Ateistens distraktion

I et langt essay i Kristeligt Dagblad for den 4-2 har Lars Christiansen en gennemgang af det, han kalder vor tids kulturkamp, kampen mellem ateisme og gudstro, mellem rationalisme og åbenbaring, mellem folkelighed og globalisme. Det er altid lidt ‘farligt’ med den slags oversigter, man forenkler tit tingene for at få det til at passe ind i det skema, man har lagt ned over historien. Men alligevel, det var da en interessant artikel at læse igennem.

Men man spørger jo alligevel sig selv efter endt læsning: Hvor blev islam af i denne analyse? Det, der blev analyseret, var kulturkampen, og er der noget, denne har drejet sig om i de sidste år, er det islam. Men ikke et ord om den del af kulturkampen. Islam kan selvfølgelig heller ikke sættes ind i et skema, der går tilbage til oplysningstiden. Men så kunne Lars Christiansen havde opgivet det forehavende: at skematisere udviklingen.

Hvad der også slog mig, var den uengagerethed, Lars Christiansen lægger for dagen. Det er, som om han blot er ude på at analysere, eventuelt at komme med visse fremtidsudsigter på baggrund af sin analyse, men tage stilling? Sige, hvor han selv befinder sig i den kamp, han skitserer? Nej, det falder ham da ikke ind. Og det er lidt ærgerligt. Så bliver der noget sært klinisk over det hele.

Men ellers er det mest hans – forekommer det mig – forkerte skelnen mellem humanisternes rationalisme og de kristnes åbenbaringstro, jeg vil analysere lidt nøjere. Lars Christiansen skriver: ”Centralt i de oplysningsideer som Georg Brandes og hans hirdmænd bekendte sig til, er troen på menneskets evne til at frigøre sig fra ydre autoriteter, især kirken og fyrsten. Midlet er menneskets adelsmærke, den kritiske fornuft: ”Sapere aude” lød filosoffen Kants opfordring: vov at tænke selv. Dermed får fornuft og religion et anstrengt forhold til hinanden, for religionen bygger på åbenbarede sandheder, men fornuften anerkender ikke åbenbaringer, den vil selv finde frem til sandheden. Kirken bandlyste ganske vist ikke fornuften, men tildelte den en plads som teologiens tjenestepige, hvilket den ikke affandt sig med i længden. Den sagde højt og tydeligt fra under oplysningstiden i 1700-tallet, hvor den blev monoteismens nidkære, almægtige Guds arvtager, der ikke tåler andre ved siden af sig.”

Først dette med at frigøre sig! Det forekommer mig, at det i høj grad var det, Luther gjorde: at frigøre sig fra kirkens bindinger, og at frigøre fyrsterne fra kirkens overhøjhed. Så dette ”vov at tænke selv” er i lige så høj grad en arv fra Luther som fra oplysningstiden. De kristne er så sandelig ikke ophørt med at tænke selv.

Jamen, er det da ikke sandt, at de kristne bygger på en ”åbenbaringssandhed”? Jo, det er det, men denne sandhed har hele tiden skullet stå til regnskab overfor fornuften; den har hele tiden skullet revideres; den har aldrig kunnet få lov at hvile på laurbærrene indenfor kristendommen, som man har indtryk af, at den kan indenfor islam.

Dertil kommer noget, som Grundtvig på udmærket måde gør rede for i sit tidsskrift Danskeren i 1851. Han skriver: ”Jeg maa nemlig bede saavel Læseren som Læserinden lægge vel Mærke til, at det er ingenlunde, som man sædvanlig snakker, blot Vorherre Christus og hans Tjenere, der forlanger Tro af os, thi den forlanger alle de vise eller uvise Mestere, som vil oplyse os om alle muelige Ting, ligesaa fuldt, skiøndt de gierne, saa vidt som mueligt, tager dem iagt for at bruge det Ord”. (Grundtvig i Danskeren 1851, side 535). (Hvis det er det samme, Lars Christiansen mener med de lidt kryptiske ord sidst i citatet, så meget des bedre!)

Det er, hvad jeg her vil gøre opmærksom på: ateisternes eller de kulturradikales enorme distraktion. De mener om sig selv, at de står fuldt og fast på rationalitetens grund og udelukkende på den. De opdager ikke, at de bygger på tro, lige så vel som vi kristne. De ”tager dem i agt for at bruge det ord”, ja, for tro er jo noget altfor usikkert noget, tro er noget for kvinder og kristne og børn, ikke for voksne, selvstændige mænd. Ja, ja, store ord! Men tro bygger de nu alligevel på.

