Forbudte kors

Der er opstået en vis uenighed mellem to danske debattører om rimeligheden i, at den engelske regering har forbudt to kristne kvinder at bære kors på jobbet. De to kvinder har anket afgørelsen til den europæiske menneskerettighedsdomstol, og det er i den engelske regerings svar til domstolen, at det lyder, at muslimske kvinder har ret til at bære tørklæde på jobbet, mens kristne kvinder ikke har ret til at bære kors. Begrundelsen er, at dette at bære kors i den kristne religion er en frivillig sag, mens dette at bære tørklæde i den muslimske religion er noget, der er påkrævet for kvinder.

Den ene af de to danske debattører, Henrik Gade Jensen i Kristeligt Dagblad, se her, og i en blog på Jyllands-Posten, se her, hævder, at dette er i sin egen sære bagvendte orden. Jo, siger han, der er jo nemlig langt større forskel på de to religioner, end man sådan går og tror til daglig. Derfor er det korrekt af den britiske regering at skelne mellem kors og tørklæder. Det er ifølge den ikke en nødvendighed for en kristen at bære kors på samme måde, som det er det for en sikh at bære turban og for en muslimsk kvinde at bære tørklæde. Det er, siger Gade Jensen, en følsom sag, og det er juridisk svært at se forskel, men det er teologisk korrekt at fastholde, at der er forskel.

Kristendommen internaliserer det religiøse, siger han. ” Fra at angå gerninger og regler blev det tro og ånd. Frelsen kommer således af tro og ikke ved konformitet med ritualer”. Og det er jo sandt nok. Men skal derfor kristne og muslimer behandles forskelligt i en sag, der dog for en ydre betragtning handler om det samme, nemlig om retten til at bære religiøse symboler?

Det mener Ralf Pittelkow ikke, se her. Han ser den engelske regerings svar som en diskrimination imod kristne: de kristne har ikke samme ret som muslimer til at bære religiøse symboler. Og han fremhæver, at gælder den logik, som den engelske regering benytter sig af, vil enhver lovreligions tilhængere få rettigheder, som kristne ikke har, blot fordi den ikke er en lovreligion, men stiller sine udøvere frit. Og han gør videre opmærksom på, at den ret, som de britiske jurister tildeler muslimerne, tildeler den dem som gruppe, ikke som individer. Hvilket er noget splinternyt i vestlig tradition. Men ikke just noget splintergodt.

Hvad skal man nu sige til det?

Ja, lad mig først sige, at staten måske skulle overveje helt at blande sig udenom. Lad firmaer aftale, hvad de vil, med deres ansatte. Hvis Føtex har et uniformskrav til sine ansatte ved kassen, så må alle bøje sig ind under det. Og hvis Føtex ikke vil acceptere muslimske hovedtørklæder, men nok et mindre kors i en kæde om halsen, så må man spørge, hvorfor staten skal indblandes i den sag. Det kan jo være, at samme Føtex en dag opdager, at der i én af filialerne er mange muslimer på indkøb, og at de føler sig bedre hjemme, hvis nogle af kassedamerne er tørklædebehængte. Og så er vel det, som det skal være.

Altså, i første omgang: lad udbud/efterspørgsel klare den sag.

Men vil man absolut blande sig fra staternes side – og det er jo blevet almindeligt, at staten skal forhindre det, man kalder diskrimination – så skal man gøre det på nogenlunde veloplyst basis. Og her forekommer det at være lidt for forhastet, når de engelske jurister i deres svar til menneskerettighedsdomstolen ”fastslår”, at dette at bære tørklæde er et religiøst krav til muslimske kvinder. Sandt nok hævder mange muslimske lærde i vore dage, at det er et religiøst krav. Men det er netop noget, de hævder ”i vore dage”. Tidligere hævdede de det ikke. I tressernes og halvfjerdsernes Egypten var det kun få kvinder, der bar tørklæde. Omvendt nu: nu er det få kvinder, der ikke bærer tørklæde.

