Breiviks falske skel

Kort efter at Breiviks manifest forelå på nettet – det vil sige: så lang tid efter som det tog at læse det omfangsrige manifest igennem – kom de første meldinger om, at Breivik havde brugt muslimske metoder. Der var nogen, der havde opdaget, at han havde haft den tanke, at kristne terrorister kunne hente hjælp fra muslimske ditto. Og det blev brugt som en anklage imod ham.

Nu under afhøringerne viser det sig så, at han ikke er det mindste bleg for at indrømme, at han brugte muslimske metoder. Han siger endda under afhøringerne den 18. april, at han betragter al-Qaeda som den mest succesfulde terrororganisation i Europa, og at de militante nationalister, altså sådan nogen som han, kan lære meget af denne organisation. Han siger: ”Kampen eller ideologen kjennertegner al-Qaida, ved at de bruker ekstremt brutale metoder, for å påvirke samfunnsutviklingen, spesielt i den arabiske verden. I stor grad har de hatt suksess. Vi ønsker å lage en europeisk versjon.”

Det er for så vidt mærkeligt, at han stadig lever i en verden, hvor al-Qaeda blev betragtet som en succesfuld terrororganisation. Er det dog ikke en verden af i går? Ikke blot er bin-Laden selv blevet ”sat ud af kraft”, netværket som sådant synes også at have mistet mulighederne for at lave ligeså spektakulære terroraktioner som tidligere. Men sammenligningen tjener vist også blot det formål at antyde, at hans selvopfundne tempelridderorden har mere fast grund under fødderne, end vi andre regner med.

Anklageren spørger så: ”Flere ganger i dag har du snakket om martyrdom. Hva legger du i det, og hvorfor nevner du det ordet?”

Hertil svarer Breivik: ”Altså, hvis man skal sammenligene to krigere, en som er villig til å dø for en sak, og en annen, for eksempel en Røde Armé-fraksjon, som ikke tror på noe etterliv, så var de veldig redde for å dø. Det er det som er spesielt med militante islamister, at de tror på det. For vår del, så tror mange av oss på et etterliv.” Lidt senere siger han: ”Nå snakker jeg generelt om alle nationalister i Europa. Det er mange som ikke er kristne. Nasjonalsosialister er ikke kristne, men mange er riktig å si. Hvis man glorifiserer martyrdom, som går på å være villig til å ofre livet for en sak, blir den ti ganger så potent aksjonist som en som frykter døden.”

Anklageren: ”Og du, hvordan kommer du inn i bildet der?”

Breivik: ”Jeg så på 22. juli som en såkalt selvmordsaksjon. Jeg forventet ikke å overleve den dagen.”

Her opstiller Breivik et skel mellem på den ene side kristne og muslimer og på den anden side ateister. De kristne og muslimerne har det til fælles, at de tror på det, muslimerne kalder ”et efterliv”, (vi kristne plejer at sige ”et liv efter døden”), hvilket ateisterne ikke gør.

Det skel er falsk. Men det er typisk for Breiviks tankegang. For ham drejer det sig om at være effektiv i at påvirke samfundsudviklingen. Og da de, der er villige til at foretage et selvmordsangreb, er mere effektive end dem, der ikke er, foretrækker han at lære af de muslimske terrorister. Det, han ikke lægger mærke til, er, at det, han henter fra muslimerne, ikke blot er deres metode, det er tillige deres menneskesyn. For han går ud fra det samme som de muslimske terrorister: at man kan påvirke samfundsudviklingen gennem vold: Sådan er mennesket indrettet, at det bøjer sig for vold.

Derfor må man korrigere ham: skellet går mellem på den ene side de kristne og de sekulære ateister, der mener, at mennesket ikke kan tvinges til at tro noget, og på den anden side Breivik med samt hans ikke-eksisterende tempelherrer, størstedelen af de muslimske samfund og en række marxister, der er af den opfattelse, at en eller anden form for tvang må til, om man skal have lidt hånd i hanke med, hvad folk sådan går rundt og tror.

Det besynderlige ved denne opdeling er så blot, at der i den kristne, vesterlandske verden findes mange, der ikke holder sig tilbage fra at bruge en form for tvang for at få folk til at mene noget bestemt, ligesom der i den muslimske verden findes mange eksempler på, at man regner med (eller i det mindste lader som om man regner med), at mennesker kun overbevises, når de overbevises frit.