Rationalitet i sig selv er tom, drager ingen livsanskuelse med sig. Hvis den, der mener at bygge på rationaliteten, alligevel har en livsanskuelse (og hvordan skulle et menneske kunne leve uden en livsanskuelse), så har han den andetsteds fra. Og som regel har vort lands ateister en livsanskuelse, der er sammensat af løsrevne kristne brokker. De mener selv, at de omhyggeligt har sammensat den som udtryk for deres selvstændige holdning til tilværelsen. Men naturligvis består den af ting, de mere eller mindre bevidst har suget til sig under deres opvækst, og altså ofte suget til sig, uden at de har været sig det bevidst.

Kaj Munk har i et skuespil afbildet sådanne rationalister på udmærket måde, inklusive deres noget distræt livsanskuelse. Det sker i et skuespil, der hedder ”Fra Tidehvervet”. Det er skrevet i 1928 og handler om den romerske filosof Titus Lucretius Carus, der levede fra 95 til 55 f. Kr. Han var rationalist om en hals. Han mente at kunne lægge alt ind under Epikurs tanker, og Epikur henviste mennesket til at holde sig til sansernes vidnesbyrd. Vi har kun ét værk overleveret fra Lucrets’ side: ”Om tingenes natur”. I dette værk beskriver Lucrets hele verdens opbygning, forklarer, hvordan sanserne virker, hvordan jord og himmel blev til og nu fungerer, hvordan dyr og mennesker har udviklet sig (han er næsten en Darwin før Darwin, men altså kun ”næsten”) forklarer, hvordan vulkaner og tordenvejr bliver til, og forklarer det alt sammen som værende en følge af bestemte ”første-partiklers” opførsel.

Det vil sige: Han lægger alle verdens foreteelser ind under naturnødvendigheden. Alt sker efter bestemte naturlove. Og – fortsætter han – når alt sker efter ubønhørlige naturlove, så har guderne altså intet at sige med hensyn til verdens gang. Det nytter ikke af bede til dem, at ofre til dem, at håbe på deres hjælp. For i denne verden, der styres af naturlove, er guders indgriben umulig.

Her har vi da rationalitet for alle pengene. Her har vi et menneske, der er ateist i den forstand, at han ikke venter sig nogen hjælp fra guderne. Der er derfor ikke noget at sige til, at man i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kom til at interessere sig gevaldigt for Lucrets. For man følte jo, at man stod i nøjagtig den samme situation som han. Og det gør vi vel stadigvæk. Også vi føler jo, at vi med videnskabens enorme fremskridt er kommet til at leve i en verden, hvor alt er underlagt naturlovsnødvendigheden og hvor derfor Guds indgriben er udelukket og bøn til Gud meningsløs.

Den mand tager altså Kaj Munk frem og gør til hovedperson i sit skuespil. Og han lever sig 100% ind i hans tankegang. Da hans far, der er augur, kommer for at bebrejde ham hans ugudelige tanker, og håner ham, fordi han ved den tanke, der kun er en sølle lyseprås i denne verden, vil bilde sig ind at kunne komme nogen vegne, svarer han:

”Nu drister jeg mig ind i alle Guders Nat/ ved Praasens Skær og tvinger dem at røbe alt./ Le kun! jeg har ti Tusind Aar at virke i/ og giver aldrig op; jeg gaar ved Praasens Skin/ i Havets Svælg, i Bjergets Bug, i Skyens Skød,/ selv i mit eget Legem drister jeg mig ind,/ udregner Raad mod Sot der, slaas med Død,/ jeg tvinger Vind og Vand og Varme til at tjene mig,/ selv Lynet gør jeg til min Skriver og mit Bud,/ ja, Mennesket, der laa i Frygtens Slavebaas/ og tilbad den vilkaarlige Natur,/ gør jeg til Jordens Gud ved denne Lysepraas,/ imens du ler dig latterlig, Augur”.

