Om at vende den anden kind til

Det er, som man måske véd, Jesus, der i bjergprædikenen opfordrer os til ikke at sige ”øje for øje, tand for tand”, men i stedet vende den anden kind til, hvis nogen slår. (Matt 5,38ff). Valgmenighedspræst Kristian Massey Møller har i et indlæg i Jyllands-Posten, se her, en udmærket gennemgang af dette ords praktiske anvendelighed. Dette Jesus-ord er ikke udtryk for, at de kristne er krybende hunde, siger han, det er i stedet udtryk for vilje og mulighed for at bygge samfund. For kun på den holdning, der ser modstanderen som et medmenneske, kan der bygges samfund. Og det gør man netop, når man vender den anden kind til.

Sjovt nok læste jeg næsten samtidig i det engelske magasin ”The Economist” et eksempel på, at dette ord også kan anvendes i storpolitikken, se her. Den 29. februar blev der indgået en aftale mellem USA og Nordkorea. Nordkorea ville standse sin uranberigelse på Yongbyon-værket og iværksætte et moratorium på våbenafprøvning og afprøvning af langdistancemissiler. Og landet er bemærkelsesværdigt gået med til, at internationale observatører skal have lov til at kontrollere, om uranberigelsen virkelig bliver standset. Til gengæld vil USA afskibe 250.000 ton fødevarehjælp for at give landets sultende befolkning mad, organisere nogle få kulturelle udvekslinger og arbejde hen imod genoptagelse af forhandlingerne med de seks nationer.

Nå nej, The Economist hentyder ikke til Jesus-ordet om den anden kind. Men bladet skriver dog: ”På trods af Nordkoreas rekord i snuhed, ja ligefrem i bedrag, er dette en god aftale for Amerika. Det kunne endda vise sig at være en fortrinlig aftale”.

Hvorfor i alverden skriver bladet dog det? Er man ikke klar over, at der er stor risiko for, at Nordkorea vil modtage hjælpen og derefter smide inspektørerne ud, inden de får gjort deres arbejde, som man har gjort det ved tidligere lejligheder? Véd man ikke, at der ikke er nogen garanti for, at fødevarehjælpen havner det rette sted? Den kan gå til eliten, ja, måske endda blive solgt til udlandet.

Ja, det er jo det, bladet har opdaget: Man skal ikke altid sige ”øje for øje, tand for tand”. Det er meget lidt frugtbart bare at sige, at fordi de har snydt os så mange gange før, vil vi ikke røre dem med en ildtang. Ikke alle diktaturer er urørlige. Der er bevægelse i Myanmar. Og omverdenen har reageret positivt. Måske det samme kunne ske for Nordkorea. Der er jo i det mindste kommet en ny Kim til. Og fremfor at afvise ham og tro om ham, at han nok er en lige så stor snyder som sin far, er det klogt at reagere som USA: med imødekommenhed, med villighed til at indgå aftaler, med tillid til, at disse aftaler vil blive overholdt.

Så føjer bladet til, at USA jo formentlig alligevel ville skulle sende en masse nødhjælp af sted, hvis befolkningen i Nordkorea sulter. Så hvorfor ikke lave det til en del af en aftale!

Man vil måske fra teologisk side indvende, at dette Jesus-ord slet ikke er beregnet til at skulle handles på. Det er kun beregnet på at få os ned med nakken, fordi vi må indse, at vende den anden kind til, det er noget, vi aldrig formår, og aldrig vil kunne gøre. På den måde drives vi til at søge Guds tilgivelse i Kristus. Ordet er ikke beregnet til at være en klogskabsregel.

Men det er forkert. Hvis man læser bjergprædikenens slutning, opdager man, at Jesus faktisk i sin dobbeltlignelse om huset, der blev bygget på klippen, og huset, der blev bygget på sand, netop kalder den mand, der hører bjergprædikens ord og handler efter dem, for en klog mand. (Matt 7,24). Det vil sige: Jesus betragter faktisk sine ord i bjergprædiken som klogskabsregler, altså som regler, man gør klogt i at skrive sig bag øret og handle efter i påkommende tilfælde.

Og det er da ganske sjovt at læse hele to eksempler på det indenfor de samme to døgn.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

8 svar til Om at vende den anden kind til

  1. Claes siger:

    I gymnasiet fik vi en præst til kristendomskundskab. Han læste bjergprædikenen op for klassen og sluttede sin oplæsnig med at sige: Er det ikke latterligt. Der er nogle der tror, at man skal leve efter bjergprædikenen. Det var en tidehvervsk præst, som på den måde dementerede Jesu opfordringer til et bedre liv.
    Han fulgte tydeligt nok tanken om at få sine tilhørere ” ned med nakken”. Opbyggeligt virkede det ikke. Unge mennesker er sikkert for følsomme når det gælder religionen. Men ægte luthersk var det vel.

  2. Karen E. Hansen siger:

    Claes!
    Nej, det ville jeg ikke kalde ægte luthersk – og det tror jeg heller ikke du mener.
    “Ægte luthersk” ville det være, at afvise, at bjergprædikenen er en opskrift på at ophobe “gode gerninger”.
    Men det var da en elendig pædagogik!!

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    ”Ægte luthersk”?? Ja, det troede mange, især tidehvervsfolk, engang. Jeg lavede for nogen tid siden en længere artikelserie med titlen ”Luther var ikke lutheraner”, se http://www.martinluther.dk/sp01.html. Den byggede på en gennemgang af Luthers prædikener over bjergprædikenen. For jeg havde opdaget, at Luther aldeles ikke prædikede over disse Jesus-ord, som en ”god” lutheraner tænktes at gøre det.

