Monster eller menneske?

Vi bliver ikke sådan færdig med Breivik. I en helsides artikel i dag, den 14. maj, har Kristeligt Dagblad videreført diskussionen om Sørine Gotfredsens klumme den 5. maj. (Artiklen er ikke on-line). Man har interview’et teologerne Svend Andersen og Niels Jørgen Cappelørn, plus en psykolog og en idehistoriker, og lader Sørine Gotfredsen give svar på tiltale.

Jeg véd ikke, om man skal sige, at der er kommet noget interessant ud af det. I nogen grad kører diskussionen i ring. For når Sørine Gotfredsen stadig kan hævde, at ”Hvis vi erklærer Breivik syg og betragter ham som et komplet undtagelsestilfælde, har vi skabt en magelig position for os selv, hvor vi ikke behøver at føle os berørt af det kælderdyb, han repræsenterer. Jeg siger ikke, at vi alle kunne slå 77 mennesker ihjel med koldt blod. Men vi må anerkende, at vi selv rummer noget af det mørke, Breivik rummer. Gradsforskellen gør ikke, at vi kan tillade os at sige, at der ikke er en forbindelse mellem os og Breivik”, så er vi tilbage ved udgangspunktet. Og det er jo et lidt pauvert resultat.

Lad mig derfor prøve at gå lidt anderledes frem, delvis inspireret af den sammenligning, Uzay Kertenkelesi kom med til mit sidste indlæg. Han sammenlignede Breivik med andre mennesker, hvis handlinger vi heller ikke kunne forstå, f.eks. med Jim Jones, der fik sin sekts medlemmer til at begå masseselvmord i Guyanas regnskov. Jeg mente ikke (og mener stadig væk ikke), at sammenligningen holder i alle enkeltheder, men selve det at finde andre mærkelige mennesker at sammenligne med, kan være en hjælp til bedre at forstå Breivik.

For derved bliver vi klar over, at variationen indenfor menneskeheden strækker sig langt udover de mennesker, vi kan forstå, de mennesker, hvis handlinger vi kan sætte os ind i, eller de mennesker, hvis indre tankegang vi kan få vore forfattere til at leve sig ind i. Og jeg vil mene, det kan være givende at gøre sig klart, at der altså findes mennesker, også mennesker, der virker ganske normale, som ligger udenfor almindelig forståelseshorisont.

Jeg véd således nok, at der findes mennesker, der er homoseksuelle, altså er tiltrukket af mennesker af deres eget køn. Men min viden om dem er så at sige udvendig. Hvis jeg indefra skal forstå, hvad seksuel tiltrækning betyder, er jeg nødt til at erstatte den mand, den homoseksuelle fortæller om, med en kvinde. For jeg kan ikke for min død fatte, at mænd skulle være tiltrækkende for andre mænd, som kvinder er det for mig. Blot véd jeg, at sådan er det. Disse mænd og disse kvinder kan jo fortælle om det. Og der er da noget i det, de fortæller, jeg kan genkende. Men det afgørende spring kan jeg kun foretage mig med min forstand, ikke med min følelse.

Men hvad så med de pædofile, de, der føler sig tiltrukket af børn? De er jo langt farligere, for forholdet mellem en voksen og et barn kan aldrig blive ligeværdigt, og mens vi kan anerkende de homoseksuelle som ligeværdige i alle rettigheder, kan vi kun betragte de pædofile som potentielt farlige. Hvad kan de ikke finde på at udsætte vore børn for? Men i forhold til dem må jeg bekende, som i forhold til de homoseksuelle: Jeg kan kun forstå dem med min forstand, ikke med min følelse. Jeg kan glæde mig over at se på børn, finde stor tilfredsstillelse ved at være sammen med dem og lege med dem, men finde nogen seksuel tiltrækning hos dem, nej, det er mig ganske umuligt. Blot findes sådanne mennesker altså. Jeg må acceptere det med min forstand.