Selvfølgelig kan Munk ikke dy sig for at lade lysepråsen gå langt videre end til de resultater, den havde nået på Lucrets’ tid. Men om det er romernes vandledninger, der er tale om, eller det er moderne telegrafsystemer, det er dog beundringsværdigt, så meget det er lykkedes for mennesketanken eller menneskefornuften at komme til at beherske.

Vi véd ikke ret meget om Lucrets, så Munk har nogenlunde frit slag. Han lader ham have en far, der er augur, han lader ham udføre forsøg, der skal bevise, at sjæl og legem hører sammen: som de bliver til samtidig, dør de også samtidig, hævder han, nøjagtig som den rigtige Lucrets hævder det.

Men han lader ham altså også være gift. Og spillet mellem ham og hans kone lader han være omdrejningspunktet for stykkets problem: Har Lucrets ret i den grundtanke, han har, at guderne intetsomhelst har at sige over denne verdens gang? For da ægtefællerne kommer bort fra hinanden og finder hinanden igen, siger hans kone: ”Der er overnaturligt til!” Det siger hun som en tydelig modsætning til sin mand, der har belært deres fælles søn om, at ”alt, hvad der er, er naturligt; alt, hvad der sker, sker naturligt”. Jovist, det har du nok ret i, kære mand, men det, der her skete mellem os, det skete ikke i kraft af nogen naturlov, det skete i kraft af en overnaturlig indgriben; det skete, fordi en højere magt ville os det godt.

Det samme har Lucrets’ svigerfar været inde på: ”Med dine Skuldre vil du løfte Verden/ fra Atlasgudens hen paa Menneskets./ Men har du sikret dig et Sted at staa paa?/ og sikret Mennesket et saadant Sted?/ for man kan ikke staa paa det, man bærer.” Med andre ord: Hvad er forudsætningen for at påstå det, du påstår? Hvilke forudsætninger har du i det hele taget for din store viden? Hvad bygger du på, når du forsker og søger at herske over verden? Det er noget, Lucrets så tydeligt ikke har tænkt på, lige så lidt som videnskabstilbederne i vore dage har tænkt på det.

Men netop det spørgsmål giver Munk et svar på i sit skuespil. Der sker selvfølgelig en masse genvordigheder, for når det er Munk, man har med at gøre, er der handling på scenen. Lucrets er så optaget af sin forskning, at hans kone forlader ham. Men efter 17 år, hvor Lucrets har forsket og skrevet, er endelig hans bog ved at være færdig. Blot har han nogle frygtelige anfald, som forhindrer ham i at nå sit mål. Hans svigerfar tilkalder derfor hans eks-kone, hun kommer, og de bliver forsonet, og han lægger, som han har gjort det så tit, mens de var sammen, igen sit hoved i hendes skød, for – som han siger – hendes fingre igennem hans hår har en evne til at bringe orden i de mange ideforbindelsers virvar.

Og liggende sådan er det så, han erklærer, at kærlighed er større end alle ting. Og han slutter sit værk med en hyldest til kvinden med barnet på armen, kun et sådant billede kan være noget, manden kan tilbede. Og så dør han. Men mens dette godt kan tolkes som en kun tvivlsom hyldest til guderne, må tableauet med Lucrets liggende med hovedet i sin kones skød, på en meget mere gennemgribende måde siges at afbilde nutidens ateistiske tænkeres distraktion. For da hans kone inviterer ham til at lægge hovedet i hendes skød, siger hun: ”Og er mit skød dig ej for ringe til hovedpandested — — ” Det vil sige, Munk vil have os til at forstå, at tableauet til sidst ikke blot afbilder en psykologisk sandhed: at han hviler ud ved samværet med sin kone, det vil også afbilde en teologisk sandhed: at alle hans tanker, al hans forsken, al hans viden har kristendommen som forudsætning. For ”hovedpandestedet”, det er jo Golgata.

