En utroværdig økonom

Jeg har aldrig brudt mig om, at folk snyder. Og specielt kan jeg godt se mig gal på dem, der snyder i en debat ved at blande tingene sammen eller gøre det hele indviklet. Det så man et eksempel på i Deadline i går aftes, den 16. maj. Det foregik under en samtale mellem to økonomer, Jesper Jespersen fra RUC, og Phillip Schröder fra Aarhus Universitet.

Den, der snød, var Phillip Schröder. Og det siger jeg ikke blot, fordi han var uenig med de synspunkter, som jeg har. Det siger jeg, fordi han blandede to ting sammen, som man må holde ude fra hinanden. Og det er mærkeligt, at han gør det, for han er dog økonom og burde forstå, hvad der kan blandes sammen i en diskussion, og hvad ikke.

De to ting, han blandede sammen, skønt de ikke må blandes sammen, er spørgsmålet om vækst og spørgsmålet om euro-samarbejdet. Vi er kommet ind i en krise, siger alle økonomer, og det har de ret i. Økonomien er kommet i recession, det vil sige, der finder ikke nogen vækst sted, det er ikke, som det var i nullerne, sådan, at vi år for år får det bedre, tværtimod, nu fortæller alle os, at det går mod dårligere tider, og økonomerne er ret uenige om, hvad man skal gøre ved det. Skal man spare sig ud af krisen, eller skal man investere sig ud af den? Tyskerne vil spare, franskmændene vil investere. Og det, der gør det indviklet, forklarer man os, er, at de penge, franskmændene vil bruge til at investere, er det ikke dem selv, men tyskerne, der har.

Men altså, det er vækst-spørgsmålet, og det er indviklet, der er ikke nogen snuptags-løsninger, man må finde én eller anden middelvej.

Men så er der euro-spørgsmålet. Det er sådan set uafhængigt af vækst eller ikke vækst, selv om det må indrømmes, at de problemer, dette samarbejde skaber, viser sig tydeligst, når der er nul-vækst. Det spørgsmål har med det økonomiske samarbejde mellem de enkelte euro-lande at gøre. Skal dette samarbejde fungére både i op- og nedgangstider, må landene føre en ensartet økonomisk politik. Problemet er blot, at det har de utrolig svært ved. Ikke blot, fordi de ikke vil, langt mere, fordi de trods det, at de alle er europæiske lande, er utrolig forskellige.

Jesper Jespersen redegjorde på udmærket vis for det, man kunne kalde ”et lands interne devaluering” (selv om han ikke brugte dette udtryk). Nu, hvor man ikke har valutakurserne til at regulere det forskellige omkostningsniveau med, landene imellem, må man bruge andre midler til at nedsætte produktionsomkostningerne. Det har Tyskland haft held til at gøre for nogle år siden. De har holdt lønningerne helt anderledes i ro end de andre lande i euro-zonen. Det har betydet, at de har kunnet udkonkurrere de lokale producenter i Sydeuropa, for dèr har man ikke haft en tilsvarende løntilbageholdenhed.

Godt nok plejer man ikke at omtale Sydeuropas problemer som konkurrence-problemer, men som gældsproblemer. Men det er blot den anden side af medaljen. Hvis arbejdsløsheden stiger, stiger også statens udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Og et stykke tid går det an for staten at finansiere sit underskud ved at udstede statsobligationer. Men udsteder man for mange, så finansmarkederne mister tiltroen til, at disse obligationer vil kunne betales tilbage, så stiger renten, og så lægges der et pres på staterne for at nedbringe udgifterne. Det er det pres, Grækenland har måttet give efter for. Ikke blot de statsansatte, men alle har måttet gå ned i løn. Og det er ikke rart, især ikke, hvis man kommer så langt ned, at man ikke længer kan betale sine faste udgifter, huslejen, f. eks., den falder jo ikke tilsvarende.

Men altså, Jesper Jespersen forklarede, at i dette spil er den enes død den andens brød: det handelsbalanceoverskud, Tyskland får, fordi de kan eksportere, modsvares af et handelsbalanceunderskud i de lande, Tyskland eksporterer til; og den lave arbejdsløshed, der af den grund forefindes i Tyskland, modsvares af en alt for høj arbejdsløshed i Sydeuropa. I gamle dage ville det kunne udlignes ved valutakursændringer, men nu, hvor det er udelukket, i hvert fald i euro-zonen, må man gennemføre en intern devaluering. Eller spørgsmålet er, som én af de to økonomer formulerede det – jeg tror, det var Schröder – om spanierne kan blive mere tyske end tyskerne, altså udvise større løntilbageholdenhed end tyskerne.

Dette er bestemt indviklet nok. Men det blev dog nogenlunde klarlagt af Jesper Jespersen.

Nu kom så turen til Phillip Schröder. Og han gjorde det hele meget mere indviklet. Han ville ikke acceptere, at den enes import er den andens eksport. Nej, sagde han, der er ikke tale om et nulsumspil. Og det sagde han, tror jeg nok, fordi han blandede de to ting sammen, vækstproblematikken og valutaproblematikken. Eller – kan jeg sige – han gav sig til at optræde som en politiker, for hvem det, at Grækenland skulle melde sig ud af euroen, var ganske utænkeligt. Han afslørede sig, da han sammenlignede Europa med USA. Her har man jo også en fælles valuta, dollaren, og her virker de økonomiske kræfter på den måde, at der via de føderale midler kan skabes udligning mellem rige og mindre rige områder, eller derved, at folk flytter hen, hvor der er økonomisk vækst.

Han ville øjensynlig for enhver pris undgå at tale om, hvorfor euroen fra begyndelsen var et fejlagtigt projekt, eller hvorfor det måske kunne være godt for Grækenland at komme ud af eurozonen. Så hellere tale om vækst, om, hvordan vi igen får gang i hjulene, eller om, hvordan folk kan flytte dertil, hvor der er arbejde at få, altså for øjeblikket til Tyskland. Men at spørge, om det er særlig gavnligt for Europa, når ”Europa” altså skal betyde de mennesker, der bor i Europas forskellige lande, det vovede han ikke.

Og det var ikke sådan, at ordstyreren fik ham til at svare på de indvendinger, som Jesper Jespersen kom med. Han prøvede, men det lykkedes ikke. Nej, Schröder sad med en helt anden dagsorden. En politisk dagsorden, hvor de politiske krav i den grad er vokset sammen med hans økonomiske begreber, at han, så vidt jeg kan se, har mistet sin økonomiske troværdighed. For en sådan må dog forudsætte, at han kan forestille sig andre rammevilkår end dem, der er givet af politikerne. Ellers er han jo bare en, der snakker politikerne efter munden. Og det er ikke det, man har økonomer til.

Det var en besynderlig oplevelse.

Nå, det kan være, at vi, når nu Grækenland – på kaotisk vis eller i god ro og orden – er kommet ud af euro-zonen, har fået sin gamle drachme tilbage og derfor igen kan konkurrere med de andre lande, og på den måde få sat gang i økonomien, og når de er kommet over de vanskeligheder, som deres enorme gæld ganske rigtigt stiller dem overfor, kort sagt, når de har været igennem den hestekur, som Island har været igennem, det kan være, at vi så kommer til at høre andre toner fra også en økonom som Phillip Schröder. Vi får se.

(Læg venligst mærke til, at i dette indlæg har jeg undgået al tale om Breivik. Men rolig, denne ildevarslende tavshed varer ikke ved).

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s