Imod Sørine Gotfredsen

Det sker ikke ofte, at jeg er uenig med Sørine Gotfredsen, men i dette tilfælde er jeg det. Hun har skrevet et indlæg i Kristeligt Dagblad om Anders Breivik. Og hun hører ligesom jeg ikke til dem, der mener, at vi skal fortie alt, hvad der har med ham at gøre. Tværtimod mener hun, at han vel er en undtagelse med henblik på ekstremiteten i det, han har gjort, men ikke i forhold ”til sit indre kælderdyb og det fald, han har foretaget ned i det”, se her.

Det er muligt, vi kan blive enige alligevel, men jeg tror det nu ikke. For hun går videre med at hævde, at man kan blive mistænkt for selv at befinde sig tæt på alt det frygtelige, siden man mener, det er genkendeligt: ”Man blotter en del af sin egen person ved at erkende, at man af og til selv kan fornemme et indre kælderdyb fyldt med en skrøbelighed, der kan kanaliseres ud som trang til i indadvendt selvretfærdighed at slå fra sig frem for at mildnes og forstå”.

Det kan godt være, Gotfredsen har fat i noget væsentligt, men hun går altså fejl af det. Hvis vi skal tale om genkendelighed, er det ikke Breiviks koldblodige ugerninger, vi skal hæfte os ved. Han hævder selv, at han på forhånd vidste, at han ville kunne føle medlidenhed med sine ofre, men at han gennem en form for meditation havde gjort sig selv så hård, så han formåede at gennemføre de drab, han havde besluttet sig for at gennemføre uden at standse op undervejs, grebet af medlidenhed med de ofre, han så ligge omkring sig. Og en sådan påtaget hårdhed tror jeg, det er de færreste, der kan mønstre.

Nej, jeg tror, vi skal et helt andet sted hen, hvis vi skal frem til noget genkendeligt. Vi skal igen se på de uhyggelige psykologiske forsøg, som er blevet udført for en del år siden. Her foregav forsøgslederne, at man skulle undersøge, om straf kunne forbedre indlæringsevnen. Og forsøgspersonen blev så sat til at tildele straf, hvis en anden forsøgsperson, som var skjult for den første, svarede forkert. Den anden person var en skuespiller, som var god til at imitere smerteskrig, når den første tildelte straf i form af elektriske stød (som jo altså ikke var reelle), og sådanne skrig blev der stigende lejlighed til at fremkomme med, efterhånden som seancen skred frem. For det uhyggelige resultat af forsøgene var, at ganske mange var villige til at tildele endog ret store smerter som led i disse ”forsøg”.

Det forklarer man med den aura af videnskabelighed, som forsøgspersonen blev omgivet med. Videnskaben har, forklarede man, en autoritet, der får mange mennesker til at se stort på deres almenmenneskelige medfølelse. Og det, forsøgene skulle undersøge, var, hvor langt ganske almindelige mennesker var villige til at gå i deres lydighed mod én eller anden autoritet, når det gjaldt om at påføre et andet menneske lidelser. Svaret var uhyggeligt: mange var villige til at gå meget langt.

Her har vi med en genkendelighed at gøre, som vi ikke finder i tilfældet Breivik. Den genkendelighed tegner ganske rigtigt ikke noget særlig flatterende billede af os mennesker. De fleste af os vil nok forestille os, at vi da i hvert fald aldrig ville gå så langt som visse af forsøgspersonerne i retning af at påføre andre smerte. Men vi må jo indrømme, at det er noget, vi på ingen måde kan være sikre på. For hele den aura af videnskabsautoritet, som indhyller forsøget, får ganske mange af os til at ”gå med på legen”, ”deltage i forsøget”, ”prøve at udvide den videnskabelige erkendelse”, eller hvad man nu forklarer sin deltagelse med.

Det vil sige: nok kan vi genkende os selv i de forsøgspersoner, der tildeler andre smerte, men vi kan kun gøre det, hvis vi får deres forklaringer med, hvis vi tænker os ind i hele den situation, der bevirker, at de handler, som de gør.

Og den situation mangler helt i tilfældet Breivik. Derfor er der intet genkendeligt for os i det, der skete på Utøya.

Det mener Sørine Gotfredsen, at der er. Hun mener, som før beskrevet, at vi alle har et indre, skrøbeligt kælderdyb, der af og til slår ud i en selvretfærdig trang til at slå fra sig, i stedet for at mildnes og forstå.

Det har vi måske. Sådan er vi måske. Men hvad så? Dette er jo ikke på nogen måde en beskrivelse af Breivik. Hans onde gerninger udsprang ikke af et eller andet indre kælderdyb, der fik ham til at slå fra sig i en selvretfærdig trang. Hans onde gerninger udsprang af et fordrejet verdensbillede, som han havde gået og brygget på igennem mange år, som han havde gjort sig selv fuldstændig sikker på var korrekt, og som han hele tiden forsvarede sig med i den lange del af retssagen, han fik stillet til rådighed til sit forsvar: Han vidste, at hans handlinger var grusomme, men de var ikke desto mindre nødvendige, for gennem dem kunne en fremtidig borgerkrig forhindres, en krig, der ville koste langt flere ofre.

