Se til jøderne, kære muslimer!

Den muslimsk debattør Bashy Quraishy spørger i en artikel på religion.dk, se her, hvorfor vi altid kræver af muslimer, at de skal fordømme diverse terrorhandlinger, mens vi ikke drømmer om at kræve af kristne, at de skal fordømme tilsvarende handlinger, begået af kristne.

Som svar på dette spørgsmål vil jeg først pege på overskriftens diktum og spørge: Hvordan kan muslimer blive en lige så integreret del af det danske folk, som jøderne er blevet? At jøderne i tidens løb er blevet en anerkendt del af danskerne, viste sig under krigen i jødeaktionen, oktober 1943, hvor talrige danskere var med til at hjælpe jøderne med at flygte til Sverige. Og det, vi kan ønske for muslimerne, er jo, at de bliver en lige så anerkendt del af befolkningen. Naturligvis håber vi ikke, at vi nogensinde får brug for at få bevis for det på samme måde, som vi fik det med jøderne under krigen, blot håber vi, at vi danskere en gang ad åre, ligesom vi dengang måtte føle, at vel er jøderne jøder, men de er danske jøder, må føle, at vel er muslimerne anderledes end flertallet, men de er danske muslimer.

Desværre må man fortælle Quraishy, at der ikke er noget, der tyder på, at det går den vej med danskernes anerkendelse. Det har vi danskere længe givet os selv skylden for, men efterhånden som tiden er gået, har vi fundet ud af, at vi vist også må placere noget af ansvaret hos muslimerne. Det skyldes i alt væsentligt, at vi ser forskelligt på, hvad der ligger i begrebet anerkendelse. Vi mener, at anerkendelse er noget, der vokser frem af sig selv. Muslimerne mener, at anerkendelse er noget, de har krav på.

På samme måde har vi danskere gennem lang beskyldt os selv for, at vi prøvede at opstille et ”dem-og-os-skema”. Og vi har mange gange grebet os selv i at sige noget, der kunne opildne en sådan ”dem-og-os-tankegang”. Nu har vi så, efterhånden som vi har set, hvordan muslimerne gebærder sig i vort land, oplevet, at de selv medbringer en stærk ”dem-og-os-tankegang”, som vi står ret magtesløse overfor. De har deres særlige skikke, hvad klædedragt angår, og dem kræver de respekteret. OK, det prøver vi så at rette os ind efter. De har deres særlige forbudte spiser, og det søger vi ligeledes at få til at glide ind i vores hverdag. I og for sig har de vist også deres særlige bedetider, fem gange hver dag, men dette med, at de på hver arbejdsplads vil have særlige bederum stillet til rådighed, er vist et krav, der er gået i sin mor igen.

Men værst af alt: de vil bo for sig selv; de tenderer mod at danne ghettoer, hvor det ikke skal være dansk lov, der gælder, men shariaen. Og indenfor sådanne selvudnævnte ”no-go-areas” tillader de ikke politi og brandvæsen at operere. Disse ”væsener” bliver mødt med stenkast, hvis de vil ind i ghettoerne, og det har ført med sig, at en ambulance med udrykning måtte vente i flere kostbare minutter på, at der kom politiforstærkning, inden den kunne begive sig ind på ”muslimsk” område.

Så hvis man skal gøre op, hvordan ”kultursammenstødet” mellem vores vestlige kultur og indvandrernes muslimske kultur er foregået her i landet, så må man sige, at begge parter er blevet udfordret. Muslimerne måske mest. For deres unge mænd fylder ikke arbejdspladserne, men optager derimod en forholdsmæssig stor del af pladserne i fængslerne. Og deres kvinder fylder undervisningsanstalterne langt mere end mændene, og blandt andet det gør det vanskeligt for dem senere at indordne sig under den traditionelle muslimske kultur; med det resultat, at muslimske kvinder er overrepræsenterede på vore kvindecentre.

