Som Fanden læser bibelen

”Fandens” måde at læse bibelen på viser sig hos Jens-André Herbener. Han har argumenteret for, at skoler ikke skal bruge den officielle folkekirkelige bibel, men én, der er mere videnskabelig korrekt. Og så har han i dag i Politiken et indlæg, hvori han kommer til at afsløre, at han læser bibelen som en lovbog, dvs., han læser den, som Fanden læser den, se her.

Man kan bestemt ikke påstå, at Herbener er uden bibelkundskab. Det er jo Fanden heller ikke, uden sammenligning i øvrigt. Herbener lader sig ophidse af de såkaldt bibeltro kristne, som mener, at de i bibelen finder belæg for, at Gud ikke kan lide homoseksuelle. Det er fuldstændig rigtigt, siger han, og citerer de bibelsteder, der viser det. Men, føjer han til, dels står der jo altså, at man skal stene de homoseksuelle, dels står der, at der er mange andre personer, der skal stenes. Hvorfor lader man, som om man ikke ser disse ting? Han konkluderer: ”Kritikerne afviser kirkelig vielse af homoseksuelle, fordi Bibelen forbyder homoseksualitet. Men på andre områder er de fløjtende ligeglade med den. De afviser nemlig (så vidt vi ved) stening af polyteister, stening af teenagelømler, stening af folk, der arbejder på den ugentlige hviledag, stening af blasfemikere, stening af piger, der har haft sex inden ægteskabet, og andre, selv om Bibelen påbyder det klart og utvetydigt”.

Og se, dette kan der jo være noget om. Jeg tror oven i købet, at jeg selv har anvendt en lignende argumentation overfor de såkaldt bibeltro kristne: de er aldeles ikke bibeltro, de er særdeles selektive i deres bibelbrug. Men jeg har så sandelig føjet til, at de også af en anden grund er utro overfor det bibelske budskab: de forstår bibelen som en lovbog.

Det samme gør Herbener. Godt nok lader han, som om han undersøger det ny testamente, men når han gør det ud fra den samme lovholdning, som når han undersøger det gamle testamente, så ser han ingen forskel. Han tror f.eks., at han kan redegøre for Jesu holdning til det gamle testamente ved at henvise til Matt 5,17: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.” Og deraf drager han den fejlagtige konklusion, at Jesus er en lovlærer på linie med de jødiske rabbinere. Intet kunne være mere forkert.

Herbener overser i den forbindelse fuldstændig, at Jesus – også i Matt 5 – gang på gang siger: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle – men jeg siger jer!” Det burde da have fået ham til at overveje, om han har forstået Matt 5,17 rigtigt. Og netop når han fra det gamle testamente tager alle påbuddene om stening frem, ville det da være yderst relevant at nævne, hvordan Jesus IKKE befaler, at den kvinde, der er grebet i hor, skal stenes, og oven i købet gør det på den underfundige måde, at han siger, at den, der er ren, lad ham kaste den første sten (Joh 8,1-11). Kanhænde Jesus ikke forstår steningspåbuddene fra det gamle testamente helt på samme måde som Herbener!

For nu ikke igen at trampe rundt i det med de homoseksuelle, lad mig så tage Herbeners bemærkning om slaveri frem! Det har han nemlig i sin store klogskab også fundet ud af, at der står noget om i det ny testamente. Han skriver: ”For det andet anser Det Nye Testamente slaveri for en samfundsmæssig selvfølge (selv om Bibelselskabets oversættelse mange steder tilslører det). F.eks. kræver Paulus udtrykkeligt, at slaver skal adlyde deres herrer betingelsesløst (Kol. 3,22). Mig bekendt er der ingen af kritikerne, der vil indføre slaveri på ny”.

For det første er dette et oplagt snydeargument. Han begynder med at sige, at det ny testamente tager slaveri for en samfundsmæssig selvfølge og slutter med at kræve, at vi skal indføre den samme samfundsmæssige selvfølge, hvis vi vil følge det ny testamente. Dette er jo nu ikke blot en meget firkantet lovholdning, det er også en fuldstændig afsindig konklusion, han drager. Ingen ved sine fulde fem, er han end så bastant en lovfrom, man kan tænke sig, vil da gå ind for at genindføre slaveriet. Så ville man jo også skulle genindføre en slags kejserdømme, for også kejserdømmet accepterer det ny testamente som en samfundsmæssig selvfølge. Her er Herbener virkelig langt ude.