Og for nu at vende tilbage til Lars Christiansen. Der er ikke tale om, at vi kristne er sådan nogle lidt skøre kugler, der har mærkelige idéer om åbenbaringer og andre løse påstande, nej, der er tale om, at den åbenhed overfor verden, den villighed til at bøje sig for argumenter, den forestilling, at eksperimenter kan give os sandheden om verden, alt det stammer fra kristendommen, alt det udspringer af det kristne budskab om, at verden er skabt af en kærlig Gud, og at det derfor er meningsfuldt at leve, og at denne Gud har erklæret os sin kærlighed for at vise os, at kun gennem tillid og kærlighed kan sproget virke. Blot ser den ateistiske videnskabsmand det ikke. Han er distræt, og ser ikke, at han bygger på tro i lige så høj grad som vi andre, måske den samme tro, måske en noget anden. For heller ikke han kan jo holde til at lade alle tanker og følelser være bundet til ubønhørlige naturlove. Også han må dog holde på, at når noget sker mellem mennesker, f.eks. det, at et menneske kommer til ny erkendelse, så må det skyldes åndens gode virkning. Selv om han så har en teori om, at menneskelige handlinger i sidste ende kun er neuronaffyringer i hjernen, når han taler med sine kolleger og søger at overbevise dem om sine anskuelser, forudsætter han en frihed hos dem, ja, forudsætter, at det kun er ånden, der kan få hans ord til at trænge ind hos dem, så de overbevises.

Og det afbilder Munk for os på en for mig at se fremragende måde i ”Fra Tidehvervet”.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

4 svar til Ateistens distraktion

  1. Lars Christiansen siger:

    Kære Richardt Riis

    Tak for responen og henvisningen til Munk!

    Du skriver mange kloge og fornuftige ting, men der er noget skyggeboksning over det hele: Du polemiserer efter eget behag, du opfinder dig en modstander, så du kan aflevere dine på forhånd indstuderede stød.

    Det er som om dit engagement står i vejen for din forståelse af det, jeg skriver. Du læser med skyklapper; idiosynkratisk og udialektisk.

    Jeg er stort set enig i dine pointer, og mener heller ikke, at mit essay udsiger noget andet.

    Med venlig hilsen
    Lars Christiansen

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Lars Christiansen!
    Jeg er uenig med dig i din analyse. Og det er jeg, uden at jeg af den grund mener, jeg læser med skyklapper eller er udialektisk.

    Derimod kan det da godt være, at jeg har misforstået noget. Det kan dog også hænge sammen med din fremstillingsmetode. Du refererer et synspunkt, f.eks. rationalisternes, men man kan ikke altid se, hvor dit referat slutter, og hvor din bedømmelse træder ind. Når du slutter det citat, jeg har bragt, med at sige, at fornuften ”blev monoteismens nidkære, almægtige Guds arvtager, der ikke tåler andre ved siden af sig”, så er det vist ikke den måde, rationalisterne ser på sig selv på, men mere din bedømmelse af dem.

    Og hvis du med denne bedømmelse er enig med Grundtvig i, at også rationalisterne bygger på tro, selv om de tager dem i agt for at bruge det ord, så er det da udmærket. Men jeg véd ikke rigtig. Dette udtryk ”monoteismens nidkære, almægtige Gud” lyder lidt spottende, så det kunne da også være et udtryk, som rationalisterne selv brugte.

    Også andre formuleringer er jeg i tvivl om. ”Kulturen skal ikke bevises. Den er selvtilstrækkelig, den retfærdiggør sig selv. Et kulturelt fællesskab bygger på følelsesmæssig identifikation.” Er det din formulering af Jakob Knudsens eller Jørgen Bukdahls anskuelse? Eller er det rationalisternes opfattelse af deres modstandere? Det bliver ikke klart.

    Har jeg selv opfundet dig som min modstander?

    Ja, i den forstand, at jeg altid er lidt nervøs for den slags lange historiske udblik, som du kommer med. De bliver let for overfladiske. Der er altid mere at sige. Hvad du forresten også siger til sidst. Og så skal man måske til at trække det halve fra i det, du har sagt til at begynde med. Så modstander og modstander? Ja, ja, men i det mindste med måde.

    Min hovedanke er, at jeg som kristen kommer til at blive beskrevet på rationalisternes præmisser, som en irrationel åbenbaringstroende, der ikke vover at tænke selv, og render rundt med en række fordomme. Det er derfor, jeg bringer Munk ind i billedet. For med det slutningstableau, han har i sit skuespil, hævder han ikke blot det samme som Grundtvig, men ligefrem, at den videnskabelige rationalisme har troen som forudsætning.

  3. Lars Christiansen siger:

    Ja, der er altid mere at sige, men spørgsmålet er om det nytter … indtil videre vil jeg nøjes med at læse Munks drama om Lukrets ved lejlighed. mvh LC

  4. Pingback: Den finurlige tilværelse | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s