Som Fanden læser Bibelen

Mikael Rothstein hævder i en overskrift i Politiken, se her, at ”Præster læser Bibelen som Fanden selv”. Det er nu ikke blot overskriften, der hævder det, det gør også teksten selv. Lidt nede i artiklen hedder det: ”Præster læser Bibelen som Fanden selv, nemlig yderst selektivt”. Det er altså det forhold, at præster udvælger, hvilke tekster de vil rette sig efter, der gør deres læsning til en fandens læsning. Eller, som det hedder lige efter med et selvopløsende udsagn: ”Det er fortolkningen, der er det afgørende. Brugeren bestemmer, ikke teksten selv”.

Dette udsagn er selvopløsende, for hvis det gjorde sig gældende, når man læser en tekst, ville al kommunikation blive umulig. Jeg mener: jeg læser Rothsteins tekst og går ud fra, at jeg har forstået ham så langt, at jeg kan argumentere imod ham. Ved selve det faktum, at jeg opponerer imod ham, og han imod, om ikke mig, så andre præster, forudsætter man, at kommunikation er mulig, altså, at teksten i sig selv vil noget, gør sig gældende, taler uafhængigt af læseren.

Jamen, har han da ikke ret, når han siger, at ”de bibelske teksters holdning til homoseksualitet kan ikke diskuteres”? (Læg mærke til, at når det er ham, der står for udlægningsarbejdet, er det teksterne selv, der taler, endda så stærkt, at deres holdning ikke kan diskuteres!)

Jo, det har han da. De bibelske tekster siger nej til homoseksualitet, betragter det som en afskyelighed, anbefaler, at man udrydder det onde af Israel (3 Mos 18,22 og 29). Men man skal lægge mærke til, at Rothstein uden videre omtanke går ud fra, at bibelens ord skal opfattes som lovtekster. Hans argumentation går ud på, at når bibelen er imod homoseksualitet, og man ikke selv er imod homoseksualitet, så må man ikke blot fortolke – for som man kan forstå på Rothstein er der alligevel tekster, der siger noget i sig selv – man må også udvælge. Og det er altså det, de præster gør, der på trods af bibelens klare udsagn gerne vil acceptere homoseksualitet.

Men hele argumentationen er højst besynderlig og på ingen måde en religionshistoriker værdig. Det mindste, man kan forvente af en sådan videnskabsmand, er da, at han har et vist kendskab til sit fagområde. Og det er sandt nok, at jødedom og islam er lovreligioner, der uden videre vrøvl læser henholdsvis toraen og koranen som lovtekster, dvs. som udtryk for, hvad Gud vil have, at man som jøde eller muslim skal gøre. Det kan også være sandt nok, at mange kristne betragter deres helligskrift på samme måde, altså uden videre som en lovbog, der fortæller, hvad man som god og from kristen skal gøre og ikke gøre.

Men som religionshistoriker burde Rothstein vide, at en sådan kristendomsforståelse ikke er ene på markedet. Der findes faktisk ikke så få kristne, hvis ikke man direkte skal sige, at der er flertallet, der skelner mellem lov og evangelium og mener, at det nye, som Jesus bragte, var et opgør med lovtrældommen. Og hvis man nu læser det ny testamente, ikke som en lovbog, men som en beretning om, hvordan de kristne gjorde op med lovsynspunktet, så tegner der sig et helt andet billede af Jesus og de ældste kristne. For der er forskel på at læse bibelen som en lovbog og at læse den som en historisk beretning.

Lad mig som eksempel tage Joh 8,1-12. Her kommer de skriftkloge og farisæerne til Jesus med en kvinde, der er grebet i hor og spørger, hvad man skal gøre. Moses siger, at en sådan lovovertræder skal stenes (5. Mos 22,22-24), men hvad siger Jesus? Og som man måske husker, ender historien med, at Jesus afviser at fordømme kvinden. Hvis moderne præster læser bibelen som Fanden selv læser den og selekterer de udsagn fra, de ikke bryder sig om, så gjorde deres herre og mester åbenbart det samme. Lovbestemmelsen om stening af utugtige lod han hånt om. Og det, det må drejer sig om for en historiker, er at prøve at forstå, hvorfor Jesus ikke rettede sig efter loven. Men det blæser historikeren Rothstein på.

Hvad angår sabbatsbudet, er Jesu nytænkning også en afvisning af det bindende i sagen, Mark 2,23-28. Jesu disciple plukkede en dag aks på en sabbat. Jesus fik bebrejdelse for det af farisæerne, men svarede: »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. v28  Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.« Her henholder han sig til dette at være menneskelig. Hensynet til mennesket og dets sult står over hensynet til sabbatsbudet. Ja, fortsætter han, Menneskesønnen er herre over sabbatten. Det vil sige: i Menneskesønnens rige skal det være en fri sag, om man vil rette sig efter budene eller ej. Man tænkes at stå i et sådant forhold til sin Gud og til sin næste, at man af sig selv forstår, hvad der skal gøres.