Det er altså på ingen måde sådan, at muslimerne prøver at glide i ét med tapetet, sådan som jøderne gjorde, da de kom til landet. De skejer ud. De vil ikke uden videre ind i det danske samfund, som de forefinder det. De forlanger særbehandling på mange områder. Dertil kommer, at mange af deres underafdelinger så sandelig ikke tier stille med deres afvigende synspunkter. Vi hører Hibz-ut-Tahrir vende sig imod demokratiet, vi hører hadefulde udråb mod de homoseksuelle, vi oplever, at jøderne, VORE jøder, ikke kan gå i fred på gaderne for muslimerne. Og vi kan i dag ikke nøjes med, at rockerbanderne sælger narkotika, nu må vi også affinde os med, at muslimske bander er kommet på banen.

Så når Quraishy hævder, at ”de fleste muslimske samfund i Danmark er fredselskende og socialt velafbalancerede”, så er det mere ønsketænkning end en beskrivelse af virkeligheden. Og når han fortsætter: ”og derfor er terrorangreb som i Frankrig ikke sandsynligt her. Dertil kommer, at det danske politi er meget effektivt og har et godt overblik over situationen”, så overser han de særlige ghettoproblemer. Politiet kan nu engang kun arbejde, når befolkningen hjælpe med. Og når ghettoerne lukker sig inde i sig selv, vil have deres egen jurisdiktion og normalt ikke samarbejde med det danske politi, hvordan kan politiet så være effektivt herhjemme, og hvordan kan han så gøre sig nogen som helst tanke om, hvorvidt et terrorangreb som det franske i Toulouse er sandsynligt her eller ej?

Sandheden er jo, at de terrorister, som vi kalder ”ensomme ulve” nok er meget vanskelige at få øje på, før de gennemfører deres terrorhandling, men jo ikke springer ud af den blå luft. Der findes radikale imamer og moskéer, om hvilke man véd, at de kan fostre den slags ekstremister. Den ensomme ulv i Stockholm frekventerede således en særdeles radikal moské i Luton i Storbritanien. Og den somalier, der søgte at slå Kurt Westergaard ihjel, havde også haft en ret radikal omgangskreds i Aalborg.

Dertil kommer, at en lærerinde på et gymnasium i Rouen i Frankrig bad sine elever om at iagttage ét minuts stilhed til ære for den dræbte terrorist. De fleste elever udvandrede dog fornuftigvis og meldte sagen til rektor, der suspenderede læreren. Det er også besynderligt, at terroristen ikke var mere ensom, end at hans bror nærer de samme mærkelige anskuelser og synes at være stolt over hans ugerning.

Så jo, der er såmænd altfor god grund til at udspørge diverse imamer og andre muslimske ledere om, hvordan de stiller sig til sådanne terrorhandlinger. Derimod vil det være ret tåbeligt at udspørge kristne ledere om det samme. For der findes ikke terroristiske kristne miljøer; der har været en enkelt person, der myrdede en abortlæge i USA; han havde det, han selv kaldte et kristent motiv. Men ellers er miljøer, der befordrer terrorisme, en muslimsk specialitet.

For at bevise, at muslimer er fredelige mennesker, fremfører så Quraishy det korancitat, som man plejer at bruge ved den lejlighed, sura 5,33 (32): ”På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden.”

Og ikke sandt, det lyder jo smukt. Men om sura 5,33 er der nu først det at sige, at det er ét af beviserne for, at koranen har en menneskelig oprindelse. For det, der her påstås at stå i det gamle testamente, står der ikke. Der er nemlig ”kun” tale om en rabbiners udlægning af noget, der står i det gamle testamente. Man har fundet et skrift fra cirka 250 e. Kr., hvor en rabbiner undrer sig over, at der står ”blod” i flertal i 1 Mos 4,10, og forklarer det med, at den, der slår ét menneske ihjel (som jo Kain havde gjort) skal være som den der slår hele menneskeheden ihjel.

Dertil kommer imidlertid, at der fornylig er nogen, der har gjort mig opmærksom på, at dette øjensynlig er et bud, der kun gælder jøder. For muslimer synes der at gælde andre regler. Det ses af det følgende vers, hvor det hedder: ”Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente”.

