Endnu et misbrug af Breivik-affæren

Husker De, da Kurt Westergaard blev angrebet af en gal muslim, der ville slå ham ihjel? Dengang vakte det en vis opsigt, at han efterlod sit barnebarn alene og ubeskyttet i stuen, mens han selv barrikaderede sig i det dertil indrettede badeværelse. Hans handlemåde var absolut forståelig og helt efter bogen, altså den vejledning, som politiet havde givet ham, ikke mindst, fordi alarmknappen befandt sig i badeværelset. Ikke desto mindre kom der fra flere sider en del bebrejdelser imod ham, fordi han, som man sagde, lod sit barnebarn i stikken. Jeg tillod mig dengang at gå i rette med sådanne bebrejdelser, se her.

Breivik-affæren har fremkaldt lignende ”ordhelte”, folk, der fra deres sikre plads i lænestolen så udmærket er i stand til at forklare de implicerede, hvad de skulle og burde have gjort. Og det er i grunden det samme, der er tale om her som hist. Der er tale om mennesker, der mener, man bør handle ud fra sine følelser og ikke ud fra, hvad den kolde fornuft tilsiger én at gøre. Eller: Der er tale om mennesker, som blæser på militær erfaring og planlægning og blot kræver heroisk indsats af politi og militær, og nu i tilfældet ”Utøya”, også af de ”unge atletiske mænd”, der var til stede på øen.

Der er altid noget usmageligt ved den slags ”Kloge-Åger”, der altid véd bedre – bagefter, og som – nu bagefter – er i stand til at diktere andre, hvad de burde have gjort. Det er så usmageligt, at de fleste klogelig afholder sig fra at spille bagklog. Men nogen har ikke kunnet dy sig.

Først var der nu Mads Christensen, ”den store blærerøv”, som i en klumme i Ekstrabladet spurgte ofrene, hvorfor de ikke gjorde noget. Klummen er vist siden blevet slettet, klogelig nok, men BT har stadig en omtale af den liggende, se her. Heri siger Mads Christensen, at hans ambition var at fremsætte et synspunkt, som ikke har været fremme i dækningen af sagen endnu. ”- Hvorfor er der ingen, der har kastet sig over ham i ildpauserne og givet ham et uskadeliggørende gok i nøden med en pind?, undrer Mads Christensen sig i klummen, før han konkluderer, at det skyldes vores kultur, der fortæller os, at vi hellere skal vende den anden kind til end at tage kampen op.” Den udtalelse er så tæt besat med vrøvl, at det vil tage sin tid at udrede det. Så lad mig her nøjes med at hævde, at dette at flygte ikke er det samme som at vende den anden kind til.

Senere siger han: ”Det ville da være klædeligt, hvis der blev grebet ind over for ham, ligesom vi så det på Flight 93 den 11. september 2001, hvor flypassagerer overmandede terroristerne, selvom de havde våben, mener Mads Christensen, der selv har baggrund i militæret.” Også den udtalelse bygger på helt fejlagtige antagelser, og jeg skal om lidt tage sammenligningen med det fjerde fly fra 11. september op til nærmere undersøgelse.

Først lige dette: i Weekendavisen for den 13. april i år har Klaus Wivel fremsat nogle lignende betragtninger, ikke for egen regning, men i forlængelse af nogle udtalelser, som en norsk/polsk professor ved Oslo Universitets Senter for Miljø og Utvikling, Nina Witoszek, er fremkommet med. Hun har fremsat en teori om en særlig mennesketype, som styres af et ædelt princip om pacifisme, den såkaldte Homo Scandinavicus. (Wivels artikel forefindes ikke på nettet, men der kan henvises til et par referater i norske aviser, se her og her). Denne tanke bruger Wivel så til et angreb på Norge og de norske medier: De har været meget tilbageholdende med at udnævne nogen til helte, og, siger Wivel, det skyldes nok, at det ikke var nordmænd, men fortrinsvis udlændinge, der optrådte heltemodigt. Han nævner en tysk turist, Marcel Gleffe, der hjalp med til at samle svømmende unge mennesker op, trods det, at Breivik skød efter ham.

Og så nævner han to tjetjenske drenge, 16-årige Rustam Daudov og 17-årige Måvsar Zjamaev. Måvsar ringede til sin far og blev af ham opfordret til at prøve at uskadeliggøre terroristen. Det forsøgte de så på, men, fortæller BT, der refererer det den 16. august sidste år, se her — ”Vi var nok kun tre meter væk og skulle til at slå ham, men så skød han en af vores kammerater i hovedet. Så kastede vi bare stenene og løb for livet, siger Rustam, som ikke var helt sikker på, om Breivik blev ramt. Men det er Måvsar sikker på: – Først skreg han, og derefter vendte han sig om mod mig og råbte ’forbandede sorte djævel’ efter mig, siger den 17-årige dreng”.