Og hvad angår spiseregler, har Jesus fremsat en udmærket retningslinie i ordene om, at det ikke er det, der går ind i munden, der gør et menneske urent, men det, der går ud af den, onde tanker, falsk vidnesbyrd og bespottelser. (Matt 15,1-20).

Det er dette frie forhold til loven, der gør, at kristenheden har kunnet udvikle sig. Det har islam ikke på samme måde kunnet. Da den muslimske verden nåede frem til år 1000, var den opfattelse blevet almeneje, at man havde fundet sandheden; den proces, hvorved sharien udviklede sig af koranen, var tilendebragt; der var ingen grund til at fortolke videre; det drejede sig nu kun om at overholde shariaens regler, for at shariaen var udtryk for Guds vilje med det muslimske samfund, derom var man ikke i tvivl.

At det således kunne være imod Guds vilje, at det ene menneske kan eje det andet, det faldt ingen i den muslimske verden ind. Men det faldt jo altså som bekendt nogen i den kristne verden ind. Hos os blev slaveriet afskaffet og fra os har dets afskaffelse bredt sig til den muslimske verden. For vores verden kunne udvikle sig, vi var blevet fri for trældom under loven.

Og at det kunne være Guds vilje, at de to køn skulle ligestilles, det er ikke en tanke, der er groet i den muslimske have. Derimod er den så åbenlyst groet i den kristne have. Man må for min skyld gerne sige: den græsk/kristne have, underforstået: den græske kultur har spillet en væsentlig rolle for udviklingen i kristenheden. Udviklingen på det punkt har ganske vist været lang og besværlig, og selvfølgelig kan man undre sig over, at det har taget så lang tid, men ordet om, at der hos Gud ikke er personsanseelse, Rom 2,11, (den moderne oversættelse har det lidt svagere: Gud gør ikke forskel), har åbenbart været længe om at slå igennem i den almindelige dagligdag.

Jamen, hov, nu kom jeg til at sige, at både slaveri og kvindeundertrykkelse er imod Guds vilje. Og jeg kom til at sige det uden at tage hensyn til de mange skriftsteder, der taler imod det. Hvordan kan jeg dog tillade mig det? Det kan jeg, fordi loven er ophævet. Vi har ikke i bibelen en forskrift for, hvordan vi skal leve vort liv. Vi skal selv forstå, hvad et ret menneskeliv er, vi skal selv ud fra det gøre os tanker om, hvad Guds vilje er, og vi skal selv ud fra vore argumenter og modargumenter sørge for, at et sådant menneskeliv kan virkeliggøres.

Videre: når Rothstein siger: ”Homoseksuelle ægteskaber blandt jøder og muslimer? Niks. Ikke på vilkår”, så fornemmer man, at det er noget, han kan forstå. Her er der jo nogenlunde overensstemmelse mellem det, der står i de hellige tekster, og det, der er gældende regel. Og det er klart, hvis man har med religioner at gøre, der ikke udvikler sig over tid, religioner, hvis levevis og leveregler er bundet til århundredgamle tekster, så er dette logisk nok. Og det er naturligvis også logisk nok for det menneske (læs: Mikael Rothstein), der forstår alle helligteksters tale som lovens tale.

Men hvordan disse religioner så kan udvikle sig, hvordan de kan bidrage til at eventuelle undertrykkende forhold (f.eks. kvindeundertrykkelsen) ændres, det melder historien (alias Rothstein) ikke noget om. Og den melder da slet ikke noget om, hvordan man skal indpasse de erfaringer, vi har gjort om homoseksuelle i de sidste halvandet hundrede år, i vores religion. Tillige undlader Rothstein også omhyggeligt at omtale de mange muslimer, der chikanerer, ja ligefrem forfølger homoseksuelle i storbyerne, inklusive København. Hvor tager de fejl, disse muslimer, hvis de da tager fejl? Eller har vi sammen med muslimerne importeret deres koran og dens bestemmelser?

Altså: Rothstein må da for min skyld læse bibelen, som han vil. Det må blive hans private sag. Men at han som historiker, oven i købet som historiker med speciale i religion, ikke synes at være klar over, at den kristne kirke gennem mange århundreder har diskuteret lovens forhold til evangeliet og derfor aldrig uden videre har overtaget de mange gammeltestamentlige lovbestemmelser, det er alligevel ret overraskende. Man fristes til at tro, at han har dannet sig sin noget bastante opfattelse af kristendommen for lidt lettere at kunne vende sig imod den.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