  4. Claes siger:

    Jeg tænker mig, at præsten ville afmontere alle forsøg på at blive et bedre menneske. Han brugte også Schillers ode an der freude i samme retning. Da han nåede til “alle menschen werden brüder ” konkludrede han: Det er topmålet af hedenskab.
    I dag kan jeg se roligt på det, men dengang var jeg rystet. Jeg mente netop, at det var kristendommens opgave at opbygge et mennesker og at lede det til et bedre liv. Lidt som vi lærte som spejder – hver dag at gøre en lille ting, der kan glæde og hjælpe en anden.
    Dengang følte jeg, at den pågældende præst snarere undergravede al god moral. Han gik så vidt, at han sagde, at den dag, han havde prædiket kirken tom, havde evangeliet sejret.

  5. Morten - - - siger:

    Jesu ord startede som noget, der har forekommet at være tæt på ren volapück i oldtiden. Der er næppe tvivl om, at det først er nu, vi overhovedet er i stand til at læse hans ord i det lys, i hvilket de bør forstås: Som en reel opfordring til at erhverve visdom. En fortid har opfattet ordene som utopiske, ligesom vi endnu gør det med dem om at acceptere kindhesten.

    Men vor tid har et privilegium: Vi kan se mønstrene i fortiden meget tydeligere, end fortiden selv kunne. Vi kan se, at det faktisk er muligt at skabe et samfund, hvor den, der har to skjorter giver een til den, der ingen har. Noget, der engang var utænkeligt i vort eget samfund, og stadig er det i størstedelen af den øvrige verden.

    Vi nærmer os med stormskridt efterlevelsen af væsentlige dele af jesu ord. Det er også derfor, mange nulevende mennesker finder kirkegang triviel eller overflødig.

    Den fortid, der brændte hekse, gik langt mere i kirke, end vi – og tog ikke desto mindre langt dårligere imod budskabet. For dem, kan vi sige os selv, var jesu ord meget uvirkelige og ubegribelige. Så man bliver ikke mindre syndig af at gå i kirke, det vidner historien om i rigt mål.

    Den omstændighed understreger for os, at idéerne og tænkerne er relativt mere “evige” og statiske – inden for den globale civilisations levetid om ikke andet – men den kollektive, kulturelle modning til dem er mere dynamisk og tidsbestemt. Og det gælder i øvrigt alle tanker. Det fascinerende er imidlertid, at jesu tanker var så dækkende for vor civilisations udvikling, at det er sandsynligt, at selv de mest uopnåelige og ideelle fordringer, er inden for rækkevidde.

    Jeg er overbevist om, at vi arriverer ved omsætningen af dem alle i en virkelighed. Og ingen hovedrysten formår at gøre mig mismodig. For jeg kan jo bare se på historien.

    Idéhistorien er underordnet. Kulturhistorien er alt. Og den bevæger sig i een retning: Fremad. Det bør være vor tids nye perspektiv. Nu da vi kan indse, at vor kamp for at leve op til idealerne ikke er den samme, som vore forfædres. Der er ikke noget i jesu ord, mennesket ikke kan leve op til. Heller ikke kollektivt. I tidens fylde.

    Så længe, det alene var ærgerrigheden, der drev værket, var samfundet fattigt. Men vi blev benådet med den indsigt, at afkaldet var nøglen til frihed og velstand. Frihed, når vi gav afkald på muligheden til egenrådigt at udøve indflydelse, og i stedet for bevilgede hinandens synspunkter ret (det sande demokrati), og velstand, da vi indførte “ikke pr. høved, men pr. hoved”-tanken i vores samfundsøkonomiske tænkning. Det er de to tankegange, der bryder med fortidens forarmende og slavebindende mønstre. De forudsætter, at vi bevilger hinanden frihed og velstand, i stedet for udelukkende at kræve den af hinanden. Så vi har med dem opnået en større harmoni mellem ærgerrighed og storsind.

    Hvis et samfund ikke evner at give afkald, kan det ikke blive velstående, og det kan ikke blive demokratisk. Næste mulige afkald gemmer sig i ordene om at vende den anden kind til. Men trods vor erfaring, diskuterer vi, om Jesus kan have ment det bogstaveligt … Mon ikke, han gjorde det ?

    Så altså: Tro kan meget vel være en tro på, at jesu ord bliver opfyldt. Og det er interessant nok ikke længere blot et trosspørgsmål, men også et forstandsspørgsmål. I mine øjne.

    – – –

    P. S. Claes: Præstens ord, om at den dag, han havde prædiket kirken tom, havde evangeliet sejret, er værd at overtænke. Det kan han skam meget vel have ret i. – Selvom det selvfølgelig i virkeligheden stadig er værd at gå i kirke – hvis prædikanten er “god at høre på”, ikke. Men prædik dog endelig nødvendigheden af formaninger og skyldspåmindelse væk!

    Skønt – lige netop det kan ikke lade sig gøre i følge min egen logik. For i følge den beror iværksættelsen netop ikke på afsenderens modenhed, men på modtagerens

  6. Claes siger:

    Ja, det med at prædike kirkerne tomme kan snart fejres med statsministerens ord: Vi gjorde det!

  7. Morten - - - siger:

    Ja, okay, Claes. Man kan også prædike kirkerne tomme, uden at evangeliet sejrer, det må jeg medgive ved nærmere eftertanke. Det er der visseligen prædikanter, der formår.

    Og at tømme kirker behøver heller ikke i sig selv at være nogen stor kunst. Også det er set før i kristenhedens historie. OK. Men du forstår vel mit forsøg på at skabe en pointe, trods din berettigede indvending, tror jeg.

    – – –

  8. Claes siger:

    Jeg tænker mig, at præsten havde i tanke, at markere at det at gå i kirke ikke er en god gerning, som bringer den troende nærmere frelse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s