Objektiv teologi

Kan der bedrives objektiv undervisning i teologi? Kan man undervise i f.eks. kristendom uden samtidig at optræde forkyndende? Det er det spørgsmål, der ligger bag den kontrovers på Københavns Universitet, som for øjeblikket florérer, personificeret af teologen Jakob Wolf på den ene side og religionshistorikeren Mikael Rothstein på den anden.

Det begyndte med en kronik af Wolf i Kristeligt Dagblad den 1. marts, se her. Den kronik reagerede Rothstein på i Universitetsavisen, se her. Han gjorde det ikke blot på en meget nedladende måde – det får være, hvad det være vil – men også med betragtninger, der egentlig rammer al humanistisk videnskab, inklusive hans eget fag: religionsvidenskab.

Jeg havde i sin tid, dvs., i december 2006 og januar 2007, ”fornøjelsen” af at diskutere lidt med Rothstein. Anledningen var, at jeg havde påstået, at Rothsteins kollega, Tim Jensen, ikke havde formået at skelne ordentligt mellem kristendom og islam. Og Rothstein kunne ikke se andet, end at jeg kun var ude på at hverve proselytter i alt det, jeg sagde. Det er i nogen grad den samme, højst énøjede tilgang til problemerne, han har overfor Jakob Wolf. Dengang spurgte jeg ham, hvad han egentlig bildte sig ind, om han ikke troede, jeg var i stand til at skelne mellem, hvad jeg troede og hvad jeg vidste. Og han svarede noget mere afdæmpet tilbage, for, som han sagde, nu kan vi kommunikere på sikker grund. Det kom der nu ikke meget ud af, for så skulle han ud at rejse.

Det kan derfor være på sin plads at tage det problem op til overvejelse: Hvordan kan man på nogenlunde objektiv vis opridse forskellen mellem islam og kristendom?

Lad mig begynde med at henvise til Spinoza. Han har i sin teologisk-politiske traktat, som man kan finde mange steder på nettet, f. eks. her, i det 11. kapitel spurgt, om de nytestamentlige breve taler som profeter eller som lærere. At tale som en profet vil sige at hævde, at det, man siger, skal tilhørerne umiddelbart rette sig efter, hvad enten de forstår det eller ej, for det er Guds eget ord, basta. At tale som lærer vil sige at tale til tilhørernes forståelse, at søge at argumentere, så tilhørerne selv kan indse det rigtige i det, man siger.

Resultatet af de undersøgelser, han foretager, er, at mens profeterne taler autoritativt, taler det ny testamente til forståelsen. Spinoza var selv jøde, så han kendte både det gamle testamente og måden, det blev udlagt på i jødiske kredse. Men han kendte altså også det ny testamente og kunne se forskellen mellem de to testamenter, uden at man dog af den grund kan karakterisere ham som kristen.

Parentes: Rothstein synes at være løbet sur i sine religionsovervejelser allerede ved spørgsmålet om Guds eksistens, og det i en grad, så han vist aldrig er kommet videre. Det spørgsmål kan der siges meget om, især meget vrøvl, og Rothstein formår på meget lidt plads at få sagt det mest betydningsfulde vrøvl derom. Men hvis man nu, i stedet for at fokusere på eksistensen, som man alligevel ikke kommer nogen vegne med, fokuserer på anvendelsen, så opdager man, at det kan give en vis mening. Ved hjælp af begrebet ”Gud” siger man, at dette er udenfor diskussion, dette står ubrydeligt fast, dette har absolut gyldighed. Anvendt på Spinozas distinktioner: Det gamle testamente – eller mere præcist: den jødiske forståelse af det gamle testamente – sætter Gud bag lovens ord og hævder, at som de står, er de udenfor diskussion, det er bare at adlyde. Det ny testamente sætter derimod Gud bag menneskets forståelse, hvilket er noget mere indviklet, men dog ikke umuligt at forstå. Parentes slut.

Selv om Spinoza har anvendt denne distinktion på forholdet mellem jødedom og kristendom, lader den sig udmærket anvende også på forholdet mellem islam og kristendom. Hvis man f.eks. spørger, hvordan man skal behandle et menneske, der har stjålet, svarer koranen ulykkeligvis, at han skal have hånden hugget af, sura 5,38. Og da muslimer læser koranen, som jøder læser det gamle testamente, kommer de i noget af en kattepine. De har da også med mange prokuratorkneb forsøgt at begrænse antallet af afhuggede hænder. Og man kan såmænd næsten sige, at det har gjort sådan, fordi de har forstået, hvad ny testamente taler om. For hvad siger ny testamente? Her siges det, at ”Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det” (Ef 4,28).