Dette forsøg på at gøre modstand mod terroristen blev omtalt i mange medier i august sidste år. Oven i købet blev det hævdet, også i BT’s artikel, at Breivik selv i de afhøringer, han blev genstand for, har indrømmet, at han blev mødt af modstand fra nogle unge.

Det må på den baggrund betegnes som lidt besynderligt, at Breivik i den forklaring, han har afgivet for retten på dag 5 og 6, se her, ikke selv har nævnt denne episode, og heller ikke af anklageren er blevet spurgt om den. Men det kan jo være, at vi kommer til at høre nærmere om den. Vidneafhøringerne er ikke slut endnu.

I hvert fald, Klaus Wivels artikel i Weekendavisen indeholdt en stærk anklage mod Norge og nordmænd generelt, men ingen har, så vidt jeg har set, taget bolden op.

Men nu er så bolden blevet sparket videre i Kristeligt Dagblad. I en artikel den 17. maj med den misvisende overskrift ”Skal man vende den anden kind til?” har Nanna Schelde foretaget et interview med Nina Witoszek. Og det er ganske fantastisk, hvad den dame kan få sig selv til at sige. Hun brygger videre på sin forestilling om en specielt Homo Scandinavicus. En sådan mennesketype kan være udmærket til dagligt brug, men i visse ekstreme situationer slår den ikke til. Hvis således massakren havde fundet sted i Polen eller på Balkan, ville udfaldet være blevet et helt andet, mener hun. Og med den bemærkning får hun jo givet nordmændene et ordentligt hak i tuden, samtidig med at hun pudser glorien over sine polske landsmænds hoved.

Og bevares, nordmændene har det nok på samme måde som danskerne: når vi hører den slags, er vi straks parat til at gribe i egen barm, kaste os om på ryggen og indrømme vor skyld: Ak, ja, vi er nogen forfærdelige homines scandinacivi og det er fuldt fortjent, at vi får læst og påskrevet af både Klaus Wivel og Nina Witoszek. For det er da mærkeligt, at ”ingen har kastet sig over Breivik i ildpauserne og slået ham i hovedet med en pind”, ikke? Det er da besynderligt, at de alle sammen flygtede og ingen tænkte på at gå til modstand. Lad os gentage det i kor: Ja, vi skandinaver er nogen forfærdelige slapsvanse! Eller gentage med Wivel: ”Hvorfor var det indvandrere og de ellers udskældte efterkommere, der lyser op i den mørke nationale begivenhed?”

Men lad os nu lige spise brød til! Eller lad os spørge som Sven Egil Omdal, da han er færdig med at referere Klaus Wivel og Nina Witoszek. Han slutter med hendes udsagn om, at dette er en form for heroisme, som nordmændene helst vil glemme, og føjer så til: ”Kanskje. Men det kunne jo også være at hennes egen empiri ikke holder hele veien over Tyrifjorden.” (Se her). (Utøya ligger som man måske véd i Tyrifjorden).

Det er netop sagen. Nina Witoszeks udtalelser er ikke blot smagløse, de er overfladiske indtil det pinlige, de holder ikke for en nærmere granskning. Mads Christensen havde dog den undskyldning, at hans udtalelser kom lang tid før retssagen. Men hendes uvidenhed kan ikke undskyldes på den måde. Og den formelig råber til himlen.

Lad mig give et eksempel! Hun siger, ifølge Kristeligt Dagblad: ”Hvis du er i en situation, hvor du skal miste livet uanset hvad, er det så ikke bedre, at kaste sig mod gerningsmanden? Hvis du skal dø uanset hvad, hvorfor så ikke gøre noget fint på vejen?” Den udtalelse vidner om, at hun ikke har fulgt retsmøderne i Oslo eller læst referaterne på nettet. For af vidneudsagnene fra de overlevende fremgår det, at de aldrig var i en situation, hvor de blev klar over, at de skulle dø uanset hvad. Det vil for øvrigt også bare en lille smule sund fornuft fortælle én. Og om ikke andet så fortæller tallene det nu bagefter. Det var forfærdelig mange, der blev dræbt af Breivik på Utøya, ja. Men der var omkring fem hundrede unge mennesker på øen i alt, da han ankom. Så ingen – jeg gentager: ingen – af de mange unge mennesker har kunnet vide, at de skal miste livet uanset hvad.

