Flueknepperi!

Ærlig talt, skal vi nu ikke lige spise brød til. Det forekommer mig, at debatten om vielse af homoseksuelle i folkekirken har nået en så skinger højde, at det er på tide at kravle lidt ned igen. Det spørgsmål har fået en opmærksomhed, som langt overstiger dets kristelige betydning. Lad os foretage et par sammenligninger!

På reformationstiden var overgangen fra at døbe børn ved neddykning til at døbe dem ved overøsning næsten fuldbyrdet. Bugenhagen forsøgte at standse denne udvikling, men forgæves. Det var selve indgangen til kristenlivet, der blev ændret. Det vil sige: det var et skridt, der vel egentlig burde have afstedkommet en indgående teologisk debat. Det skete næsten ikke. Man indførte bare dåb ved overøsning, formentlig fordi man ville pointere, at dåben er en dåb til liv og ikke til død – neddykningen i det om vinteren iskolde vand havde kostet en del spædbørn livet.

I løbet af 1800-tallet blev skilsmisser mere almindelige. Og da vielser stadig næsten udelukkende foregik i kirken, blev spørgsmålet om vielse af fraskilte aktuelt. Det var meget uheldigt, at der ”gik jura” i sagen. Vel kan vi ikke undvære juraen, og det var også godt nok, at det ved en højesteretskendelse blev bestemt, at en præst i den danske folkekirke uden fare for sin stilling kunne nægte at vie fraskilte. Men når man udelukkende fokuserer på juraen, glemmer man formaningen, den formaning, som findes mange steder i det ny testamente, formaningen om at tilgive hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden (Kol 3,13). Bevares, det hænger sammen med en alment udbredt teologisk udvikling, hvor man har betonet Guds kærlighed som en næsten juridisk størrelse og derfor ikke har anet, hvad man skulle stille op med de mange formaninger.

Med det resultat, at mange præster i dag forkynder Guds kærlighed, så det næsten hænger os ud af halsen, og tilsvarende ser ned på dem, der mener, at kærligheden altid udmønter sig i forhold, i et forhold til ægtefællen, i forhold til familien, i forhold til arbejdskammerater, og at det måske kunne være på sin plads i sine prædikener at give gode ideer til, hvordan den kunne give sig udslag i de forskellige forhold. Det må nok kunne gøres, uden at man af den grund betragter dem, for hvem kærlighedslivet gik i stykker, som undermennesker. Men ak, vi har haft en teologi, der har beskæftiget sig med alt muligt andet, eller måske vi direkte skal sige: vi har haft en teologi, der har manglet jordforbindelse – i hvert fald: der er alt for mange folkekirkemedlemmer, der føler, at kirkens forkyndelse ikke siger dem noget.

Om det er medvirkende til de altfor mange skilsmisser, lad det være usagt, men teologer uden formaningsteologi har stået temmelig magtesløse overfor dagligdagens problemer, herunder de mange skilsmisser. De slag, som de mange små hjem har måttet udkæmpe i den anledning, har de i alt for mange tilfælde måttet udkæmpe alene.

Her var noget at tage fat på; her var noget, der virkelig betyder noget for det danske folk; her var der noget, som kunne gøre kirken vedkommende igen. Men ak, de herskende teologiske strømninger har enten fuldstændig afskrevet de nytestamentlige formaninger, eller har forvandlet dem til lovbestemmelser, som det gælder om i det ydre at overholde. Det teologiske supertanker er ikke nem at få til at sejle en anden vej. Så er det meget mere spændende at diskutere homovielser. Det er så dejlig uforpligtende.

Så fik vi de kvindelige præster i 1948 (var det ikke det årstal?). Man havde diskuteret det igennem mange år, men omsider skar altså en kirkeminister igennem. Ikke sådan, at han tvang nogen i kirken til at acceptere kvindelige præster, men sådan, at han forhindrede et flertal i kirken i at sætte sig imod det. Der var til at begynde med – om jeg husker ret – kun biskop Øllgaard i Odense, der ville ordinere kvindelige præster. Og det kan da godt være, at han havde visse vanskeligheder med ritualet, jeg husker det ikke så nøje (jeg var jo så ung dengang). Det kan jo være, at han blot undlod at lade læse Tit 1,6 om, at en ældste skal være ”én kvindes mand”. Så var det ritual strikket sammen.