Når muslimer oplever, at nogen ”stræber efter at skabe fordærv i landet”, skal de åbenbart ikke tage hensyn til, at dette at slå et menneske ihjel er som at slå hele menneskeheden ihjel. Nej, de skal dræbe eller pine eller landsforvise de pågældende.

Jeg véd ikke, hvordan man rundt om i moskéerne udlægger disse vers. Men bare et fåtal udlægger dem så krigerisk som de tilsyneladende er ment, kan vi da vist få vanskeligheder nok, så ”skabes der fordærv i landet”. Og bevares, vi vil da naturligvis ikke følge koranen og hugge hænder og fødder af dem, men vi vil da alligevel håbe, at de ophører med gennem deres forskellige tiltag at skabe fordærv i landet.

Jeg har hele tiden været tilhænger af, at vi skal give muslimerne al den frihed, vort samfund bare kan tåle, til at være så religiøse, som de vil. Men dels véd jeg godt, at det betyder en indskrænkning af den religionsudøvelse, de selv finder naturlig (hvis de f.eks. mener at deres religion kræver særlige sharia-bestemte områder), og dels tror jeg ikke, vi kommer til at se en anerkendelse eller respekt for muslimerne vokse frem hos danskerne, sådan som vi så den vokse frem for jøderne. Og det vil ikke være danskernes skyld.

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

4 svar til Se til jøderne, kære muslimer!

  1. Karen E. Hansen siger:

    Din konklusion har du vist desværre ret i !

    Men hvad betyder egentlig i Koranens sammenhæng: “at skabe fordærv i landet”?
    Betyder det ikke at modsætte sig muslimsk overherredømme, at være kritisk over for de lærdes udlægning af shariaen – eller værst af alt at være kristisk over for profeten Muhammed?

    Og at den enkelte muslim er forpligtet på at “straffe” de opsætsige?

  2. Morten - - - siger:

    Jeg er langt fra enig i, at muslimerne ikke har krav på anerkendelse – og at de for den sags skyld ikke til fulde modtager den. Og jeg er langt fra enig i, at muslimerne forlanger anerkendelse af os. Det har de nemlig, så vidt jeg kan se, ikke behov.

    Jeg mener de derimod kræver en godkendelse. Og den mener jeg til gengæld ikke, vi er forpligtet til at give dem. Men selv anerkender jeg muslimer, og mener også, det er det rigtige at gøre. Alene fordi de er mennesker og undergivet historiens lov. Udsagnet: “Hvis det var mig, der var født i Afghanistan, ville jeg da” (bære mig helt anderledes ad) er et falsk udsagn.

    Godkende dem kan jeg naturligvis ikke. Og jeg møder ethvert krav om godkendelse med modstand.

    – – –

  3. Ricardt Riis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Det har været lidt svært for det muslimske samfund at få koranen til at fungere som lovgrundlag. Jeg mener at kunne huske, at man på et tidspunkt bestemte, at alle straffe, der betød legemsbeskadigelse, kun måtte udføres af kaliffen. Så dette, at hver muslim har lov til at myrde, f.eks. Rushdie, er en nyskabelse.

    Jeg véd ikke, hvilket arabisk ord, der står for ”skabe fordærv i landet”. Så det er lidt frækt, at jeg sådan bruger dem på muslimerne selv. Men hvad – det var for fristende.

    @ Morten – – –
    Det er lidt svært at finde det rette ord, for det forstås vist under alle omstændigheder forskelligt af muslimer og kristne. Anerkendelse, respekt (som jeg var fristet til at bruge), godkendelse. Det kan godt være, vi skal sætte skillelinien et andet sted. Jeg vil for så vidt gerne anerkende, respektere eller godkende muslimerne som mennesker. Men jeg vil hverken anerkende, respektere eller godkende deres religion, islam.

    Og det betyder muligvis det samme som det, du siger: Jeg vil aldrig gå med til at muslimer er noget særligt, er mere end andre mennesker, har krav på mere og andet end os andre.

  4. Pingback: Den omvendte tankegang | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.