Når virkeligheden overgår fantasien

For en halvanden års tid siden kom jeg til at røbe, at jeg af og til gik og rugede på et plot til en film om muslimske terrorister, se her. Anledningen var den film ”Four Lions”, der dengang kom frem i offentligheden, hvor en filminstruktør, Christopher Morris, lavede en komisk film om fire unge muslimer, der var fast besluttede på at ville foretage en selvmordsaktion, men fumlede noget så frygteligt i det, og det hele kom derfor til at tage sig grundkomisk ud. F. eks. fumlede den ene af dem, ham, der skulle være sprængstofeksperten, så grundigt i det, at han sprængte sig selv og et får i luften ‘til ingen verdens nytte’ (hvilket her betyder, at han ikke tog andre end fåret med sig til ‘paradis’), og da hans afsprængte hoved faldt ned fra et træ og ramte en hund, og politiet derfor fattede mistanke, afhørte de lederens dybt fromme bror i stedet for lederen selv; politiet fumlede nemlig også temmelig meget i det.

Alt i alt en supergod idé, mente jeg. For er der noget, vi trænger til, er det at komme til at le af al den muslimske selvhøjtidelighed.

Det plot, jeg dengang gik og rugede på, var ondt. Og jeg droppede det, fordi jeg mente, at det dog vist måtte siges at være et for hårdt angreb på disse muslimer. Trods alt havde jeg – og har sådan set stadigvæk – en vis respekt for den muslim, der tror så meget på sin religion, at han glad og gerne sætter livet til for den. I den muslimske dødsforagt kan der godt ligge noget om ikke ligefrem beundringsværdigt, så i det mindste anerkendelsesværdigt.

Men da det, som mit plot gik ud på, var at påstå, at selvmordsterrorismen havde udviklet sig til et ‘fromt bedrag’, mente jeg dengang, at det var FOR ondt; for – ikke sandt – det bedrag, jeg ville vise, var der jo slet ikke belæg for; sådan var der trods alt ingen muslimer, der var. (Onde tunger vil mene, at jeg undlod at gå videre med mit projekt, fordi det aldrig før er set, at en pensioneret præst bliver filminstruktør, men den slags tåbelig snak lader jeg, som om jeg ikke hører).

Tanken var at vise, hvordan man – det vil sige, lederne af selvmordsaktionerne – fjernstyrede selvmordsbombemændene. Det skulle naturligvis forklares, at dette var nødvendigt, fordi man på den måde fik eksplosionen til at finde sted, hvor den gjorde mest ‘gavn’, altså dræbte flest mennesker. Men det skulle tillige fremgå af filmen, at selvmordsbombemændene selv troede, at det udelukkende var dem selv, der betjente affyringssnoren.

Og så gik bedraget videre. For når man først er begyndt og har erfaret, at det går godt, blandt andet fordi det eneste vidne, selvmordsbomberen, bliver slået ihjel, er det fristede at fortsætte. Man lod nogle unge mænd transportere et selvmordsbælte fra det ene sted til det andet indtil flere gange. De fik naturligvis at vide, at det var en snild måde at undgå opdagelse på. Men blev også beroliget med, at der ikke var nogen affyringssnor på bæltet, så selv hvis de kom til at bevæge sig lidt livligt, den kunne ikke gå af.

Men alt det skulle tjene som dække over, at nogle af disse transportører blev ‘futtet’ af, når ledelsen fandt det nødvendigt. De andre aktivister anede ingenting. De troede selvfølgelig, at han havde indvilget i at blive selvmordsbomber. Hvad han altså ikke havde.

Og så skal det hele naturligvis ende med et internt opgør mellem lederne, hvor den ene lidt henkastet beder den anden om at transportere et bombebælte hen til det andet hovedkvarter, men hvor den anden kommer med de mest fantasifulde undskyldninger, både opfordringen og undskyldningerne naturligvis uden at det på nogen måde nævnes, at transporten kommer til at ende med et brag.

Nå, som sagt lod jeg dette udmærkede projekt falde. Nok er jeg ‘muslimbasher’, nok går jeg til biddet overfor muslimerne, nok prøver jeg at afsløre deres ‘dirty tricks’, men når et plot er så fantasifuldt og så virkelighedsfjernt, så vil det ikke virke ægte, så vil det kun virke som udslag af en altfor syg fantasi med hensyn til, hvordan den muslimske verden ser ud, og hvad der foregår blandt muslimske selvmordere.

Alt dette fandt som sagt sted for en halvandet årstid siden. Og jeg havde fuldstændig glemt det. Der er nok at skrive om ellers fra virkelighedens verden. Man behøver ikke hengive sig til sådanne fantasterier for at være imod islam.