Igen: var det en ændring, der betød noget, sådan teologisk set? Tja, det gjorde den vel. Selv om det, nu bagefter, på sikker afstand, måske kan være svært at forstå, hvordan den kunne afstedkomme så store dønninger i den kirkelige andedam. Men en masse præster truede med deres underskrift med at ville forlade folkekirken, noget, de dog trak tilbage (vist uden underskrift), da ordinationen af kvinder var en realitet.

Nu har vi så fået vielse af homoseksuelle at skændes om i folkekirken. Og som vi da skændes! Det hidtidige lavpunkt er vist nået med Søren Krarups kronik i Jyllands-Posten den 27-3, se her. Selvfølgelig må man trække det halve af den skingre tone fra i betragtning af, at Søren Krarup plejer at løfte røsten temmelig meget (samtidig med at han bruger den kendte vending: ”må jeg stilfærdigt gøre opmærksom på…”), men der var alligevel så meget at det skingre tilbage, at jeg var tæt på at blive forarget.

Og argumenter er der ikke mange af. Nå ja, man forstår, at når kirkeministeren, Manu Sareen, ikke har forstået noget som helst af, hvad folkekirken står for, skyldes det, at han ikke er enig med Søren Krarup. Der er tale om, at han vover, ligesom mange af os andre, at gå imod den sætning, som Krarup vil presse igennem til at være noget, alle folkekirkemedlemmer skal mene: ”Evangelisk-luthersk gælder det nemlig, at et ægteskab er det forpligtende forhold mellem mand og kvinde”. Sådan er det, evangelisk-luthersk. Krarup hat talt. Basta. At nogen forstår det evangelisk-lutherske anderledes, og at de måske også skulle have et ord at sige om, hvordan folkekirkens forhold skal ordnes, det ligger udenfor Krarups horisont. Tilsyneladende. For han kan såmænd nok forstå det. Men i et kampskrift, hvor der ikke gives ved dørene, forstår han det ikke.

Hvad har da den arme kirkeminister gjort? Tja, når jeg nu har spist brød til og overvejet sagen lidt frem og tilbage, har jeg meget vanskeligt ved at se, at han har gjort andet og mere, end hvad kirkeministeren gjorde i 1948: give den del af kirken, der godt vil vie homoseksuelle, lov til at gøre det, ligesom ministeren i 48 gav den del af kirken, der ville ordinere kvinder, lov til at gøre det.

Jamen, er det ikke en helt ny forståelse af, hvad et ægteskab er, der her dukker op? Jo, det er det vel. Ligesom det i 48 var en helt ny forståelse af, hvad en præst er, der kom til udtryk. Men den forståelse er der altså nogen i folkekirken, der deler. Og hvis den fantastisk rummelige folkekirke skal kunne rumme dem, må vel kirkeministeren gøre, som han har gjort: give mulighed for kirkelig vielse af homoseksuelle.

Jamen, gør han ikke mere end det? Tvinger han ikke kirken til at lave et ritual, der forkynder, at de to homoseksuelle er ægtefolk? Og griber han ikke på den måde ind i kirkens indre anliggender? Det har nogen hævdet, bl.a. den tidligere rektor for Præstehøjskolen, Niels Thomsen, se her og her. Det synes at være ordet ”ægtefolk” om de to homoseksuelle, der er anstødsstenen for mange debattører. F. eks. hæfter Mogens S. Mogensen sig her på eftertanke.dk ved, at det af biskopperne nedsatte udvalg i 2010 nåede frem til den konklusion, at ”ægteskab og partnerskab må betragtes som forskellige ordninger, der har hver sin begrundelse og hver sin historie”, se her. Og, skriver han videre, derfor er det for ham vanskeligt at forstå, ”hvordan biskopper, der mener, at ”ægteskab og partnerskab må betragtes som forskellige ordninger” med god teologisk samvittighed kan medvirke til at udarbejde et ægteskabsritual på basis af en lov, der bygger på en kønsneutral forståelse af ægteskabet”.

