Efterkommere gifter sig med efterkommere

Den oplysning har fået nogle politikere helt op i det røde felt. Men man kan da kun spørge: Hvad andet havde de ventet?

Danskere, der flytter til udlandet, gifter sig da også fortrinsvis med andre danskere, der er flyttet sammesteds hen. Så når man hævder, at dette viser, at 24-års regel og tilknytningskrav helt har været forgæves, de fremmede bliver ikke og vil ikke være som os, så er det en helt forkert konklusion, se artiklen i Kristeligt Dagblad her.

Hvorfor ikke i stedet hæfte sig ved det positive ved nyheden? Tidligere, da vi ikke havde den begrænsning i den muslimske indvandring, som 24-års regel og tilknytningskrav er, giftede danske muslimer, vokset op i Danmark med tyrkiske eller pakistanske forældre, sig med deres trosfæller fra henholdsvis Tyrkiet og Pakistan. Det førte til mange skilsmisser og mange ulykkelige ægteskaber, for det er ikke let at omstille sig fra et liv i en tyrkisk eller pakistansk landsby til et liv i en dansk forstad. Og de muslimer, der er opvokset i Danmark, har trods alt fået et indtryk af, hvordan det danske samfund fungérer, hvilket deres ægtefæller fra udlandet ikke har. ”Lige børn leger bedst”, siger man, men disse familiesammenføringer sammenførte i høj grad ulige børn, og de kom kun sjældent til at lege godt. Det vidner den store overvægt af muslimer på vore kvindecentre om.

Når nu i stedet danske muslimer, opvokset i Danmark, gifter sig med andre danske muslimer, opvokset sammesteds, så er det dog i langt højere grad ”lige børn”, der er tale om, og man kan vel forvente en større ægteskabelig lykke end ved de andre forhold. Så at reglerne ikke har virket, er helt forkert.

Også af en anden årsag må man glæde sig. Tænk, hvis det var f. eks. 20% af de danske andengenerationsindvandrere, der giftede sig med etniske danskere! Forfærdeligt! Hvorfor? Fordi det efter muslimsk skik kun er tilladt muslimske mænd at gifte sig med ikke-muslimer. Hvis en dansk mand bliver forelsket i en muslimsk kvinde, må han værsgo konvertere til islam, hvis der skal være nogen chance for at der bliver et ægteskab ud af den forbindelse. Og det vil sige, at der ville være en masse danskere, der var mere eller mindre tvunget til at konvertere til islam, mens de danske piger, der giftede sig muslimsk, ikke ville få et ben til jorden i den muslimske sammenhæng, børnene skulle opdrages muslimsk, muslimske skikke skulle overholdes, osv.

Så indtil muslimer ændrer deres traditioner i en mere retfærdig retning, hvad angår disse forhold, skal vi ikke være så kede af, at vore muslimer gifter sig med andre muslimer. Og vil man sige, at en sådan ligelighedstænkning nok aldrig opstår hos muslimerne, så vil jeg svare, at det skal man nu ikke være så sikker på. Men jeg vil da godt føje til, at hvis vi fortsætter med ikke at turde være ved den kultur, der er vor, hvis vi bliver ved med næsten at undskylde, at vi var her i landet først og har sat vort urene præg på det, før muslimerne kom med deres rene lære, så er der al mulig grund til frygt.

Men vi kan vel ikke blive ved med at lege gemmeleg med os selv!