Enshedens tyranni

Jeg begynder med en vittighed, som jeg hørte som dreng i Viborg. Den er vist ikke særlig morsom. Men den kan sige noget væsentligt om situationen i Europa i dag. Vi var jo dengang lige efter krigen alle grebet af alt det nye og smarte og intelligente, der kom fra Amerika. Og så går vittigheden som følger:

”Har du hørt, at man i Amerika har opfundet en barbermaskine, hvor man bare går hen og stikker hovedet ind og vupti, i løbet af to minutter er man barberet”.
”Nej, det har jeg ikke hørt. Men hvordan kan det lade sig gøre? Alle hoveder er jo ikke ens”.
”Nej, men det bli’r de!”

Vittighed slut. Ja, indrømmet, ikke noget at skrive hjem om. Godt nok kan det måske give et lidt fantasifuldt gys at tænke sig barberknivene i maskinen skære næse og kinder og hagedeller til, så de passer til maskinen, og godt nok er det måske også en tanke værd at overveje, hvordan vittigheden kan opfattes som en videreførelse af Chaplins film ”Moderne Tider”, hvor det jo så tydeligt var mennesket, der skulle tilpasses maskinen, og ikke omvendt, men alligevel! Det er dog for langt ude! Sådan kunne da ingen drømme om at gøre!

Men jo, det kan nogen drømme om at gøre, ja ikke blot har nogen drømt om at gøre noget sådant, man har endog sat det i værk, fået det sat på skinner og gennemført det ude i den skinbarlige virkelighed. Jeg tænker på EU’s Euro-projekt.

Euroen begyndte som et idealistisk eller politisk (og altså ikke et økonomisk) projekt. Meningen var, at medlemslandene skulle bindes mere og mere sammen. At det ikke var økonomien, der bestemte, skønt det var, hvad man foregav, viser Danmarks og Sveriges eksempel. Begge disse to lande holdt sig udenfor, og hvor fik vi ikke på puklen før afstemningen, vi euro-modstandere! At vi ikke kunne se de økonomiske fordele! At vi ikke var bange for at glide bagud af dansen! Alvorlige æggehoveder fortalte os i Tv, hvor galt det ville gå, hvis vi stemte nej. Men vi stemte nej. Og det gik på ingen måde galt, tværtimod, viser det sig nu, vi er betydelig bedre stillet udenfor end indenfor euroen.

Men ingen fortalte os dengang, at det var en amerikansk barbermaskine, vi skulle stikke hovedet ind i. Og først nu bliver det klart, at det er et sådant monstrum, vi har fået ind i det europæiske samarbejde. Skal alle blive ens? Nej, overhovedet ikke, der skal bare files lidt her, og lægges lidt til dèr, så retter det hele sig, sagde man. Men det var løgn. Ikke blot er det hele ikke et økonomisk projekt, men et politisk projekt, det er også sådan, at alle faktisk tænkes med tiden – og hellere før end siden – at blive ens, at få de samme fagforeninger, at udvikle de samme lønmekanismer, at vedtage de samme skattesatser, at indkræve skatten lige effektivt, i det hele taget at have den samme politiske kultur. Denne enshed er forudsætningen for den fælles mønt. Og at det er en sådan enshed, man sigter frem imod, viser sig nu, hvor krisen kradser.

Det gør det selvfølgelig ikke bedre, at det ansigt, der har dannet mønster for barbermaskinens knive, er et tysk ansigt. Nu stikker Grækenland hovedet i maskinen, og knivene skærer dybt i hagedellerne. Intet under, at landet løber skrigende bort, for det gør djævelsk ondt. Og vi andre glæder os over, at det ikke er os, der er i maskinen. Vi har – gudskelov – et nogenlunde tilpasset ansigt og kan nøjes med en enkelt flænge i kinden. Måske vi også har lidt skadefryd i os. For har grækerne ikke snydt og bedraget for at komme med i euroen? Har de ikke et skatteopkrævningssystem, præget af korruption og ineffektivitet? Ligger der ikke masser af hundedyre lystbåde i de græske havne, som man kunne beskatte, hvis man turde? Osv.