Dette fordrejede verdensbillede svarer til den forsøgsopstilling, forsøgspersonerne i ovennævnte forsøg blev udsat for: at man skulle undersøge, hvorvidt smerte øgede indlæringsevnen. Men mens forsøgsopstillingen kan forstås af os alle, og vi derfor alle kan sætte os i forsøgspersonernes sted med den eventuelle selvanklage, det fører med sig, så kan Breiviks verdensbillede ikke forstås af alle, ja, selv om man så kunne gå med til, at Europa er ved at blive omdannet til ”Eurabia”, så kan man ikke af den grund gå med til, at voldsanvendelse er den rette reaktion, og da slet ikke, at drab på en række unge mennesker skulle føre andetstedshen end ud i det komplet meningsløse. Og ethvert forsøg på at få os til at rette anklage mod os selv ud fra én eller anden tanke om, at vi alle bærer en Breivik i os, at vi alle har et kældermenneske i vort sind, eller at vi alle har en trang til i indadvendt selvretfærdighed at slå fra os, må slå uhjælpeligt fejl.

Og det slår fejl, også selv om Gotfredsen underbygger det med Dostojevskijs roman ”Kældermennesket”. Det er ellers en ganske effektiv taktik. Kældermennesket ”lader sig falde hele vejen og kommunikerer hovent med sin omverden undervejs: ”Jeg er godt klar over, at De måske vil blive vred på mig for disse ord, De vil råbe og stampe med fødderne: ’Tal for Dem selv og Deres misère i undergrunden, men understå Dem ikke i at sige: ’os alle sammen’.’”

Ikke sandt, så er enhver indvending på forhånd ugyldiggjort. Jeg vil komme med indvendinger, andre vil komme med indvendinger, men Sørine Gotfredsen holder på, at det blot er dårlige undskyldninger: ”Dog skal det siges alligevel, for det handler om mørket og mindreværdet og alt det, vi gennem opdragelse, skyldsbevidsthed og masser af kærlighed til vores børn skal holde i skak”. Altså, vi har – og så bandede hun – et mørke og et mindreværd i os, som skal holdes i skak. Dette er et udslag af, at den lutherske syndsforståelse er gået grassat.

Lad os så sige, da, at vi har et sådant mørke i os, og at vi har dette mørke fælles med Breivik. Er det dette mørke, der har fået Breivik til at gøre, hvad han gjorde? På ingen måde. Det har derimod hans fordrejede verdensbillede. Det er det, der har bestemt hans handlinger igennem de sidste 6-7 år. Og det er det, der har fået ham til at gennemføre terrorhandlingen på Utøya.

Dette fordrejede verdensbillede og evnen til at fastholde det år igennem, blandt andet ved at skrive en mursten af et manifest, hvori han forklarer og forsvarer det, han har gjort, gør, at vi må sige: den mand er ikke normal. For dette verdensbillede er ikke vort. Og vi kan ikke forestille os, at det på nogen måde kan blive vort. For hans verdensbillede består jo ikke i det, som han deler med ganske mange udover hele Europa: at Europa er i fare for at bliver overtaget af muslimerne. Det består i den langt mere vidtgående forestilling, at der udover Europa findes en række tempelriddere, der er parat til at foretage terrorhandlinger som hans, for at vække opmærksomheden om den muslim-overtagelse, de mener er ved at finde sted.

Denne vidtgående forestilling, hvormed han retfærdiggør sin udåd, er hans eget hjernespind. Og hvis vi skulle erklære ham normal, skulle vi sige: også vi har i os en tendens til at lade os spinde ind i en fuldstændig uvirkelig fortælling. Men det kan vi ikke sige. For det passer jo ikke. Sådan er vi ikke. Men sådan er han. Det er hans specialitet. Den er ikke umenneskelig. Den gør ham muligvis heller ikke utilregnelig. Men det vil være forkert at påstå, at vi alle har i os den samme tendens til at opfinde en urealistisk fortælling. Normalt vil jo en diskussion om sagen hurtigt få aflivet en sådan tendens. Kun fordi Breivik har holdt sig isoleret igennem mange år, kun fordi han har haft nok i sig selv som diskussionspartner – hvilket jo er højst unormalt – kun derfor er han blevet den massemorder, han er blevet.

Vi skal, siger Gotfredsen, ”fastholde en fælles bevidsthed om, at Breivik i sin talestrøm henviser til et kælderdyb, der ikke er denne verden fremmed. Vi har set konsekvenserne af det før, muligvis aner vi det i os selv, og vi må ikke blive så selvtilfredse i dette pæne, velordnede samfund, at vi ikke længere kan opfatte det stærkt afvigende som værende stadig menneskeligt. For sådan kan vi miste forståelsen for, at enhver af os er stedt i kamp med vores eget tvetydige sind, der bærer på kræfter, vi ikke selv kan gennemskue”.