For det første henvender denne formaning sig til vores forståelse. Det er umiddelbart til at forstå, at den, der har bevaret sine hænder fuldt funktionsdygtige, er en bedre arbejder end den, der har fået den ene hånd hugget af. Og der er noget rørende i at høre, at tyven skal arbejde, fordi han skal indgydes den selvrespekt, at han har noget at give af til de fattige. Men naturligvis skal man netop stille sig forstående an overfor et sådant ord; det er det jo beregnet til. Man skal bl.a. være klar over, at vi i vore samfund har noget, der hedder arbejdsløshed, det vil sige, vi har det delvis uforklarlige fænomen hos os, at den, der gerne vil arbejde, ikke kan komme til det, fordi de økonomiske forhold på én eller anden måde er skævvredne. Så vi skulle gerne have forstået så meget, at vi ikke bare lige kan overtage ordet fra Ef 4,28 og rette det mod vore lovovertrædere. Det er mere indviklet end som så.

Hvordan kommer begrebet ”Gud” ind i billedet her? For islams vedkommende er det dette begreb, der gør sura 5,38 uomgængelig. Men man forstår også på de forsøg på trods det at gøre behandlingen af tyve menneskelig, at Gud nok er den store lovgiver, hvis ord man bare skal rette sig efter, men at man trods det godt kan få drejet selv en sådan umisforståelig ordre til noget, der er til at håndtere. Man har talt om forskellige grader af tyveri, man har ladet de legemsbeskadigende straffe være forbeholdt en højere myndighed, osv.

Men i kristendommen kommer begrebet ”Gud” ind i billedet som den magt, der skaber forståelse og samhørighed i menigheden. Det kan så godt være, at den forståelse og den samhørighed i vore dage er noget afsvækket. I hvert fald bekymrer det os ikke så meget, som det måske burde gøre, om vi kan lave om på vort økonomiske system, så de arbejdsløse kan genvinde så meget af deres menneskelighed, at også de kan bidrage med hjælp til de trængende. Men noget har vi dog nået.

Her må det så indrømmes, at ”Gud” i kristendommen kommer ind i billedet på en så umærkelig måde, at mange har følt, at de udmærket kan undvære det begreb. Hvilket så har bevirket, at mange – herunder også mange religionsvidenskabsfolk, der dog skulle vide bedre – har troet, at de ”rigtige kristne” da bestemt ikke kunne være sådan nogle som mig – vi er jo forholdsvis fornuftige – det måtte være de forskellige ”bibeltro” kristne, der læser bibelen, som muslimer læser koranen, dvs, som autoritative anvisninger på, hvordan menneskelivet skal leves. Man tager ikke os andre alvorligt. Man fortæller os, hvad vi burde mene, nemlig at bibelen er vores lovbog, og betragter vores teologi som lutter bortforklaringer.

Men lad os tage et andet eksempel! Jesus siger i Matt 6,3: ”Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør”. Det er selvfølgelig billedsprog, for vi véd jo godt, at de to hænder ikke sådan går og snakker sammen. Men vi forstår også nok, hvad Jesus vil sige med sit billedsprog. Han vil vende sig imod farisæismen, imod dem, der gør det gode for at vinde anerkendelse fra andre mennesker, eller dem, der gør det for selv at kunne pudse deres glorie.

Er det til at forstå for almindelige mennesker, også for dem, der ikke er særlig kristeligt anlagte? Ja, det vil jeg mene, det er. For dette: at mærke hensigt bag en handling, er noget, vi alle har erfaret. Og det er også ud fra sådanne erfaringer til at forstå, at det menneskelige fællesskab lider ved det, hvis én vil bruge sine gode gerninger til at fremhæve sig selv og sin egen godhed med. Men det må indrømmes, at sådanne erfaringer ikke har naturvidenskabelig baggrund, og derfor ikke kan påberåbe sig at være ”videnskabelig”, hvis ”videnskabelig” udelukkende forstås som identisk med ”naturvidenskabelig”. Og det må også indrømmes – igen – at disse erfaringer ikke indeholder nogen gudstanke. De synes altså at kunne gøres også af mennesker, der pure nægter al tale om Gud.

Nu forekommer imidlertid den samme tanke i en sammenhæng, hvor gudstanken er med, nemlig i Matt 25,31-46, den såkaldte dommedagslignelse. Også her anbefaler Jesus en handling, der er gjort uden bagtanker, også uden den bagtanke at ville være et bedre menneske derved. Han lader de mennesker, der bliver frifundet, spørge, hvornår de har gjort de handlinger, der fører til frikendelse på dommedag, (vers 37), og får derved sagt det samme som i ordet om den uvidende venstre hånd. Nu er blot gudstanken med inde i billedet. Men ærlig talt, er det ikke alligevel til at forstå? Er det ikke de samme dagligdags erfaringer, vi skal have fat i, hvis vi skal forstå meningen med lignelsen?