Men også på anden måde snyder han under sin omtale af slaveriet. Han nævner kun det skriftsted, der tydeligst ser ud til at støtte hans opfattelse, Kol 3,22, hvor der står: ”Slaver, adlyd jeres jordiske herrer i alt, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men af et oprigtigt hjerte i frygt for Herren”. For det første oversætter han nu dette ”i alt” med ”betingelsesløst”. Det er en tendentiøs oversættelse, der ikke lader den usikkerhed, der præger udtrykket ”i alt”, ske retfærdighed. Men for det andet ”glemmer” han alle de andre steder, hvor slaveriet omtales. Herunder ikke mindst 1 Kor 7,21-22, hvor der står: ”Var du træl, da du blev kaldet, så tag dig ikke af det – men har du også mulighed for at blive fri, så benyt dig hellere af det – v22  for den, der blev kaldet til at høre Herren til, mens han var træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der blev kaldet som fri, Kristi træl”. Dette er en lidt usikker tekst. Men så må man altså lade usikkerheden komme frem. Det tilkendegiver den ny oversættelse ved i en note at fortælle, at man også kan oversætte det, der står mellem de to tankestreger i vers 21 således: ”men har du også mulighed for at blive fri, så udnyt hellere det kald, som du blev kaldet i”. Nogenlunde sådan lød den tidligere oversættelse, den fra 1948.

Det sjove er imidlertid, at hvis man har øje for det – men det har Herbener tydeligvis ikke – så ligger der allerede i Kol 3,22 en stærk opblødning af den krasse lovholdning, som Herbener læser verset ud fra. Jo, for der står jo ikke blot, at slaverne skal adlyde deres jordiske herrer i alt, der føjes til, at det skal ske ikke som øjentjeneste, men i oprigtighed. Det læser han hurtigt hen over, for det betyder jo ikke noget for den, der kun er ude efter en eller anden lovparagraf, han kan hænge sin hat på. Men det er nu ret afgørende. Jesus siger i Joh 15,15 til disciplene, at han ikke mere kalder sine disciple slaver (oversættelsen har: tjenere), nej, han kalder dem venner. Det vil sige, han afslører her, at i det gudsrige, han vil oprette, dèr tænkes disciplen ikke at adlyde som en slave, dèr tænkes han at adlyde forstående, som en ven.

Og det er jo nøjagtig det samme, der står i Kol 3,22. Slaven skal ikke gennemføre en ”arbejd-efter-reglerne-aktion”, som visse fagforeninger truede med engang. Han skal ikke bare holde sig til ordlyden af det, som hans herre har befalet. Nej, han skal adlyde med forståelse, med indlevelse. Han skal sætte sig ind i sin herres situation og hjælpe ham i situationen. På den måde opløses ganske vist slaveriet indefra, for når han ikke tænker slaveagtigt, vil herren heller ikke kunne tænke herreagtigt. Men det er mere en uundgåelig følge af den kristne holdning, end det er ikke et formål i sig selv.

Er dette lidt for underfundigt? Er dette lidt for løst i fugerne? Ok, det er for intet at regne mod det, der kommer nu. For det allerstærkeste vidnesbyrd om, hvordan det ny testamente ser på slaveriet, findes i det mindste brev fra Paulus’ hånd, brevet til Filemon. Det nævner Herbener ikke. Det kan selvfølgelig skyldes, at han er forudindtaget imod det ny testamente og på ingen måde vil have det til bare så meget som at antyde, at slaveriet er imod Guds vilje. Men det kan også skyldes, at han er så bundet af sin tendens til at læse bibelen gennem sine lovbriller, at han, selv om han så havde læst brevet, på ingen måde kunne se den underfundige humor deri, eller selv om han fik denne humor forklaret (nogen skal jo have en vittighed forklaret, før de finder den morsom) på ingen måde vil acceptere, at det kan læses sådan.

Det lille brev til Filemon er et frækt brev, et overmodigt brev, et brev, der bobler af humor. Det er lige et brev at læse for den, der har fået den forkerte opfattelse af Paulus ind under huden, at Paulus er en alvorsmand, der mener at have fået til opgave at fortælle menighederne, hvad man må og ikke må, og skriver alle sine breve med rynkede bryn og løftet pegefinger. Og der er da givetvis nogle passager i de øvrige breve, der kan læses med sådanne briller på. Men det er næsten umuligt at læse Filemonbrevet sådan.

