Davos – nytænkning?

Kansler Merkel krævede nytænkning – og leverede selv udpræget ‘gammeltænkning’ i Davos. Forvirret? Ja, men finanskrisen ER forvirrende.

Nu har alverdens kloge hoveder atter været samlede i den schweiziske by Davos for at prøve i fællesskab at komme med forslag til løsning af krisen. Og grundlæggeren af World Economic Forum, som foretagendet i Davos hedder, professor Klaus Schwab, gør ikke forvirringen mindre ved som en slags indledning at hævde, at ”Hvis vi forsøger at forme fremtiden med vores gamle, forkrampede modeller, ender verden i et endnu dybere hul”, se her. Eller han hævder, at ”Vi er nået dertil, at verden ikke længere mangler kapital. Derimod mangler vi talenter med den viden og de kompetencer, der efterspørges. Kapitalismen er på vej til at blive afløst af talentismen”.

”Talentismen”? Ak ja, godt ord igen. Men man må nu ikke tro, at fordi man skifter ordene ud, forsvinder de problemer, der knytter sig til kapitalismen. Og dette med nytænkning, det har også ofte vist sig at være en udskiftning er termerne, ikke af tankegangen.

Jeg har tidligere prøvet at arbejde med den teori, at der er to ting, der står stridigt overfor hinanden i vor økonomi, det er produktivitetsstigningen og forventningen om stigende jordpriser, se her. Dette, at produktiviteten hele tiden bevæger sig opad, giver anledning til en fremskridtstro; ikke en fremskridtstro ud i den blå luft, men en fremskridtstro, baseret på hårde facts: man ser jo, hvordan der er fremgang på det ene område efter det andet; man konstaterer jo, hvordan det går an at give mere for boligen, end man kan klare lige i år, for næste år er indkomsten steget, eller varerne blevet billigere.

Nu modificerer jeg teorien derhen, at det måske ikke gør så meget, at det forholder sig sådan. Det, der afstedkommer de ulykkelige konsekvenser, vi ser for os med finanskrisen, er, at produktiviteten ikke stiger lige meget hele tiden. Hvis den gjorde det, ville jordpriserne hele tiden være en bestemt procentdel foran, og man ville vænne sig til, at sådan er det. Problemet er, at produktiviteten af og til stiger mere, end man forventer. Det vil sige, den forventning, der ligger i de for høje jordpriser, viser sig at være for lille. Resultatet er, at økonomien får et boost fremad. Men så – med lidt forsinkelse – følger jordpriserne trop. Og så er grunden lagt til den næste krise. For når produktivitetens midlertidige opblomstring er afløst af mere normal produktivitetsstigning, ja, så er jordpriserne blevet for høje, og de kan ikke sådan lige på en studs sættes ned. Og så får vi krise. Først på boligmarkederne, dernæst på finansmarkederne, så i bankverdenen, hvor den ene bank efter den anden truer med at gå bankerot. Og så råber alle politikere på vækst, for kun derved kan der kompenseres for de for høje jordpriser, tror man.

Vi så det i tresserne. Der fandt en produktivitetsstigning sted, som ingen havde regnet med, og ingen derfor havde taget højde for gennem større forventningspriser på jord. Den produktivitetsstigning skete, tror jeg, som følge af toldmurenes nedbrydning gennem udbygningen af EF og EFTA. Den førte til en uhørt økonomisk vækst: arbejdsløsheden faldt til næsten ingenting, og i begyndelsen af halvfjerdserne begyndte selv alvorlige økonomer at tro, at vi var kommet i himlen; vi havde, mente de, overvundet tidligere tiders problemer, hvor man skulle balancere mellem høj arbejdsløshed og større eller mindre underskud på statsfinanserne. De tider var nu ovre, arbejdsløsheden endelig fjernet.

Ak, hvor længe var Adam i paradiset? Nå ja, der kom en Yom-Kippur-krig og en efterfølgende oliekrise, så vi kunne skyde skylden på disse forhold. Men det var såmænd en ganske almindelig økonomisk krise som dem, man havde kendt tidligere. Herhjemme prøvede vi at give økonomien en kickstart (det var vist ikke det udtryk, man brugte dengang, men sagen er den samme som i dag) ved midlertidig at sænke momsen; vi fik i stedet mimsen. Meget morsomt! Men økonomiske kriser klarer man ikke med en vittighed. Og hvor meget man end mimsede, det hjalp ikke. Man troede, at man igen ville få tressernes herlige minimale arbejdsløshed tilbage, men dèr måtte man tro om igen. Krisen ‘bed sig fast’, som man sagde.

Og så dalrede økonomien videre, med produktivitetsstigninger og forventningspriser på jord i en mere afdæmpet konkurrence. Vi fik en mere jævn vækst og en mere jævn forventningspris, og det gik da egentlig meget godt. Bortset fra alle problemerne.