Her må man nok indskyde den iagttagelse, at skønt der er lavet spændingsfilm, hvori pædofile forekommer, så er det fuldstændig umuligt for nogen forfatter i en roman at skildre den pædofiles verden, set indefra. Mange personligheder kan en forfatter leve sig ind i, men en pædofils ikke. Ikke blot, fordi han i så fald vil komme under mistanke for selv at være pædofil, også fordi en pædofil gribes af kræfter, han ikke selv forstår. Om han oparbejder i sig en fantasiverden, der giver han ”ret” til at forgribe sig på børn, véd jeg ikke. Måske han gør det. Men hvordan han i så fald kan lulle sig ind i det selvbedrag, at han har den ”ret”, han bilder sig ind at have, det er nærmest ufatteligt.

Og så til en tredje slags mennesker, der heller ikke er til at forstå indefra: alkoholikeren. Det menneske, der er blevet så afhængigt af alkohol, at blot det får den mindste smule indenfor vesten, så kan det ikke stoppe, men må drikke, til det ligger under bordet. Også et sådant menneske står jeg uforstående overfor. Det er ikke så meget det, at han (lad os antage, at det er en mand) må fortsætte med at drikke, hvis han blot får den mindste smule alkohol i blodet, der er uforståeligt. For det har jeg jo selv erfaret, at alkoholen sætter mig op i et andet stemningsleje, så jeg får lettere ved at overtale mig selv til at foretage mig noget, jeg godt véd er forkert. Man har ikke de hæmninger, man havde normalt, når man først har drukket lidt.

Nej, det er mere det, at alkoholikeren, når han er ædru, ikke kan se, at han har et problem. Det er mere det, at han så fuldstændig kan fornægte det faktum, at han nu har drukket igennem mange år og da – synes man – må have opdaget, at han ikke har kunnet styre sit alkoholforbrug. Det er det selvbedrag, han hyller sig ind i, jeg ikke kan fatte. Hvorfor bliver han dog ved med at forsøge, om han dog ikke nu kan styre sit forbrug, sådan som alle andre kan? Hvorfor bliver han ved med at have et ideal siddende i sig om, at han da må kunne tage sig en drink før middag, fordi ”de andre” kan?

Jo, jeg kan godt se, at den personlighed, han får foræret, når han befinder sig i en sagte rus, forekommer ham meget mere interessant end den, han har som ædru. Men at han er villig til at lyve og bedrage overfor sine nærmeste for at beholde muligheden for at kunne drikke, at han kan gøre det rask væk og uden anger, og at han nærmest irriteres, hvis nogen påpeger hans løgne, det er, hvad jeg ikke fatter.

Ikke desto mindre, hvor lidt jeg end formår at leve mig ind i en alkoholikers indre, sådanne mennesker findes. Deres løgne og bedrag er en kendsgerning. Deres mangel på selvkontrol, når de blot har fået den mindste mængde alkohol i blodet, ligeledes. Jeg må med min forstand erkende, at sådan er der altså nogle mennesker, der er, men med min følelse kan jeg ikke sætte mig ind i deres verden og deres tanker.

Jeg kunne gå mange flere menneskelige afvigere igennem, som jeg heller ikke forstår. Men lad os stoppe her!

Alt dette for at slå fast, at Breivik er en afviger, og at det derfor er ude af proportion at overveje, om vi almindelige mennesker går med en potentiel massemorder i os, en morder, der eventuelt under passende omstændigheder ville kunne begå en ligeså stor ugerning. Et sådant massemord blev udløst i Breiviks tilfælde, og det blev udløst, fordi han var enig med dem, der hævder, at Europa er ved at blive overtaget af muslimerne. Jeg tror ikke, det er tilfældet, men jeg kan følge tankegangen. Han begik endvidere sin ugerning, fordi han mente, at den demokratiske samtalemulighed var udelukket: ingen ville høre på ham, derfor var han nødt til at foretage sig noget drastisk for i det hele taget at blive hørt. Også det kan jeg i nogen grad forstå; for sandt er det jo, at diskussionsmiljøet i Norge mere ligner det svenske end det danske, det vil sige: i Norge er det svært at komme til orde med indvandringskritiske synspunkter. Men umuligt er det dog ikke. Og mange med synspunkter, der ligner hans, er jo kommet til orde i debatten, måske ikke i den store debat, der foregår i aviserne og på Tv, men i det mindste i blogosfæren. Men ok, hans holdning her kan måske med lidt velvilje forstås.