20 svar til Som Fanden læser Bibelen

  1. Claes siger:

    Vi må vel indrømme, at kristne har læst bibelen på forskellige måder til forskellige tider og hver gang ment, at deres læsning var sanktioneret af Gud. Man har ment at ligelsen om at gå ud på veje og nøde mennesker til at gå ind berettigede til at udsætte genstridige for tortur til deres eget bedste. Man har ment, at slaveri var begrundet i beskrivelsen af Noas sønner. Kams efterkommere skulle tjene de andre. Man har ment, at kvinden skulle underordne sig manden, som manden er underordnet under Kristus.
    Billedligt har man sagt, at bibelen er som en gammel violin, man kan spille mange melodier på.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Jamen, alt det, du dèr skriver, er der ingen, der vil benægte, heller ikke jeg. Men vi kan da heller ikke benægte, at vi i moderne tid, dvs fra 1700-tallet og fremefter, har fundet nogle mere objektive måder at læse tekster på. Dem anvender vi nu på de bibelske tekster. Og blandt andet derved får vi slået hul på den forestilling, at bibelen skal læses som en lovbog, blandt andet derved har vi opdaget den rigdom af menneskelighed, der springer ud af bibelens blade.

    Dit billede med bibelen som en violin, man kan spille mange melodier på, er derfor forkert. Den måde, de moderne metoder tvinger os til at læse bibelen på, giver os ikke blot et resultat, der kan være lige så godt som alle mulige andre resultater, nej, den giver os et resultat, der nødvendigvis må være mere rigtigt end det modsatte resultat.

    Eksempel: Hvis du vil hævde, at Jesus gik ind for, at man skulle stene mennesker, der var grebet i utugt, som 5 Mos 22,22-24 kræver det, så står fortællingen i Joh 8,1-12 som en uflyttelig blok og forhindrer det. Den melodi lader sig simpelthen ikke spille på bibelens violin. Og det vil videre sige, at hvis du vil sige, at Jesus ikke på nogen måde vendte sig imod de gammeltestamentlige bud, så lader en sådan påstand sig ikke forene med de fakta, man kan læse ud af det ny testamentes blade.

  3. Karen M. Larsen siger:

    Richardt

    Den moderne bibelvidenskab har da bl.a påvist, at Joh. 8, 1-12 er en senere tilføjelse som ikke findes i de ældste udgaver af Johannes Evangeliet. Ud fra en historisk kritisk indfaldsvikel, den som du jo roser, bør man vel så sætte spørgsmålstegn ved om denne historie bygger på noget som den historiske
    Jesus har sagt eller gjort. Snarere kunne det jo tænkes, at der er tale om et teologisk modspil til det jødisk kristne udsagn som Mathæus Evangeliet lægger Jesus i munden i Matt. 5,17-20, hvor
    Jesus tager afstand til påstanden om at han vil ophæve loven. Og denne tekst er så formodentligt igen tænkt som et teologisk modspil til Paulus lære om friheden fra loven.
    Den historisk kritiske metode og hele den moderne bibelvidenskab kan ikke fortælle os sandheden om Jesus. I stedet kan den påvise at de Kristus troende lige fra starten af har været uenige i ders syn på f.eks. Moseloven.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    Du har ret et langt stykke. Når jeg fremhævede den historisk-kritiske metode og dens gyldighed, var det som svar på Claes’ billede om bibelen som en violin, man kan spille en hvilken som helst melodi på, eller på Rothsteins påstand om, at ”brugeren bestemmer, ikke teksten selv”.

    Men jeg vil da godt føje til, at hvis man standser dèr, hvor du gør holdt: dèr, hvor det er uvist, hvordan Jesus forholdt sig til loven, så har man ikke gjort sit arbejde færdigt. Man må i det mindste blive ved med at undre sig over, hvordan mon egentlig f.eks. Matthæus så på sagen. Det er sandt, at han i Matt 5,17-20 hævder, at han ikke vil nedbryde loven og profeterne. Men kort efter er det jo, han lader Jesus komme med sine mange ”Men jeg siger jer”, ”jeg” i modsætning til ”I har hørt, at der er sagt”. Hvordan det kan være andet end en ophævelse af loven, må man dog i det mindste overveje.

    Man kunne måske bruge Matt 7,12, udsagnet om den gyldne regel, som nøgle. Her føjer Jesus jo til, at ”Sådan er loven og profeterne”. Men er ikke loven og profeterne meget mere? Er det ikke krav om ret spise, ret omgang med andre mennesker, tempeltjeneste og meget mere specielt jødisk, f.eks. omskærelse? Og betyder denne tilføjelse så ikke, at Matthæus lader Jesus udelukke alt det fra sin forståelse af, hvad ”loven og profeterne” er?

    Angående Joh 8,1-12, så er det jo sandt, at stykket er en senere tilføjelse. Men det er også sandt, at det i hele sin opbygning og ordforråd minder langt mere om de tre første evangeliers tankegang. Og hvis man tænker sig, at disse evangelier ikke er frit opfundet af deres forfattere, men samlet af forhåndenværende fortællinger, så gør det vel ikke megen skår i glæden, at man har puttet en fortælling, der blev til overs, ind hos johannesevangelisten!