Her, i brevet til Filemon, har Paulus på forhånd taget den beslutning, at han ikke vil sige Filemon, hvad der er den kristeligt set rette handling. Filemons slave, Onesimus, var løbet bort fra ham og var kommet til Paulus i hans fangenskab, hvor han var blevet omvendt til kristendommen. Paulus sender ham nu tilbage til Filemon medbringende dette lille uansélige brev, brevet til Filemon.

Hvorfor vil Paulus ikke sige ligeud, hvad han mener, Filemon skal gøre? Han kender ikke Filemon, udover at han véd, at han er blevet kristen og holder gudstjenester i sit hjem. Men han véd, at den gerning, der gøres uopfordret, er af større værdi for fællesskabet end den gerning, man skal lokkes eller puffes til at gøre, jvfr ”på eget initiativ” i 2 Kor 8,3. Og så går Paulus i gang med at opfordre Filemon til at frigive Onesimus uden at opfordre ham til det.

En umulig opgave? Ok nej, ikke når det er Paulus, der er forfatteren. Han begynder med at sige, at han sådan set godt kunne befale Filemon, hvad han skulle gøre, eller foreholde ham hans pligt (v. 8). Og så kommer der nogle pæne ord om Onesimus: han er til gavn, han er Paulus’ barn, han har tjent Paulus i fangenskabet, når nu Filemon ikke selv kunne gøre det, ja, han er Paulus’ hjerte. Og så kommer det igen: det, du skal gøre, skal ikke gøres af tvang, men af fri vilje. Det vil sige: Du skal ikke gøre det for at tækkes mig, du skal gøre det, fordi du forstår, at kærlighedsforholdet i menigheden nu binder jer sammen. For når du nu tager imod ham, så er det jo ikke mere en slave, du tager imod, det er en kær bror.

Og hvis nu Filemon skulle have lært så mange af de kristne undskyldninger for ikke at gøre noget, at han indvender: Javist, vi er brødre i menigheden, men da ikke ellers, så retleder Paulus ham: han er en kær bror for mig og det bør han derfor også være for dig, både i denne verden og i Herren (v. 16).

Også til sidst er Paulus underfundig som en ræv: ”Jeg skriver til dig i tillid til, at du vil rette dig efter mig, ja, jeg ved, at du vil gøre mere, end jeg beder om” (v. 21). Man kan forestille sig, at Filemon klør sig lidt i nakken. For hvad er nu det? Paulus har jo faktisk ikke bedt om noget som helst. Og hvordan skal Filemon så gøre mere end Paulus beder om? Tja, kære Filemon, du kommer vist til at læse brevet én gang til, og denne gang læse det med, der står mellem linierne.

Det skal vi andre også. Men indrømmet, det kan selv for os, der har forstået, at det ny testamente taler i evangeliets sprog, være næsten umuligt at se, at Paulus her er noget af en spilopmager. Vi plejer slet ikke at forestille os Paulus på den måde. Og at han på den måde skulle spille bold med Onesimus’ skæbne, at han undlader at befale Filemon at frigive ham, selv om han kunne gøre det, det kan vi næsten heller ikke forestille os. Og altså, når selv vi, der er åbne for evangeliet, har svært ved at fatte det, hvor meget vanskeligere vil det så ikke være for dem, der ser på hele bibelen gennem deres lovbriller! Så på sin vis kan man vel ikke forvente, at Herbener skulle kunne forstå, at Paulus’ mening faktisk er, at Filemon og Onesimus nu er brødre, fordi de begge er kristne, og at de derfor også i dagligdagen burde omgås hinanden som brødre og ikke mere som slave og herre.

Men hvor vanskeligt det end er at forstå, det står der jo dog alt sammen. Og det er dog den naturligste måde at læse Filemonbrevet på. Og det er da også derfor, jeg bliver ved med at påstå, at de ikke er fundamentalisterne, der er de egentlige bibeltro, det er sådan nogle som mig, sådan nogle, der har forstået, at evangeliet sætter os fri, fri fra enhver lovtrældom, fri fra at se på bibelen som en lovbog. Der er jo dog så mange ting i den, der viser, at det vil den netop ikke være.

Blandt disse mange ting er Filemonbrevet så absolut den fornøjeligste.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

2 svar til Som Fanden læser bibelen

  1. Pingback: Mangel på dannelse « Ricardt Riis

  2. Pingback: Kierkegaard og Paulus | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s