Dog, hele dette forsøg på at komme til orde har han på et tidligt tidspunkt forkastet (var det så tidligt som i 2006) og i stedet helliget sig en ”operation”, der skulle dræbe så mange som muligt, og dræbe dem, der efter hans mening havde ansvaret for den situation, Norge var kommet i: Arbeiderpartiets medlemmer. At slå folk ihjel med den begrundelse forekommer mig yderst kontraproduktivt. Jeg mener: han vil til syvende og sidst overbevise med ord. Og ord og tankegange kan man ikke tvinge ind i andres hoveder. Han kan ganske rigtigt med en ugerning, som den, han har begået, få mange mennesker til at læse hans manifest. Men hvad får han ud af det, når han med sin handling viser, at han alligevel ikke vil overbevise med ord, men med terror?

Det er her, vi kommer til det uforståelige, det, intet normalt tænkende menneske kan acceptere, det, der ikke kan skrives romaner om. For han har jo villet retfærdiggøre den tanke, han har fået om en stor ”operation”. Og for at retfærdiggøre den, opbygger han sig en fantasiverden af tempelriddere, der findes spredt ud over Europa og består af enkeltceller, der opererer uafhængigt af hinanden. Han selv kalder sig kommandør, men kan også bruge udtrykket fodsoldat om sig selv.

Jeg troede en overgang, at han havde trukket påstanden om tempelridderne tilbage. Men det viste sig, at det havde han ikke alligevel. Og under afhøringerne har han også flere gange henvist til dem for at retfærdiggøre sine handlinger. Denne fantasiverden synes at være uundværlig for ham, når han skal retfærdiggøre de mange mord. Han kan f.eks. i sit manifest skitsere forskellige indvielsesritualer til tempelridder, han kan hævde, at en sådan indviet tempelridder er anklager, dommer og bøddel i én og samme person, han kan operere med forskellige kategorier af mennesker, afhængigt af, i hvor høj grad de har overtrådt de love, han har opfundet.

Og så er det da en mærkelig detalje, at han ikke kan få disse kategorier til at stemme overens med det, han har foretaget sig. Han kan ikke nærmere forklare, hvorfor så unge mennesker skulle dø. Hvis man tager hans tempelriddersnak alvorligt, står han faktisk med ikke så lidt af et forklaringsproblem. Dog er det jo sådan set ligegyldigt, om hans fantasiverden er logisk intakt eller ej, selve det, at han er nødt til at opbygge en fantasiverden for at kunne se sig selv i øjnene efter det, han har gjort, er afslørende, gør ham anderledes, sætter ham udenfor, gør ham umulig at diskutere med.

Derfor giver jeg Svend Andersen fuldstændig ret i, at Breivik er i en kategori for sig; han ligger udenfor det almenmenneskelige, det vil sige: han ligger udenfor det, vi umiddelbart kan have indføling med. Og jeg giver Cappelørn ret i, at det mørke, vi finder i os selv, ikke er identisk med det mørke, der har fremkaldt Breiviks ugerning.

Men jeg vil om alle tre teologers indlæg mene, at vi teologer skal være meget varsomme med at tro, at vi med vore begreber – arvesynd, djævelskab, kælderdyb, og hvad der ellers er bragt i spil – kan omfatte alle menneskelige mærkværdigheder. Og det giver derfor ingen mening at diskutere muligheden af, ”at det kunne have været forhindret, hvis Breivik havde haft en mere kærlig og tryg opvækst” (Gotfredsens påstand). Det giver ingen mening, nej, for vi teologer er ikke psykiatere, vi aner ikke, hvilke nedarvede anlæg han har, eller hvilke udfordringer han har været udsat for i sin ungdom. Han påstod f.eks., at han på et tidspunkt i et slagsmål have fået sig en brækket næse, men anklageren havde undersøgt sygehusjournalerne og ikke fundet noget om det. Men hvis han nu har fået et kraftigt slag på hovedet, og hvis nu dette har ført til en hjerneskade, som har ændret hans personlighed, så er det jo dèr, vi har forklaringen, ikke i vore teologiske arvesyndstanker og kælderdybsforestillinger.