Skal man endelig tale om noget, der indenfor islam er et religiøst krav, kunne man tale om forbudet må at spise svinekød. Det har en helt anderledes historisk baggrund end kravet om tørklæde. Men om det er det ene eller det andet krav, i vor lovgivning kan vi ikke lade den slags religiøse krav indgå på nogen måde. Det må være op til den enkelte, om han eller hun vil følge sådanne krav. Og vil et religiøst samfund tvinge overholdelse af sådanne krav igennem, må staten beskytte den enkelte mod dette samfunds efterstræbelser.

Men udover denne noget løse påstand, må man, så vidt jeg kan se, anklage regeringen for at diskriminere mod de kristne. Vi plejer her i Vesten at gå ud fra, at alle er lige for loven. Men en praksis som den foreslåede behandler netop ikke det lige lige. Den behandler det lige forskelligt, oven i købet efter en målestok, der er ret tilfældig, det vil sige: efter en målestok, som regeringen selv har fastlagt. Lad os forestille os, at alle præsterne i en bestemt kirkeafdeling i England opfordrer de kvindelige medlemmer af deres menighed til at bære kors. Begrundelsen kan f. eks. være, at man finder det påkrævet i den ateistiske atmosfære, som man mener, samfundet er ved at opløses i, at gøre opmærksom på kristendommens tilstedeværelse. Hvordan vil så en sådan opfordring adskille sig fra imamers opfordring til de muslimske kvinder om at bære tørklæde?

Så vidt jeg kan se ikke på nogen måde. Der er i begge tilfælde tale om noget, der i dagens samfund kun kan være en henstilling; den kan ikke på nogen måde være fulgt op af trusler; er den det, må straffeloven træde i funktion. Og den eventuelle sociale pression, der kan ligge på henholdsvis de kristne og de muslimske kvinder, er derfor af ganske samme art: ikke-voldelig.

Det er sandt nok, som Henrik Gade Jensen gør opmærksom på, at kristendom og islam er to vidt forskellige religioner. Det er også sandt, hvad jeg for egen regning vil føje til, at de to samfundssyn, der udspringer af de to forskellige religioner, ikke kan forenes, dvs.: de kan ikke leve side om side i det samme samfund. Enten må det kristne samfundssyn gælde, og så må det muslimske give afkald på nogle ting, eller også må det muslimske samfundssyn gælde, og så er det det kristne, der må give afkald. Hvis det muslimske gælder, må kristendommen give afkald på muligheden for ustraffet at kunne forkynde evangeliet for hvem som helst. Hvis det kristne gælder, må muslimerne give afkald på at indføre shariaen med vold eller trusler om vold. Man kan ikke, som i det kristne Vesten, hævde, at det skal være den naturlige lov, som den kommer til udtryk i den indbyrdes diskussion, der skal afgøre, hvordan lovene skal se ud, og så samtidig hævde, at disse love skal gøre forskel på folk, så muslimer får flere rettigheder end kristne. I den vestlige samfundsmodel ligger uafrysteligt den tese fast, at alle er lige for loven.

Og den tese argumenteres der imod med den engelske regerings begrundelse.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

2 svar til Forbudte kors

  1. Claes siger:

    Du har helt ret. Enten man pryde sig med religøse symboler og så må den ret gælde alle eller også er det forbudt. Eller som du foreslår, lade markedet bestemme, hvad der går an.

  2. Morten - - - siger:

    Jura kan ikke skele til religiøse argumenter. Eksempelvis kan ingen intern regel sætte en lov ud af kraft. Efter samme princip kan sharia ikke få indflydelse på retsafgørelser. Eller andre religiøse krav. Jura handler kun om menneskelig ligeret, og er defineret ved, at den skal kunne genkendes som retfærdighed.

    Bo Nake skriver desuden om Henrik Gade jensens ubegavede vås: “Det var en lang smøre for en forkert konklusion. – Hvis korset i dag er reduceret til at være et smykke, kan det ikke forarge nogen, og den britiske regering tager grueligt fejl. ”

    Ja. Sådan kan jeg også godt lide at tænke. Totalt knusende argument, der fuldstændigt afslører inkonsistensen og hykleriet i de engelske argumenter. Så nemt er det nemlig.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s