    Og hvad der her er det væsentligste: Man har i den ældste kristne menighed ikke slavisk rettet sig efter den jødiske lov. Jo, der har været visse uenigheder, hvad Apostlenes Gerninger tydeligt beretter om. Men slutresultatet, at vi har fået en kristen kirke, der ikke bygger på nogen lovretfærdighed, står fast; det vil sige: man kræver ikke omskærelse, kosher mad, sabbatsoverholdelse, osv., af denne menighed og altså heller ikke stening af utugtige. Også den uenighed, som afspejler sig i Gal 2, om nu også jøder måtte spise sammen med hedninger, fandt sin løsning, og det en løsning, der bestod i en ophævelse af de kristne jøders krav om særrettigheder.

  5. Karen M. Larsen siger:

    Richardt

    Mht bjergprædikenen så har jeg fornyeligt læst den tolkning at Jesus her ikke ophæver Torahen men i stedet på rabbinsk maner sætter en gærde om den. Hvordan kan man være helt sikker på at man ikke myrder? Ved ikke at vredes. Hvordan kan man være helt sikker på ikke at begå utugt? Ved ikke at kigge efter andres hustruer etc. Mht Matt. 7,12 så findes der flere eksempler på at en lærd rabbi bliver bedt om at kunne koge Torahen ned til få ord, typisk i dialoger med hedninge, og som svar kommer med den gyldne regel. Den gyldne regel er i høj grad jødisk!

    Historisk kritisk set er det svært af afgøre hvilke historier i evangelierne som troværdigt kan antages at være historiske og hvilke, der senere er kommet til. Men man kan ikke komme udenom at Joh. 8 har en svag overlevering. Men en historie kan jo godt være sand i åndelig forstand selvom den ikke er
    historisk.

    Hvis man læser Galaterbrevet med åbne øjne vil man se, at der ikke er tale om en lille konflikt. Paulus er her oppe mod både Peter og Jakob, Herrens broder og dermed Jerusalems menighedens lederskab. Faktisk er den nyere trend i NT forskningen at hævde, at jødekristendommen har været stærkere end tidligere antaget og den paulinske i starten langt svagere. Men det er jo rigtigt, at en moderat bispekirkelig paulinsk kristendom bliver sejrherren på længere sigt og så får de andre kristendomsformer forbudt da de indgår en alliance med kejsermagten. Og som bekendt skriver sejrherrerne ofte historien og i denne sammenhæng er det så også dem, der fastlægger kanon.

  6. Karen M. Larsen siger:

    Mht Matt 7,12 skulle der have stået “så findes der flere eksempler i Talmud på”

  7. Claes siger:

    De første kristne blev ved med at komme i templet efter Jesu død og med hensyn til spisebestemmelser, måtte der et kirkemøde til for at fastslå, hvad kristne måtte spise og hvad de skulle undgå. Sådan synes situationen at være efter apostlenes gerninger.
    Allerede i den tidlige menighed må der have været uenighed om mange ting. Det blev den episkopale kirkes opgave at skabe en fælleskirkelig enighed. En enighed, som blev cementeret af den romerske kejsermagt i 300tallet.

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    Ang. Matt 5,17-20: Ja, det er muligt, at Jesus sætter et gærde rundt om toraen. Men du glemmer noget. Du skriver: ”Hvordan kan man være helt sikker på ikke at begå utugt? Ved ikke at kigge efter andres hustruer etc.” Javel, og ved ikke at lade sig skille fra sin hustru, Matt 5,31f. Dette sidste går direkte imod toraen, jvfr Matt 19,7.

    Ang. Matt 7,12. Jo, det skal nok passe, at rabbinerne, når de skal koge toraen ned til det væsentligste, bruger den gyldne regel (som for øvrigt hverken er jødisk eller kristen, men almenmenneskelig; den findes hos kineserne også). Men jeg spurgte: ”er ikke loven og profeterne meget mere? Er det ikke krav om ret spise, ret omgang med andre mennesker, tempeltjeneste og meget mere specielt jødisk, f.eks. omskærelse? Og betyder denne tilføjelse så ikke, at Matthæus lader Jesus udelukke alt det fra sin forståelse af, hvad ”loven og profeterne” er?” Disse spørgsmål giver denne iagttagelse ikke svar på.

    Om Gal 2 skriver du, at det er rigtigt, at ”en moderat bispekirkelig paulinsk kristendom bliver sejrherren på længere sigt og så får de andre kristendomsformer forbudt da de indgår en alliance med kejsermagten ”. Tja, er det nu også historisk korrekt? Vi plejer da at regne med, at striden om, hvorvidt jøder måtte spise nadver sammen med hedningerne i den kristne menighed blev afgjort i Paulus’ levetid og ikke først i 300-tallet. Og vi har da heller ikke noget vidnesbyrd om, at denne strid spillede nogen rolle for pastoralbrevenes forfatter, for johannesevangeliets forfatter, for de apostolske fædre, osv. Og ærlig talt, skal vi ikke være glade for det? Det er jo det, der gør, at vi i dag finder det naturligt at betragte alle mennesker som ligeværdige, mand eller kvinde, fri eller træl, jøde eller græker.