Det er just her, vi har forskellen mellem det, der skete på Utøya, og det, der skete på det fjerde fly den 11. september. For passagererne i det fly hørte jo via deres mobiltelefoner, hvad der var sket med de andre kaprede fly: at de var blevet brugt som brandbomber mod amerikanske bygninger. Og de vidste derfor – hvis de turde tænke tanken, og det er det, der er det beundringsværdige ved det, der skete – at de skulle ofres mod én eller anden amerikansk bygning, hvorved mange amerikanere, inklusive de selv, ville omkomme. De kunne handle på baggrund af en viden om, at de ville miste livet uanset hvad. De kunne sige til sig selv, at det i en sådan situation er bedre at kaste sig mod gerningsmanden. Men de unge på Utøya kunne ikke handle på den baggrund. Det var ikke deres situation.

Altså, en utrolig overfladisk analyse er det, Witoszek leverere her. Og hun kalder sig forsker, mener oven i købet at forske i den norske folkesjæl! Ikke engang sin egen, den polske folkesjæl, kender hun. For så ville hun vide, at polakker nok ville have reageret ligesom nordmændene. Der er ingen særlig fej og tryghedssøgende mentalitet hos nordmænd i modsætning til hos f. eks. polakker. Vi har set mange lignende tilfælde, terrorhandlingen i Beslan, f.eks., skoleskyderier i Finland og i USA. Overalt det samme mønster: Mennesker handler i sådanne situationer som enkeltindivider, kan ikke koordinere deres handlinger til et modangreb, flygter snarere end går til modangreb, for hvis de går de til angreb, vil de med sikkerhed blive dræbt, hvis de flygter, kan de måske redde livet. Hvis flugtreaktionen er speciel for Homo Scandinavicus, så er denne menneskeart ret udbredt. Hvorfor skulle norske unge handle anderledes end alle andre mennesker?

Havde hun nu lyttet til de vidneafhøringer, der foregår for øjeblikket, ville hun vide, at de fleste havde uhyre vanskelig ved at fatte situationens alvor. De troede, at de knald, de hørte, stammede fra kinesere, der blev affyret, og de var lidt forargede over, at nogen kunne affyre kinesere, når der var sprunget en bombe i regeringskvarteret. Først da nogen direkte havde set Breivik skyde nogen, altså skyde, så de faldt om, og der kom blod, og derfor flygtede med rædslen malet i ansigterne, først da forstod man på teltpladsen, og hvor de ellers flygtede hen, at der var noget frygteligt på færde.

Men de flygtede altså? Ja, det gjorde de. De samlede sig ikke i grupper og aftalte at gå til modstand? Nej, det gjorde vist ingen af dem. Men det ville da være rart at få nogle anvisninger fra Witoszek på, hvordan man med de bare næver kan uskadeliggøre en person, der går rundt og skyder med både pistol og gevær. Hun siger ligefrem, at man fremover skal træne børn og unge i at tackle sådanne situationer. Kære Witoszek, rådfør dig lige med nogle militærfolk, inden du kommer med en sådan udtalelse! For du må først gøre det klart for os, hvordan det rent konkret skulle kunne lade sig gøre.

Her kunne hun have haft udbytte af at læse, hvad der fortælles om det forsøg på modstand, som de to tjetjenske unge gjorde. Som før omtalt hed det i BT om dem, at de var tre meter væk og skulle til at slå ham, men så skød han én af deres kammerater i hovedet og så smed de deres sten og løb for livet. Det er yderst forståeligt, at de reagerede på den måde. Men må dog ikke enhver med bare lidt omtanke i hovedet indrømme, at skulle en sådan modstand have haft effekt, så skulle de to have fortsat frem mod Breivik, endog om han havde dræbt den ene af dem. Der krævedes altså en vilje til at sætte livet til af dem, der krævedes en heroisk offervilje, oven i købet en offervilje, som ikke aner, om det offer, der ydes: livet selv, vil gavne nogen eller ej, og endelig krævedes der en aftale mellem dem om, at sådan vil de handle. Intet af det kan man træne nogen op til.

Dertil kommer, at Breivik fortæller, at han hele tiden vendte sig om for at se, om nogen ville overfalde ham bagfra. Og i hans beretning i øvrigt kan man læse, at han undlod at gå indendørs, f.eks. i Skolestuen, for han ville ikke risikere, at nogen angreb ham bagfra. Han har åbenbart ikke været klar over, at det var en samling slapsvanse af arten Homo Scandinavicus, han havde med at gøre. Havde han vidst det, havde han ikke behøvet at foretage sig denne forsigtighedsforholdsregel. Men mon ikke det er Breivik og ikke Witoszek, der har forstået, hvordan mennesker reagerer? Altså ”mennesker”, det vil sige: de væsener, der i den slags situationer handler ens over hele kloden, ikke Homines Scandinavici eller Homines Polonienses.