Den tvang, der anvendes i den vestlige verden for at overbevise mennesker, er dog sædvanligvis ikke voldens tvang, mere pengenes tvang. Der findes talrige lobbyister ved diverse parlamenter, og vel siger de, at de vil fremhæve argumenter, som parlamentarikerne overser, men argumenterne er nu som regel tilpasset de organisationer, disse lobbyister tjener. Og det er også åbenbart, at en præsidentkandidat med en stor pengetank i ryggen, har større muligheder for at blive valgt end én, der kun har sine lommepenge. Som man måske véd, behøver vi her i landet ikke være så forargede på det store Amerika, vi har i Saxo-banks støtte til Liberal Alliance et godt eksempel på det samme.

Omvendt ser vi – til vores store overraskelse, måske – at valg og valgkampe med alt, hvad dertil hører, også finder sted i de muslimske lande. Dèr styrer man ikke udfaldet med pengestrømme, men med regelstrømme. Og ligesom pengene herhjemme også styrer medierne, selv om vi prøver at begrænse deres indflydelse, sådan kunne den egyptiske præsident også styre medierne i Egypten, så de kun tilsyneladende var frie.

Så på mange områder synes forskellen mellem de muslimske lande og de vestlige lande kun at være en gradsforskel, omend vi skal føje til, at vi nok i almindelighed skal være glade for, at vi befinder os på den vestlige side af denne gradsforskel.

Men der er i hvert fald ét punkt, på hvilket man ser skellet mellem den ene og den anden menneskeopfattelse ganske tydeligt: det er i synet på martyriet. Som jeg tidligere har formuleret det, så mener kristendommen, at mennesket kan erkende sandheden med så stor en sikkerhed, at det tør lade sig slå ihjel for sandheden, hvorimod islam (og marxisterne) mener, at mennesket kan nå til en sådan grad af sandhedserkendelse, at det kan slå andre ihjel for sandheden. Den kristne martyr lader sig slå ihjel for sandheden, den muslimske slår ihjel for det, han regner for sandhed.

Derfor kan, fra et kristent synspunkt, en selvmordsaktion aldrig bliver et martyrium. Den kristne martyr søger ikke sin død, han begår altså ikke selvmord, heller ikke, selv om han med sikkerhed véd, at dette, at han hævder sandheden, som han forstår den, vil føre til, at hans modstandere slår ham ihjel. Og en selvmordsaktion kan da meget mindre blive et martyrium, hvis hensigten med aktionen er at slå så mange fjender ihjel som muligt.

Men som vi efterhånden har erfaret det utallige gange, så ser muslimske aktivister (og forfærdende mange muslimske tænkere) anderledes på den sag. De mener, som Breivik, at dette, at deres opfattelse af samfundsudviklingen fremmes gennem aktionen, retfærdiggør de drab, der udføres, også de drab på uskyldige, der måtte forekomme.

Man kan tvivle en del på, om de muslimske terrorhandlinger har denne ønskede virkning i de muslimske samfund. Dog er disse samfund ofte så indkapslede i en slags voldstankegang og i en negativ indstilling til de vestlige samfund, terroren retter sig imod, at sådanne terrorhandlinger finder en vis genklang hos dem. Den 11. september var der palæstinensere, der kørte jublende rundt i Københavns gader, og efter drabet på Theo van Gogh var der ikke så få muslimer, der udtrykte forståelse for drabsmandens gerning.

Hvad der imidlertid forekommer fuldstændig usandsynligt, er, at Breiviks terrorhandling på nogen måde skulle vinde genklang blandt os vesterlændinge. Dog mener han altså at kende den fremtidige samfundsudvikling med så stor sikkerhed, at denne ”viden” kan legitimere de drab, han har foretaget. Han har gjort disse grusomme handlinger, siger han, for at folk skal læse hans manifest, derigennem få øjnene op for, at muslimerne er ved at overtage Europa, og således slutte sig til de partier, der vil forhindre denne overtagelse.

Blot er jo en sådan begrundelse selvmodsigende. Og den har derfor den modsatte virkning af den tilsigtede. Den er selvmodsigende på flere måder. Her har det været min hensigt at vise, at den er selvmodsigende derved, at den vil forsvare kristendommen mod islam, men gøre det med muslimske metoder. Alt, hvad der kendetegner islam og den militante marxisme, kendetegner også Breivik. Og intet af det, der kendetegner en kristen martyr, kendetegner Breivik.

Vi kristne vil meget have os frabedt at blive forsvaret på den måde.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s