Jeg vil mene, at hun her – muligvis hjulpet godt på vej af en luthersk totalsyndighedsforståelse – lader sin syndsanklage gå helt ud i det urealistiske. Javist, vi har måske et tvetydigt sind. Javist, vi bærer måske på kræfter, vi ikke selv kan gennemskue. Men det var ikke sådanne kræfter, der var på spil på Utøya. Det var en højst sjælden solipsisme, der i sit eget indre udarbejdede et stærkt fordrejet verdensbillede, uden diskussion med andre, uden modsigelse og derfor også uden forbindelse med virkeligheden.

Og der er da gudskelov meget, meget få af os, der kommer ind i en sådan selvopfunden verden. Vi har nu efterhånden set temmelig mange sager om børn, der er blevet seksuelt misbrugt. Og vi har fundet det fornødent at sammesætte en landsdækkende task-force, der skal kunne spotte sådanne misbrug, så de ikke som hidtil får lov at foregå upåagtet mange år igennem. Jeg vil ikke mene, at vi behøver at overveje, hvilke psykologiske redskaber vi skal bruge for at kunne spotte eventuelle nye Breivik’er i fremtiden. For han var i den grad et éngangstilfælde, at det ikke er ulejligheden værd.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Imod Sørine Gotfredsen

  1. Uzay Kertenkelesi siger:

    Jeg er både enig og uenig her. Enig i, at Breivik – i sin vanvittige handlings substans – sandsynligvis var et engangstilfælde. Den slags engangstilfælder dukker op en gang imellem. Prædikanten Jim Jones eller Charles Manson.
    Men dén skade, sådanne individder kan afstedkomme, rammer mange mennesker; både dem, der er direkte implicerede, men også deres familier og vennekredse, samt os andre i det samfund, vi bor i og som vi tror er trygt.

    Dostojevsky beskrev allerede typen i sin roman Forbrydelse og Straf. Der er ikke meget forskel mellem Breivik, Manson eller Jones og så hovedpersonen i romanen, Raskolnikov.
    JA, de havde alle et forskruet verdensbillede, men det er der faktisk en hel del mennesker, der har – uden at de begynder at myrde andre. Breivik retfærdiggjorde sine handlinger ud fra altruistiske og utilitarianske påstande, som vi andre bliver chokeret over at høre.

    Breivik – og alle de andre “onde” mennesker i verdenshistorien, ser sig selv som godhedens forkæmpere – der villigt “ofrer” medmenneskeligheden for menneskehedens skyld. Sygt? Måske.

    Godtfredsens “kælderdyb” findes i os alle, men et forskruet verdensbillede er ikke udløseren, snarere ammunitionen. Diskussionen handler måske også mere om, hvor mange trin, der er ned til kælderen, og hvilken “nøgle”, der lukker kælderdøren op.

    Den psykologiske proces, der styrer vores krybdyrhjerner, er ikke helt kortlagt endnu. Derfor synes jeg, at det er rigtigt at endevende de Breivik´er, som vi kan få fat på. Det er faktisk ulejligheden værd, hvis vi kan finde ud af, hvilke “nøgler” folk som Breivik, Manson eller Jones har brugt – i håb om, at vi kan forhindre andre kælderdøre i at blive åbnet.

  2. Ricardt Riis siger:

    @ Uzay Kertenkelesi!
    Jo, naturligvis skal vi endevende Breivik på alle mulige måder, for at prøve at forstå. Hvad vi jo også gør. Men jeg tror ikke, at litteraturen kan være os til nogen hjælp. Min ”forståelse”, hvis jeg i det hele taget når frem til noget, der ligner forståelse, vil nok blive en ydre forståelse, noget, jeg må acceptere, uden at kunne føle det i mig selv indefra: sådan kan et menneske også være. Dostojevskijs menneskers situation kan jeg dog på en måde sætte mig ind i. Men Breiviks ikke.

    Jeg tror ikke, du kan sammenligne Breivik med Jones og hans masseselvmord i junglen. Der er den lighed, at de begge foretog sig noget helt skørt. Men Jones skulle dog overbevise andre om, hvad der skulle gøres. Breivik havde kun sig selv at ”tale med”.

    Det, der for mig at se er noget af det uforståelige ved Breivik, har intet med hans ”krybdyrhjerne” at gøre. Det har tværtimod med hans højt udviklede storhjerne og med dens deri indplantede sprog at gøre. Det er mig uforståeligt, at han har kunnet danne sig en fantasiverden af tempelriddere og bruge denne selvlavede fantasi til at retfærdiggøre sit massedrab med. Véd han dog ikke ét eller andet sted i sin bevidsthed, at det er lutter løgn, alt, hvad han fabler om af Knights Templar? Kan et menneske virkelig fabulere en sådan fantasiverden frem, om uniformer, om indvielsesceremonier, osv., uden på én eller anden måde selv at være klar over, at det alt sammen er uvirkelige størrelser?

    Dét undrer mig, og det kan jeg ikke sætte mig ind i, selv om jeg tager alle Dostojevskijs kældermennesker til hjælp.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s