Skizofren eller dyssocial?

En række medier jubler over, at Anders Behring Breivik, massemorderen fra Utøya, nu af et nyt hold psykiatere er blevet erklæret for strafegnet. Han var tilregnelig i gerningsøjeblikket, hedder det i den nye rapport. Også Nils Christie, den kendte norske professor i kriminologi, jubler: ”det er en katastrofe for psykiatrien, men en velsignelse for Norge”, hedder det i en artikel i Information, se her. Han forklarer sig: ”Jeg tror, det vigtigste er, at samfundet får øje på sig selv i ham. Vi kan ikke trøste os med, at det var en gal mands værk, så der var alligevel ikke noget, vi kunne gøre. Nu er vi nødt til at sige: »Hvad er det i vores samfund, der har gjort den slags handlinger mulige?” Vi er nødt til at arbejde med det, så vi kan undgå, at det sker igen”.

Og det lyder jo umiddelbart tilforladeligt. Og så alligevel! For man erindrer sig altfor tydeligt debatten lige efter udåden. Her var der ganske mange, der var i stand til nøje at udpege, hvad det var ved vore samfund, der gjorde den slags handlinger mulige; det var nemlig højrefløjens retorik. Og det har man holdt fast ved sidenhen. Jeg er ikke sikker på, at det er dèr, Nils Christie vil hen – jeg tror for godt om ham til at mene det – men hans udtalelser kan bruges til at sige noget i den retning.

Man må også indrømme, at det på Christies reaktion lyder, som om Breivik af psykiaterne er blevet anset for at være normal. Men læser man deres bedømmelse nærmere igennem (så vidt det nu er muligt, men se her) så opdager man, at normal, det vil de nu ikke kalde ham. De giver ham ikke diagnosen ”paraniod skizofreni”, men de giver ham en anden, som måske ikke er meget bedre: han er, siger de, ”narcissistisk og dyssocial”. Og de forklarer nærmere, at ”Narsissistisk personlighetsforstyrrelse er en diagnose som har visse fellestrekk med psykopati. Typiske kjennetegn er at personen føler seg meget spesiell og viktig. Vedkommende er lite empatisk. Det er egne interesser og behov som er viktige”, se her. Disse ting passer jo udmærket på Breivik. Men en personlighedsforstyrrelse af den art hører nok ikke ind under normalområdet – i hvert fald ikke i Breiviks tilfælde.

Men vi kan selvfølgelig godt genoptage den diskussion, der blev ført tidligere om, hvad det er for et samfund, der gør den slags handlinger mulige. Og her vil jeg, som jeg vist har gjort tidligere, pege på noget, Breivik selv nævner som en mulig forklaring i sit manifest. Han beskriver – eller lader en anden beskrive – hvordan det gik til ved en demonstration i Köln imod et moskebyggeri. Her blev demonstranterne mødt af moddemonstranter, og disse fik lov at gennembanke dem, uden at politiet greb ind. Heraf drager Breivik den slutning, at de multikulturelle og de marxistiske har indgået en alliance om at holde al anti-islamisk tankegang nede; og statsmagten støtter dem, for den er selv inficeret med denne multikulturelt-marxistiske tankegang.

I den forbindelse kan man glæde sig over demonstrationerne i Aarhus fornylig. Ganske vist viste demonstrationerne, at alliancen mellem muslimer og de såkaldte anti-fascister lever i bedste velgående, men den viste også, at statsmagten ikke giver anti-fascisterne lov til at gennembanke islam-modstanderne. Så den undskyldning for at gribe til vold har en eventuelt ny Breivik ikke længere. Godt nok!

Breivik selv var meget utilfreds med den første psykiatriske bedømmelse, han kan bedre lide den anden. Han sendte den 26. marts et brev til tre norske aviser – noget, der har undgået min opmærksomhed – hvori han angriber de psykiatere, der leverede den første undersøgelse, se her. Jeg er bange for, at medierne har undladt at gøre særlig meget ud af brevet, fordi man ikke vil give Breivik en platform at forsvare sine ideer fra. Men det er, som jeg ser det, en helt forkert reaktion. Lad os endelig få alt muligt materiale frem, også Breiviks forsøg på propaganda, vi skal nok gennemskue ham og undlade at lade os påvirke af det.

Lad mig først pege på et enkelt forhold. Breivik erkender i sit brev, at påstanden om, at han var en del af en europæisk sammenslutning, Knights Templars, var forkert, ja det var simpelthen en løgn, se her. Ja, ja, det har vi haft mistanke om hele tiden. Men tænker han mon selv over, at den tanke er særdeles afgørende for hans egen retfærdiggørelse af de bestialske handlinger, han foretog sig?

Han har også, kort efter sin anholdelse, skrevet dagbog over hændelserne på Utøya. Noget derfra har været offentliggjort. Og jeg husker det særegne sprog, han anvendte: en blanding af militærsprog og politisprog; højst besynderligt. Det tyder, som jeg læser det, på, at han op til og kort efter udåden havde gjort sig selv næsten høj på en tankegang om at være en Knights Templar, en tempelridder, der skulle forsvare europæiske værdier. Nu, så lang tid efter, er han kommet mere ned på jorden og er villig til at indrømme, at alt det med tempelridderne var hans egen opfindelse.

