde er der unægtelig et stykke vej fra de teoretiske overvejelser og til udåden på Utøya. Argumentationsrækken fra disse erfaringer og til udåden på Utøya er ikke bare lang, den er brudt.

Men som sagt, det er nok ikke den vej, Christian Lollike vil gå. Men hvilken vej han end betræder, det, han gør, synes mere at komme til at være i Kjeld Abells ånd end i Kaj Munks.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s