    Og det var forresten også det, der gav anledning til de mange anklager mod den hollandsk-reformerte kirke i Sydafrika: de hvide ville ikke acceptere de sorte ved nadverbordet. Så der er stadig kraft i den nadver, som Jesus indstiftede, og hvor jo forresten også Judas deltog.

    Din henvisning til kejsermagten antyder, at tanken om alles ligeværd kun sejrede i kraft af en ydre magt, kejsermagten. Her vil jeg godt spørge: Kunne det ikke simpelthen skyldes, at de kristne har forstået Jesus? Der ligger jo en vis logik i at hævde, at alle mennesker er lige meget værd. Ikke mindst, når man vil lægge den gyldne regel til grund for sine overvejelser.

    @ Claes!
    Du skriver: ”Allerede i den tidlige menighed må der have været uenighed om mange ting.” (Hvorfor skriver du forresten ikke, at der VAR uenighed om mange ting, for det er dog, hvad teksterne udviser?). Ja, der var uenighed. Jesu budskab var svært af fordøje først for de jødekristne, siden for hedningerne.

    Du føjer til: ”Det blev den episkopale kirkes opgave at skabe en fælleskirkelig enighed. En enighed, som blev cementeret af den romerske kejsermagt i 300tallet.” Den enighed er vist noget, du ønsker eksisterede. Men de kirkelige stridigheder blev ved med større eller mindre styrke, hos grækerne i hvert fald frem til Johannes Damasceneren i 800-tallet, og hos latinerne faktisk middelalderen igennem i skolastikken, der langt fra var nogen monolit. Og gør det så meget? Er det ikke gennem strid, at det sande kommer til udtryk?

  9. Karen M. Larsen siger:

    Richardt:

    Når man ser historisk-kritisk på sagen så skal man være opmærksom på, at Mathæus Evangeliet nok er stærkt jødekristent påvirket, men det bygger samtidigt videre på Markus Evangeliet, der tydeligvis er paulinsk inspireret. Forbuddet mod skilsmisse har Mathæus altså fra Markus 10, 1-12, der i øvrigt har en tydelig hedningekristen drejning. I vers 12 forbydes kvinder nemlig også at lade sig skille og senere gifte sig, og det giver mening i forhold til den romerske lovgivning, men ikke i forhold til den mosaiske al den stund, at Torahen kun giver mænd adgang til skilsmisse. Mathæus giver imidlertid skilsmisse forbuddet en jødekristen drejning. For han lader Jesus tilføje skilsmisse forbuddet den undtagelse, at det ikke gælder i tilfælde af (hustruens) utugt. Fra Talmud ved vi at der på Jesus tid blandt de skriftlærde blev diskuteret hvornår en mand må lade skille sig fra sin hustru. Der var dem, der mente, at det måtte han hvis hun to gange havde ladet maden brænde på, men der var også dem, bl.a. Hilel hvis jeg husker ret, der hævede, at han kun må lade sig skille hvis hun har været ham utro. Mathæus får altså drejet teksten sådan, at den lige præcist ikke længere kan ses som et generelt opgør med Torahen. Markus Jesus tager et opgør med Torahen, det gør Mathæus Jesus ikke.

    Hvorfor skulle udsagnet ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt. 7,12) udelukke overholdelse af spiseregler, sabbat etc.?

    I det sene skrift Apostlenes Gerninger forsøger man at udglatte konflikten mellem Paulus og urmenigheden i Jerusalem, men det er tydeligt både i Galaterbrevet og i 1. Korintherbrevet at den står i fuld flor. Der er intet i disse breve der tyder på at striden om spiseregler mfl. var løst på hans tid. Eksistensen af jødekristne grupperinger og egne menigheder kan også dokumenteres hos kirkefædrene. Jødekristendommen forsvandt først efter alliancen mellem bispekristendommen og kejsermagten muliggjorde en målrettet forfølgelse af den.

    Mht. ligeværdighed så understreger de pseudopaulinske skrifter lige præcist at Gud kræver at kvinder skal underordne sig under mænd, børn under forældre og slaver under deres herrer. Det er formodentligt en modreaktion på de paulinske kristne som havde forstået evangeliet sådan, at der skal herske lighed mellem de kristne….

  10. Claes siger:

    @Richardt. Ja, uenighed var der og den samme uenighed findes genspejlet i bibelen og giver mulighed for at læse den på mange måder. Derfor er der på veredensplan op imod 1000 forskellige kirkesamfund og retninger. Så det med den gamle violin er ikke helt ved siden af.