Og så har jeg slet ikke omtalt den forvirring, der herskede, og som man får en tydelig fornemmelse af ved at læse retsreferaterne igennem. Tag situationen ved pumpehuset! Breivik fortæller, at han kom gående ned mod pumpehuset og så, at nogle havde gemt sig bag det. Til dem sagde han: ”Har I set terroristen? I må komme frem, der er en båd, som skal evakuere jer”. Og så kom de frem, og så kunne han skyde dem, bortset fra dem, der stak i løb bort fra ham. Var der andet at gøre for dem end at løbe? Eller tænker Witoszek sig, at de skulle have aftalt at angribe ham fra alle sider? Jamen, de troede jo, at han var, hvad han sagde, han var: politimand. Først, da de ser, at han skyder nogen af dem, bliver de klar over, at den mand, der spurgte efter terroristen, selv var terroristen. Ingen, selv ikke polakker, kunne have handlet anderledes.

Dette viser meget godt den forvirring, som det skabte, at Breivik optrådte i politiuniform. Et vidne fortæller, at han ombord i en båd på vandet ikke turde bede om hjælp fra andre både, før han havde set, at de hjalp med at få de svømmende personer op i deres båd. Så først kunne han konstatere, at de var hjælpere og ikke terrorister. Og det samme med de politifolk, der kom over på øen. Da de havde anholdt Breivik og gik hen til skolestuen, skulle man tro, at de øjeblikkelig ville befri de mange, der havde skjult sig dèr. Men nej, alle blev beordret til at lægge sig ned, for politifolkene skulle tjekke, om nogen af dem var medskyldige og ville fortsætte massakren. Først efter omhyggelig undersøgelse blev de regnet for ofre og ikke terrorister.

Til sidst: Jeg plejer at komme godt op i det røde felt, når nogen mistolker et Jesus-ord, der ellers skulle være nogenlunde letforståeligt. Men i denne sag har der været så mange andre røde felter undervejs, så jeg næsten ikke har kræfter til at svinge mig så højt op i anledning af misforståelsen af Jesus-ordet om at vende den anden kind til. Men der er altså tale om en misforståelse. Hos Mads Christensen er den måske forståelig. For han taler i bred almindelighed om vores påståede pacifisme, mener det er den, der er skyld i, at ingen tog kampen op, og ”at det skyldes vores kultur, der fortæller os, at vi hellere skal vende den anden kind til end at tage kampen op”. Men nogen kunne nu godt have fortalt ham, at dette at vende den anden kind til er noget andet end at flygte.

Nina Witoszek brygger videre på denne fejltagelse. Hun siger: ”Vi ved ikke længere, hvordan vi skal forsvare os selv. Vi vender den anden kind til eller tager flugten frem for at kæmpe”. Meningen er vistnok også her, at dette at vende den anden kind til og dette at flygte er ét og det samme. Men den misforståelse bliver altså ikke mindre af at blive gentaget. Jesus-ordet vil opfordre os til ikke at hage os fast i den strenge retfærdighed, men være villig til at opgive den, hvis det kan føre til, at forholdet til vor næste retvendes. Forstået sådan kan ordet såmænd godt anvendes af stater i deres omgang med andre stater. Stillet overfor en konflikt kan en stat vælge at holde sig strikte til retfærdigheden. Men det giver sjældent fred i længden. Den kan også vælge at fire noget på den strenge retfærdighed for at få freden til at vare lidt længere. Og det kan være et ganske klogt valg.

Men ordet kan ikke på nogen måde anvendes af de unge i deres situation på Utøya. De kan ikke på nogen måde komme til at vende den anden kind til. De befinder sig ikke i en forhandlingssituation. De står overfor én, der har opgivet al forhandling og kun er ude på at slå ihjel. Og ligegyldigt, om de aldrig så meget havde studeret Jesus-ordet om at vende den anden kind til, de ville alle hjertensgerne give Breivik et ordentligt smæk, ikke bare på kinden, men lige i synet; om ikke for at redde sig selv, så for at redde andre. De kunne blot ikke komme til det.

Men som sagt, dette røde felt har jeg næsten ikke kræfter til at bevæge mig op i. De andre er langt mere gravérende. Og jeg undrer mig stadig over, at damen er professor.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Et svar til Endnu et misbrug af Breivik-affæren

  1. joen siger:

    Er det ikke bare gode kristne, der har hørt præsten prædike om Guds gaven kaldet den fri vilje? Så vil fokus altid være på hvad mennesker burde gøre, aldrig hvad de rent faktisk gør.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s