21 teser — tyndt øl!

Det er svært at holde opmærksomheden fanget hele vejen igennem de 21 artikler, som 23 personer har udsendt her fornylig, se her. Kristeligt Dagblad beretter om ”begivenheden” på forsiden, se her, og har desuden en hel side om dem inde i bladet. Information har en kronik om det, se her, men er teserne al den opmærksomhed værd? Birthe Rønn Hornbech mener, at et sådant ”kompromis mellem mange aktører i sig selv er en indskrænkning af åndsfriheden”. Så sandt, så sandt! Og dertil kommer, at det bliver kedeligt at læse, man skal holde ørerne stive, for det væsentlige i den slags dokumenter består ofte i det, der IKKE bliver sagt, eller i det, der er underforstået.

Det har Christian Langballe læst i dokumentet. Han mener, at de 21 teser lægger vægten forkert og indeholder skjulte hentydninger til Dansk Folkeparti. Det var også min tanke, da jeg læste dem. Men det er ikke det, der er min største anke imod dem. Det er derimod det, at de 23 kloge hoveder siger en masse selvfølgeligheder uden at sige noget væsentligt.

Jeg mener: vort samfund står i den største krise i mere end et århundrede. Vi har som det meste af det øvrige Europa fået tilført et stort element af muslimer til vort samfund. Og noget af det, vi bliver nødt til at diskutere i fremtiden, er, hvordan vi skal forholde os til det faktum. Foreløbig har vi ført en lang politisk diskussion om, hvorvidt vi skal standse tilstrømningen, og hvis vi skal, hvordan vi skal gøre det. Den diskussion er på ingen måde endt. For den hænger sammen med spørgsmålet om, hvordan vi skal integrere disse mennesker i vort samfund. Hvis vi kan integrere dem hurtigt og smertefrit, kan vi tillade en større indvandring, tager integreringen derimod tid, måske endda lang tid, må vi bremse indvandringen ned, hvis det kan lade sig gøre.

Så samtidig med, at vi gør op med os selv, hvilke værdier vi vil holde fast på, må vi prøve at sætte os i muslimernes sted, om vi på én eller anden måde kunne finde ud af, hvordan de tænker om samfundet. Samtidig med, at vi fører en diskussion mellem os danskere indbyrdes om, hvordan vi skal behandle de fremmede, må vi føre en diskussion – som regel også kun mellem os danskere – om, hvor vi har forskelle og hvor vi har ligheder mellem de fremmede og os. Vi kan ikke nøjes med den første diskussion, vi må have en stadig dybere forståelse af, hvordan de fremmede tænker, for at det giver mening at tage den første diskussion.

De erfaringer, vi har gjort os hidtil med integreringen af muslimer i det danske samfund, tyder på, at denne proces er særdeles langvarig. Og skal vi prøve at forstå, hvorfor den er det, kan det altså ikke nytte, at man nøjes med at hæve nogle moralske pegefingre med ordet ”åndsfrihed” som omdrejningspunkt, sådan som de 23 gør det. Vi må virkelig prøve at forstå, hvordan de fremmede handler. For det viser sig jo efterhånden, at de fremmede virkelig er fremmede.

Det er dog noget, som de 23 ikke har blik for. De klør blot på med moralske formaninger overfor de formastelige, der ikke lige gør, som de mener, man skal gøre – altså ”gøre”, forstået som ”gøre det korrekte”, ikke forstået som ”gøre det, der virker”. Men formaningerne er holdt i et tilpas indforstået sprog, så det er ret svært at se, hvad de egentlig mener. ”Og præsten holdt en tale, han sagde ingenting”.

Dog. Noget af det forklarer de i en epilog. F. eks. ser de det som et eksempel på manglende åndsfrihed, når nogen kan finde på at foreslå forbud mod badeforhæng i skoler og forbud mod, at børn faster i skolen. Man spørger sig selv, hvad de egentlig véd om de to ting.