  11. Ricardt Riis siger:

    @ Claes!
    Jo, det er helt ved siden af. Sandt nok, der findes utallige kirkesamfund. Men er der nogen af disse samfund, der praktiserer stening af utro? Nej vel. Og det skyldes måske, at Joh 8,1-12 ikke kan læses på tusind forskellige måder, men faktisk er ret éntydigt. Så altså: Den melodi kan ikke påvises at være spillet på den gamle violin.

    @ Karen M. Larsen!
    Du spørger: ”Hvorfor skulle udsagnet ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt. 7,12) udelukke overholdelse af spiseregler, sabbat etc.?” Jamen, det udelukker det ikke, nej, nej, men det begrunder det heller ikke. Hvis det, loven og profeterne kræver, fuldt og helt er indeholdt i den gyldne regel, så loven ikke kræver mere end det, så henter sabbatsbudet, omskærelseskravet, jøders forbud mod at spise sammen med hedninger, osv., jo altså ikke deres begrundelse derfra, men kun fra Sinai-åbenbaringen, og det er just den, jeg hævder, Jesus vender sig imod.

    Og det gør han altså også i matthæusevangeliet. Godt nok har man ud fra Matthæus’ syn på, hvordan de gammeltestamentlige profetier opfyldes i Kristus, hævdet, at evangeliet er jødekristent. Men derfra og til at slutte, at Jesus i dette evangelium ikke vender sig imod den jødiske lovpraksis, er der altså et stykke vej.

    Hvad gik konflikten mellem Paulus og urmenigheden i Jerusalem ud på? Ja, ifølge Gal 2,12 var problemet det, om de jøder, der var blevet kristne, skulle overholde det jødiske forbud mod at spise sammen med hedninger, så de ikke kunne fejre nadver sammen med dem. Det, Paulus bebrejder Peter, er jo, at han til at begynde med spiste sammen med hedningerne, men skilte sig ud, da der kom nogle fra Jakob. Det er den konflikt, jeg hævder, blev løst på Paulus’ tid, ikke alle de andre konflikter, der opstod.

    Når f.eks. Apostlenes Gerninger, der jo blev skrevet noget senere, om apostelmødet i Jerusalem (Apg 15) ikke skriver om denne konflikt, men ”kun” om uenigheden om, hvorvidt de hedningekristne skulle omskæres, og om, hvad de måtte spise, kunne det tyde på, at nadverens samlende kraft sejrede. Dermed forsvandt jo imidlertid ikke alle uoverensstemmelser mellem de jødekristne og de hedningekristne.

    Så altså, hvis vi taler om, hvor lang tid jødekristendommen ”holdt ud”, så kan vi godt tale om et tidspunkt hen imod 300, men hvis vi taler om, hvornår problemet om den fælles nadver blev løst, skal vi nok holde os til Paulus’ levetid.

    Og det er altså det sidste problem, jeg tager frem. Det er om det, jeg hævder, at det ikke synes at være tilstede i pastoralbrevene. Det er selvfølgelig sandt nok (og sørgeligt nok), som du skriver, at hverken kvindernes eller slavernes ligestilling slog igennem med et snuptag. Men fremfor at græmmes over det vil jeg hellere glæde mig over de nedslag af ligeværdighed, der dog findes i det ny testamente.

    Når Paulus skriver 1 Kor 7,4: ”En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru”, så er det da et smukt udtryk for ligeværdigheden mellem kønnene. Og det er vel også en tikkende bombe, der hermed lægges ind i det samfund, der hele tiden har haft meget vanskeligt ved at acceptere kvinden som ligeværdig med manden. Sandt nok, man kan undre sig over, at vi i den kristne menighed har været så tungnemme.

    Og når Paulus formaner slaverne til at arbejde af et oprigtigt hjerte, ikke med øjentjeneste, men med god vilje (Ef 6,5-7), så kan det vel i første omgang se ud, som om Paulus helt og fuldt går ind under den samfundsundertrykkelse, som slaverne dengang var udsat for, men når man kikker nøjere efter, og f.eks. gør sig klart, at Paulus ikke kræver ”arbejde-efter-reglerne-arbejde” af slaverne, men netop kræver forstående lydighed af dem, så kan også denne formaning opfattes som en tikkende bombe under slaveuvæsenet, en bombe, som – også den – var forbavsende længe om at eksplodere.

    Så derfor: din sidste bemærkning: ”Det er formodentligt en modreaktion på de paulinske kristne som havde forstået evangeliet sådan, at der skal herske lighed mellem de kristne….”, har jeg svært ved at gå med til. Dels synes du at regne både efeserbrevet og kolossenserbrevet med til de pseudopaulinske skrifter, hvilket jeg mener er forkert, og dels kan jeg ikke se den modsætning mellem f.eks. 1 Kor 7,21f og hustavlerne i de senere breve.

