Hvordan blev Breivik terrorist?

Kort tid efter udåden på Utøya skrev daværende videnskabsminister Charlotte Dahl Madsen i Jyllands-Posten: ”Jeg må tilstå, at jeg forundres over den skråsikkerhed, hvormed bl.a. visse debattører kan fælde dom i denne sag. For det første, er der jo ingen, som kan vide, om nationalistisk, islam-kritisk retorik radikaliserer folk som Anders Behring Breivik, eller om den frie debat tværtom medvirker til at inddæmme nogle potentielle terrorister, før det går ud af gevind”, se her.

Hun opstiller her to modsatrettede muligheder for at forklare Breiviks massemord. Er den frie debat skyld i, at der skabes en Breivik, eller er den tværtimod med til at forhindre, at et sådant umenneske bliver til? Har debatten været alt for fri, så der kunne opstå islamkritiske miljøer, som Breivik kunne suge næring fra, eller har den ikke været fri nok, så en nationalistisk, islam-kritisk opfattelse ikke har kunnet komme til orde?

Nu har vi så igennem fire dage haft lejlighed til at høre Breiviks forklaringer, og det er beroligende, at hans udtalelser følges nøje af de fire retspsykiatrikere, så det kan blive klart, om han er tilregnelig eller ej. For de skal jo senere afhøres, og der er ingen tvivl om, at de vil benytte de ting, der er kommet frem under afhøringen af ham, når de skal komme med deres votum.

Noget af det, der gennem afhøringerne har kunnet give dem (og os andre med) nyt materiale til at bedømme hans tilstand (syg eller rask) er spørgsmålet om KT, Knights Templar eller tempelridderne. Breivik fastholder, at en sådan organisation faktisk eksisterer, og at andre celler nok snart vil slå til, som han slog til. Men det bliver mere og mere klart, at KT er et fantasifoster af Breivik og intet mere. Han skrev i et brev til forskellige aviser i marts, at «Beskrivelsen min av Knights Templar med medaljesystemet, uniformsystemet, ordineringsritualet, prinsipp- og kodeks-systemet, tittelsystemet, organisasjonssystemet er ikke noe mer enn et forslag for et fremtidig organisatorisk system. Det er således IKKE et eksisterende system». Men af afhøringerne fremgår det, at det uniformssystemet, ordineringsritualet osv., han mener er ikke-eksisterende, ikke KT som sådan.

Og så oplever vi altså igennem et par dage, at der stilles spørgsmål til Breivik om denne ridderorden. Og vi oplever, at han på forskellig måde afslører sig. Han bliver således bedt om at redegøre for sin optræden i Liberia, hvor han påstod, at han skulle møde en anden terrorist. Og her hører vi så, at han flere gange siger, at det, der står i hans manifest, er sandheden om dette besøg. Han har ikke haft manifestet hos sig i fængslet og kan således ikke rådføre sig med det. Men her spørger anklagerne – og vi andre med dem – hvorfor henviser han sig ikke bare til sin hukommelse, hvorfor skal han absolut henvise til manifestet? Og det svar, der næsten ligger indbygget i spørgsmålet, er jo, at han ikke har nogen oplevelser af henvise til, for det er opspind alt sammen.

Han bliver også spurgt om Fjordman, den blogger, som han har citeret temmelig rigeligt fra i sit manifest. Om ham siger han: ”Det jeg kan si er at det blir latterlig å drive en heksejakt på en moderat antivoldelig demokrat som Fjordman som ikke engang støtter vold, som jeg har brukt et par essayer fra. Han støtter til og med demokratiet.” Fjordman er ret tidligt i processen trådt ud af anonymiteten og har tilbudt at hjælpe politiet i deres arbejde. Og han har nægtet at have haft noget med Breivik at gøre, og da ikke mindst nægtet at opfordre til vold. Det giver altså Breivik ham ret i her.

Breivik har naturligvis sin egen agenda nu. Den går ud på, at han for alt i verden vil fremstå rationel. For han ønsker, at hans budskab skal ud. Og hvis han dømmes som utilregnelig, mener han, at hans budskab ikke vil blive hørt. Men netop derfor er det bemærkelsesværdigt, hvad han her siger. Når selv den blogger, der må anses for at stå ham nærmest, og som han citerer mest fra i manifestet, ikke kan godkende anvendelsen af vold, så kan man allerede nu drage den slutning, at det ikke er Fjordman’s eller andres anskuelse om islamisering af Europa, om muslimers voldspotentiale, om europæerne, der bliver et mindretal i deres egne lande, der har gjort Breivik voldelig. Der har måttet noget mere til.

Og dette mere, det er det for Breivik specielle. Han siger i afhøringen: ”Selvfølgelig er det tragisk at man må gjennomføre noe så tragisk for å bli hørt i et samfunn og bidra til å endre samfunnet”. Altså, han vil ændre samfundet, så indvandringen standses og der tages helt anderledes hånd om de problemer, indvandringen skaber. Men han har fornemmet, at ingen hører ham. Det er blevet hans opfattelse, at den demokratiske samtale om disse problemer bliver holdt nede. Derfor har han gennemført dette tragiske myrderi. Alene for at blive hørt. Alene for at få sit budskab ud.

Det foreløbige resultat synes altså at være, at det ikke er islamdebatten, den hårde tone eller de vilde teorier om islamiseringen af Europa, der har skabt en massemorder, men snarere fraværet af en debat om disse ting i Norge.

Blot skal jo dette sammenholdes med de fantasier, Breivik har dannet sig om tempelridderne. Det er det, der gør, at man må opfatte ham som syg i én eller anden grad. Og hvordan det skal kombineres med det, han selv opfatter som en rationel beslutning om at anvende vold i den grad, han har gjort det, det står endnu tilbage at få afsløret.

Nå ja, i dag, den 19. april, kom han ind på sine kyniske og næsten militærtekniske overvejelser angående myrderierne på Utøya og bombesprængningen i Oslo og de forestillinger, der gik forud. Og noget tyder på, at han allerede tidligt har besluttet sig for at foretage sig noget drastisk og uhyrligt, og først senere har fundet ud af, hvordan han kan retfærdiggøre det med al den snak om tempelriddere. Men hvordan det nøjere hænger sammen, må vi vente med at kunne danne os en endelig mening om, til retssagen er afsluttet.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s