Har vi en fri debat?

Den kendte amerikanske sprogforsker, Noam Chomsky, hævdede efter Vietnam-krigen, at det, mens den stod på, havde været komplet umuligt for kritikere af Vietnam-krigen at komme til orde i den tids USA. Jeg skal ikke kunne sige, om han havde ret, for jeg boede ikke i USA på den tid og har derfor ikke gjort mig erfaringer, der kan be- eller afkræfte hans pessimisme. Men efter at have oplevet debatniveauet i Danmark op gennem halvfemserne og nullerne, er jeg ikke utilbøjelig til at tro, at han nok må have haft ret.

Det var sandt nok, dengang i USA, at man sådan set kunne sige hvad som helst, uden at blive sat i fængsel for det. Men det var ikke sandt, at man kunne få hvad som helst optaget som læserbrev i aviserne. Dels fordi der jo hele tiden bliver indsendt flere læserbreve til redaktionen, end den kan få plads til i avisen, dels fordi den har visse principper, den bortsorterer læserbreve efter. Der sidder på enhver avis journalister, der bestemmer, hvad vi som læsere skal præsenteres for. Og naturligvis sorterer de efter, hvad der kan sælge aviser, det er klart; det vil sige: de udvælger historier og sorterer læserbreve efter, hvad de mener, læserne er interesserede i. Men de sorterer også efter, hvad der er avisens holdning. Og det kan jo siges at være fair nok. Hvis en avis slår sig op på at have konservative holdninger, vil den modarbejde sit formål, hvis den lader sig oversvømme med radikale læserbreve.

Men der forekommer, både i USA dengang og i Norden i dag, en helt tredje slags censur; der forekommer en censur, der skyldes, at samtlige journalister er grebet af det samme kollektive vanvid. Dengang, i USA, gik den vanvittige holdning ud på, at man ikke måtte så den mindste tvivl om Vietnam-krigen, for derved ville man svække USA’s krigsevne. I dag, i Norden, går det kollektive vanvid ud på, at man ikke må sige noget ondt om islam, for derved vil man hindre den integration af vore muslimske medborgere, som vi alle håber på.

I Danmark er vi så småt ved at komme ud af dette vanvid. Men også kun ”så småt”. Jævnfør, at den nye regering ikke taler om ”muslimske ghettoer”, men om ”udsatte boligområder”. Det lyder pænere, men hjælper det integrationen, at man ikke forbinder integrationsvanskelighederne med religionen islam? Ja, det er der altså stadig mennesker iblandt os, der synes.

Vanviddet blomstrer med større styrke i Norge, og Breivik-affæren har ikke fået det til at visne, snarere tværtimod. Men værst er vanviddet i Sverige. Her har pressen og de elektroniske medier gennem mange år med alle midler søgt at forhindre det indvandringskritiske parti Sverige-Demokraterne i at komme til orde. Og var man nødt til at nævne partiet, har man altid husket at sætte nogle ukvemsord bagved, så alle forstod, at dette parti ikke var ”stuerent”.

Med samme styrke har man fra mediernes side søgt at utydeliggøre de forbrydelser, muslimer har gjort sig skyldige i. Det giver sig i en vis henseende ganske absurde udslag. Hvis politiet f. eks. skal give et signalement af en voldsmand, kan man være sikker på, at der aldrig står, at han er arabisk udseende eller mørklødet eller noget andet, der kan forbinde ham med en indvandrer. Hvordan et sådant signalement kan være fyldestgørende, er svært at se. Men det er en del af den svenske virkelighed.

Derfor er det ret bemærkelsesværdigt, at det er netop svensk Tv, der har lavet en udsendelse, hvor man med skjult kamera har udspurgt en række imamer om forskellige ting vedrørende islam og fået ret bemærkelsesværdige resultater ud af det. Man sendte to burkaklædte kvinder ”i byen”, hvor de skulle opsøge ti imamer. Den korte avis har et udmærket referat af, hvad der skete, se her.

De to kvinder skulle stille imamerne fire spørgsmål og filme svarene med skjult kamera. De påstod, at den ene kvindes mand mishandlede hende, at han havde taget en kone nummer to, og at hun derfor ikke længere ville have sex med ham. Hun spurgte til sidst, om ikke hun skulle anmelde sin mand for vold.

Seks ud af de ti imamer svarede, at kvinden ikke måtte nægte sin mand sex. Og lige så mange advarede mod at blande politiet ind i det. Ni af de ti svarede, at det var helt i orden, at manden tog sig flere koner, op til fire var tilladt ifølge koranen. Og når de skulle svare på, om vold mod hustru var tilladt, svarede de ved at give sig selv et tjat over hånden.

Sidenhen blev de samme imamer spurgt i et åbent interview om de samme ting. Og så fik piben en anden lyd. Så vidste de tilsyneladende nøje, hvad de skulle svare, for at svensk Tv skulle synes om dem.