  12. Karen M. Larsen siger:

    Richardt:

    Efter reformationens indførelse blev der indført dødsstraf for utroskab i den danske lovgivning, hvad bl.a. fremgår af Danske Lov. Den tidlige lutherske kirke og den efterfølgende lutherske ortodoksi så altså øjensynligt ikke Joh. 8 som en forhindring for at at kræve at utro kvinder (og mænd) skulle henrettes. Tvært imod synes man optaget af at få en række regler fra Moseloven omsat til lov – herunder jo som bekendt også kravet om at man skulle brænde hekse.

    De jødekristne træk i Matthæus fremgår som sagt lige præcist i dette evangeliums omgang med Torahen. Det kan man ikke bare se ved de eksempler som jeg allerede har henvist til men også ved hvordan Matt. i kap. 15 forsøger af afmontere den bombe under de jødiske spiseregler som Markus lægger i sit kapitel 7.

    Hvem siger at konflikten i Gal. handler om fælles nadver? Under alle omstændigheder handler konflikten ikke om hvorvidt jødekristne skal holde de jødiske spiseregler, bruge omskæring etc. men om hvorvidt de hedningekristne skal holde disse regler eller ej. Det fremgår jo også af apostel mødets beslutning sådan som det skildres i Apg. Kap. 15.

    1.Kor. 7,4 er vel kun en tikkende bombe hvis vi går ud fra, at man kan være ligeglad med 1. Kor. 11,7-9. Kirkehistorisk set har det nu altså været sådan, at man i det meste af kristendommens historie har haft en klar forkærlighed for at prioritere dette sidste citat på bekostning af det første. Man har næppe været tungnem, men i stedet valgt at prioritere anderledes mellem de modstridende udsagn man bl.a. kan finde hos Paulus end den måde du gør det på. Mht. slaverne har jeg godt nok svært ved at se hvordan det at man kræver af slaverne, at de skal adlyde deres herre – i 1. Pet. 2,18-25 får de sågar besked på at finde sig i grusom behandling – skulle demontere slaveriet. Hvis jeg var slaveejer ville jeg ikke føle mig truet af en religion, der fortæller mine slaver, at de skal underordne sig lige meget hvordan jeg behandler dem. Jeg ville være noget mere bekymret over en religion, der opmuntrede dem til at yde modstand…

    Og ja, jeg opfatter også Eferserbrevet mfl. som pseudopaulinske. Og ja, jeg mener, at der er en tydelig forskel i stil og teologi i disse breve i forhold til de formodentligt autentiske Paulusbreve. Det kan man jo i øvrigt bl.a. se i forhold til synet på ægteskabet.

  13. Ricardt Riis siger:

    @ Karen M. Larsen!
    Jeg véd ikke rigtig, hvor uenig jeg er med dig.

    Det er jo sandt nok, at der skete frygtelige ting i den kristne verden tidligere. Hvordan man argumenterede, véd jeg ikke, og jeg véd heller ikke, om det er ulejligheden være at efterspore det.

    Men jeg må da indrømme, at det er mig umuligt at se, hvordan Matt 15 skulle afmontere den bombe under toraen, som Mark 7 har lagt. For mig at se er det en meget kunstig modsætning, man skal opstille for at få dette frem. Det, der gør et menneske urent, er det, der går ud af munden, ikke det, der går ind i munden. Det er de begge enige om. Og det kan vel bedst betegnes som en bombe under de jødiske spiseregler. Det er sandt, at Mark 7,19 direkte konkluderer, at Jesus derved erklærer al mad for ren, og at Matt 15,20 konkluderer, at det at spise uden at vaske hænder ikke gør et menneske urent. Men den petitesse kan vel ikke blæses op til noget stort. Også Matt 15,11 hævder jo, at det ikke er det, der kommer ind i munden, der gør et menneske urent. Og derved bliver jo dog, hvordan man end vender og drejer det, al mad erklæret for ren. Også selv om det ikke står direkte hos Matt.

    Så spørger du: ”Hvem siger at konflikten i Gal. handler om fælles nadver?” Det siger såmænd Paulus. Det hedder i Gal 2,12: ”Før der kom nogle fra Jakob, spiste han (Peter) nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne”. Jeg siger ikke dermed, at ikke omskærelsen for Paulus var det vigtigste. For det var den, der afstedkom alle de andre jødiske regler. Men én af reglerne, forbudet for jøderne mod at spise sammen med hedninger, ville have været ødelæggende for menigheden, hvis den var blevet gennemført. Men som sagt: af den måde, Lukas i Apg beskriver sagen på, kan man – med lidt forsigtighed – slutte, at den del af modsætningen var slut, da Lukas skrev.