Lærere har været udsat for, at muslimske børn bliver fuldstændig ukoncentrede i skolen under ramadanen; de ønsker selv at faste, siger de, men de bliver umulige at få nogen fornuftig undervisning ind i. Det har man på nogle skoler taget hånd om ved en samtale med forældrene og ved at pege på, at de efter almindelig anerkendt muslimsk lovforståelse er frivilligt for børn at faste, indtil de er udvoksede, så kunne de ikke godt lade deres børn faste udenfor skoletiden eller inddrage dem mindre håndhændet i fasten? Men det problem er altså efter de 23’s opfattelse ikke større, end at det kan klares ved, at vi danskere bøjer af: selvfølgelig skal børn da have lov at faste i skolen, det må vor åndsfrihed da nok kunne holde til.

Jo, det kan den vel nok. Men hvis den absolut skal det, må det også være rimeligt at spørge, om vi skal betale for deres religionsudøvelse, når altså faste hører med til deres religion, og når det i praksis viser sig umuligt at give fastende børn en fornuftig undervisning. Skal vi betale for en lærer, der ikke kan komme til at undervise? Vil det ikke være rimeligt af os at forlange, at hvis forældrene absolut vil have deres børn til at faste, så må de finde en særlig muslimsk skole, hvor der ikke undervises under ramadanen, men til gengæld i vores sommerferie? Og hvis en sådan friskole vil undervise under ramadanen og tillader eleverne at faste, så må der alligevel af den kræves ekstra undervisning i sommerferietiden.

Og hvad badeforhæng angår, så er det jo en lille ting, som der er fundet en løsning på de fleste steder. Og det er da helt rigtigt – selv om det er lidt sent – at komme med den betragtning, at vi med vor store åndfrihed naturligvis ikke skal tvinge nogen til at fremvise sig nøgen for andre; hvis nu deres religion ikke tillader det. Igen: det er en anderledes kultur, vi har for os, og muslimer gør sig åbenbart store anstrengelser for at markére deres anderledeshed. Helt i orden.

Nej, dèr, hvor denne form for blufærdighed volder problemer, er i de offentlige svømmehaller. Man skal vaske sig ordentligt, inden man bevæger sig ud i det store bassin, ellers skal der bruges altfor meget klor til at desinficere vandet med. Men netop blufærdigheden får mange muslimer til at gå let hen over denne afvaskning. Der er vist kommet små håndklæder på banen, som skal gøre det lettere for muslimer at vaske sig forneden, så man ikke risikerer, at de vasker sig med underbukserne på.

Bagateller? Javist, men er det ikke på det plan, de 23 bevæger sig? Hvad har de 23 at sige til de helt anderledes store og næsten uløselige problemer, der tårner sig op i vore såkaldte ghettoer? Har de nogen forklaring på, hvorfor vinterferien i 2009 næsten eksploderede i diverse brandattentater i de muslimske områder? Kan de forklare, hvorfor mange muslimer prøver at gøre deres boligområder til ”no-go-areas” for ikke-muslimer? hvorfor de hindrer brandfolk og politifolk i at udføre deres arbejde? hvorfor grønlænderne blev frosset ud af Gellerup-parken? Osv. Det er formentlig noget, de ikke har skænket en tanke. Og derfor virker deres initiativ lidt altmodisch. De problemer, de påpeger – når de altså udtaler sig konkret – er problemer, som andre allerede har fundet løsninger på.

Det samme har man indtryk af, når nu pludselig den debat, der rasede for en to-tre år siden: om muslimske kvindelige dommere skulle have lov til at bære muslimske tørklæder, tages frem igen, nu som et eksempel på manglende åndsfrihed. Jamen, kære venner, siger ikke jeres tese 10, at ”Den offentlige forvaltning skal være neutral i forhold til borgernes overbevisninger”? En nødvendig følge af det må vel være, at en muslimsk, kvindelig dommer ikke må bære muslimsk tørklæde. Hun er jo en del af en offentlig forvaltning. Gør hun det alligevel, er hun ikke neutral.

