Keynes i 'bad standing'?

Det er Information, der i dag hævder, at den verdenskendte økonom John M. Keynes er kommet i ‘bad standing’, altså er sat i skammekrogen, se her. Og bladet hævder det på baggrund af den just i Bruxelles vedtagne finanspakke. Man har fået et par økonomer til at udtale sig om Keynes: han var socialdemokratismens ‘kirkefader’, hans anvisninger har været baggrunden for dansk økonomisk politik i hele efterkrigstiden, han var ikke mindst den, hvis teorier lå bag den ‘kickstart’ af økonomien, som Poul Nyrup foretog i begyndelsen af halvfemserne, osv.

Det kom der en diskussion ud af i Deadline i aftes den 1-2. Jeg var lige ved at skrive ‘en god diskussion’, for det plejer man jo at skrive, når argumenterne flyver én om ørerne, men det blev faktisk ikke en god diskussion, der kom ud af det. Ikke just, fordi de to økonomer, der var inviteret med, var uenige; for det var såmænd ikke så meget, de var uenige om. Mere, fordi erhvervs- og vækstminister Ole Sohn talte helt ved siden af.

Keynes havde dannet sig den teori, at man i opgangstider skulle operere med overskud på statsfinanserne, sådan at man havde noget at gøre godt med i nedgangstider. Og så vidt man forstod, var Ole Sohn sådan set enig med Keynes i den tese. Blot var det meget uvist, om han mente, vi for øjeblikket befandt os i en økonomisk nedgangsperiode. Han sagde, at en forudsætning for at kunne sætte gang i økonomien med investeringer i nedgangstider var, at man havde styr på økonomien. Og det blev han ved med at gentage, så det efterhånden sivede ind selv hos denne blogejer. Men det blev ikke klart, om han i det hele taget havde forstået problemstillingen.

Mange økonomer har udtalt sig på den måde, at de siger, at dette at styre økonomien er en balancegang. Man må ikke optage for store lån, for så løber man ind i en gældskrise. Men man må heller ikke undlade at bruge statspenge, eventuelt statslån, til at øge det offentlige forbrug, for så får man en økonomi, der skrumper i stedet for at vokse, og så kan man ikke afdrage og forrente selv de små lån, man har optaget. Alt det kan man da nogenlunde forstå.

Men det lød ikke til, at Ole Sohn havde forstået det. For han gentog sin mantra om at have styr på økonomien. Oven i købet tillod han sig at skælde den forrige regering ud på fuldstændig falsk grundlag. Man skulle gøre det, sagde han, at man i gode tider sparede sammen af statspenge, så man i nedgangstider kunne tillade sig at forsøge med en kickstart. Men det havde den forrige regering ikke gjort; den havde soldet pengene op til ufinansierede skattelettelser. Det er lodret forkert. I de gode tider i nullerne gjorde den blå regering det, at den fik nedbragt vores statsgæld. Derfor kunne man tillade sig at øge underskuddet på de offentlige finanser så meget i 2011. Og de, der ikke ville nedbringe gælden, gæt, hvem det var? Ja, det var såmænd de røde. Men jeg vil da ikke påstå, at Ole Sohn sådan ligefrem lyver bevidst. Der er vist blot tale om, at han stadig er grebet af den retorik, der blev brugt under valgkampen, hvor alt det, den forrige regering havde foretaget sig, var skidt.

Nuvel, det sørgelige faktum er vist, at det ikke spiller den store rolle, om Ole Sohn har forstået de dybere mekanismer i økonomien eller ej. For al den tale om en kickstart af økonomien er vist kun politikernes desperate forsøg på at trylle de glade dage fra nullerne frem igen. Og det forsøg er dømt til at mislykkes. Jeg har før nævnt, hvordan de glade dage i tresserne blev afløst af de kriseprægede år i halvfjerdserne. Lad mig derfor denne gang henvise til det, der skete i Japan i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne. Op gennem firserne havde man bygget og bygget i de japanske storbyer, kontorhus efter kontorhus skød i vejret. For der var gang i økonomien, og man troede på fremtiden. Så meget troede man på fremtiden, at man var villig til at betale store overpriser for at få et kontor eller bare få en option på et kontor i nogle af de nye bygninger. Og så brast boblen med et smæld. Og en økonomisk recession bredte sig ud over Japan, bankerne forsøgte at udskyde deres gæld, at refinansiere hinandens gældsposter, men hele økonomien led et alvorligt tilbageslag, som landet først kom delvist ud af en ti-femten år senere.

Og da der nu er sket det samme for os, skal vi ikke bilde os ind, at vi får de gode tider igen sådan lige med det samme. Hverken herhjemme eller i Europa som helhed. Og derfor: lad bare regeringen tale om at have styr på økonomien, at sætte tæring efter næring, og hvad man nu ellers siger! Og lad bare økonomer hævde, at dette er helt og holdent imod al normal keynesiansk tankegang – hvad det vitterlig er. Det gør ikke så meget fra eller til. Man kan godt give landet en økonomisk saltvandsindsprøjtning, men det vil ikke batte stort. Den lave vækst vil fortsætte mange år endnu.

Men det er alligevel overraskende at møde en erhvervs- og vækstminister, der har forstået så lidt af, hvordan økonomien vokser, eller så indædt forsvarer et økonomisk set uforsvarligt standpunkt (det ikke ønskede overstreges). Men nu har jeg da hørt det. Og mine ører er ikke faldet af endnu. Forstå det, hvem der kan!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s