    Hvordan det har været, kirkehistorisk set, med kvinde- og slaveundertrykkelsen, lad de spørgsmål være. Jeg har kun været interesseret i at undersøge, om der kan findes kim til ligeværdighed i det ny testamente, kim, der senere kunne vokse op og blomstre. Og det mener jeg at kunne finde.

    Det er sikkert rigtigt, at man har foretrukket at begrunde sit kvindesyn på 1 Kor 11,7-9, fremfor på det af mig anførte 1 Kor 7,4. Men derfor er 1 Kor 7,4 da alligevel et kim til noget andet, ligesom for øvrigt 1 Kor 11,11 er det: ”Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden”.

    Så kan du ikke se, at der ligger noget kim til slaveriets ophævelse i Ef 6,5f. Lad mig tage det sammen med din opfattelse af, at Efeserbrevet og Kolossenserbrevet (gætter jeg på) er pseudopaulinske. Når jeg mener, at de trods alt er ægte nok, skyldes det bl.a., at Kolossenserbrevet er knyttet tæt sammen med brevet til Filemon. I dette brev er Paulus en rigtig filur; han vil ikke sige åbent, hvad han mener, Filemon skal gøre ved den bortløbne slave, der med brevet kommer tilbage til ham, men gennem mange vink får han dog sagt – mellem linierne, altså – at det ville være godt, om Filemon frigav den bortløbne slave.

    Dette brev med alle dets vink mellem linierne, kan jeg simpelthen ikke forestille mig kan være uægte. Og så drager det jo Kolossenserbrevet med sig, og – formentlig – også Efeserbrevet.

    Spørgsmålet er: Hvad sker der, når f.eks. en slave kommer ind i den kristne menighed? Og svaret er, at han bliver en del af et kærlighedsfællesskab, dvs et fællesskab, hvor man ikke tilmåler efter love og regler, men hvor enhver er anerkendt, som han eller hun er. Slaven anerkendes altså på sin menneskelighed. Det vil sige, han er ikke længe slave, han er en kær bror, Filem 16. Det var han ikke i det offentlige liv. Han kunne f.eks. ikke vidne i retten. Han var at regne som et stykke kvæg. Og han opførte sig derfor som et stykke kvæg. Jesus antyder det i Joh 15,15, hvor han opstiller en forskel mellem det at være tjener eller slave og det at være ven. Slaven forstår ikke, hvad hans herre gør, siger Jesus. Og sådan har sikkert slaverne været betragtet: som væsener, der ikke forstod sammenhængen i det, de skulle lave. Men Paulus opfordrer dem netop i Ef 6,5f til at adlyde forstående, dvs., han opfordrer dem sådan set til at stille sig på niveau med deres herre og bevidst arbejde med på det projekt, han måtte have for.

    Du skriver under henvisning til 1 Pet 2,18-25: ”Hvis jeg var slaveejer ville jeg ikke føle mig truet af en religion, der fortæller mine slaver, at de skal underordne sig lige meget hvordan jeg behandler dem. Jeg ville være noget mere bekymret over en religion, der opmuntrede dem til at yde modstand”. Og nej, du ville nok ikke føle dig truet. Men det var heller ikke ved trusler, slaveriet skulle ophæves (og vel heller ikke derved, det blev ophævet). Det blev ophævet, fordi nogen forstod, at slaven var et ligeværdigt menneske med andre. Og det kunne f.eks. vises af slaven selv, hvis han fandt sig i en uretfærdig behandling; for udviste han ikke derved en større moralsk værdighed end den herre, der mishandlede ham?

    Det var vist, hvad jeg havde at sige i denne opgang.

    Til sidst blot dette: tak, fordi du hele tiden holder dig til den historisk kritiske diskussion!

  14. Claes siger:

    Jeg vil gerne give dig ret i, at fortællingen om kvinden, der blev grebet i hor og slap for stening efter moselovens bud, ikke giver plads for en tolkning om at stening er en rimelig straf for hor. På den måde kan bibelen ikke fortolkes til alle sider. Men der er i den hellige skrift udsagn, som kan tolkes i forskellige retninger og blive fundament for de mange “teologier”. Mange gange ville man ønske, at bibelen var mere entydig – men det er netop dens rigdom, at den åbner sindet i flere retninger og giver en bred horisont for tanken.
    Ordene om, at det der går ind igennem munden gør mennesket urent eller måske rent, kan stilles overfor ord om at det er af betydning at spise Menneskesønnens kød og drikke hans blod. Tankerne får spændvidde af modstillingerne.

  15. Claes siger:

    Ordet ikke faldt ud af sætningen om det, der går ind gennem munden.

  16. Pingback: Bibel og koran — forskelle og ligheder « Ricardt Riis

  17. Pingback: Essentialisme — uha, uha! « Ricardt Riis

  18. Pingback: Kristen og muslimsk tekstfortolkning | ricardtriis

  19. Pingback: Vilkårlig tekstfortolkning? | ricardtriis

  20. Pingback: Essens? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s