Muslimernes "ven"?

”Med sådanne venner behøver jeg ingen fjender”, har en klog mand sagt engang (det var ikke mig). Det samme kan muslimerne sige for øjeblikket. Jeg tænker på det forslag, de radikale ved Zenia Stampe er kommet med om at ophæve flagloven. Det er for øjeblikket forbudt her i landet at flage med andre landes flag end de nordiske landes (plus EU’s og FN’s). Vil man flage med andre, skal man have tilladelse. Denne hidtil oversete lovbestemmelse har den hjertensgode Zenia Stampe fået øje på. Og straks har hun syntes, at det da er åh så synd for de stakkels udlændinge, der bor her i landet, at de ikke kan flage med deres eget lands flag. Og da der hos hende ikke er langt fra tanke til handling – der ligger ikke nogen særlig tankevirksomhed ind imellem som forhindrende mellemlag – foreslår hun uden videre at ophæve denne gammeldags lov.

Naturligvis helgarderer hun sig: ”Jeg elsker sandelig Dannebrog”, hævder hun, ”men jeg elsker da også alle mulige andre landes flag”. Og efter denne udmelding er en hær af debattører dukket op. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance har i Deadline forsikret os om det samme. Han vil gerne have det sådan, at han kan vise sin kærlighed til det danske flag uden den krykke, som en lovbestemmelser er: ”Er man virkelig bange for, at danskerne ikke vil elske Dannebrog, hvis man fjerner bestemmelsen?” spørger han. Og det er der måske nogen, der er bange for; selv véd jeg ikke rigtig.

Hvad jeg derimod véd – for det kan jeg både se og høre – er, at ønsket ikke er et ønske, der er kommet fra nogle af de fremmede, det var tænkt at skulle gavne: vietnameserne, muslimerne, kineserne eller hvem det nu kunne være. Specielt er det værd at lægge mærke til, at muslimerne ikke har udtrykt ønske om noget i den retning. De har ellers i den almindelige offentlighed fået det præg sat på sig – måske ikke helt retfærdigt – at de ønsker at gøre opmærksom på sig selv i tide og utide. Og jeg har da ikke holdt mig tilbage, hvad angår at puste til det indtryk. Alligevel har jeg da lagt mærke til, at de, hvad moskeer angår, fortæller os, at de minareter, der bygges ved moskeerne, skal være tavse; de vil altså på det punkt ikke provokere os: vi skal ikke høre på muezzinens kald fem gange i døgnet.

Det er muligvis nogle af de af os danskere ret efterspurgte moderate muslimer, der har fået dette gennemført. Og skulle nogen af de herboende tyrker have fået den idé, at det ville være skønt at kunne flage med det tyrkiske flag, så er der altså nogen af de samme moderate mennesker, der har fået dem til at droppe den idé. Måske nogle af muslimerne har hørt den tyrkiske ministerpræsident Erdogan komme med den bombastiske udtalelse, at i krigen for islam er ”moskeerne vore kaserner og minareterne være kanoner”. Men det har ikke fået dem til at få vind i sejlene i de tyrkiske miljøer. De er hidtil blevet holdt i skak af de moderate. Hvilket er højst besynderligt og måske også blot ren spekulation fra min side.

Men hvad der ikke er spekulation, er den iagttagelse, at mange af de fremmede er flygtninge. Bevares, der kan være dem, der har givet forkerte oplysninger om, hvor forfulgte de var, for at kunne komme ind i vort land. Det er ikke helt glemt, hvordan BT for en del år tilbage afslørede, at mange libanesere med flygtningestatus, som altså var kommet ind i landet, fordi de påstod sig forfulgt i deres hjemland, Libanon, hvert år tog tilbage til Libanon, hvor de arbejdede som taxichauffører og på anden vis tjente lidt mere, end hvad de kunne få som flygtninge i Danmark. Men lad os nu blot antage, at der blandt flygtningene er ikke helt få, der er forfulgte i deres hjemland, altså er ægte flygtninge. Tror man så, at f. eks. iranere, der er flygtet fra Iran, fordi de er forfulgt af det iranske præstestyre, har et hemmeligt ønske om at kunne flage med det iranske flag i deres kolonihave, hvis de har en sådan? Eller står mon somalierne i kø for at købe somaliske flag at hive op i flagstangen, så såre loven er blevet afskaffet? Hvis man tror det, tror jeg godt, man kan tro om igen.

Og forresten, noget af det, jeg kan huske fra de forskellige demonstrationer imod Danmark under Muhammed-krisen, var, at en del danske muslimer følte sig sårede, da diverse demonstranter satte ild til Dannebrog, fordi – som de sagde — ”det er jo også vores flag”.

Er det ikke en ytring, der er god at lade sive lidt ind? ”Dannebrog er også vores flag!” Ja, man kan spørge, om ikke netop en sådan udtalelse er et tegn på, at integrationen er ved at lykkes. Er det ikke det, vi i vores integrationsarbejde stræber hen imod: at de fremmede skal føle Danmark som deres land? Og så kommer altså ind i dette integrationsarbejde, som utallige gode mennesker udfører i dette land, Zenia Stampe med en elegance som en flodhest i en porcelænsbutik og fortæller dem, at – Danmark, det er da ikke et land, der er noget særligt, der er virkelig ikke nogen særlig grund til, at de skulle skifte fra at holde af deres fødeland til at holde af Danmark, det er jo bare en tilfældig plet på en omkring solen farende prik i universet.

(Jeg har lige tjekket datoen på Zenia Stampes indlæg; det er den 2. april; jo, for hvis det var den 1. april, ville dette indlæg, plus de mange andre, jo være spildte).

Men altså: Gør Zenia Stampe ikke muslimer og andet godtfolk en bjørnetjeneste gennem sit forslag? Hun vil optræde som deres ven, men optræder hun ikke i virkeligheden som deres fjende, i hvert fald hvis man er moderat muslim eller er flygtning, flygtet bort fra sit fødelands undertrykkelse? Var det ikke en idé at lade de fremmede selv fremkomme med de forslag, de anser for egnede, hvis de gerne vil fastholde noget af deres egenart samtidig med, at de bliver danske? Eller: lad os vente med at tage stilling, til det er de fremmede selv, der beder om, at flagloven skal sættes ud af kraft. Og indtil da gøre, hvad vi kan for, at endnu flere af de fremmede iblandt os vil kunne sige: ”Jamen, Dannebrog er jo også vores flag!”

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Muslimernes "ven"?

  1. Pingback: Interview eller krydsforhør? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s