Men så fik vi altså igen et boom i økonomien i nullerne. Hvad der gjorde det, har vist ingen spekuleret på. Men man kan jo gætte. Jeg vil gætte på, at det skyldtes, at Kina for alvor trådte ind på verdens økonomiske scene. Alt det isenkram, man kunne få fremstillet for næsten ingen penge i Kina! Og der er vel ikke i dag nogen, der er i tvivl om, at det satte sit præg på boligpriserne. Når man forventer større indkomst eller billigere varer i morgen end i dag, så har man råd til at betale ikke blot 5% mere for sin bolig, end man strengt taget har råd til, nej, så kan man rolig betale op til 20% mere, for det er jo herlige tider, vi forventer fremgang på alle fronter, det skal nok gå alt sammen. Finanskrise? Åh hold op! Boligboble? Den må du længere ud på landet med!

Og det gik jo til en tid, ja, måske igennem altfor lang tid. Men så brast boblen. Først i USA, hvor et par selskaber, der lånte penge ud til billige boliger, gik konkurs. Dernæst herhjemme. Og det er klart, boligmarkedet er så tæt forbundet med den øvrige finanssektor, at konkurser det ene sted har dyb indflydelse på markedet det andet sted. Og ak ja, så fik vi en finanskrise i stedet for, folk begyndte at holde igen med forbruget, mange sad i boliger, de ikke kunne komme af med, osv. osv.

Og så ser vi den samme forvirring hos politikerne som i halvfjerdserne. De er lige så sikre på i dag som dengang, at det hele vender om ganske kort tid. Derfor har vi brug for en kickstart. Det brugte den forrige regering penge på, det bruger den nuværende penge på, og lidt hjælper det vel, nogen kommer vel i arbejde ved sådanne foranstaltninger, men hvis det forholder sig, som jeg her har skitseret, så kan sådanne tiltag såmænd også være med til at trække krisen i langdrag. Jo, for det, der nu skal ske, er jo, at de altfor høje boligpriser skal ned, jo før jo bedre. Før de kommer et godt stykke ned, eller før produktiviteten stiger til et niveau, der kan betale de nuværende, for høje boligpriser, før kommer der ikke vækst. Og giver man tilskud til det ene og det andet, får man skabt en kunstig vækst, så falder boligpriserne ikke så hurtigt, som de ellers ville falde. Og så trækker man pinen ud.

Men hvad så? Hvad skal vi så gribe og gøre i?

Vi kunne jo f.eks. lytte til Keynes. Denne økonom fra trediverne snakkede ikke noget om boligpriser og produktivitet, men mente dog, at man kunne udjævne de økonomiske konjunkturudsving ved i højkonjunktur at lade staten kræve for mange penge, i lavkonjunktur for få penge ind i skat, enten så man låner sig til det resterende beløb, eller så man lader seddelpressen køre. Den teori har man faktisk fulgt gennem mange år. Problemet for os i Danmark er, at den teori kan vi ikke følge, så længe vor krone er bundet til euroen. For Tyskland vil ikke på nogen måde gå med til at øge staternes underskud, og da slet gå med til at lade seddelpressen løbe. De er bange for, at den skal løbe løbsk, som den gjorde i Tyskland i 1922 og 23.

Så det første, vi skal gøre, er at løsrive kronen fra euroen. Det næste er at lade staten gå foran, når der skal sættes gang i forbruget, og lade den gøre det, ikke blot for lånte penge, men også for penge, den lader trykke på seddelpressen. Jamen, skaber det ikke inflation? Jo, det er en risiko. Derfor den tredje forholdsregel: man skal indføre en grundstigningsskyld, så de, der ejer jord, ikke får en uforholdsmæssig fordel. Derved vil man også få jordprisen sænket til det niveau, der harmonerer med produktionen, ja, man vil vel oven i købet få fjernet forventningsprisen på jord, så det at købe bolig ikke mere bliver identisk med at deltage i et lotteri, men bliver en investering, som man betaler mere eller mindre for, afhængig af den økonomiske udvikling.

Men bare det sidste er jo nok til at gøre et sådant forslag ganske urealistisk. Og derfor skal dette nok ikke betragtes som andet end et surt opstød fra en gammel Jeronimus. Dog har det forhåbentlig den fordel ved sig, at det kan gøre politikernes krav på vækst lidt mere forståeligt, omend det samtidig bliver uforståeligt, at de så foretager sig så meget, der kan forhindre vækst.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Davos – nytænkning?

  1. Morten - - - siger:

    Så du stemte også på gamle Ib Christensen … Han er stadig fornuftig at høre på den dag i dag. Synd, Retsforbundet ikke eksisterer mere, som andet end en syklub et eller andet sted ude på Østerbro eller omegn.

    Retsforbundet kunne ikke overleve, at Danmark ikke skulle være en selvstændig stat længere. For det var den forudsætning, hele partiets politik hvilede på.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s