Men hvad må så mit øje skue her fornylig i Information! I en artikkel fortælles det, at just det, som jeg havde regnet for altfor usandsynligt og altfor ondt, har fundet sted i virkeligheden, se her. Det er en tidligere forbundsstatslig anklager i Washington, Ken Ballen, der fortæller. Han har været med til at afhøre mere end hundrede radikale og terrormistænkte, som alle mente at have kæmpet i islams navn. Men, fortæller han, mange af dem valgte at forlade voldens vej, fordi de blev konfronteret med den korruption og det magtmisbrug, der kendetegner Talebans og al-Qaedas ledelse.

Han fortæller således om Ahmad al-Shayea, en 19-årig saudiaraber, der tog til Irak for at deltage i islams kamp. Han havde set billeder fra Abu-Ghraib fængslet, og derfor ville han være med til at bekæmpe Vesten. Da han og en række andre frivillige ankom, var det første, de oplevede, at en al-Qaeda leder opfordrede dem til at melde sig frivilligt som selvmordsbomber. Men ingen meldte sig. Det var ikke derfor, de var kommet. Han tilbragte så de næste fire måneder i total isolation, uden at modtage undervisning eller træning af nogen art. Så lod han sig lokke til at køre en lastbil fra ét sted i Bagdad til et andet. Lastbilen var ladet med sprængstof, og det blev ved hjælp af fjernstyring bragt til eksplosion, dog ikke med det resultat, som ledelsen havde regnet med: at Ahmad blev slået ihjel samtidig. På mirakuløs vis overlevede han aktionen, og han blev derefter en indædt modstander af al-Qaeda.

Som man kan se, var det ikke underligt, at jeg blev mindet om mit private plot: Det er jo nøjagtig det, jeg ville have fortalt om, blot er det nu ikke noget, der fremstår i en syg præsts syge sind, det er den skinbarlige virkelighed, der er her er mindst lige så fantasifuld som min fabuleringsevne; og det siger noget.

Men Ken Ballen er ude efter den virkning, at få muslimer til at opgive at blive rekrutteret til al-Qaeda og Taleban. Han foreslår ligefrem, at man skal ophøre med diverse droneangreb på al-Qaeda ledere og i stedet satse på at få den slags desillusionerede mænd til at fortælle om deres oplevelser for et større publikum. På den måde kunne man få standset tilgangen til al-Qaeda på langt mere effektiv måde.

Han skriver: ”Det måske mest potente våben mod Osama bin Laden ville måske have været igen og igen at udsende et berygtet videoklip fra december 2001. Her ler bin Laden hjerteligt, da han fortæller sit publikum, at nogle af de menige al-Qaeda-medlemmer fra Asir i den sydlige del af Saudi-Arabien, som deltog i kapringerne den 11. september, først fik at vide, at de deltog i en selvmordsaktion, da den bitre ende var uafvendelig”.

Og han har ret: dette er et godt våben i Vestens hånd. Bare tag min reaktion! Jeg blev på en måde skuffet, da jeg læste det om flykaprerne. Det var nyt for mig, både at ikke alle 19 flykaprere var ægte selvmordere, og at Osama bin Laden ligefrem lo af, at han og hans ligemænd havde spillet disse unge idealistiske mænd et puds. Jeg troede oprigtig talt, at alle 19 var villige til at ofre livet i denne aktion. Og en vis beundring for villigheden til at sætte livet til kunne jeg ikke nægte, at jeg følte. Når det nu viser sig at være bluff undtagen for piloternes vedkommende, så falder min beundring til jorden. Og besynderlig nok fremkalder det en form for skuffelse. Hidtil havde jeg dog kunnet anse al-Qaedas ledere for oprigtige mennesker, omend de jo havde et forskruet verdensbillede. Nu er de ikke blot tåbelige, omend ærlige mennesker, nej, nu er de bare snydere og bedragere, der ikke holder sig for gode til at misbruge unge menneskers idealistiske stræben. Føj!

Så jeg giver Ken Ballen ret: lad os få disse unge muslimer til at fortælle os, hvad de har oplevet! Så kan vi tage brodden ud af al-Qaeda og Taleban.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

4 svar til Når virkeligheden overgår fantasien

  1. Pingback: Prisen i Afghanistan | ricardtriis

  2. Pingback: Er de virkelig sådan? | ricardtriis

  3. Pingback: Zakæus | ricardtriis

  4. Pingback: Hjemvendte IS-krigere | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s