Kristeligt Dagblad blander tingene uhjælpeligt sammen i en billedtekst til et billede af en dommer: ”I 2002 afsagde dommer L. D. Aamand på billedet den dom, at Dansk Supermarked gerne må forbyde ansatte at bære religiøse symboler som tørklæde. Siden blev det også forbudt dommere selv at bære for eksempel kors.” Som om en privat organisation som Dansk Supermarked og en offentlig institution som en domstol er ét og det samme. Og for øvrigt havde Dansk Supermarked forflyttet den pågældende fra kassen, hvor de ville kræve ens påklædning, til andet arbejde. Alligevel klagede praktikanten. Men fik altså ikke Dansk Supermarked dømt.

Jo, vi har det største besvær med at finde ud af, hvordan vi skal behandle vore muslimske landsmænd. Og de har det største besvær med at finde ud af, hvordan de skal fastholde alle de mærkelige ordninger og regler, der åbenbart betyder meget for dem, hvis de vil fastholde deres identitet. Og det fortæller i hvert fald mig, at der skal tid til; et par hundrede år ville sikkert gøre underværker. Men det fortæller mig også, at vi skal prøve at finde vore egne ben i hele den problematik. Her er de 21 teser til megen ringe hjælp.

Jeg har godt nok flere gange her på bloggen slået til lyd for, at vi skal give muslimerne al den frihed, vi kan. ”Lad dog barnet!” som jeg plejer at sige. Det falder nogenlunde i tråd med de 21 teser. Men jeg har så sandelig også slået til lyd for, at vi skal gøre os store anstrengelser for at forstå muslimernes anderledeshed. Det er der ikke meget af i teserne.

Se f. eks. tese 20: ”Åndsfrihed er et fællesmenneskeligt gode. Skønt samfund kan bygges forskelligt op, og skønt staters grundlove kan være forskellige, bør der i alle samfund råde åndsfrihed, herunder religionsfrihed og ret til frit at skifte religion samt ret til at fremsætte religionskritik”. Ak ja, hvor er det rigtigt! Og ak, hvor er det naivt! Er de gode 23 mennesker da ikke klar over, at dette med at anerkende retten til frit at skifte religion og frit at fremsætte religionskritik er et ømt punkt for alle muslimer, både herhjemme og i udlandet? Samfund er så sandelig bygget forskelligt op, men de muslimske lærde mener, at deres måde at bygge samfund på er den rette måde, og de mener oven i købet, at de giver de ikke-muslimske borgere en høj grad af frihed og selvbestemmelse. For de tænker ikke i individer, som vi gør, men i kollektiver.

Det er den tænkning, de vil have os til at anerkende. I deres ghettoer. Og så er de da ligeglade med alle vore argumenter, det er jo bare vestlige menneskers forsøg på at så splid i de muslimske samfund.

Eller tese 15: ”Åndsfrihed, mindretalsbeskyttelse og respekt for vedtagne spilleregler er vigtige forudsætninger, for at demokratiet kan være den bedste ramme om håndteringen af uenigheder mellem borgere eller grupper af borgere”. Véd de 23 ikke, at muslimer ikke kan eller vil forstå den slags tale? ”’Vedtagne spilleregler’, nej, må vi bede om de ‘spilleregler’, som Gud har givet, de har helt anderledes valør end tilfælde love, som mennesker står bag. Og er der uenigheder mellem os muslimer indbyrdes eller mellem os og ikke-muslimerne, så skal vores imamer nok dømme retfærdigt.”

Gode råd til problemer, som vi havde for ti år siden, en blind plet, hvad angår muslimernes anderledeshed. Det er ikke meget, man får ud af det tynde øl, de 23 serverer med de 21 teser.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

3 svar til 21 teser — tyndt øl!

