Religion er religion — basta!

Ingen skal komme og bilde en agtet religionsforsker andet ind! Så når en lektor i religionsvidenskab undersøger tingene, så er det helt normalt og også fuldt ud tilladeligt, at han blot taler om religion; han behøver ikke nævne, hvilken religion han specifikt tænker på, religion er religion, dermed basta!

En anden én vil nok være lidt skeptisk. En anden én ser sig omkring i samfundet og synes da, at han opdager visse forskelle på religionerne. Men ikke en religionsvidenskabsmand. Han forsker løs uden tanke for, at der kunne være forskel på religionerne. Det er vel det samme bavl hele vejen igennem; sådan synes forudsætningen for den form for forskning at være.

Jørn Borup er lektor i religionsvidenskab ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. Han har udgivet en bog, der hedder Religion, migration og integration – Vietnameserne i Danmark. Og den skal da nok være interessant. Det er i hvert fald et spændende emne. Af den grund har han fået stillet en side til rådighed i Weekendavisen den 10-2, hvor han i kort form kan redegøre for de forskningsresultater, han når frem til.

Det er da også en spændende artikel, han giver os i Weekendavisen. Og derfor er det så meget mere ærgerligt, at den skæmmes i betragtelig grad af, at han ikke gør forskel på religionerne. Buddhisme, katolicisme, islam, alt køres ind under betegnelsen ”religion”, og den overvejelse, han gør sig: om religion er fremmende eller hæmmende for integrationen, bliver derfor højst utilstrækkelig.

Dertil kommer, at han tilsyneladende har den samme meget overfladiske brug af ordet ”religiøs”, som er gængs blandt godtfolk i Danmark: at jo mere ens religion kan ses i det ydre, des mere religiøs er man. De katolske vietnamesere går i kirke, holder sig mere kirkens regler efterrettelig, har større institutionel bevidsthed, ergo er de mere religiøse end buddhisterne. Man får en vis mistanke om, at denne bedømmelse måske kunne hænge sammen med, at Borup ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i buddhismen og dens tankegange.

De danske vietnamesere har to religioner, buddhisme og katolicisme, erfarer vi. Men begge religioners tilhængere er godt integrerede i Danmark, og det får Borup til at komme med følgende forsigtige tese: ”Så måske er religion, etnisk afgrænsning og manglende kulturel integration ikke i sig selv en negativ faktor for tilpasning til samfundet. Hvis idealet er sammenhængskraft, kunne man endda sige, at denne undersøgelse kan bruges som argument for, at såvel multikulturalisme, -etnicitet og -religiøsitet ikke i sig selv er hindringer for generel integration”.

Ikke sandt, ud fra disse to religioner, buddhisme og katolicisme, drager han konsekvenser, der har med alle religioner at gøre, for det står jo nagelfast i hans bevidsthed: religion er religion, uanset indhold og ydre udtryk. Og når bare det går godt med vietnamesernes integration, som hans forskning tyder på (det havde vi nu nok på fornemmelsen i forvejen), så går det godt med alle de fremmedes integration, også muslimernes, og vi kan rolig gå ind for multikulturalisme og multireligiøsitet; det skader ikke samfundet det mindste.

Videre: fordi det i USA går sådan, at alle religioner og alle folkeslag til syvende og sidst puttes ned i den store gryde og smeltes sammen i én stor digel, hvilket jo i hvert fald synes at være idealet, derfor kan Borup drage følgende konklusion: ”Måske vil vietnamesernes religion og etniske afgrænsning helt forsvinde med tiden, ganske som velassimilerede jøder har oplevet det her i landet og som velassimilerede japanske buddhister har oplevet det i USA. Og måske vil vi i fremtiden se et behov blandt identitetsløse dansk-vietnamesere for oprør og afstandtagen fra majoritetssamfundet, ligesom vi har set det hos utilpassede unge med arabisk baggrund, der med religionen som undskyldning skriger deres skrøbelighed ud”.

Det er vist to modsætninger, han opstiller her, det er ikke helt let at blive klar over. Men i hvert fald: tror han mon selv på, at der vil fremstå unge utilpassede vietnamesere, ligesom der er fremstået utilpassede arabere? Mig bekendt har vietnameserne en lige så lang historie her i landet som araberne. Så hvis det at tage afstand fra majoritetssamfundet lå til vietnameserne, ville det vel have vist sig for længe siden.

Nå, den næste sætning viser, at han trods alt godt kender til uheldige tendenser blandt muslimer: ”Spørgsmålet er, om religion og etnisk identitet overhovedet kan bruges til at demonstrere en kulturel grænse mellem os og dem. Som også anden forskning har vist, synes type og grad af religion og etnicitet først at få negativ betydning, når de står i opposition til værtsnationens system og værdier. Det har man set eksempler på med radikale udgaver af islam, der i en dansk kontekst har været betragtet som en barriere for god integration”.

Hvad der gør det irriterende at læse den slags, er, at der mangler teologisk dybde i betragtelig grad. ”Religion og etnicitet får først negativ betydning, når de står i opposition til værtsnationens system og værdier”, skriver han. Og se, det er jo netop, hvad islam gør som religion betragtet. Den religion adskiller sig fra buddhisme og katolicisme ved at påstå, at den har guddommelige anvisninger på, hvordan et samfund skal styres. Derfor er det ikke kun de radikale udgaver af islam, der står i opposition til danske værdier, det er alle udgaver af islam, men jo ikke derfor alle muslimer.

Eller han skriver, at religion ikke kan bruges til at demonstrere en grænse mellem dem og os. Jo, sandelig kan den det. I hvert fald, når religionen hedder islam. For den religion skelner mellem rent og urent, for den religion er kun muslimer rene, alle andre er urene. Dermed ligger der i denne religion selv et skel mellem dem og os, ofte oven i købet af nogle muslimer forstået på den måde, at de som mennesker er bedre end os, og at vi, fordi vi er urene, egentlig skulle betjene dem, fordi de er rene.

Der er så sandelig ikke tale om, at de unge muslimer ”skriger deres skrøbelighed ud med islam som undskyldning”, nej, der er tale om, at de søger at tilkæmpe sig den magt, som de mener, deres religion tildeler dem.

Jeg véd godt, at dette ikke er pænt sagt om muslimerne. Og vi skal jo være gode mod muslimerne. Javist skal vi så. Men vi skal også være gode mod sandheden. Der er ingen grund til at lægge skjul på islams uheldige virkninger, hvad angår integrationen, og vi behøver heller ikke skjule for os selv eller for muslimerne, at deres religion står i opposition til vort lands system og værdier.

Men det er netop det, Jørn Borup forsøger på. Med sin forudsætning, at alle religioner er lige gode, med sin beskrivelse af resultaterne af undersøgelserne blandt vietnamesere får han bygget videre på den falske forudsætning, som vi er altfor villige til at underbygge: at religion er religion, ligegyldigt om det er den ene eller den anden slags. Og det passer altså ikke. Islam viser os det med al tydelighed.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.