Men først og fremmest hæfter jeg mig ved hans fantasiforestillinger om tempelridderne. Det, jeg bedst kan sammenligne det med, er en alkoholikers vrangforestillinger om sig selv og sine omgivelser, forestillinger, der skal gøre, at han kan drikke videre med god samvittighed. Et sådant menneske er det umuligt at nå pr. almindelig indføling. Men derfor er han jo ikke utilregnelig, derfor kan han godt straffes. Blot kan vi godt pakke vore syndstanker og ondskabstanker og andre kristeligheder sammen.

Og i tilfældet Breivik kan vi godt ved samme lejlighed pakke vores tilgivelsesvilje sammen. Cappelørn hævder, at ”Breivik er menneske, og at han derfor har det fulde ansvar for sine handlinger, at han er skyldig og skal straffes. Og så i øvrigt tilgives, når han har udstået sin straf”. Det er noget vrøvl. Hvis det er menneskers tilgivelse, han taler om, så må Cappelørn pænt tie stille. For det er ikke ham, der skal tilgive noget. Og hvis det er Guds tilgivelse, vi taler om, så er det da at håbe, at han kan opnå den. Men så længe han stiller sin fantasiverden op som retfærdiggørende skjold mod den forfærdelige gerning, han har gjort, nytter det ikke noget at tale om tilgivelse. Han må først erkende, at der ikke er noget, der kan retfærdiggøre denne ugerning, at han har taget forfærdeligt fejl i sin tankerække, at han ikke blot har begået noget særdeles brutalt – hvad han godt vil gå med til – men også noget, der ikke kan undskyldes på nogen måde. Det vil han nok først erkende om femten til tyve år, om nogensinde.

Men det, at vi stadig regner ham for et menneske, skulle kunne bevirke, at han kommer ud af den tryllering, hans fantasier om tempelriddere har anbragt ham i. Det vil være frygteligt for ham at skulle indse, at han har taget så rædsomt fejl. Men først da kan talen om Guds tilgivelse hjælpe ham, altså hjælpe ham til at blive menneske igen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

2 svar til Monster eller menneske?

  1. Peter Rubæk siger:

    Ricardt Riis skrev:
    ”Og hvis det er Guds tilgivelse, vi taler om, så er det da at håbe, at han kan opnå den. Men så længe han stiller sin fantasiverden op som retfærdiggørende skjold mod den forfærdelige gerning, han har gjort, nytter det ikke noget at tale om tilgivelse. Han må først erkende, at der ikke er noget, der kan retfærdiggøre denne ugerning, at han har taget forfærdeligt fejl i sin tankerække, at han ikke blot har begået noget særdeles brutalt – hvad han godt vil gå med til – men også noget, der ikke kan undskyldes på nogen måde.”

    Tilgivelse er ikke et spørgsmål om at acceptere en handlings uretfærdighed, men tilgivelse er et spørgsmål om ikke at dømme et andet menneske for de uretfærdige handlinger, det har begået. Gud dømmer ingen uanset hvilke handlinger et menneske har begået, men det betyder ikke at et menneske automatisk bliver taget til nåde for sine gerninger. Selvom Gud ingen dømmer, så får vi alligevel den strengeste og mest retfærdige dom ved, at vi med de ord Jesus talte er vor egen dommer. Dette medfører som Ricardt Riis skriver, at det er ved erkendelse af sine uretfærdigheder, at et menneske bliver frigjort, og derfor kunne Jesus sige til den ene røver der hang på korset: ”I dag skal du være med mig i Paradis”.

  2. Bjørgit siger:

    Når nu jeg ser fotos af den Breivig, så ligner han jo et rigtigt menneske.
    Det ER ikke til at gennemskue mennesker, konspirations teorien her udnævnt Breivik til en hjernevasket alien! Det kan vi jo godt le ad, men måske gemmer hans indre menneske på en sådan “alien.” Sådan set er det uhyggeligt, at det det kan være svært, at opfatte “de indre mennesker”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s