Og er det ikke rigtigt nok? Går staten ikke for vidt i sit forhold til folkekirken, når den, som Niels Thomsen formulerer det, ”gennem ændringen af ordlyden i ægteskabsloven påtvinger biskopperne at formulere et bestemt ritual, som det sker i det aktuelle tilfælde med lovforslaget”? Indrømmet, jeg har fulgt debatten fra sidelinien og ikke gidet sætte mig minutiøst ind i sagerne, bl.a. fordi det forekommer mig en meget lille sag i kirkelig henseende. Men hvis nu sagen er den, at staten for at kunne godkende de vielseshandlinger, som folkekirken måtte foretage af to homoseksuelle, kræver, at formularen ”så erklærer jeg jer for rette ægtefolk at være” anvendes, er der så ikke tale om, at staten ”overfører sine egne etiske og ideologiske grundholdninger på kirken”?

Såmænd er der ej. Der er blot tale om det samme som ved ordinationen af kvindelige præster: staten giver folkekirken en mulighed, som den kan udnytte eller lade være at udnytte. Og vil kirken ikke udnytte den på de betingelser, staten opstiller, vil den måske kunne få nogle andre betingelser ved en forhandling med staten. Ellers må den undlade at lave noget ritual, og således fremover nøjes med at velsigne et allerede for den borgerlige myndighed indgået registreret partnerskab.

Men hov! Nu kom jeg til at sige, at ”kirken” må gøre dette eller hint! Har jeg da helt glemt, at ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne? Dette mantra, som tidligere er blevet hevet frem af stalden, hver gang nogen især på kirkens højrefløj blev for krævende i retning af, hvad kirken skulle og kunne og nødvendigvis måtte gøre, vil det ikke forhindre kirken i at have nogen som helst opfattelse af, hvad der er ægteskab og hvad ikke, hvad man skal sige og hvad ikke, hvis man vil smelte to homoseksuelle sammen, om de bliver smedet i hymens lænker eller de bliver noget helt andet?

Nej, jeg har ikke glemt det. Men det forekommer mig, at en række andre debattører har glemt det. Jeg har gennem mange år som gammel retsstatsmand altid holdt på, at kirke og stat burde adskilles, og derfor altid haft en lidt sær smag i munden, når jeg som efterhånden ganske god grundtvigianer hørte mine medgrundtvigianere bruge alle de floskler, som alle efterhånden kender til hudløshed: at ingen kan tale på kirkens vegne, at kirken ikke skal overtages af ”de hellige”, osv. Og det er derfor en højst besynderlig oplevelse for mig, at høre gode grundtvigianere hævde, at nu er ”kirken” gået for nær af staten, at ”kirkens” opfattelse er sådan og sådan, og at staten skal respektere den opfattelse, som ”kirken” har. Nu er der pludselig alligevel nogen, der kan tale på kirkens vegne. Nu har kirken alligevel fået mund og mæle, nemlig når den siger det, som diverse grundtvigianere eller tidehvervsfolk mener. Besynderligt!

Endelig: Jamen, skal vi ikke gøre, som Niels Thomsen og en tre biskopper foreslår: skal kirken (hvem det så er) ikke frasige sig den borgerlige vielsesmyndighed? Skal vi ikke indrette os, så alle, både hetero- og homoseksuelle, skal omad rådhuset, før de møder frem i kirken?

Dette er næsten det mest ynkelige forslag, man kan tænke sig. Her siger man: ”Vi kan ikke blive enige (læs: vi kan ikke få vores vilje igennem) i kirken (denne sære mundlamme størrelse); derfor vil vi fremover tvinge alle til at have denne ekstra ulejlighed; så slipper vi nemlig for at skulle kalde et homoseksuelt par for et ægtepar”. Ak ja. Én ting er selv at skulle have stor ulejlighed på grund af samvittighedskvaler, man har. Det kan være ganske agtværdigt. Noget andet er at pålægge andre ulejlighed på grund af de samvittighedskvaler, man måtte have. Det er knap så agtværdigt.