En talsmand for det islamiske forbund i Sverige glemte helt at forsvare imamerne, men rakkede i stedet ned på svensk Tv: Det var dog en konspiratorisk måde at gå frem på, sagde han, se her.

En anden muslim, talsmand for Sveriges imamråd, tog afstand fra imamernes svar: ”Det går ikke an at forsvare vold mod kvinder på nogen måde, hverken efter svensk lov eller efter islamiske værdier. Tvang, vold, undertrykkelse eller rædsel rimer meget dårligt med det, som et ægteskab går ud på”, siger han. Desværre blev han ikke spurgt om, hvordan han fortolker det koranvers (4,34), der giver manden lov til at slå sin kone, når han har den opfattelse.

Så oven på den Tv-udsendelse, der forresten også blev vist i dansk Tv, Kristi Himmelfartsdag kl. 18.30, må man spørge: Er tingene ved at ændre sig i Sverige? Kan de komme ud af det kollektive vanvid, der forhindrer dem i at tale om muslimer, og måske åbner deres øjne for, at religionen ikke er helt så uskyldig i diverse kontroverser, som man hidtil har troet (i Sverige, altså)? Det var da at håbe.

Andre er knap så fortrøstningsfulde. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow slutter deres artikel med at skrive: ”Udsendelsen i går har allerede udløst bestyrtede reaktioner – blandt andre fra Mona Sahlin og andre, der ellers hylder det multikulturelle samfund. Sådan har det været før, når lignende holdninger er kommet frem. Men det går som regel i sig selv igen. Og støtten og opbakningen fra eliten i Sverige fortsætter. Holdningerne til kvindeundertrykkelse får lov at blomstre videre.”

Og man må vist desværre give dem nogen ret i denne mistrøstige kommentar. Den svenske artikel, jeg har henvist til, slutter med at fortælle, at den ansvarlige minister, Stefan Attefall, tror på, at uddannelse af imamer kan hjælpe. Det er et problem, siger han, at mange imamer får deres uddannelse i lande, hvor kvindesynet ikke er acceptabelt.

Uddannelse? Jamen har da ikke samtlige imamer vist, at de så udmærket véd, hvad det svenske samfunds værdier er? Blot mener de – og det er jo den almindelige mening blandt muslimer – at de muslimske værdier overtrumfer de svenske. Det er derfor ikke uddannelse, det skorter på. Nej, det, det skorter på, er en erkendelse hos svenske politikere og svenske medier af, at vi befinder os i en veritabel religionskrig, hvor ét værdisæt står fjendtligt overfor et andet. Det, det skorter på, er en forståelse af, at en sådan krig må føres med udelukkende åndelige midler, men at den så sandelig må føres. Og den føres altså ikke ved, at vi danskere eller svenskere fortier alt, hvad vi måtte have at indvende imod islam. Eller ved, at vi fuldstændig nægter at argumentere for, at de værdier, vi har, er bedre end de muslimske.

Hvorfor var der f.eks. ikke nogen af de journalister, der var involveret, som i de efterfølgende åbne interview’s af imamerne spurgte dem om, hvordan dette, at en muslim ikke må slå sin kone, stemmer overens med sura 4,34, hvor det hedder: ”Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Gud er ophøjet og stor.”

Skal vi virkelig fortsætte med at respektere dem, når de tror på, at den slags vrøvl er åbenbaret direkte fra Gud selv?

Nå, så kommer der lige ind ad døren (eller rettere: ud af tv’et) et udmærket eksempel på, at vi ikke rigtig tør være os selv, vi danskere. Det stammer fra Deadline den 17. maj, og handler om et interview med to muslimske kvinder om deres ægteskab med etniske danskere. Kan ægteskaber på tværs af de etniske skel hjælpe på integrationen? Den ene, som bar tørklæde, havde en dansk mand, som var konverteret til islam. Og hun forklarede, at hun ikke kunne tænke sig at gifte sig med en mand, der ikke forstod hendes religiøsitet. Udmærket, for så vidt. Men så var det, at interview’eren ”glemte” at spørge, om dette, at hendes danske mand var konverteret, var noget, han havde gjort som betingelse for at blive gift med hende. Det er da udmærket, at de to har det godt sammen, og at de begge kan blive accepteret af den andens familie, men var det forelskelsen eller religionen, der kom først for hans vedkommende? Og for hendes vedkommende: Sætter hun sin kærlighed over sin religion, eller er det til syvende og sidst hendes religion, der sætter betingelser for hendes kærlighed?

Og han fik heller ikke spurgt den anden muslimske kvinde, om hendes mand var konverteret eller ej. Det kunne have været oplysende at få at vide. Men der blev ikke spurgt.

Hvorfor turde Nikolai Sommer, der var studievært, ikke spørge om det? Kender han ikke den almindelige muslimske regel, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslimsk mand, men en muslimsk mand derimod godt gifte sig med en ikke-muslimsk kvinde? Eller tror han ikke rigtig på, at den regel har noget at sige overfor ”moderne” muslimer? Nu var endelig chancen der for at få kastet noget mere lys over de to religioners åbenlyst forskellige holdninger til den ægteskabelige kærlighed. Og så blev chancen forpasset! Ak ja!