Og i hvert fald må det da være forkert, at grækerne skyder skylden på Tyskland, synes vi. Det er jo bare tilfældigt, at det er det tyske ansigt, der er blevet det ansigt, alle andres ansigt skal passes ind efter – på den hårde måde. Og det er alt sammen noget, der skyldes benhårde økonomiske kendsgerninger, hedder det videre. Så hvad andet er der at gøre end at holde pinen ud og se stort på, at man ser tosset ud efter turen i maskinen med bind over hele hovedet. Dellerne må vel kunne fjernes, næsen skæres til, kindernes oppustethed svinde ind. For økonomiske kendsgerninger må vi jo alle bøjes os for.

”Økonomiske kendsgerninger”? Ja, det er netop problemet. Nu er det hårde økonomiske kendsgerninger. Nu er det pengemænd, der vil have deres penge tilbagebetalt. Nu er det sådanne kræfter, der vil have sikkerhed for, at nye lån til Grækenland vil kunne tilbagebetales. Men det var det ikke dengang, Grækenland kom med i euroen. Da var det politik og kun politik, selv om det aldrig så meget blev markedsført som økonomi.

Den dybe tallerken er jo opfundet. Og vi burde gøre os klart, at vi ikke behøver at opfinde den igen. Udlagt: Der findes en snild og smertefri måde, hvorpå man kan få forskelllige økonomiske sfærer med forskellige fagforeningsforhold, forskellige løndannelser, forskellige omkostningsniveauer til at arbejde sammen. Man kan lade valutaerne flyde i forhold til hinanden. Man kan indsætte den instans, som man i andre henseender nærer så næsegrus dyb beundring for: markedsmekanismen, til at sørge for tingene. Denne mekanisme behøver vi ikke opfinde igen. Den forefindes og virker på udmærket måde i forholdet mellem Euro-området og Storbritanien, USA, Kina og de andre aktører på verdensmarkedet.

Men i langt de fleste kommentatorers øjne er der ikke andre muligheder end den amerikanske barbermaskine. Det eneste, som de truede lande har at gøre, er at bide tænderne sammen og udholde smerten. Kommer de ud med afhugget næse og flade kinder, så må de glæde sig over i det hele taget at være blevet barberet.

Jeg skal nøjes med at nævne én kommentator, Marlene Wind. Hun skriver den 14-2 i Politiken, at de andre euro-lande nu er ved at være trætte af Grækenland og er parat til at lade landet sejle sin egen sø, hvis det ikke finder sig i den vanskelige og smertefulde operation, der kræves, se her. Og det er såmænd meget godt. Temmelig meget tyder på, at det for Grækenland vil være det bedste så hurtigt som muligt at gå bankerot, indføre drakmen igen og lade den flyde på det lave niveau, den formentlig vil indtage. Men så fortsætter hun: ”Samtidig vil man ikke længere, hvis man samtidig vælger at forlade eurozonen, kunne beskylde EU, Merkel og IMF for at føre kniven i nedskæringspolitikken. Det vil markederne komme til at stå for helt alene, fordi grækernes realløn med en tilbagevenden til drakmer vil styrtdykke.”

Se, her glemmer Marlene Wind, at grækernes realløn nok vil dykke, men ikke styrtdykke. Det vil nok gå sådan, at udenlandske varer vil blive meget dyrere, men det vil omvendt også gå sådan, at græske varer i udlandet vil blive billigere, og at græske varer i Grækenland vil beholde deres pris, men nu vil kunne konkurrere med udlandets varer, når de skal sælges i Grækenland. Det kan være sandt, at alle luksusvarer bliver dyrere, men det er ikke derfor sandt, at alle dagligdags varer også bliver det. Og huslejen og prisen for de indbyrdes tjenesteydelser vil jo ikke blive højere.

Vi er altså så vant til at male fanden på væggen, når talen kommer på en devaluerings virkninger, at vi overser alle nuancerne. Forhåbentlig vil grækerne ikke overse dem.

For det, grækerne melder med deres opstande og demonstrationer, er jo, at det er grumme ubehageligt at sætte hovedet ind i den amerikanske barbermaskine, især når ens ansigt er så utysk som grækernes.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s