Jamen, de to homoseksuelle er jo ikke et ægtepar, så jeg kan da ikke få mig selv til at erklære dem for at være ægtefolk, måske endda rette ægtefolk! Nå, kan du ikke? Jamen, så lad være! Men lad også være med at forhindre andre i at gøre det!

Denne indvending minder uhyggelig meget om de vanskeligheder, der i sin tid var med at få begrebet ”uægte barn” ud af sprogbrugen. Man vil forbeholde brugen af ordet ”ægte” for det, der er regelret og ligeud af landevejen. Men mig forekommer det altså, at har man én gang accepteret den erfaring, som efterhånden mange homoseksuelle har gjort: at de ikke kan lave om på retningen af deres kønsdrift, det vil sige: har man accepteret deres homoseksualitet som en del af Guds gode skabning, så må nødvendigvis det forhold, der dannes, når to homoseksuelle holder sammen, opfattes som lige så ægte som det forhold, der dannes, når mand og kvinde holder sammen.

Det betyder selvfølgelig ikke, at ritualet for de to former for vielse skal være ens. Det ville være overgreb mod de heteroseksuelle, hvis det for fremtiden ikke måtte hedde ”til din ægtemand/ægtehustru”, men partout skulle hedde ”til din ægtefælle”.

Til sidst: Skulle vi nu ikke se at komme videre i dagsordenen! Skulle vi ikke se at få indført det ritual, så vi kan modtage de homoseksuelle i kirken helt på lige fod med de heteroseksuelle! Og så, når vi kommer over den hurdle, der efter min mening kun er et lille bølgeskvulp (selv om jeg jo nu har skrevet et alenlangt indlæg om det), så kan vi gå videre og måske give os til at overveje, hvad det da er for en velsignelse, vi i hele denne diskussion var så karrige med, hvad der ligger i tosomheden, hvilke muligheder det indebærer for anerkendelse af ens person helt ind i det inderste af personligheden, hvilken lykke det kan sprede til ens eget ægteskab og måske også til andres, hvilke mange store og små gerninger, en sådan glæde og lykke kan afstedkomme, og så videre, og så videre, kort sagt vi kan give os til at forkynde evangelium.

Og så måske vi også skal give os til at overveje forholdet mellem stat og kirke. Men vi skal ikke lade vor godkendelse af et vielsesritual for homoseksuelle trække ud, fordi vi først skal have stat/kirke forholdet afgjort. I hvert fald ikke, så længe der kun er de ret pauvre argumenter imod det, som for øjeblikket svæver rundt i debatten. Og når debatten har varet så længe, som tilfældet er, betyder det nok, at der ikke forefindes bedre argumenter.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

6 svar til Flueknepperi!

  1. Claes siger:

    Godt og solidt.

  2. Karen M. Larsen siger:

    Godt brølt løve!

  3. Karen E. Hansen siger:

    Tak for et fornuftigt indspark – men der er nu et par ting, du kommer for let om ved!

    Uanset om du husker det eller ej, så brugte man i hvert fald op til 1986 det ordinationsritual med læsningen fra Titus 1,6 til alle ordinationer. Jeg tvivler stærkt på, at biskop Øllgaard skulle have ændret i et eksisterende ritual ad hoc – i den situation.
    Der var ikke brug for et nyt ritual – og ingen politiker pålagde biskopperne at udforme et nyt ritual.
    Derfor passer det, at der var tale om “tilladelse”.
    Kvindelige så vel som mandlige præster er Ordets tjenere i en luthersk kirke.

    Muligheden for at kvinder kan fungere som præster involverer ikke en række ændringer i lovgivningen om børns forhold, faderskab o.s.v.

    Her pålægges biskopperne at udforme et nyt ritual.
    Nu er der vist nok blevet tale om, at der skal være to; men fra begyndelsen var ideen det kønsneutrale ægteskab, at det fordrede ritual skulle svare til lovens ordlyd. Så din tilføjelse: ” Det betyder selvfølgelig ikke, at ritualet for de to former for vielse skal være ens. Det ville være overgreb mod de heteroseksuelle, hvis det for fremtiden ikke måtte hedde ”til din ægtemand/ægtehustru”, men partout skulle hedde ”til din ægtefælle”” – den afslører udmærket, hvad en hel del af debatten har handlet om. For at gennemføre ligheds-ideologien skal alle forhold “kønsneutraliseres”. Og folkekirken skal være løftestang for ideologien.
    Lad de første vielser af en-kønnede par foregå med det gamle ritual. Og læsningen fra 1.Mos. 1,27. Hvis det, som politikken vil have det, er helt den samme sag, så er der ikke brug for nyt ritual.