Så altså: Også vi er stadig grebet af ikke så lidt af dette kollektive vanvid, at islam endelig ikke må fornærmes; man må skam ikke stille kritiske spørgsmål; i stedet skal man altid optræde forstående overfor muslimer. Og det midt i en religionskrig!!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

10 svar til Har vi en fri debat?

  1. Karen E. Hansen siger:

    Der er vist god grund til at være opmærksom på denne idé om, at hvis bare vi gentager i kor: “Islam er fred og tolerance” og igen: “Islam er fred og tolerance” o.s.v., så går alle problemerne over af sig selv.
    Jeg mener at have konstateret, at nævnte korte avis og (delvist) KD er de eneste medier, der har turdet anmelde Massoud Fouroozande’s nye bog “Global Jihad”. Hvorfor mon det?
    Tak fordi du tør tale om religionskrig.

  2. Karen E. Hansen siger:

    Ups! Der mangler et h i Fouroozandeh …

  3. Peter Rubæk siger:

    En udfarende religion som islam vil altid være i religionskrig med hvad det for dem er at betragte som vantro. At politikerne og journalisterne ikke kender til indholdet i Koranen kan man ikke bebrejde dem. Religionskrigen må verbalt føres på det religiøse niveau og så kan man håbe at politikerne og journalisterne får øjnene op for de sande kendsgerninger.

  4. Lige et opklarende spørgsmål: I det 17. århundrede var der en religionskrig mellem katolikker og protestanter i Europa, mener du, at der nu i det 21. århundrede er en religionskrig mellem muslimer og kristne i Europa?

  5. Ricardt Riis siger:

    @ Mogens!
    Ja, det mener jeg. Men som jeg også understreger i mit indlæg, det er en krig, der må føres med åndelige midler. Til forskel fra religionskrigene i det 17. århundrede. Så du har ikke fundet et ”fy-ord”, du kan angribe mig for. Læg også mærke til, hvad det er, der har fremkaldt ordet ”religionskrig”. Det er det forhold, at de undersøgte imamer så udmærket véd, hvad de svenske værdier er, og udadtil lader, som om det så sandelig er disse værdier, de rådgiver efter. Og det spørgsmål, hvordan da en kristen fører religionskrig, når den kun må føres med åndelige midler, har jeg søgt at besvare på den negative måde, at vi i hvert fald ikke fører den ved at undlade at stille kritiske spørgsmål.

  6. @Ricardt: Jeg har ikke ledt efter noget “fy-ord”, som jeg kunne angribe dig for. Tværtimod er jeg enig med dig i din kritik af de svenske imamer. Jeg synes, det var helt berettiget, at svenske medier afslørede disse imamers meget problematiske rådgivning. Imidlertid tillader jeg mig at stille mig kritisk over for din brug af ordet religionskrig, der leder tanken hen på egentlige voldelige krige, og ikke den åndelige kamp om sandheden, som jeg fornemmer du egentlig har i tanke.

  7. Peter Rubæk siger:

    Det tjener ikke til accept og forståelse af islam ved at tie om de muslimske imamers måde at håndtere Muhammeds åbenbaringer som de kommer til udtryk i Koranen på. Enhver accept forudsætter en åbenhed og en gensidig forståelse af parternes forskelligheder. Når de muslimske imamer sætter Koranens love over de samfundsmæssige love, hvad de nødvendigvis må gøre for at være rettroende muslimer, så er tilstedeværelsen af de muslimske imamer i ikke-muslimske samfund et problem, som det er nødvendigt at overvåge, for at sikre menneskerettighederne i de ikke-muslimske samfund, hvor muslimerne er synlige med deres krav til at samfundet skal tage hensyn til deres religiøse normer.

    Det er uinteressant at være i dialog med muslimer omkring de værdier, som er de samme for kristne og muslimer. Det er derimod vigtigt at få en debat om de muslimske værdier, der strider imod de kristne værdier. Rettroende muslimer har ingen respekt for de kristne værdier og det derfor vigtigt, at debattere Muhammeds handlinger og Koranens påbud om, at muslimer skal kæmpe for Allah imod de vantro.

  8. Ricardt Riis siger:

    @ Mogens!
    Helt i orden. Men du behøver nu ikke nøjes med at ‘fornemme’, at jeg har en åndelig krig i tankerne, jeg skriver det faktisk temmelig tydeligt.

  9. Peter Rubæk siger:

    En åben åndelig kamp om sandheden uden at lukke øjnene for muslimernes kamp for at føre islam frem til en verdensherskende religion vil kunne berige verden og fællesskabet mellem kristne og muslimer.

  10. Pingback: Abu Bilal rehabiliteret? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s