Skal vi medinddrage islam på dette punkt, kan vi gøre opmærksom på, at islam jo også har dommedagstanken med i sin bagage. Blot har den ikke Jesu finesse med: at de frikendte ikke aner, at de umiddelbare gerninger, de har gjort, har bragt dem frikendelse. Så det, det kommer an på i islam, er derfor blot den ydre handling, mens i kristendommen samhørigheden, dette at have gjort noget for fællesskabets skyld, spiller en rolle.

Kan man undervise i den slags tanker? Er der tale om videnskab? Vil man ikke altid forkynde, når man citerer fra det ny testamente? Er det virkelig objektiv viden, man formidler?

Rothstein vil måske nok betragte alt dette som lutter kristenforkyndelse. Han ser helst alt, hvad der har med teologi at gøre, forvist fra universitetet. Om han også vil afskaffe al kristendomsundervisning i skoler og på seminarier, vides ikke. Men vi skal nok ikke vide os sikre.

Pointen her er, at dette ikke er anderledes end at undervise i f.eks. Shakespeares værker. Også i et sådant forehavende skal man medbringe sine dagligdags erfaringer og ved hjælp af dem sætte sig ind i de fiktive personers tanker og følelser.

Jamen ”Gud”!! Hvorfor skal vi høre om Gud? Kan vi dog ikke slippe for den ubevislige forestilling?

Svaret er, at det kan man i første omgang godt. Ordet om den venstre og højre hånd er blot billedsprog, har ikke gudstanken med som forudsætning. Men hvis man bliver klar over, at dommedagslignelsen (og den koranske dommedagstale ligeså) blot vil sige os, hvad det kommer an på i tilværelsen,altså bruger gudsbegrebet til at sætte absoluthed bag sine tanker, og at det også er, hvad man ubevidst gør, når man indrømmer, at den ufarisæiske handling er bedre end den farisæiske (også her siger man jo noget absolut, også her sætter man en absoluthedsformel bag sin tale), så er det jo kun sprogbrugen, der er forskellen mellem os og ny testamente, så hævder vi begge, at der er noget, det kommer an på i livet, noget, der er absolut. Ny testamente siger det ved hjælp af gudstanken, vi uden samme tanke, men tanken selv står fast i begge tilfælde.

Dette er en helt anden måde at forfægte gudstanken på end den, Wolf har brugt i sin kronik. Han bruger filosofi-tanker, jeg har brugt litteratur-tanker. Og nogen vil måske finde det for pauvert, det véd jeg ikke. Blot må jeg jo dertil sige, at pladsen forhindrer mig i at argumentere videre. Jeg har blot villet påpege, at det er muligt at komme ud over den fastlåsning af tingene, som spørgsmålet om Guds eksistens har anbragt mange i.

Og så meget skulle i hvert fald stå klart: Man kan godt undervise i kristendom, uden at det bliver forkyndelse. Man kan godt fortælle om forskellen mellem kristendom og islam på objektiv måde. Blot må det så i samme åndedrag indrømmes, at dette nok ikke vil stille kristendomskritikerne tilfreds. For mange af dem tåler af én eller anden mærkelig grund ikke, at der siges noget ufordelagtigt om islam, som ikke også i samme sammenhæng siges om kristendommen. Og det har jeg jo ikke bestræbt mig for at gøre.

Dette sidste sagde allerede Rothstein i sin tid: ”Kristendom og islam er to puljer, og løfter man alt det ækle ud af dem, får man ækle mennesker, løfter man det smukke og gode ud af dem, får man det modsatte. Og sådan gør mennesker i et evigt rod og mix – godt og skidt.” Altså, ingen sammenligning, please! De to religioner er virkelig lige gode, eller lige dårlige.

Men ærlig talt, det er da en besynderlig måde at gå frem på. Det var dog langt mere frugtbart, om man forsøgte at forstå den lovretfærdighed, som præger islam. Hvordan opfatter man Gud? Hvordan opfatter man den lov, han har givet? Er Gud en person? Eller er hans væsen udtømt i hans lovbestemmelser? Hvordan er det f.eks. muligt at bruge den slags prokuratorkneb overfor Gud, som der er en del eksempler på både i jødedom og i islam? Sådan ville da ingen handle overfor sine nærmeste. Jeg har svært ved at se, at nogen kan tage den slags alvorligt. Men det er jo, hvad man gør i store dele af den muslimske kulturkreds.

Dog, hvis dette skal gøres til studieobjektet, skal man jo anerkende, at der nok alligevel er forskel på de to religioner. Og det er nok Rothstein ikke meget for. Eller i hvert fald: det var han ikke dengang.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s