Men lad os se på et andet uddrag fra Breiviks brev! Han skriver om de to psykiatere, Husby og Sørheim, de to, der gennemførte den første undersøgelse: ”Det var ikke bare Husby og Sørheim som lærte mye gjennom de 13 samtalene våre. Jeg lærte også svært mye om dem, eksempelvis om hvilken politisk ideologi de forfekter og om hva slags menneskesyn de har. Husby spesifiserte ved flere anledninger at han syntes handlingene jeg har utført var bestialske og jeg fikk inntrykk av at han så på meg som et dyr som måtte sperres inne og dopes ned, koste hva det koste ville.

Har en hendelse som har traumatisert en nasjon også forårsaket traumer hos Husby og Sørheim i så stor grad at de må anses som inhabile? Kan to rettspsykiatere som er så emosjonelt knyttet til 22/7 resultere i at de ikke er i stand til å være objektive?

De svært brutale, og for dem ubegripelige, handlingene kombinert med våre inkompatible ideologiske meningsforskjeller resulterte i en konklusjon som mest sannsynlig ble skapt som et resultat av emosjoner ute av kontroll, der fraværet av en pragmatisk tilnærming var nærmest total.

Både Husby og Sørheim avslørte på et tidlig tidspunkt at de befant seg på den motsatte siden av den politiske skala. Begge er tilhengere av den multikulturalistiske ideologi og er derfor per definisjon motstandere av mitt monokulturalistiske og etnosentriske verdenssyn.

De er begge internasjonalister (anti-nasjonalister) og tar derfor naturligvis kraftig avstand fra mitt radikale monokulturalistiske og etnosentriske syn. Våre ulike politiske syn er fullstendig inkompatible.
Der jeg mener at multikulturalismen er en anti-norsk, hatideologi som er designet for å dekonstruere den norske etniske gruppe, norsk kultur/tradisjoner og norsk kristendom – mener Husby og Sørheim at vår etniske gruppe og vår kultur ikke er verdt å konservere. Der jeg mener at multikulturalister tilrettelegger for den gradvise Islamske koloniseringen av vårt land, anser de Islam som en stor berikelse for Norge og for Europa”. (se her).

Jeg har citeret så meget fra brevet, for at man kan se, hvordan hans tankegang er narcissistisk. Han sætter en absolut modsætning op mellem sit syn på den islamiske tilvandring til Europa, og alle andres, herunder de to psykiateres. Og det svarer meget godt til det, de har skrevet i deres undersøgelse, at han hele tiden får samtalen vendt og drejet, så han ender med at kunne fremhæve sin egen modstand mod ”den islamiske kolonisering” af Norge. Blot overser han fuldstændig, at han dermed jo på ingen måde har forklaret, hvorfor det var nødvendigt at udføre denne brutale handling.

Han er også i stand til at overføre sine traumer på sine undersøgere. Det traume, de har fået sammen med det øvrige Norge, gør, at de ikke er i stand til at være objektive (at være objektiv er at tænke ligesom han). Oven i købet føjer han til, at fordi der er disse meningsforskelle, og fordi de ikke forstår de meget brutale handlinger, han har udført, derfor skaber de konklusioner, der sandsynligvis er skabt af emotioner ude af kontrol. Altså: hans traume er i virkeligheden et traume hos undersøgerne; hans mangel på kontrol er i virkeligheden deres mangel på kontrol.

Jeg var en overgang ved at tro, at Breivik, ligesom i sin tid Knut Hamsun, havde narret psykiaterne, jvfr hans udtalelse om, at han har lært noget af de to psykiatere. Det, han har lært, kunne jo være, hvordan man narrer psykiatere. Men når man så læser hans brev, finder man ud af, at nok er han begavet, men så begavet er han nu heller ikke; nok narrer han nogen, men han har først og fremmest narret sig selv, narret sig ind i en tankegang, hvor der er en uløselig forbindelse mellem det at tro på islams kolonisering af Europa og så den udåd, han har foretaget.

Det er muligt, at han længe endnu kan narre sig til at tro på denne forbindelse. Men når den glipper, hvad så? Så bliver det et mægtigt ansvar, der tårner sig op for ham. Og hvad vil han stille op med det? Tja, det vil tiden vise.

Foreløbig ser vi frem til retssagen mod ham. Her bliver han konfronteret med alt det, hans ugerning har medført. Om han formår hele vejen igennem at fastholde den tætte sammenknytning mellem hans voldsgerning og hans anti-muslimske ideologi, en sammenknytning, som ingen andre anti-muslimer giver udtryk for, det må tiden vise. Men det vil nok være nødvendigt for ham, hvis ikke hans skyld skal vokse ham over hovedet. Hvad man jo alligevel må håbe for ham vil ske. For kun da kan han blive menneske igen.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Skizofren eller dyssocial?

  1. Pingback: Mediernes nyhedsfiltrering | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.