  1. Karen M. Larsen siger:

    Der er dog også fordele forbundet med at læse teksten lidt mere grundigt – for på den måde kan man også se hvad måske kunne være forfatternes intention. Se f.eks.:

    tese 12
    Religiøse og ideologiske organisationer
    eller institutioner skal have frihed til på
    sagligt grundlag at stille holdningsmæssige
    eller etiske krav til ansatte medarbejdere.

    For nogle år siden var der en sag om nogle kristne friskoler, der åbent erklærede, at de ikke ville ansætte ikke-cølibatære homoseksuelle. De fik imidlertid ministeriel besked om at de ligesom alle andre var forpligtet af anti-diskriminationslovgivningen. Mon ikke der er en hentydning til denne sag her?

    tese 13
    Så længe Folkekirken nyder en begunstiget
    stilling i den danske grundlov, er det
    påkrævet, at lovgivningen og det danske
    samfund i almindelighed sikrer mest mulig
    frihed og statslig service også for andre
    religiøse samfund og organisationer.

    Den katolske kirke har i flere år krævet, at staten skulle opkræve kirkeskat for den (fordi dens egne medlemmer ikke er specielt villige til at betale frivilligt). Mon ikke det er dette krav som afspejles her?

    tese 19
    Åndsfrihed indebærer, at frie videregående
    uddannelsesinstitutioner efter saglige
    kriterier bør tildeles eksamensret, SU-ret
    mm.

    Menighedsfakultetet og Dansk Bibelinstitut har længe klaget over, at de ikke er SU-beretningsgivende og at deres uddannelse alene ikke kvalificerer til at blive præst i den danske folkekirke. Mon det ikke er deres interesser, som afspejles i dette punkt.

    Mon ikke tanken er, at hvis vi eksplicit forsvarer muslimske særinteresser så vil venstrefløjen se med venlige øjne på vores egne konservativt kristne særinteresser?

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    Jo, det kan du have ret i. Men når man således først ved anden eller tredje gennemlæsning (og så mange har jeg ikke præsteret) finder ud af, hvad det vel kan tænkes at dreje sig om, så burde man nok have anbragt lidt flere pegepinde i indledning og efterskrift end tilfældet er.

  3. Svend Jespersen siger:

    Efter flere gennemlæsninger af teserne har også jeg især bidt mærke i det, som udelades, og det, som antydes men ikke beskrives direkte. Det undrer mig en smule, for metoden er en tro kopi af alle de muslimske debatter, jeg gennem årene har deltaget i med en væsentlig undtagelse: Den mest direkte og hårde kritik rettes mod tilhængerne af ens eget samfunds- og livssyn!

    Har idealerne om at forstå, tilgive og vende den anden kind til virkeligt udviklet sig til et selvdestruktivt projekt, hvor de 23 personer undlader at gøre opmærksom på, hvor den væsentligste modstand mod deres tesers indhold skal findes herhjemme? Ægte åndsfrihed i vores vestlige univers kan debattere definitioner og grænser, men den kan ikke lade en religions hellige tekster definere noget eller sætte nogen grænser.

    Det gør den islam, som indtil nu har styret den muslimske verden, og det er måske et af forfatternes formål med teserne. Men, hvis de vil overbevise andre om, hvor oprigtigt de mener deres ord, bør de gøre opmærksom på, hvor deres teser vil møde størst modstand, og det er ikke hos tilhængerne af et forbud mod burkaer i det offentlige rum eller faste for børn.

    Hvorfor skriver f.eks. forfatterne, at ” Flere muslimske lande modarbejder også religionsfrihed og åndsfrihed ….” uden at gøre opmærksom på, at disse lande gør det med udgangspunkt i koranens og profetens ord? Hvorfor tør de ikke sige rent ud, at islam sætter nogle grænser for de to begreber, som vi ikke finder acceptable herhjemme?

    Og så undres jeg over et af navnene på listen af underskrivere: M. Fouad Albarazi, formand for Det islamiske Forbund i Danmark. Har han misforstået teksten eller ….?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s