    PS: Du har meget ret i det med formaningerne. Det lyder også, som om du beklager de mange skilsmisser (som ofte skaber megen elendighed) – men en del debattører har brugt argumentet, at da vi alligevel ikke tager ægteskabet så alvorligt mere og går ud og ind af det – så kan vi også godt udvide det til det kønsneutrale… Det synes jeg er unfair over for de homoseksuelle.

  4. Ricardt Riis siger:

    @ Karen E. Hansen!
    Jeg har som sagt kun fulgt lidt med fra sidelinien, og derfor er det dejligt, at du bringer mig ud af min uvidenhed: det var altså virkelig tanken hos nogle debattører, at man skulle bruge samme ritual for hetero- og for homoseksuelle vielser. Jeg troede ikke rigtig på det, for enhver med lidt kendskab til folkekirkelige forhold véd jo da, at de gamle ritualer ikke bliver sat ud af kraft, blot fordi man får et nyt. Og at nogen ville lave om på den regel, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig. Der har nok været tale om debattører, der har haft den sædvanlige, afgrundsdybe uvidenhed om folkekirken.

    Du skriver, at nogle debattører mener, at vi ikke tager ægteskabet så alvorligt mere. Det er sikkert en rigtig iagttagelse, hvis man med ”vi” mener den brede masse af forkyndere i folkekirken. Men hvis man mener den brede masse af folket, tager de så ikke ægteskabet alvorligt? Er det ikke stadigvæk, uanset, hvor ”moderne” vi føler os, et utrolig hårdt slag for mange at blive skilt? Jeg véd ganske vist ikke, hvordan vi skal få det sagt, så det kan forstås, også af de unge. Det er, som om vi har givet dem kendskab til de svangerskabsforebyggende midler og derefter sagt, at resten må de selv om. Og er det nok.

    Jeg kan også sige, at problemet er, at hvis Guds kærlighed er alttilgivende, så rammer den os vel på en måde, så også vor kærlighed bliver alttilgivende. At få forkyndt, at det også er, hvad der ligger i, at Gud er kærlighed, det er den store udfordring.

  5. Gudmund siger:

    Tak for dit gode indlæg, Ricardt – som jeg synes samler godt op på tingene – meget enig med dig i, at det aktuelle forsøg på en form for “feberredning” fra visse biskoppers side med forslaget om at få trukket den borgerlige del af vielsen ud af kirken er en fuser og et ynkeligt forsøg på at slippe en smule mere ud af det dilemma det må være p.d.e.s. at ville betragte homoseksuelle og deres parforhold som fuldgyldige og ligeværdige med heteroseksuelle og så alligevel ikke ville lade dem være ægte fæller … – så bare lige et enkelt lille (flueknepper)spørgsmål til dig: Med dit (retsstatsmands)ønske om adskillelse og rene linjer mellem stat og kirke må du vel mene, at vielsens borgerlige del alligevel bør ligge hos den borgerlige myndighed og ikke som nu tillige hos diverse trossamfund?

  6. Ricardt Riis siger:

    @ Gudmund!
    Nej, det må jeg ikke nødvendigvis mene. Den nuværende ordning, hvor diverse trossamfund kan få uddelegeret vielsesmyndigheden under visse betingelser, fungérer efter min opfattelse udmærket. Når jeg – stadigvæk – ønsker en adskillelse mellem kirke og stat, har det først og fremmest økonomiske begrundelser: jeg synes, det er forkert, at muslimer skal betale til folkekirkens præstelønninger. Men jeg indrømmer: bare at få udredet de ret indviklede økonomiske afhængigheder mellem stat og kirke, så man kan se, hvem der betaler til hvad, ville være et fremskridt. Og det er nok det eneste, der kan nås ”in my lifetime”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s